Kommentar

Systemet forvalter, som var det en naturlov, at far altid er mindre vigtig end mor

Vi taler meget om at styrke båndet mellem fædre og børn, og derfor kan det undre, at dette bånd tilsyneladende mister al betydning, når forældrene går fra hinanden og skal dele tiden med deres børn mellem sig, skriver gymnasielærer Jeppe Just i dette debatindlæg
18. februar 2020

Ligestillingsdebatten kører i disse år på den store klinge, men den mest betydningsfulde ulighed mellem kønnene er i kvindernes favør, og den debatteres stort set ikke. Bliver du skilt som forælder, så har du seks gange større chancer for at blive bopælsforælder, hvis du er kvinde, end hvis du er mand.

Jeg har selv oplevet at blive trukket igennem en skilsmisse, hvor jeg fra dag ét havde tabt enhver chance for, at min søn kunne bo hos mig. Alene fordi jeg er mand. I skrivende stund kæmper jeg på andet år for, at min søn kan blive ved med at tilbringe bare 40 procent af sit liv med sin far. Det er uden sammenligning det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet.

Og selv om Familieretshusets hjemmeside siger, at højkonfliktsager skal belyses ved børnesagkyndige undersøgelser, så har retten afvist det med den begrundelse, at det »jo er tydeligt, at du er en god far«.

Hvis ikke en dommer hurtigt kan vurdere, at der er forskel på din og din ekspartners evne til at passe på og opdrage barnet, så tyder statistikken på, at dit køn bliver den altafgørende faktor for, om du får lov til at bo sammen med dit barn eller ej. Og jo yngre dit barn er, jo mere udtalt bliver denne forskel.

Loven bliver forvaltet, som var det en naturlov, at det altid er bedst for et barn at være sammen med sin mor, og det betyder, at samværet med barnets far bliver begrænset.

Hele systemet med børneinstitutioner, kommunale forvaltninger, Familieretshuset og Familieretten synes at operere ud fra denne tese. Ja, faktisk har jeg oplevet, at man anser det for vigtigere, at børn kommer i institution, end at de er sammen med deres far.

Børnenes statsminister burde give hele området en grundig overhaling – ikke mindst i en tid, hvor man kæmper for fædres barselsorlov. For hvorfor styrke båndet mellem fædre og børn, hvis man synes, det bånd er uden betydning, så snart forældrene går fra hinanden?

Bopælsforælderens magt

Bopælsforælderretten, der som sagt næsten altid tilfalder moren, kan uantastet administreres helt til egen fordel og uden hensyn til hverken barn eller den anden forælder. Bopælsforælderen kan således ensidigt bestemme, hvor barnet skal bo og gå i institution. Hun kan frit og stort set uantastet flytte til den anden ende af landet – det skal bare varsles seks uger før.

Samværsforælderen har så en chance for at sagsøge om bopælen, men spørgsmålet er, om det gør en forskel, for til den tid er tilknytningen til bopælsforælderen jo størst, og det tillægges stor betydning.

Hvis forældrene ikke kan enes om ferie, så kan bopælsforælderen også helt frit og uden varsel inddrage barnets ellers aftalte samvær med faren i samtlige skoleferier. Herunder eksempelvis vinterferie, påske, pinse, sommerferie, efterårsferie eller juleferie. Ja, eller dem alle sammen, hvis hun synes. Også selv om barnet ikke går i skole. Også selv om moren ikke reelt holder ferie. Faktisk kan barnet sagtens få en helt almindelig uge i børnehaven. Bare uden at se sin far.

Anbefalingerne siger ellers, at et barn har ret til ferie med begge sine forældre. Men som bopælsforælder er der intet incitament til at forhandle nogen ferie med samværsforælderen. For hun har jo allerede det hele. Hvorfor er reglen ikke, at samværet fortsætter, indtil andet er aftalt? Så kunne det måske være, at begge parter var interesserede i at finde en løsning.

Skader børn

Alle undersøgelser af skilsmissebørn viser, at det vigtigste for et skilsmissebarns velvære er, at deres forældre kan finde ud af det sammen. Til trods for det, så foreskriver ’barnets tarv’-princippet, at det er ganske gratis at kaste mudder på hinanden. Det kan faktisk betale sig at gøre det – hvis du altså har bopælsretten.

For så længe du ikke direkte påvirker barnet, så har din adfærd tilsyneladende ingen betydning for sagen. Du kan lyve, du kan snyde, du kan bryde aftaler, og du kan chikanere. Så længe chikanen ikke direkte påvirker barnet, er det gratis. Problemet er bare, at det faktisk i høj grad påvirker barnet.

Og selv om mudderkastningen er pure opspind, så er der her omvendt bevisbyrde, og man er skyldig, indtil andet er bevist. Der er nemlig politisk pres for at få sagerne hurtigere gennem. Så der er ikke tid til reelle børnesagkyndige undersøgelser – i hvert fald ikke i min sag.

Det eneste, retten kan gøre i en konfliktsituation, er at ændre på samværet. Og det betyder selvfølgelig, at barnet skal se mindre til sin far. Maskineriet kører, og skæbner afgøres på en formiddag uden beviser. For jeg er jo 'kun' far …

Kære Mette Frederiksen, Astrid Krag og Mogens Jensen, gør noget ved det – ikke mindst for børnenes og fædrenes skyld.

Jeppe Just er gymnasielærer i samfundsfag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikkel Zess
  • Jens Flø
Mikkel Zess og Jens Flø anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kevin Vilhelmsen

Hej Jeppe. Jeg er forsåvidt enig i det meste. Men jeg mener at du overdriver en del, måske fordi det letter forståelsen, eller måske fordi du bare er gal i skralden. Dette er ikke det største ligestillingsproblem, der er fortsat nogle issues der er meget vigtigere. Hvis man fødes som pige vil man med stor sandsynlighed komme til at tjene 17-20 % mindre end mænd. Hvis man fødes som mand vil man med stor sandsynlighed tage ca 14 dage til 3 ugers barsel af samme grund. Sandsynligheden for at blive voldtaget som mand er forsvindende lille. Især mænds manglende vilje til at tage barsel har fortsat alvorlige konsekvenser for mændende, men det kommer øjensynligt bag på dem igen og igen. Hvis de kom og sagde at de havde taget lige så meget eller mere barsel som barnets mor og dermed været primær omsorgsperson ville meget formeligt se anderledes ud. VH Kevin

Jeg tror ikke Jeppe overdriver. Artiklen er fra Jeppes vinkel og ikke en helt omfattende samfunds analyse. Jeg tror at en løsningerne er, på såvel ligeløn, som ligeforældreskab, er lige dele øremærket barsel. Men vi er klart tættere på målet med ligeløn, end vi er med ligeforældreskab.

Torben Bjerrehuus

Jeppe er ikke “gal i skralden” Han er dybt ulykkelig over at blive nægtet samværd med sit barn. Mit hjerte bløder for Jeppe.

Med jævne mellemrum dukker indlæg og læserbreve med samme indhold og formål som Jeppes op i Information. Jeg synes at man på Information burde læse Susanne Stauns bog “Mediernes møgkællinger”. Der vil så forhåbentligt komme noget andet end bare en ukritisk formidling af de holdninger som Jeppe er eksponent for.
Med venlig hilsen
Poul Wissing