Klumme

Jeg skød et rådyr – det var det etisk rigtige at gøre

Mellem helt at afstå fra at dræbe og slå stort set alt ihjel ligger det pragmatiske mål om at maksimere mangfoldighed af liv på jorden. Vi kommer ikke uden om at slå dyr ihjel, hvis vi vil opretholde økosystemer, skriver George Monbiot i dette debatindlæg
»At respektere rådyrenes liv som ukrænkelige er det samme som at lade hånt om duehøgens, vildkattens, det røde egerns og skovmårens liv. Overlader vi rådyrene til sig selv, ofrer vi disse andre dyr – både som individer og bestand,« skriver George Monbiot.

»At respektere rådyrenes liv som ukrænkelige er det samme som at lade hånt om duehøgens, vildkattens, det røde egerns og skovmårens liv. Overlader vi rådyrene til sig selv, ofrer vi disse andre dyr – både som individer og bestand,« skriver George Monbiot.

Lars Laursen

27. februar 2020

Protesten var rettet imod min person. »Morder«, råbte de demonstranter, der havde taget opstilling ud for det teater, hvor jeg holdt foredrag. Og de havde ret. Jeg var en morder.

Da jeg medvirkede i tv-dokumentaren Apocalypse Cow om, hvordan vi bliver nødt til at spise anderledes for at redde verden, skød jeg et rådyr.

Hvis det kan trøste nogen (selvsagt ikke rådyret), voldte forløbet mig inderlig afsky. Lige fra jeg fik fat i en riffel og blev instrueret i at bruge den, til jeg sneg mig ind på det sagesløse dyr og skød det i brystet og så, hvordan det trimlede om i dødskampens krampetrækninger, var det en grusom, ubehagelig oplevelse.

Drabet skulle illustrere, at hvis man mener, noget er det rette at gøre, må man også selv være klar til at gøre det.

Men hvorfor dræbe et rådyr og med hvilken ret?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Bjørn Pedersen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Poul Anker Juul
  • Lillian Larsen
Ejvind Larsen, Bjørn Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Beck-Lauritzen, Poul Anker Juul og Lillian Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Jeg skød et rådyr – det var det etisk rigtige at gøre".

Ingen tvivl om, at overskriften har til formål at provokere en debat frem, og på denne måde gøre avisen "levende".

Men bortset fra dette, og hvis vi et øjeblik skal overveje postulatet, så er det ganske underligt, at nogen person skal gøre sig til herre over liv og død blandt vilde dyr.

Det er muligt, at populationen stiger, hvis man ikke dræber nogle af dem. Men sagen også den, at naturen selv regulerer bestandenes størrelse. Først vil der være mangel på føde, men i næste face fødes der færre individer, og i sidste fase blive disse lidt mindre, og aftager dermed lidt mindre føde.

- Altså - stop denne debat om, at jægerne udfører et vigtigt samfundsnyttigt job ved at skyde vildtbestandene.

Ole Frank, Erik Winberg, Mogens Holme, John Poulsen, David Joelsen, Dina Hald, Gitte Loeyche og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar

Hvis det drejer sig om at mindske den samlede lidelse hos vores medskabninger er der ikke tvivl om at det er langt mere humant at bortskyde fødselsoverskuddet end at lade 'naturen' ordne det selv gennem massiv sult og sygdomsepidemier

Danny Hedegaard, Halfdan Illum, Karsten Lundsby, Karoline Mønsted, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Michael Gudnæs, Rikke Nielsen, Ole jakob Dueholm Bech, Poul Bundgaard, Liselotte Paulsen, Steven Vallik, Jens Flø, Peter Fenger Lund, Henning Kjær, Poul Anker Juul og René Arestrup anbefalede denne kommentar

Vi kan ikke bare overlade ansvaret til 'naturen' Vi mennesker har i den grad formet naturen efter vores behov og har derfor også et ansvar for den. Rådyrene kan ikke tage ansvar for deres egen 'befolkning' Ansvar har den der har indsigten og muligheden for at handle. Alt andet er ansvarsforflygtigelse

Danny Hedegaard, Rune Palm, Karsten Lundsby, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Rikke Nielsen, Ole jakob Dueholm Bech, Liselotte Paulsen, Steven Vallik, Jens Flø, Ejvind Larsen og René Arestrup anbefalede denne kommentar
René Arestrup

Der synes at være en forestilling om at 'naturen' er noget, der eksisterer helt uafhængigt af mennesket, uagtet at der formentlig ikke findes et eneste sted i Danmark, som ikke er en resultat af menneskelig manipulation, enten direkte eller indirekte. Og det gælder både flora og fauna.

