Klumme

Straf til børn er en politisk fiasko og en vederstyggelighed, der ikke hører hjemme i Danmark

Eksperterne har fulgt fagkundskaben i stedet for politikernes urokkelige tro på hårde straffe i de nye ungdomskriminalitetsnævn. Det er betryggende. Men nævnene er stadig en vederstyggelighed, der ikke hører hjemme i et land som Danmark, skriver jurist og klummeskribent Anne Sofie Allarp i dette debatindlæg
Mens ungdomskriminalitetsnævnene og deres virke er symptomatiske for et politisk system, der lovgiver imod ekspertviden og frustreres over embedsværkets professionalisme, må vi andre konkludere, at vi er blevet et samfund, som med fuldt overlæg udsætter børn for en uværdig og urimelig behandling, skriver Anne Sofie Allarp.

Mens ungdomskriminalitetsnævnene og deres virke er symptomatiske for et politisk system, der lovgiver imod ekspertviden og frustreres over embedsværkets professionalisme, må vi andre konkludere, at vi er blevet et samfund, som med fuldt overlæg udsætter børn for en uværdig og urimelig behandling, skriver Anne Sofie Allarp.

Christian Als

Debat
6. februar 2020

Ikke fængsel som sådan, men masser af konsekvens. Sådan var efterspørgslen fra et stort folketingsflertal i 2018.

Der skulle være »en konsekvens« første gang, børn laver noget ulovligt, lød det fra daværende justitsminister og formand for De Konservative Søren Pape Poulsen.

Det gav ikke mening at vente, til børnene var 15 år. Hammeren skulle falde første gang, lød det.

Eller som daværende børne- og socialminister Mai Mercado (K) formulerede det: Det var ikke nok med »en løftet pegefinger«.

Og hvem har ikke godt af hårdt fysisk arbejde?

Den daværende VLAK-regering, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet forestillede sig, at enhver møgunge ville kunne rehabiliteres ved at være tvunget til at vaske ambulancer eller brandbiler.

Men de til formålet oprettede ungdomskriminalitetsnævn er uenige. Kun 16 gange ud af i alt 470 sager i 2019 har fagfolkene i nævnene fastsat den type straf, viser en aktindsigt, som DR har fået. 13 måneder efter, den nye lov er trådt i kraft, har børnene hovedsageligt fået en kontaktperson, et påbud om at komme i fritidsklubben eller lignende.

Fagfolkene blæser altså højt og flot på den politiske og 100 procent trosbaserede overbevisning om, at en såkaldt fast hånd er en nødvendighed. At det udadreagerende, voldelige, truende barn skulle kunne helbredes af tvangsarbejde.

Der er noget meget trygt ved, at de, der rent faktisk sidder med sagkundskaben, stritter imod tidens politiske dogmatik.

Masser af pine

Men det har selvfølgelig fået politikere på banen. For eksempel Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, der siger, at det virker, »som om de her ungenævn i realiteten er en syltekrukke. Intentionen var at reagere hurtigt, men det er gået i vasken, og det er helt og aldeles uacceptabelt.«

De konservatives retsordfører Naser Khader bemærker, at det jo var meningen, at »de unge på en nytænkende måde skulle hjælpes ud af en kriminel løbebane med en opdragende og hurtigt afviklet straf.«

Man begynder at forstå, hvorfor Socialdemokratiet har måttet opfinde en Martin Rossen, så embedsværket kan lære at slå knuder på deres professionelle integritet.

Men måske kan det store flertal, som Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, De Konservative, Venstre og Liberal Alliance udgør, finde trøst i, at der er masser af pine for børnene i det nye system også.

Som en relativt ny feature i retsstaten Danmark er ungdomskriminalitetsnævnene et system uden for domstolene og i sin konstruktion en juridisk vederstyggelighed, som har en dommer for den ene bordende og et barn for den anden. Nævnene udgør en de facto-nedsættelse af den kriminelle lavalder til ti år og giver staten mulighed for at straffe børn ned til 3. klasse. Men altså en mulighed, vi kan konstatere, at nævnene kun yderst sjældent gør brug af.

Til gengæld kritiseres møderne i ungdomskriminalitetsnævnet for at være et decideret overgreb på barnet.

I de 12 nævn (et for hver politikreds) sidder en mindre kampvognsdeling af dommere, politi og kommunalt ansatte. Barnet, som ofte er uden anden bistand end sine forældre, mødes af 12-15 voksne, der langvarigt forhører barnet om dets egne og måske familiens problemer, og herpå nedfælder de en såkaldt reaktion fra samfundet.

Advokat Thomas Ghiladi kalder det en udskamning af barnet, der i intensitet bliver til mishandling. Og han er ikke alene med kritikken, der har haglet ned over det ovenfor nævnte folketingsflertal, siden de fik den idé at etablere nævnene.

Mens ungdomskriminalitetsnævnene og deres virke er symptomatiske for et politisk system, der lovgiver imod ekspertviden og frustreres over embedsværkets professionalisme, må vi andre konkludere, at vi er blevet et samfund, som med fuldt overlæg udsætter børn for en uværdig og urimelig behandling.

Anne Sofie Allarp, cand.jur., forfatter og klummeskribent.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Retssikkerhedsmæssigt går Danmark den forkerte vej, og har gjort det længe.

Tak for denne opsang til båtnakkerne.

Hans Larsen, Marianne Stockmarr, Tommy Clausen, Jens Erik Starup og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar