Pelle Dragsted: Lejerne er som luft for de fleste partier. De taber, indtil de står sammen

»Venstre er imod, at almindelige mennesker skal rammes på økonomien. Vi vil sikre tryghed om dig og din bolig.« Sådan lød det forleden i en stor annonce prydet af Venstres formand Jakob Elleman-Jensens kontrafej.

Annoncen er en reaktion på den politiske aftale, som regeringen sammen med SF, Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti netop har indgået for at dæmme op for de spekulative opkøb af udlejningsejendomme, der er ved at støvsuge København og andre store byer for betalelige lejeboliger.

Aftalen havde altså netop til formål at forhindre »at almindelige mennesker rammes på økonomien« og »sikre tryghed om boligen« for de mange mennesker, der bor til leje – eller kommer til det i fremtiden.

Men det var ikke de almindelige mennesker, Venstres annonce handlede om. Nej, den handlede om en lille gruppe andelsboligejere, hvis ejendomme kan falde en anelse i værdi. Det skyldes, at deres valuarvurderinger er knyttet til værdien af de private udlejningsejendomme.

Denne tilknytning betyder, at nogle andelsboligforeninger har skruet værdien voldsomt op i takt med stigningerne på det spekulativt overophedede marked for udlejningsejendomme. Hvis det lykkes at bremse spekulanterne, vil det derfor smitte negativt af på vurderingen af andelsboligforeningerne.

Forligspartierne har dog gjort sig stor umage med at skærme andelsboligejerne i det nøje tilrettelagte indgreb. Og der er da også stor uenighed blandt eksperterne om, hvorvidt det overhovedet vil påvirke andelsværdierne.

I den udstrækning, det vil ske, er det formentlig kun de andelsboligforeninger, der via kreative valuarvurderinger har skruet andelsværdien helt op, som kan opleve et værditab. Og selv for dem vil der være tale om et værditab, som vil være udlignet efter et til tre år med de nuværende stigningstakter i andelsværdierne.

Der er altså tale om en både usikker og meget begrænset negativ virkning for nogle andelsboligforeninger. Heroverfor står det faktum, at uden et indgreb ville Blackstone og andre investorer kunne have fortsat deres praksis med at fordoble og i nogle tilfælde tredoble huslejerne i de private udlejningsejendomme. Det ville indebære, at der om få år ganske enkelt ikke længere fandtes billige private lejeboliger i København, som almindelige lønmodtagere kan bo i.

Lejerne er usynlige

Venstres annonce er et godt eksempel på et besynderligt fænomen. Nemlig at de danskere, der bor til leje – selv om de udgør næsten halvdelen af befolkningen – er som luft for de fleste politiske partier. Deres vilkår og rettigheder er uden betydning. De er et B-hold, som man ikke behøver at tænke på, og som kan behandles efter helt andre standarder end de mennesker, der ejer deres boliger.

Vi så det tydeligst med Ghettopakken, som ved hjælp af trusler om ekspropriation tvinger en række almene boligforeninger til at smide mennesker ud af deres hjem. Senest er det offentliggjort, at tre hele boligblokke i Mjølnerparken skal rømmes for beboere og sælges til private investorer.

Man kan forestille sig, hvilket ramaskrig der ville rejse sig, hvis det var parcelhusejere, der fik eksproprieret deres boliger, eller beboere i ejerboliger, der blev tvunget ud af deres barndomshjem. Eller hov, nej. Det kan man faktisk ikke forestille sig. For det ville aldrig ske.

Den gode nyhed er, at det ikke behøver være sådan. Der er ingen politisk naturlov, der har placeret lejerne som et overset, rettighedsløst B-hold. Karl Marx (ja, jeg ved godt, at jeg tit bringer ham på banen), skelnede, når det gjaldt arbejdernes bevidsthed, mellem at være en klasse »i sig« og en klasse »for sig«. Det var først, da arbejderne blev bevidste om deres eksistens som klasse, at de for alvor slog igennem som et magtfuldt politisk subjekt.

Ghettopakken og Blackstones invasion har genetableret boligområdet som et politisk felt. Men sagerne har også vist, at lejerne på trods af deres mængde er alt for dårligt organiseret i både den almene og den private sektor, når det gælder kampen for deres rettigheder. Lejerbevægelsen for det private område er svag og splittet, og i de almene boliger er mange beboere knap nok klar over, at de bor i en unik kollektivt ejet og demokratisk styret boligform.

Det skal der rettes op på.

Vi har for første gang i lang tid en boligminister, som (trods ghettoplanens angreb på de almene boliger) brænder for en solidarisk boligpolitik. Blackstoneaftalen afslørede også eksistensen af et muligt alternativt boligpolitisk flertal til gavn for lejerne.

Men hvis vi skal have gjort op med den stedmoderlige behandling af mennesker, der bor til leje, så må lejerne i langt højere grad træde i karakter som en bevægelse »for sig«.

Lejere i alle egne – i det almene som i det private – foren jer. I har en verden at vinde.