Vi har for længst forladt ur-tilstanden og som sådan må vi selvsagt også tage ansvar for det, vi har skabt, hvad enten det handler om at bortskyde syge eller invasive dyr, regulere en bestand til fordel for andre bestande eller genintroducere arter, som har være uddøde.

Alt andet er håbløs natur-romantik.

Lillian Larsen, Karsten Lundsby, Bjørn Pedersen, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Thomas Tanghus, Rikke Nielsen, Gert Romme, Ole jakob Dueholm Bech, Poul Bundgaard, Steen Obel, Steven Vallik, Ejvind Larsen, Peter Fenger Lund og Poul Anker Juul anbefalede denne kommentar
Morten Blichmann

Ideen om at overlade naturen til sig selv i vores moderne verden, hvor vi har en enorm impact på naturen er ganske enkel absurd. Jeg har en ven, der bor i Ungarn i et område, hvor et kæmpe jord og skovområde blev købt af en rigmand, som forbød al jagt på hans jorde. Det endte i et sådant kaos, at bønderne gik konkurs og fra hus og hjem, fordi deres marker blev pløjet op af en grotesk stor vindsvinebestand. De lokale myndigheder måtte gribe ind og foretage "masse-drab" på vildsvin for at få området på ret køl. I Sverige eksploderer vildsvinebestanden i øjeblikket med KÆMPE tab til følge. Derfor har svenskerne klogt nok tilladt jagt på vildsvin hele året 24 timer i døgnet, og der opstilles kæmpe fælder i de værst plagede områder i Sverige af myndighederne. Det kommer bl.a. plejehjemmene tilgode, fordi man har en ordning om, at en stor del af kødet går til disse.
De to eksempler viser at denne her natur-romantik diskussion er helt absurd. I Ungarn eksemplet mistede området store indtægter på de manglende jægere samtidig med, at bønder gik konkurs. Sveriges eksemplet viser, at mennesket bliver nødt til at gribe ind for at undgå tab, og at det kan lade sig gøre på en bæredygtig måde. Iøvrigt bugner jagtturismen i Sverige med øgede indtægter til følge.
Diskussionen er selvfølgelig en helt anden, hvis der er tale om bestande som på nogen som helst måde er truede eller har udsigt til at blive det.

René Arestrup

Diskussionen må snarere handle om hvordan vi forvalter 'naturen'. Fx om den skal forvaltes ud fra rene nyttehensyn eller rekreative, æstetiske og historiske betragtninger. Eller en kombination. Det er den virkelige brudlinje.

Jo da, jorden går under, aktiekurserne falder til 0 og alle mennesker dør hvis vi ikke tillader at en stadig voksende skare af bymennesker skal ud i naturen og realisere sig selv ved at myrde sagesløse dyr for at dyrke historien helt tilbage til samler/jæger-tiden..... det står da helt klart...
Ja, det er jo nærmest en naturlov.

Ser man på de lande, som har et stort område med vildt, f.eks. Sverige, Finland, Norge og så videre, så skal den vilde natur forsat være vild. - Altså mindst mulig indgriben på menneskenes bekostning.

Der var for 2-3 år siden en meget omtalt situation, hvor 2 eller 3 bjørneunger var blevet alene, fordi moderen var blevet dræbt ved ulovlig jagt. Offentligheden fulgte disse bjørneunger dødskamp med nogen forargelse, da flere store parker med vilde dyr gerne ville overtage dem af humane grund, da der egentlig ikke er mangel på bjørne i parkerne.

Vilde dyr skal altså vedblive at være vilde dyr på godt og ond. Og til sidst gik naturen altså sin gang, og ungerne fik fred. Men alt blev fulgt af länets vildtbiologer og veterinærer, der dog ikke måtte gribe ind.

Og man kan jo fastslå, at mennesket har gået oprejst på denne jord i højst 120.000 år, men naturens vilde dyr har klaret sig uden menneskenes hjælp i langt længere tid. - Kattedyr har således formentlig 64 mio. år på bagen uden menneskets dræbende hjælp.

