Kronik

To år på Designskolen har fået mig til at miste troen på en fremtid som kreativ designer

Da jeg kom ind på Designskolen i København i 2017, forventede jeg at møde en skole, der var fyldt med potentiale for personlig og faglig udvikling. Men akademiseringen af skolen har fået den til at glemme, hvad den står for. Nu uddannes vi ikke til at være fagspecialister, men i stedet til forvirrede generalister, skriver studerende Asta Dreboldt i dette debatindlæg
Backstage fra Designskolens show under Copenhagen Fashion Week 2018. Skolen er ved at tabe sit faglige særkende, mener dagens kronikør: »På Designskolen i København bliver vi ikke klædt på til en kreativ fremtid. I stedet bliver vi udstyret med papsværd og knæbeskyttere til at kæmpe forvirrede rundt i en branche i omvæltning« skriver hun.

Backstage fra Designskolens show under Copenhagen Fashion Week 2018. Skolen er ved at tabe sit faglige særkende, mener dagens kronikør: »På Designskolen i København bliver vi ikke klædt på til en kreativ fremtid. I stedet bliver vi udstyret med papsværd og knæbeskyttere til at kæmpe forvirrede rundt i en branche i omvæltning« skriver hun.

Ida Marie Odgaard

15. februar 2020

Da jeg i 2017 stødte på Designskolen i København, følte jeg mig ramt lige i mellemgulvet. Trods uddannelsessystemets forsøg på at trække mig i en anden retning, oplevede jeg min drøm om en kreativ fremtid kræve sit tilbagetog.

Jeg blev nervøs og ængstelig, da jeg så optagelsesstatistikken, og jeg forstod, hvilken dedikation der skulle til, hvis jeg skulle have en chance for at blive optaget på denne eliteskole. Den sommer på min sofa lavede jeg en plan.

Først ville jeg tjene penge til at komme på tegneskole, og bagefter skulle jeg på et målrettet højskoleophold. Først herefter kunne jeg overveje at gøre et forsøg på at tage den optagelsesprøve, der kunne sikre mig den kreative retning, jeg hungrede efter.

Efter hårdt arbejde og en ubeskriveligt opslidende proces lykkedes det. Jeg kan ikke beskrive, hvor stolt jeg var. Jeg var blevet optaget på Den Kongelige Danske Designskole i København.

Den skuffelse og desperation, der har fuldt mig og mange af mine medstuderende, efter at vi startede på uddannelsen, er derfor efterhånden utæmmelig.

Jeg var blevet præsenteret for en kreativ uddannelse, der var fyldt med potentiale for personlig og faglig udvikling. I stedet fik jeg blot endnu et ’stempel’, jeg skulle jage, dinglet foran næsen på mig: Den Royale Designskoles stempel.

Endnu engang satte jagten på papiret ind, en jagt, ungdommen i det danske samfund kender indgående. Uden protest lod vi os spænde for, og siden har vi trukket vognen mod den skinnende medalje.

Men efter nogen tid på studiet er det blevet tid til at evaluere, om denne vogn er værd at trække. For hvad skal vi med dette stempel?

Omstrukturering af designskolen

Den kreative branche er hård og svær at navigere i. For mange af os studerende er den dog også en drøm, vi allerede har og er klar til at kæmpe hårdt for. Men efter at vi har fundet modet til at vælge den usikre, kringlede vej, bliver den glattet ud for os.

I 2017 blev mange af de forskellige linjer, vi kunne uddanne os inden for, slået sammen til langt færre, og derfor også meget bredere linjer. Otte bacheloruddannelser blev til tre. Designskolen mistede de specifikke fagligheder, den ellers havde været kendt for. 

Undervisningen blev strømlinet, effektiviseret og bredere end nogensinde før – og hvor der før var specialiserede, dygtige mennesker på den anden side, ender vi nu som forhutlede, forvirrede individer, der ikke er i stand til at identificere vores egen faglighed, og dermed også hvad vi kan bidrage med i en professionel sammenhæng.

Vi står efterhånden med en følelse af at kunne kigge stumt på alle skolens fantastiske faciliteter og værksteder, alt imens vi har fået amputeret hænderne.

Designskolens egen model for bacheloren beskriver, hvordan undervisningen står på tre ben: forskning, praksis og kunst. Skolen påstår altså selv, at to af disse ben, det vil sige en tredjedel af undervisningen, foregår i hænderne og på værkstederne.

