Læserbrev

Omfavn den ventil, det er at hamre løs på en sagesløs tønde udklædt som tandpastatube

Når det nu igen bliver tid til at hoppe i udklædning og slå katten af tønden, er det samtidig tid til at lægge de politisk korrekte briller fra sig, så man rigtigt kan nyde pausen fra hverdagens ordentlighed, skriver Sascha Haunstrup Qvortrup i dette debatindlæg
Debat
17. februar 2020

Om lidt skal vi slå katten af tønden og atter hører vi om det forkastelige i fastelavnsskikken og traditionen.

I folketroen er katten blevet forbundet med mistænkelighed og ondskab, som vi kender det fra frygten for den sorte kat, der løber over vejen en mørk aftenstund. Symbolikken i fastelavnsritualet er således, at man ved at slå katten af tønden jager det onde væk. Ud over at drive det onde bort, så bliver den, der slår katten af tønden, konge og må frit vælge sin dronning, hvilket besegler det gode.

Vi bliver forargede over den nedrige adfærd, vi ser i de gamle ritualer, fordi vi dømmer fortidens skikke med nutidens politisk korrekte retfærdighedssans. Men vi glemmer ritualets vigtighed, thi hvad er det, ritualer kan?

Ritualer er blandt meget andet en samfundsmæssig ventil. Den lader os leve skyggerne ud og letter trykket i os. Vi har netop brug for at kunne udtrykke vores dystre sider, vores vildskab, utæmmethed og vrede gennem ritualer, så disse sider ikke skal leves ud i civilsamfundet.

Fastelavn giver os mulighed for at trække masken ned over ansigtet, iklæde os mærkværdige, fjollede, obskøne, idealiserede og vanvittige kostumer. Alt dette for bare én dag at kunne være Robin Hood, ridder eller en tandpastatube – alt imens vi hamrer løs på en tønde.

Her laver vi en parentes midt i hverdagen: en parentes, hvori vi kan blive tildelt roller, der er anderledes end hverdagens roller, og lege med udtryk og aftryk – netop inden for en begrænset rituel virkelighedsramme.

Så hvad er der er på spil i kritikken? Frygter vi at blive stemplet som inhumane antropocentriske størrelser, der ikke tager hensyn til mindretal og andre eksistenser, som vi ikke umiddelbart forstår? Er det, fordi vi er bange for de kræfter, der huses inde i os, og er urolige for det fremmede og ukendte, hvad enten det er tro, overtro, store følelser eller store armbevægelser?

Ritualet omfavner netop uroen ved at give plads og rum til, at den kan udspille sig i et afgrænset område i tid og sted. Det ukendte og fremmede kan integreres ved at give det et åndehul midt i det store åndedrag. Så byd det velkommen.

Sascha Haunstrup Qvortrup er viceforstander på Den Rytmiske Højskole.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her