Klumme

Bliver jeg pr. definition en dårlig forælder, hvis jeg sætter børn i en verden i kollaps?

Min generations babydrømme er forbundet med angst og etisk uklarhed. For hvordan skal man forklare det voksne menneske, babyen bliver, at mor vidste, at verdenshavene ville stige, og hvilken fucked up undergangsverden, du blev født ind i, skriver litteraturanmelder Mathilde Moestrup i dette debatindlæg
Denne vinter har budt på oversvømmelser flere steder i landet, hvor mange danskere har berettet om oversvømmede haver. Her er det et billede fra Holstebro.

Denne vinter har budt på oversvømmelser flere steder i landet, hvor mange danskere har berettet om oversvømmede haver. Her er det et billede fra Holstebro.

Morten Stricker

Debat
25. februar 2020

I sommer cyklede jeg fra Amagerbro til Sydhavnens husbådehavn for at besøge to af mine venner og deres nyfødte baby. Det var en varm og afsindigt blæsende dag, jeg havde modvind hele vejen, og da jeg ankom, havde jeg ondt i øret og var lidt rundt på gulvet. Jeg gik om bord på båden, og inde i kahytten hilste jeg på et af verdens mindste og sødeste mennesker.

Alle føler noget, når de ser en baby: ømhed, irritation, misundelse, you name it, men den dag blev jeg ramt af en angst på mine venners babys vegne. Hvordan kommer hendes liv til at se ud? Hvad kan man forvente sig af livet, når man er født det næstvarmeste år nogensinde målt, når der er hedebølge på Antarktis, mens man lærer at kravle?

Hun så så ufatteligt lille ud, som hun lå der på et tæppe i den let vuggende båd. Det hele var også meget rørende, og det var den slags situation, hvor jeg normalt ville forestille mig min egen potentielle fremtidsbaby. Men ængsteligheden gjorde det svært.

Og et spørgsmål trængte sig på: Er det overhovedet etisk forsvarligt at føde babyer ind i en klimakrise? Her mener jeg med tanke på babyen, ikke dens CO2-aftryk.

Jeg fylder snart 29 år, har færdiggjort mine universitetsstudier og er i et fast parforhold. At få et barn er ikke længere noget, der ligger langt ude i fremtiden, men en realistisk drøm.

Problemet er bare, at jeg ikke længere ved, hvordan jeg skal retfærdiggøre babyprojektet over for det voksne menneske, barnet en dag bliver.

»Mor vidste, at verdenshavene ville stige – det er derfor, vi bor på den her skraldeø nu – men jeg fik dig alligevel.«

Det er ikke uden grund, at sociologen Rasmus Willigs bog om klimakrisen hedder Hvad skal vi svare? – underforstået, vores børn, når de bliver store nok til at forstå, hvilken fucked up undergangsverden, de er blevet født ind i.

Angsten forskyder sig

Tanken om børn er for mig – og mange i min generation, drister jeg mig til at sige – forbundet med ængstelighed og etisk uklarhed.

»Alle generationer har været bange for noget,« indvender en veninde, da jeg bringer emnet på bane. Hun fremhæver frygten for atombomben og verdenskrigene.

»Folk fik børn alligevel – og nu sidder vi her,« tilføjer hun og løfter sit rødvinsglas.

Jeg svarer, at klimakrisen ikke er det samme som politiske kriser. Den er uundgåelig, selv om vi ikke ved præcis, hvordan den kommer til at udspille sig.

»Jamen, netop«, siger hun.

»Den uvished, at man faktisk ikke ved, hvordan det kommer til at ske; skal man definere sine livsvalg ud fra den?«

En anden veninde indskyder, at vi måske bruger klimakrisen som proxy-argument; at den enten er for abstrakt eller for uundgåelig, afhængig af hvilken holdning til at blive forælder man har.

Jeg føler mig ubehageligt ramt af den kommentar. Er det en mere grundlæggende angst for at blive nogens mor, jeg nu forsøger at kanalisere ind i klimakrisen?

Jeg kommer til at tænke på engang, jeg var på ferie i Grækenland, mens gældskrisen var allerværst. Jeg talte med et par, der må have været omkring 30 år, som fortalte, at de ikke havde tænkt sig at få børn. Arbejdsløsheden var enorm, de havde ingen penge, ingen fremtidsudsigter.

Den slags meget konkrete stopklods er der ikke foran mig. Der er jobmuligheder og politisk stabilitet i Danmark.

Og frygten for at blive en dårlig forælder har mange sikkert haft, for den dårlige forælder har taget uendelige former gennem tiderne.

Angst og usikkerhed er en del af at være menneske, siger jeg til mig selv og tænker på en bekendt, der engang fortalte mig, at han, inden han blev far, tit tænkte på sin egen dødelighed – men efter han fik sin datter, tænkte han på hendes i stedet. Et eksempel på, at angsten forskyder sig: Hvis det ikke er en ting, er det en anden.

Men så hører jeg i nyhederne om folks oversvømmede haver i Horsens, eller også begynder morgenfruerne at springe ud i januar. Eller vores miljøminister forklarer, hvordan det er nødvendigt at tillade pesticidforurenet vand i hanerne. Alt dette bliver tegn på en forandring, der vil påvirke os alle og mest af alt de kommende generationer.

Og jeg kan ikke lade være med at overveje, om jeg bliver en dårlig forælder alene ved at sætte børn i verden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I Pandoras æske blev der én ting tilbage: håbet. Det må vi klynge os til - trods alt.

Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel, Ejvind Larsen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Ulla Blok Kristensen

Som mor til 3 og 60+
Jeg blev født ind i atombombens skygge, voksede op i angst for den kolde krig, hvor magtfulde mænd udsendte hadefulde erklæringer. Fik børn i forlængelse af Tjernobyl.
De voksede op med terror i medierne og hungersnød og det hele i “breaking news”
Angst er et grundvilkår, i menneskers liv.
Med børn får du så også den konkrete angst.
Du kan risikere, at miste dem !
Det eneste du aldrig kan få uden børn. Er deres ubetingede kærlighed og tillid og glæden ved at se dem vokse op.

Eva Schwanenflügel, Werner Gass, Mikkel Madsen, Viggo Okholm, Henning Kjær og Claus Gårde Henriksen anbefalede denne kommentar

hDu skal ikke retfærdiggøre babyprojektet over for det voksne menneske, barnet en dag bliver. Ingen børn eller voksebørn vil bebrejde dig a de blev født. Jeg har privat eller i medier aldrig hørt om børn der har bebrejdet deres forældre deres egen eksistens. Det er uanset hvor svært deres (børnenes) liv er.

Med eller uden klimakrise så er der ingen der kan forudsige fremtiden for et helt livs lykke og ulykke.
Det værste jeg kan forestille mig er en verden helt uden børn, det er lige så galt som at mennesker lever evigt.

Ulla Blok Kristensen, Kim Houmøller og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Bekymring for hvad fremtiden bringer er et grundvilkår i for mennesket. Men at lade den bekymring give sig det udslag, at man afholder sig fra at få børn, er totalt forfejlet! Det er lige så misforstået som at nægte at ville forelske sig - og at nægte at elske - af frygt for at miste. Hvis man forsøger at komme til at leve et liv fri af risiko, bekymring og smerte, så fraskriver man sig samtidig alt det, der gør livet vidunderligt og underfuldt: intens kærlighed, tillid, glæde, oplevelser.

At få børn er det mest intense og vidunderlige - det er noget af det mest meningsfulde i livet. Og når man får børn, føler man en dybere forpligtelse overfor fremtiden - og det er faktisk temmelig sundt. At vælge ikke at få børn er at lukke og slukke - uden børn er der ingen fremtid!

Far til 6.

Ulla Blok Kristensen, Eva Schwanenflügel og Mikkel Madsen anbefalede denne kommentar

Alle der har overskud og glæde ved et medmenneske og samtidig er i et kærligt forhold,bør efter min mening ikke betænke sig ved at sikre nyt liv. Men de skal acceptere at livet ændrer sig og ansvaret bliver et andet. Friheden til noget erstattes af et andet ansvar-
Vi i dette land ser børn blive født ude i verden under bombetrusler og sult, så hvis livs cyklussen ikke skal standse bør ingen undlade at få børn, men det er så et individuelt valg for de fleste og ingen bør pege fingre,hvis nogen vælger et liv uden børn.

Rosa Maluna Dahl

Listen over grunde til ikke at få børn er lang, aktuelt toppet af den foreliggende problemstilling.
Men hvis nu ingen fik børn, kunne det hele sådan set være lige meget. Det tror jeg selv en fisk vil være enig i.

Ulla Blok Kristensen, Eva Schwanenflügel og Mikkel Madsen anbefalede denne kommentar

Verden svømmer i børn, så det i det overordnede perspektiv er det da ganske meningsfuldt selv at undlade at dyrke lige den begrænsning det også er at blive forældre. Nærmest fornuftigt og uselvisk!

En lille kommentar til teksten : at beskrive Danmark som indbegrebet af 'politisk stabilitet' er nok en kende optimistisk. Men vi kan da håbe at vi en dag generelt får politikere af den støbning.

Jens Mose Pedersen

Få børn. De er en stor kilde til glæde. Gode børn af gode forældre kan gøre verden bedre.

Ulla Blok Kristensen, jens christian jacobsen og Jens Winther anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@MM: Tak for dine ærlige overvejelser. Ingen kan hjælpe en i det spørgsmål, og hvornår har verden været egnet til at give liv til et barn? Man er tilbøjelig til at følge livets strøm. Før kunne man undskylde sig med manglende viden. I dag ved vi frygtelig meget, men det bliver livet ikke nemmere af.
Som bedsteforælder kan jeg kun være glad for mine børnebørn. Jeg håber, at jeg er en støtte for dem i selve det at være der, foruden i de samtaler vi fører. I dag kommer der hele tiden tunge meldinger om verdens tilstand, og dem er der nogen, der skal tage imod og ikke fornægte. Her har jeg endnu en opgave.
Og så har jeg læst din artikel og svaret på den, og det håber jeg også betyder noget, men jeg ved godt, at det ikke hjælper dig ud af dit dilemma.

@Kim Øverup, du tager fejl, verden svømmer IKKE i børn. Fødselsraten er faldende på verdensplan. I de industrialiserede lande er fødselsraten (antal fødsler pr. kvinde) mellem 1,1 og 1,7 (for at holde befolkningstallet konstant, skal fødselsraten være 2,1).

En række fattige lande har høje fødselsrater, men i takt med at velstanden stiger på verdensplan i de kommende år, vil også disse lande opleve faldende fødselsrate - det viser al statistik.

Martin Mortensen

Human Population Through Time
https://youtu.be/PUwmA3Q0_OE

@Jens Winther: Mit indlæg skal mest ses som en lille modvægt til lovprisningen iøvrugt af at (turde) vælge forældreskabet og et indspark til at meningsfuldhed skam også kan findes i tilværelsen uden såvel børn som fast lønarbejde mm.

Desuden ser jeg ikke nogen som helst akut fare ved en samlet set faldende fødselsrate i verden. Der går nok et betragteligt antal år før dét kunne være andet end en fordel for kloden?

Tilføjelse :.... Uden vel at mærke EGNE børn :-)

Men jeg er da selv faldet i gryden og har skam to selv.