Alligevel har jeg som studerende på Visuel Kommunikation ikke engang adgang til værkstederne, da mit program ikke efterlader tid til et værkstedskursus. Og selv hvis jeg havde et adgangsgivende kursus, er nedskæringen – og dermed bemandingen – på værkstederne efterhånden så utilstrækkelig, at værkstederne ofte ikke kan inddrages i forbindelse med undervisningens projekter. Det er under al kritik.

Jeg forstår bekymringen for at uddanne navlepillende designere, der ikke evner at indgå i samarbejder på tværs af fagligheder. Men at fjerne den fundamentale forståelse for den studerendes egen faglighed er ikke løsningen.

Som mange andre studerende på akademiske uddannelser løber jeg tit tør for ord, når jeg skal beskrive for udenforstående, hvad jeg studerer. Til trods for at have beskæftiget mig med mit fag på Danmarks stolteste royale designskole i snart to år, kan jeg stadig ikke forklare, hvilke kompetencer jeg med denne bachelor ender ud med. For hvis jeg ikke bliver fagspecialiseret, hvad bliver jeg så?

Et krympende selvværd

Som studerende på skolen bliver vi stolt præsenteret for ’T-modellen’. Her får vi forklaret, hvordan skolen uddanner os i den brede designers faglighed, og at det samtidigt er vores eget ansvar at specialisere os inden for vores såkaldte ’stamme’.

Det lyder jo sagligt nok. Men hvordan skal vi specialisere os uden hjælp? Uden bemandede værksteder? Og for nogen linjers vedkommende uden værksteder overhovedet? Er der virkelig behov for årgange efter årgange af monotone designere i stedet for fagspecialister, der også har viden om designfaget generelt?

På Designskolen i København bliver vi ikke klædt på til en kreativ fremtid. I stedet bliver vi udstyret med papsværd og knæbeskyttere til at kæmpe forvirrede rundt i en branche i omvæltning.

Alt imens jeg ser mine medstuderendes faglige selvværd krympe, mister jeg selv troen på en dag at kunne opfylde min drøm om en selvstændig kreativ virksomhed. Os forkælede unge, der tør satse på den kreative fremtid, bliver mødt af modvilje og beroligende gestikulationer, mens vi forsøger at redde den fremtid, vi allerede nu har skullet kæmpe hårdt for.

Som designstuderende bliver vi konstant mindet om, hvor vigtigt det er for den kreative proces at kunne fejle. Jeg beder derfor alle, der er ansvarlige for ændringen af Designskolens struktur, om at overveje, om der er blevet begået fejl.

Glemt, hvad den står for

Det er ikke for sent at rette op på skolen, men hvis de studerendes opråb udelukkende bliver mødt af censur og beroligende lappeløsninger, er det ikke til at sige, hvordan den stolte danske designfremtid kommer til at se ud.

Disse tendenser breder sig som ringe i vandet, og hvis ikke kunstskolerne står fast på deres kreativitet, hvem gør så?

Her bliver der ikke kun spillet hasard med min og mine medstuderendes professionelle fremtid, men ligeledes med Danmarks ståsted som en kreativt tænkende nation og hele den kreative branches fremtid.

Jeg taler ikke om en total tilbagerulning af de kreative skolers akademisering. Jeg beder om en revurdering af, hvilken indflydelse dette skal have på den daglige undervisning. Det er klart mit indtryk, at de fleste, der læser en bachelor på Designskolen i København, faktisk er glade for at kunne trække deres kreative projekter op på et højere akademisk niveau. Men det, vi desværre oplever, er, at der efterhånden ikke er nogen projekter at trække derop.

Hvis jeg kunne tale til mig selv, der sad i den sofa i 2017, ved jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg ville nok ikke sige: »Drop Designskolen i København«. Jeg ville nok nærmere minde mig selv om, at jeg skulle blive ved med at insistere på kreativitetens værdi, uanset hvor jeg endte.

Jeg ser ikke Designskolen i København som en dårlig skole. Jeg ser den som en skole, der har glemt, hvad den står for, men som heldigvis har rigtig mange engagerede og inspirerede elever, der er klar til at tale om en bedre fremtid i fællesskab.

Lad os sammen bringe kreativiteten tilbage, så vi kan uddanne dygtige designere, der med rod i deres faglighed kan bidrage til en bedre fremtid for den kreative branche i Danmark.

