Læserbrev

Naser Khader: Ungdomskriminalitetsnævn hjælper udsatte unge tilbage på sporet

Kritikken af Ungdomskriminalitetsnævnene mangler nuancer. Når vi som retssamfund ikke reagerer konsekvent og hurtigt på alvorlig ungdomskriminalitet, lader vi både ofre og gerningsmænd i stikken, skriver Naser Khader (K) i dette debatindlæg
14. februar 2020

Lad mig starte med at slå én ting fast. Vi ønsker at hjælpe børn, der er kommet ind i en forkert, kriminel løbebane. Derfor lavede VLAK-regeringen et Ungdomskriminalitetsnævn, der skal få unge kriminelle på ret køl igen.

Når jeg så læser Anne Sofie Allarps kritiske indlæg i Information den 6. februar om netop Ungdomskriminalitetsnævnet, savner jeg virkelig nuancer.

Hun anklager nævnene for at udskamme børnene, så det grænser til mishandling.

Hvad der går tabt i Allarps fremlægning af nævnene, er alvoren af de sager, som bliver taget op. Jeg mener, at det er en falliterklæring fra samfundets hånd, hvis vi ikke evner at tage fat i børn, der tydeligvis er på vej ud af et kriminelt sidespor.

Kriminel adfærd blandt børn er desværre noget, som min familie har haft tæt på livet. I 2014 blev min datter overfaldet, bestjålet og truet med kniv af en gruppe piger på blot 14 år. Pigernes unge alder gjorde, at det ikke var muligt at sætte ind fra samfundets side.

Det gjorde mig slet og ret målløs, at der ingen hjælp var at hente fra retssamfundet – trods overfaldets alvorlige karakter. Både min datter og pigerne blev ladt i stikken.

To af pigerne, der overfaldt min datter, var inden tidspunktet for den skrækkelige hændelse allerede i en farlig glidebane. Fra 12-årsalderen havde de været i et forløb med pædagoger, socialforvaltningen og deres forældre for at komme tilbage på rette spor. Det viste sig desværre ikke at være indsats nok.

Ungdomskriminalitetsnævnet giver os netop muligheden for at reagere hurtigt og konsekvent over for børn mellem ti og 17 år. Straksreaktioner gør, at vi som samfund kan reagere, når børn tager første skridt ind på en kriminel løbebane. Med nævnet sker det på en måde, der hverken involverer nedsættelse af den kriminelle lavalder eller fængselsdomme for børn.

Ungdomskriminalitetsnævnet handler ikke om, at »enhver møgunge« skal »rehabiliteres« ved at vaske brandbiler. Det handler ikke om at pine børnene eller udskamme dem. Tværtimod. Vi skal møde børnene med en alvorstyngde og konsekvent reaktion fra vores retssamfund. Vi skal ikke lade børnene i stikken, og det kræver, at vi gør vores for at hjælpe udsatte børn tilbage på rette spor. Konsekvent og kærligt.

Naser Khader er retsordfører for Det Konservative Folkeparti.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu