Kommentar

Peter Hummelgaard: Jeg vil gå reformer efter med en tættekam, men ikke futte hele loven af

Nej, lovgivningen er ikke perfekt, og beskæftigelsesområdet bliver ikke fejlfrit alene ved, at sagsbehandlerne bruger nogle andre ord. Men vi skal ikke futte hele lovgivningen af. Vi skal passe på med ikke at smadre det, der faktisk fungerer, skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i dette debatindlæg
»Det er ingen hemmelighed, at de senere års reformer af sygedagpenge, førtidspension og fleksjob ikke altid fungerer optimalt,« skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i dette debatindlæg. 

»Det er ingen hemmelighed, at de senere års reformer af sygedagpenge, førtidspension og fleksjob ikke altid fungerer optimalt,« skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i dette debatindlæg. 

Sarah Hartvigsen Juncker

13. februar 2020

Jeg vil gerne starte med at takke Troels Chr. Jakobsen, der er ledig og suppleant for Alternativet i Borgerrepræsentationen i København, for at have fortalt om sin oplevelse med beskæftigelsessystemet forleden her i Information den 5. februar.

Mit ønske er at gøre en forskel, så jo mere fokus, vi kan sætte på det her område, jo bedre.

For at gå lige til sagen kan jeg fortælle, at jeg er korrekt gengivet, når jeg i denne avis den 3. februar er citeret for, at det »bør være et fælles mål at enhver – uanset om han eller hun er arbejdsløs eller syg – oplever at blive behandlet ordentligt og allerhelst også får det skub, som en aktiv arbejdsmarkedspolitik bør give.«

Det handler grundlæggende om menneskesyn. Alle skal behandles værdigt, og beskæftigelsessystemet skal naturligvis tage hensyn til den enkelte og de problemer, vedkommende måtte have. Det kan både være problemer med helbredet eller sociale problemer, for eksempel misbrug. De skal selvfølgelig ikke skubbes ud over kanten, men hjælpes ved at blive taget i hånden. Det er helt afgørende, at man beholder troen på, at det kan lade sig gøre at blive en del af arbejdsmarkedet og bidrage eksempelvis nogle timer om ugen i et fleksjob.

Kernen i vores arbejdsmarkedspolitik er jo netop, at vi hjælper hinanden med mere end en check, hvis man mister arbejdet. I Københavns Kommune, hvor Troels Chr. Jakobsen selv bor, er der flere eksempler på, at udsatte borgere er kommet i arbejde eller uddannelse ved netop at bruge den tilgang. Projektet hedder »Flere skal med« og har kørt over hele landet, så det kan altså godt lade sig gøre at møde folk med tillid med de nuværende regler. Det glæder mig også, at Troels Chr. Jakobsen har mødt både empatiske og ordentlige sagsbehandlere i sit forløb – vi har heldigvis masser af dygtige medarbejdere i jobcentrene, der brænder for at gøre en forskel.

For andre er problemerne heldigvis langtfra så store, og her kan nøglen til job være et helt bestemt kursus. Også her kan fællesskabet træde til og hjælpe med opkvalificering. Noget, vi i øvrigt skal blive endnu bedre til.

Ikke fejlfrit

Og så er der dem, der bliver syge – nogle i en længere periode – og nogle, der aldrig har haft et arbejde, men har måske kæmpet med misbrug og boet på gaden. Her kan vi hurtigt blive enige om, at det kan være meget komplekse sager, som ofte involverer både læger, jobcenter og sociale myndigheder, og hvor »systemet« ikke altid rammer plet med den rigtige hjælp.

Om vi ligefrem skal futte hele lovgivningen af, som Troels Chr. Jakobsen foreslår, vil jeg ikke love, men det er ingen hemmelighed, at de senere års reformer af sygedagpenge, førtidspension og fleksjob ikke altid fungerer optimalt. Jeg har selv brugt en stor del af min tid som minister på at besøge og tale med forskellige mennesker, der står med en stribe af dårlige oplevelser. Det skal vi selvfølgelig have rettet op på, og det er også derfor, at jeg – ud over mit fokus på værdighed i sagsbehandlingen – kommer til at gennemgå de reformer med en tættekam. Er man slet ikke i stand til at arbejde – og er det ikke realistisk, at man bliver det – skal man selvfølgelig have en førtidspension.

Men vi behøver ikke skrotte alt. Lad os tage kontanthjælpsområdet, som Troels Chr. Jakobsen beskriver. Man kan godt få kontanthjælp og være syg i en periode uden at miste sin ydelse. Det kræver selvfølgelig, at man fortæller det til sin sagsbehandler – blandt andet så jobcentret kan sætte ind med den rigtige hjælp. Men derfra er lovgivningen heldigvis klar. Kommunerne må ikke bare trække folk i deres ydelse, hvis de for eksempel ikke møder op til en jobsamtale på grund af sygdom. Og hvis der er tale om udsatte borgere, gælder der en særlig forpligtelse for kommunerne, de skal for eksempel opsøge borgeren for at finde ud af, hvad der er årsagen til, at vedkommende ikke dukker op.

Nu kender jeg ikke Troels Chr. Jakobsens sag, men en kommune kan selvfølgelig ikke se bort fra et akut boligbehov, alene fordi den ydelse, man får, er for lav til at betale huslejen. De skal hjælpe med at finde en løsning.

Så nej, lovgivningen er ikke perfekt skruet sammen, og beskæftigelsesområdet bliver ikke fejlfrit alene ved, at sagsbehandlerne bruger nogle andre ord. Men i stedet for at brænde det hele af skal vi passe på med ikke at smadre det, der faktisk fungerer. Vi har brug for en aktiv og ikke passiv arbejdsmarkedspolitik, så vi ikke overlader mennesker til sig selv – og da slet ikke syge og udsatte borgere.

»Der er mange mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, der har brug for, at vi tager dem i hånden. Og som mest af alt oplever at blive skubbet længere væk, hvis de bliver mødt af et system, som ikke møder dem med den respekt, de har krav på,« siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.
Læs også
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Ikke enig.
Ideen om at ALLE guddødemig skal være en brik på arbejdsmarkedet duer ikke. Simpelthen fordi det er arbejdsgiverne som vælger, hvem de vil have. En arbejdsløs har ingen chancer for at ansætte sig selv, men må henslæbe en tilværelse med lønløse praktikker og trusler om sanktioner hængende over hovedet i hverdagslivet.
Arbejdsmarkedet er ikke retfærdigt. Det er et marked, hvor køberne af arbejdskraft sætter dagsordenen.
Aktiv arbejdsmarkedspolitik handler om at 'aktivere' mennesker som arbejdsgiverne ikke gider have, så længe de har et bedre valg.

Skroet det system.
Det er menneskene der er vigtige, ikke markedet.

Susanne Kaspersen, ingemaje lange, Thomas Tanghus, Hans Larsen, Carsten Svendsen, Werner Gass, lise zeuthen, Thomas Christensen, Eva Schwanenflügel, Susan Hansen, Ete Forchhammer , Mikkel Zess, Dorte Sørensen, Tommy Clausen, Agnete La Cour, Ebbe Overbye og Ivan Mortensen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Indlægget kunne sagtens være skrevet af en anden dygtig politiker, som også har interesseret sig meget for arbejdsmarkedspolitik: Klavs Hjort Frederiksen.

Susanne Kaspersen, ingemaje lange, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, Mikkel Zess, Lise Lotte Rahbek og Agnete La Cour anbefalede denne kommentar
Agnete La Cour

Ja, Søren Kristensen, det kunne det. Men vi kommer jo nok ikke langt med en humanistisk indstilling alene - og jeg er da bange for, at vi faktisk ikke kommer længere. Så ville der være sket noget på nuværende tidspunkt - regeringen er ikke ny mere.

Susanne Kaspersen, Thomas Tanghus og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Hvorfor ikke genopret socialforvaltningerne, der har/skal have mennesket som kernepunkt - og ikke jobcentrene, der har arbejdsmarkedet som kernepunkt.
Eller lav statslige jobcentre, der ikke har den enkelte kommunes økonomi at vare tage. på. Vil det ikke gøre landet i bedre balance?

Ligeledes stil samme skrappe krav til arbejdsgiverne, som der stilles til den syge, ledige osv. Mon det ikke også ville skabe et land i bedre balance - for at bruge regeringens eget sprogbrug.