Asta Dreboldt studerer Visuel Kommunikation på Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Damgaard Krog
  • ingemaje lange
  • Jakob Trägårdh
  • Eva Schwanenflügel
  • Carsten Mortensen
  • Ole Frank
  • Niels Johannesen
  • Arne Albatros Olsen
  • Uffe Gammelby
  • Jane Jensen
Torben Damgaard Krog, ingemaje lange, Jakob Trägårdh, Eva Schwanenflügel, Carsten Mortensen, Ole Frank, Niels Johannesen, Arne Albatros Olsen, Uffe Gammelby og Jane Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Mortensen

Det er et virkelig et flot indlæg. Selvom jeg ikke kender så meget til uddannelsen, så føler jeg mig helt indigneret på din og dine medstuderendes vegne. Jeg fristes nærmest, til at sige, at I skal tage de værksteder tilbage i en slags revolution imod et i system, der har glemt hvordan kreativitet og håndværk opstår.

Per Torbensen, Jakob Trägårdh, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Ole Frank, Arne Albatros Olsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Asta

Normalt ville jeg vælge at lade dig leve i din illusion, men nu har du valgt at skrive om den, og de læsere som er nået hertil har sikkert allerede et forhold til det du skriver om.

Jeg har aldrig gået på Designskolen, men blev oprindeligt uddannet af en som havde. Siden arbejdede jeg i 25 år med "visuel kommunikation" i den danske filmbranche. Jeg var dengang egentlig uddannet som kemotekniker, men en dag efter at have været i biografen tænkte jeg "Fuck it Morten. Det er sguda det her du skal bruge dit liv på".

Det har jeg ikke fortrudt. Dengang levede nogen af os temmelig fedt i den kreative Verden. Jeg var heldig at ramme en filmbranche som skulle til at bruge computere på et tidspunkt, hvor stort set ingen kendte til computere, pånær nogle få nørder, inkl. mig. Da jeg samtidig var "god til at tegne" og havde "god smag", var det relativt nemt at få moslet sig ind, og selvom der kom flere og flere "nørder" til, så var jeg som regel foran de fleste af dem ift. at lære at bruge de nye og ultradyre computere vi arbejdede på. Derudover fik jeg hurtigt en referenceliste med alle de store kunder. Dengang var reklamefilm noget som kostede knapper, så der var et solidt flow af penge man kunne stikke snablen i.

Hvordan var det så at arbejde i den kreative verden? Det var sjovt. Jeg fik relativt hurtigt mulighed for at udfolde mine "kreative evner". Dengang var MTV det hotteste du kunne forestille dig, og nej, det er de ikke mere. Derfor satte jeg mig som mål at jeg skulle lave noget til MTV, hvilket jeg gjorde et halvt år senere. Jeg mødte mange spændende mennesker. Det var også en verden befolket af egoer på størrelse med en skyskraber. Man havde rundsave på albuerne, og nogle var ikke blege for at ofre en kollega for at komme videre, noget du også oplever i mange andre brancher. Sådan var det langt fra altid. Generelt var vi glade og stolte over det vi lavede, og det skabte for det meste god stemning, med mindre den kreative direktør fra bureauet havde været for meget på coke og havde fået for lidt i weekenden.

En ting undrede mig dog lidt. Jeg levede jo på min håndværksmæssige kunnen, og så den der gode smag. Jeg vidste godt at der var nogle regler for det vi lavede, men dem havde jeg ikke lært på designskolen. Da størstedelen af branchen var autodidakte, så hang jeg mig ikke så meget i at jeg ikke kendte de "hemmelige love", så jeg slog det hen, også fordi jeg godt kunne se at ham de andre gik til for at få lavet noget "fedt", helst skulle kende reglerne.

Jeg kendte efterhånden pænt meget til reglerne. Jeg har altid været nysgerrig og har ikke været bange for at spørge. Når jeg arbejdede sammen med en Oscar vindende fotograf eller lignende, så brugte jeg muligheden for at spørge ind til de kreative beslutninger de tog. Jeg lærte at sætte lys, komponere et billede, klippe en film, colorgrade en musikvideo og vælge en "superæstetisk" typografi til pay-off'en på en reklamefilm for en bank eller et teleselskab. Efter ca. 20 år som ham med den gode smag tog jeg mig endelig sammen og spurgte: Hvad er det der "æstetiske" vi alle snakker om? Hvad er der der skal til for at noget "ser fedt ud"? Hvorfor er noget grimt, og hvorfor er vi ikke enige? Hvorfor er der nogen som foretrækker komplementærfarverne grøn og lilla, frem for blå og orange? Hvad er det som gør nogle typografier "rigtige", bortset fra det enorme arbejde som har ligget i at designe dem? Hvad er god smag? Hvad er dårlig smag?

