Social kontrol foregår ikke kun i boligblokkene, det foregår også bag parcelhusenes hække

Tamilerne indgår i gruppen af minoritetsetniske borgere, der klarer sig godt og er velintegrerede. Jeg er selv en af dem. Alligevel er der nogle kulturelle sammenstød, der gør det svært for de unge tamilere at finde fodfæste i begge lejre og forene det bedste fra de to kulturer.

Ære og stolthed er ord, der går igen, både i mit arbejde med negativ social kontrol og i min personlige omgang med den dansk-tamilske kultur. Det handler om at opretholde familiens ære og leve et stolt liv. Uddannelse er en måde, hvorpå man opretholder denne ære. Ligeledes opretholder man familiens ære ved blandt andet at efterleve kastesystemet, indgå arrangeret ægteskab og gennem kontrol med børnenes seksualitet.

Den negative sociale kontrol lever i bedste velgående blandt tamilerne, men det hører man sjældent om, og selv de unge, der har svært ved at efterleve kulturens normer og værdier, stiller sig ikke kritiske. Lydløst vælger de enten at bukke under for normerne, fordi de respekterer og elsker deres forældre – i misforstået kærlighed – eller også trækker de sig fra deres tamilske omgangskreds og det tamilske miljø – i et misforstået opgør med eget bagland.

Liv på listefødder

Vi tamilere tænker ofte, at det er bedre at holde lav profil udadtil, leve op til integrationskravene og benægte, at selv de bedste kan have ridser i lakken. Vi pakker den anderledes kultur, de gamle traditioner og de sociale problemer væk bag parcelhushæk, dyre biler og et fancy arbejde. Det bekymrer mig, for så bliver vi tamilere den oversete målgruppe blandt andre minoritetsgrupper, fordi vi er gode til at skjule bagsiden.

Jeg undrer mig over, hvorvidt den sociale kontrol er mindre problematisk, når de etniske danskere ikke ved, at den eksisterer? Når de ikke ved, at selv velintegrerede tamilere også har svært ved at finde den gode balance i at være dansk-tamiler?

Tamilerne har ikke knækket koden til den perfekte integration, selvfølgelig har de ikke det. Man skal bare grave dybere, fordi de udadtil tilpasser sig.

Mange tamilere tror måske, at man kan leve et velintegreret, konfliktfrit liv, hvis bare man værner om glansbilledet og kører med det grundlæggende princip, at hvad »danskerne« ikke hører, ser de heller ikke. Jeg mener, at tamilerne lever et liv på listefødder, side om side med hr. og fru Danmark. De stærke krydderier i madlavningen er den eneste adfærd, naboen bliver forstyrret af eller er nysgerrig på. Så er der ingen grund til at tale højt om det, der foregår bag lukkede døre og i lukkede miljøer.

Et overset parallelsamfund

Jeg vil vove den påstand, at der er tendenser til parallelsamfund. Tamilerne formår at leve to forskellige liv, uden at omverdenen har kendskab til det. Utallige underholdningsarrangementer, tamilsk skole i weekenden, fodboldturneringer og religiøse festivaler, alt sammen forekommer år efter år, men lukket for udefrakommende. Det lyder da heller ikke usympatisk, når der er tale om farverige events. Men det er også til den form for lukkede events og i de fællesskaber, at negativ social kontrol og sladderkultur foregår.

Det er her, flere unge oplever overvågning og ingen samhørighed. For lever du ikke op til kulturens forventninger og normer, er der ikke plads til dig. Derfor skal man finde det pæne tøj frem, tage familien i hånden og lade som om, alt er perfekt. Her skal vi ikke tale om familiens forventninger til uddannelse, arrangeret ægteskab, kastesystemet, ligestilling, homoseksuelle, der indgår heteroseksuelle ægteskaber, eller de unges identitetskrise.

Fra mit arbejde ved jeg, at utallige tamilske unge lever under social kontrol. Mange lever et dobbeltliv, hvor de har en kæreste, de sågar bor sammen med, uden forældrenes kendskab. Jeg har også selv gjort det. Unge piger, der dater tamilske drenge, oplever, at tamilerne derfor spreder rygter om, at de er nemme og urene. I 2018 begik en ung tamilsk dreng selvmord på grund af depression. Der blev hverken talt om årsagen til lidelsen eller konsekvensen deraf, i stedet fortrængte miljøet hændelsen.

Det preller fuldstændig af på forældregenerationen og desværre også på store dele af den dansk-tamilske andengeneration, at der er nogle grundlæggende udfordringer i den tamilske kultur. Det gør det, fordi vi fra barnsben lærer, at vi skal være taknemmelige og stilfærdige, og at vi er bedre end de andre minoritetsgrupper.

Mange tamilere ønsker at beskytte glansbilledet som den velintegrerede mønsterminoritet og mener, at andre minoritetsgrupper kan lære noget af os. Det på trods af at konflikten er den samme: Hvordan finder man fodfæste i et tokulturelt liv og får det bedste med fra begge verdener?

Tamilerne er ikke bare et pragteksempel på god integration, de er også et eksempel på, hvordan man kan svigte integrationen, hvis man som samfund ikke bryder med de lukkede miljøer, der ikke kun findes i boligblokkene, men også opretholdes bag parcelhusenes hække.

Kamilla Thavayogavanian, cand.soc. i socialt arbejde, konsulent i en kommune og stifter af Foreningen Raangi