Susanne Kaspersen, ingemaje lange, Thomas Tanghus, Hans Larsen, Carsten Svendsen, Werner Gass, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Susan Hansen og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

Mens Peter Hummelgaard reder håret tilbage med sin redekam - lige som alle de andre beskæftigelsesministre før ham - er vi andre nødt til at intensivere kampen imod fattiggørelsen og undertrykkelsen. Flyt de mennesker som er sidestillede væk fra beskæftigelsesministeriet og over til socialministeriet, og sørg for at alle har en rimelig levestandard - alle. De tider er slut, hvor vi vil finde os i den samme fattigdomspolitik. Det er slut med at vente på at Folketinget ændrer moral. De sociallove som politikerne har skabt de sidste tyve år, er til for at skære ned på de sociale ydelser, og for at stresse flest muligt. Socialpolitikken i Danmark er blevet redesignet for at skabe mest mulig social usikkerhed.

Dette her handler ikke om arbejdsmarkedet - der er rekord mange der ude i øjeblikket. Lovene er ikke skabt for at hjælpe dem som kan arbejde, men for at flytte vores penge ud til et erhvervsliv, som nu er hovedrige. Det man har gjort er at sætte alle i kø - alle - også dem som ikke er i stand til at arbejde. Hvorfor? Ganske enkelt for at trykke lønningerne og derved gøre virksomhederne rigere - for vores penge. Jo flere der ansøger om jobs, jo lavere bliver løntilbudet.
Desuden har supermarkederne nu gratis arbejdskraft som koster staten milliarder hvert år. Hvis det handlede om at få mennesker i arbejde, så ansæt dem i regulære og betalte jobs, og lad være med at fyre dem efter endt gratis praktik, hvilket sker hver gang - hver gang.

Ja, der skal ske noget nyt. Der er et massivt ønske blandt almindelige danskere om et oprør med den umenneskelige nedskæringspolitik. Vi skal have revolutioneret hele socialområdet. Vi er nødt til at stå sammen, da vi befinder os midt i en velfærdskrig. Begge de regeringsbærende partier V og S ønsker ikke at fjerne fattigdommen og vil hellere beskytte formuerne end mindske uligheden. Heldigvis har de sociale bevægelser vokset sig stærke. Der er nu et massivt ønske om at forbedre forholdene for de socialt udsatte, børnene, de ældre og de hjemløse. Den umulige sociale situation bekæmpes ved fælles organiseret hjælp. Borgerne sætter nu dagsordenen.

Det er os som må bekæmpe den fornedrende ulighed og fattigdom, og genopbygge samfundet fra bunden af. Politikerne er ikke i stand til at styre sig selv, de standser ikke før vi tager affære, de har ingen empati for mennesket og ingen forståelse for hvad mennesker har været udsat for i de sidste tyve år. Et systemskifte er nødvendigt på det sociale område, bogstaveligt talt. Derfor er er oprør på vej nedefra.

Det er kun borgeren, der kan ændre samfundet – for kun derved bliver processen fra et samfund som udsætter de socialt udsatte for psykisk tortur, til aktivt deltagende i eget liv en realitet. Fagbevægelsen og interesseorganisationerne er nu klar med deres krav om sociale forandringer. Nødvendigheden af solidaritet og sammenhold mellem de forskellige samfundsgrupper er intens ude på de sociale medier. Retfærdige sociale forhold er ikke noget der kommer af sig selv, de skabes gennem omfattende aktiviteter på de sociale medier, debatter, happenings, aktioner, demonstrationer, aktiv modstand, deltagelse i blokader, i protest mod fattiggørelsen, støtteaktioner, og opbakning til de ramte og mod forringelse af halvdelen af befolkningens leveforhold.

Socialt udsatte mærker i højere grad end resten af befolkningen kommunernes budgetbesparelser. Det har frygtelige konsekvenser for de mest udsatte borgere. Kun landbruget overgår socialvæsenet i mishandling. Erhvervslivet som sidder på den politiske magt i Danmark øger uligheden og smadrer klima og miljø. Middelklassen og op har været bemærkelsesværdig dygtige til at rage til sig. I takt med det generelt stigende pres på velfærdssystemet, for at ændre det henimod middelklassen og op, er det sociale oprør modnet imod politikernes fjernlse af så mange penge som muligt fra underklassen. Det nyværende systemet er skabt til at fastholde mennesker i en så lav indkomst som muligt, med det formål at skabe skattelettelser til de rige. Men de rige fører pengene ud af landet for at feste i uhørt luksus.