Til min store overraskelse kunne ingen svare. Jo mere man gik dem på klingen, jo mere aggresive blev de i deres forsvar.

Så blev jeg for alvor stædig. Nu VILLE jeg vide det! Jeg begyndte at studere emnet. Først den historiske filosofi omkring æstetikken, og dernæst den nye gren af videnskaben som beskæftiger sig med neuroæstetik. Naiv som jeg var, prøvede jeg at påpege det absurde jeg havde indset: At ingen rigtigt kunne svare på mine spørgsmål. Selvom nogle "off the record" gav mig ret, var det jeg mest oplevede at folk omkring mig blev skræmte og dermed deffensive, fordi jeg udfordrede deres identitet og kultur, samtidig med at de var "forsvarsløse". Det var også lidt barskt at komme og spørge dem.

Det gik op for mig at den gode smag var ren mode. Dem som kan fange tidens trend, og som kan finde på at lave noget "nyt" indenfor trendens rammer, de kan få succes. "Kan" fordi det ligesom med musikere mm. også drejer sig om netværk og om at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Ultra få kendte til den mere videnskabelige baggrund for, hvorfor vi godt kan lide kontrast, hvorfor vi synes nogen mennesker er smukkere end andre, eller hvorfor vi elsker symmetri. Hvis du ikke allerede kender til neuroæstetik, så kan jeg anbefale at starte her:

https://youtu.be/X0TKYxAYGGA?t=1305

Du kan ikke lære folk at have "god smag". Idéen om god smag er en illusion skabt af mennesker, og alle hopper på den, fordi det giver status at arbejde med det kreative, og fordi arbejdet slår at vaske gulve med flere længder. Specielt hvis man kan nå dertil, hvor de andre anerkender ens "gode smag". Det får du nok ikke nogen af dine lærere til at indrømme, men jeg ved personligt at flere af dem godt ved det.

Når du først begynder at pille lidt i det flossede tapet, så opdager du også at mange af de andre begreber vi beskæftiger os med og tager for givet, fordi alle "lærerne" siger at det passer, viser sig at være varm luft på pose. Du kan jo prøve at spørge dig selv, hvordan du ville beskrive begreberne, hvis du skulle beskrive dem i et leksikon. Hvad er kreativitet? Hvad er smukt? Hvad er grimt? Hvis du er virkelig modig og vil skyde dig selv i foden med en kanon, så prøv at udfordre lærerne. De vil sikkert latterliggøre dine spørgsmål, med svar som "Det troede jeg da du vidste, når du går her". Nogle få vil være ærlige nok til at indrømme at de ikke kan svare dig, men de vil typisk gøre det under fire øjne. I stedet prøver man at holde liv i illusionerne for at bevare kulturen. Det gør man med alle mulige luftkasteller, som man kalder "søjler" og lignende fuldstændigt luftige begreber.

Jane Jensen, Ulrik Bjørn Jeppesen, Flemming Brantbjerg, Miklôs Tōtfalusi, Jakob Trägårdh, Per Meinertsen, Birgit Kraft, Eva Schwanenflügel, Ruth Sørensen, Thomas Østergaard, Allan S. K. Frederiksen, Flemming Berger, Kim Houmøller og Carsten Nørgaard anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ah, Morten Balling, der er udtryk og indtryk - indhold og form, som i det mindste står i et hersker-tjenerforhold til hinanden. Der er princippet om økonomi i virkemidlerne, der er kravet om, at alting skal generere betydning.

Arne Albatros Olsen

Dengang jeg fik der i slutningen af 1970'erne hed den Skolen for Brugskunst, lå i Linne'gade lige overfor HC Øtstedsparken, og var på det tidpunkt byen " bedste fritidshjem".

Jeg glemmer det aldrig.

For Fanden, hvor har Asta ret. Hvorfor i alverden skal alle kreative uddannelser nu være et akademisk skoleridt, hvor man i øvrigt skal være gymnasial superstudent med 12 i snit for at komme ind. Det har undret mig længe. Da jeg blev uddannet på daværende Skolen for Brugskunst (Kunsthåndværkerskolen) var det en praktisk uddannelse, hvor ALLE samfundslag (min far var murer og min mor uden uddannelse) havde mulighed for at komme ind. Nu skal Filmskolen gudhjælpemig også til at være en akademisk uddannelse! Det er det glade vanvid imo.