Dina Hald, Ole Frank, Karsten Lundsby og Palle Yndal-Olsen anbefalede denne kommentar
Michael Gudnæs

Jeg er ikke selv jæger, men bor nok tættere på naturen end de fleste danskere, og det er mit klare indtryk at en vis vildtregulering er påkrævet. Hvis man overlader den danske 'natur' til store vildtbestande, vil det have den konsekvens at de for det første vil anrette stor skade på skoven - navnlig dådyr og især kronhjorte - og for det andet vil udkonkurrere sig selv, så de ender med at sulte og ligge omkring med oppustede trommemaver og lide, til de dør. Det er set mange gange før, også i Danmark. Jeg har svært ved at se at på den baggrund skulle være mere humant og 'moralsk' at forbyde al jagt. Hvis man er bekymret for at jagten bliver drevet på en skadelig måde, kan man vælge at skærpe kravene til jægere, eller forbyde jagt som sport og i stedet ansætte uddannede skytter til at forestå vildtreguleringen.

Michael Gudnæs

Gert Romme, mener du virkelig at det er mere humant at lade naturen passe sig selv, således at hjortene sulter ihjel eller bliver sønderflået af indvandrende ulve, jærv og bjørne, eller de kattedyr, du nævner? Personligt ville jeg i hvert fald foretrække en kugle for panden!

Torben K L Jensen

I sidste ende er Homo Sapiens blevet en invasiv art der har et moralsk/etisk problem der bygger på artens egne moralbegreber - et paradoks der ikke virker moralsk når det er drejer sig om domestiserede dyr der kan spises og så den irrationelle længsel efter den vilde natur der helt sikkert aldrig vender tilbage.
Jeg er vildt forarget at man kan finde på at begrænse et rovdyr som ulvens naturlige instinkter til at jage i "open space" som de har gjort i tusinder af år. Det nærmer sig dyrplageri i min optik.

Ole Frank, Dina Hald og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar

Det er mærkeligt når nogle udnævner 'naturen' til den moralske overdommer. Når blot 'naturen går sin gang' er alt åbenbart i orden, uanset hvor store lidelser det medfører. De selvsamme personer bliver derimod stærkt ophidset når vi mennesker påfører dyr selv den ubetydeligste smerte selv når det sker for at forhindre en større. I naturen er der ingen moral, her er det en nådesløs kamp om overlevelse. Hvad der er rigtigt eller forkert kan ikke begrundes med 'naturens orden' eller andre af den type klicher

Michael Gudnæs - ulvens udbredelsesområde indbefatter blandt andet Danmark. Hvis du mener, at naturen ikke bør omfatte rovdyr, er der noget meget galt med din forståelse af den. En temmelig forkvaklet holdning, du repræsenterer.
Jægerne mener, at naturen ikke kan klare sig uden dem. Mange mener i ful alvor, at de gavner naturen ved at fodre det omtalte vildt og derfor har lov til at plaffe læs senere. Der er ikke noget mere patetisk end at have behov for at rende rundt med en bøsse i skoven.

John Poulsen, Mikkel Zess og Dina Hald anbefalede denne kommentar

”Diskussionen må snarere handle om hvordan vi forvalter ’naturen’. Fx om den skal forvaltes ud fra rene nyttehensyn eller rekreative, æstetiske og historiske betragtninger. Eller en kombination. Det er den virkelige brudlinje.”

Rene nyttehensyn eller rekreative, æstetiske og historiske betragtninger er da ét fedt. ALLE er de udtryk for menneskets forvaltning ud fra egen navle. Det udstilles ganske overbevisende i ovenstående. Homo Sapiens som art er endnu ikke nået dertil at være i stand til at give andre skabninger respekt og plads. DER er brudlinien.

René Arestrup

@Dina Hald
Jeg tror ikke vi behøver at diskutere det åbenbare, nemlig at det hele står og falder med vores - altså menneskets - ageren. Det er en indlysende kendsgerning, hvad enten man bryder sig om det eller ej.

Men derfra og til at konstatere, at forvaltningen er ét fedt, er der dog et spring. Tag fx den aktuelle diskussion om ulvens tilbagekomst. Har den ret til at være her eller har den ikke? Eller hvad med vildsvinehegnet langs landegrænsen til Tyskland? Genintroduktionen af bævere efter mere end 1.000 års fravær? Og hvad skal vi stille op med en rådyrbestand, der på det nærmeste er eksploderet, til skade for bestanden selv og andre arter? Det samme med skarv og gråsæler.

Der er masser af brudlinjer. Og det er absolut ikke ligegyldigt hvordan vi forvalter den 'natur', vi for længst har gjort os til herrer over.