Susanne Kaspersen, Mikkel Zess, Susan Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Socialrådgiver Maj Thorsen skriver blandt andet i POV International :

"For nogle borgere kan det ligefrem ende med lægeerklæringer på, at det psykiske helbred er blevet så forværret af jobcentrets håndtering af sagen, at borgeren ikke længere kan møde op på jobcentret.

Jeg har klienter, som for første gang i deres liv har haft selvmordstanker, ene og alene fordi de presses alt for langt i indsatser, som f.eks. virksomhedspraktik. Og når de forsøger at forklare deres sagsbehandler, at de ikke kan øge arbejdstiden, fordi smerterne er uudholdelige, så sker det ikke sjældent, at sagsbehandleren iværksætter et mentorforløb. For det må jo handle om mangel på motivation.

Jeg må igen og igen spørge mig selv, hvordan vi kan have et system, som egentlig skulle hjælpe mennesker, men i stedet ender med at være direkte menneskenedbrydende og fratage syge mennesker værdighed i deres eget liv."

"Hele jobcentersystemet må laves om - det nedbryder syge mennesker"
https://pov.international/jobcentre-nedbryder-syge-mennesker/

Maj Thorsen er blot én blandt mange tusinde stemmer, som forsøger at råbe politikerne op om de benhårde realiteter ude i kommunerne.

Forskere, socialrådgivere, og ikke mindst, de som er genstand for systematiske overgreb fra den kæmpe maskine, hvor private aktører, lægekonsulenter og supermarkeder især har tjent på den officielle mistro og stigmatiserede behandling af udsatte borgere, har i årevis råbt op om den destruktive politik på området.

Det er en maskine, der koster 11-12 milliarder kroner årligt, og hvis positive effekter ikke har materialiseret sig overhovedet, tværtimod.
Nye tal om overdødelighed blandt folk i ressourceforløb taler deres tydelige sprog.
Her er dødeligheden tre gange højere end hos andre ledige.

"Det haster med en livline til dødssyge borgere i beskæftigelsessystemet" :
https://www.a4nu.dk/artikel/lisbeth-riisager-det-haster-med-en-livline-t...

Det ville klæde ministeren at lytte til alle de mangfoldige råb om hjælp, og gennemføre en grundlæggende forandring af et system, hvor folk faktisk bliver mere syge, eller dør, som følge af de skub de udsættes for.

Om disse skub kaldes 'kærlige' er fuldstændigt irrelevant for de, der udsættes for dem.

Susanne Kaspersen, Thomas Tanghus, Hans Larsen, Lise Lotte Rahbek, Ebbe Overbye, Mikkel Zess, Susan Hansen, Thomas Christensen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar

Ministeren henviser til “Flere skal med”
Ministerens eget projekt der sikrede COOP Salling REMA mfl en lind strøm af praktikanter og en ordentlig pose penge fra Københavns Kommune på 450 millioner til mentorer - skatteydernes penge der skulle være gået til de 13.000 aktivitetsparate på kontanthjælp i Københavns Kommune - en kommune der systematisk afslår at give syge på kontanthjælp en afgørelse når de søger om ressourceforløb fleksjob eller førtidspension sådan undgår Københavns Kommune klager - kommunens mantra har nemlig i årevis været - ingen afgørelse ingen klager - men du kan få en mentor en praktik og en sanktion hvis du ikke forstår beskeden

Susanne Kaspersen, ingemaje lange, Thomas Tanghus, Carsten Svendsen, Lise Lotte Rahbek, Mikkel Zess, Susan Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Hummelgård, sæt dig lidt ind i realiteterne. Sagsbehandlere kan ikke hjælpe folk med en bolig, hvis de ikke kan betale. Hvorfor tror du, der er så mange hjemløse?

Hummelgård, tror du sagsbehandlere har tid til at tage hjem til folk, der ikke dugger op til samtale? Nej de trækker dem blot i ydelsen.

Susanne Kaspersen, ingemaje lange, Thomas Tanghus, Carsten Svendsen, Lise Lotte Rahbek, Ebbe Overbye, Mikkel Zess, Susan Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Med den svada fra Peter Hummelgaard tror jeg ikke, vi kan forvente nogen forandringer til det bedre. For at få alle ud på arbejdsmarkedet har man genopfundet slaveriet i form af Nyttejob og praktik. Ingen ansættelse, ingen overenskomstmæssig løn, ingen lønmodtagerrettigheder.

Hummelgaard er blevet en ægte Fru Frederiksen proselyt. Pas på de frelste, som altid ved, hvad der er bedst for andre.

Susanne Kaspersen, Thomas Tanghus, Carsten Svendsen, Lise Lotte Rahbek, Mikkel Zess, Susan Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Troels Chr. Jakobsens indlæg i Information den 5. februar satte nogle tanker igang hos mig, som jeg har forsøgt at formulere i nedenstående.

Ofte knyttes ordene Kafka eller kafkask til mødet med Jobcentrets labyrint af meningsløse, uforståelige pligter og forbud, men referencen til Kafka stikker dybere end bureaukrati.

Er det forbudt og dermed strafbart at være ledig? Næh ikke rigtigt. Alligevel risikerer man straffe- og tvangsforanstaltninger i beskæftigelsessystemet, men det er uden retssystemets beskyttelse. Anklager, forsvarer og dommer er fraværende. Ligesom K. i “Der Prozess” kan vi lede efter en dommer, men vi finder ham aldrig. Nogle gange er sanktionen hårdere end i Straffeloven for hændelser, som ikke er kriminelle og som ville være helt ubetydelige, hvis altså ikke det var, fordi man var tilmeldt et Jobcenter som ledig.

Som ledig er man under anklage. Hvis man er i tvivl, gør de utallige pligter, tvangsforanstaltninger, trusler om straf, overvågning og angiveri, man konstant mødes med, det tydeligt. Det er ikke helt klart hvad anklagen lyder på. Men det er i hvert fald ens egen skyld, man befinder sig i stolen overfor sagsbehandleren. Man har svigtet og ikke gjort det godt nok. Nu skal man korrigeres og man fortjener alt hvad man nu udsættes for.

Har du været en sten i skoen på beskæftigelsessystemet længe nok, har du sikkert fået spørgsmålet: Hvorfor er du her? Jeg formoder, det er noget sagsbehandlerne lærer i første uge af kurset: Bliv et ægte røvhul på bare 6 uger. Spørgsmålet er retorisk og en eksistentiel bombe, som kan tage pusten fra enhver. Man har jo ikke selv valgt at være der. Ingen naturlov siger f.eks., at ens arbejdskraft skal misbruges i et Nyttejob. Det er noget andre har besluttet. Andre har anbragt en på stedet.

Sigtet med spørgsmålet: Hvorfor er du her?”, er selvfølgelig, at man skal bukke under for anklagerne, som kun antydes, og vedgå sin skyld. Ja, jeg er her, fordi jeg er et utilstrækkeligt, dovent menneske, der trænger til et los i røven og et skub ud over kanten. Kort sagt: Hold kæft og ret ind. Man pålægges skylden for det andre udsætter en for, som psykopaten, der udbryder: “Se hvad du får mig til at gøre”, inden han skærer halsen over på offeret.

Vi er som K. i Processen under anklage for noget, som ikke rigtigt artikuleres, men som alene antydes, og som måske kun findes i ens eget hoved. Ligesom K. bærer vi alle på en tvivl eller skyld, som vi ubevidst accepterer straffen for. Burde vi på et tidspunkt have handlet anderledes? Til sidst må vi frivilligt lade os eskortere til skafottet eller acceptere det rimelige i at ens livsgrundlag fjernes med en sanktion.

Så næste gang du får spørgsmålet: Hvorfor er du her? Må du hellere spærre øjnene op og med al den bestyrtelse, du kan mobilisere, udbryde: Oh! Så, du ved det heller ikke!

Susanne Kaspersen, ingemaje lange, Thomas Tanghus, Hans Larsen, Eva Schwanenflügel, Carsten Svendsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Ebbe Overbye
Jeg ville med glæde tredoble min anbefaling af dit indlæg.

Susanne Kaspersen, ingemaje lange, Carsten Svendsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Ebbe Overbye, fantastisk og rammende kommentar.
Også jeg ville mangedoble min anbefaling hvis det var muligt.

Vi må håbe, ministeren læser med..