Jane Jensen, Tobias Jørgensen, Claus Nielsen, Per Torbensen, Per Meinertsen, Søren Kristensen, Arne Albatros Olsen, Eva Schwanenflügel, Kim Houmøller, Niels Johannesen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ja, det er det glade vanvid, ligesom det er vanvid, at man ikke længere på universitetet skal række efter stjernerne for at indhente den mest specialiserede og nye indsigt i verden, men derimod efter erhvervslivet for at få alt for lavt gagerede job.

David Zennaro, ingemaje lange og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Dengang tilmeldte man sig bare prøven med en enkelt skriftigt formular, og så skulle man til en optagelsesprøve.

Jeg husker at optagelselseprøven det år, jeg søgte ind, var appelsiner.

Et sanseligt glødende objekt med en form som en kugle.
Opgaverne gik ud på at tegne male, og lave appelsiner i en rumlig form.
Her blev man kun vurderet på sine evner indenfor tegning , farvesans og formgivning.
Opgavene kune ikke undgå at vise , hvorvidt man have talent eller ej.
Og hvis man opfyldte kravene her, var det fuldstændig ligegyldigt, og man var gået ud af 7 eller 10 klasse.
Postmoderne franske filosoffer og en anden academisk eller kvalifikationer var en helt irrelevant ting dengang. Den viden kunne man selv tilegne sig, hvis man ellers ønskede det.

Men det i sig selv gør ikke en person mere eller mindre kreativ på det praktiske plan, hvilket nok er den største misforståelse her.

Og håndværket havde forudgående overhovedet ingen form for mindreværdkompleks i forhold til den academiske tilgang.

Det er påført sidenhen af nogle drøffer oppefra, og er stadig en grundlæggende misforståelse.

Jane Jensen, Steffen Gliese, Ole Schwander, Bent Nørgaard, Claus Nielsen og Michael Hansen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Det tog mig fem år at finde ud af at jeg ikke ikke skulle være arktiekt og så var jeg ikke engang helt sikker. Der skulle gå yderligere fem år, før jeg for alvor følte toget var kørt. Men så var det til gengæld også en dejlig fornemmelse, lidt som når man siger farvel til en god ven efter en lang sommer og sådan set bare gerne vil være sig selv.
Det hænder jeg drømmer om at tage afgang fra Akademiet, men det er aldrig nogen god oplevelse. Projekterne er altid umoderne, uoverkommelige og har ingen forankring i virkeligheden. Sådan var det også da jeg gik på Arkitektskolen i virkeligheden, hvor jeg troede at flittige studier ville gøre mig til alle tiders arkitekt. Men det var bare slet ikke sådan det hang sammen. I virkeligheden foregik uddannelsen, altså den faglige del, slet ikke på skolen. Vist lærte vi at bruge en hovedlineal og tegne et perspektiv, men alt det der virkelig betyder noget foregår ude på tegnestuerne. Og i firserne, dengang jeg studerede, var det helt håbløst for en som mig, der var famliens første student og helt uden kontakter i arkitektkredse, at få et job på en tegnestue. Så det hele var meget drømmeagtigt. Bevares, vi holdt sjove fester og tog på interessante rejser osv, men det var og blev en drøm. Som altså genopstår af og til i min remsøvn. Og ligesom dengang jeg var studerende, mangler jeg altid en klar hovedidé i mine drømme. De er for at sige det lige ud, det rene vollapyk. Det ender altid med at jeg prøver at fake et eller andet igennem, som om jeg er bange for at tabe ansigt eller miste min S.U. - eller noget. Hvor dejligt er det så ikke at vågne, også selv om det er klokken røv og jeg skal af sted i mørket til mit underbetalte skodjob. Pointen er at jeg, som vicevært i daginstitution, føler der er brug for mig. Vandpytterne fjerne jo ikke sig selv, osv.
Heldigvis er det langt tid siden jeg sidst drømte om arkitektur. P.t drømmer jeg om at mine naboer, eller nogen der minder om mine naboer, er ude efter min andelslejlighed. Det er faktisk ikke helt ved siden af, for man er helt pjattet med at lægge lejligheder sammen, her i et eftertragtet hjørne af København. Jeg fatter ikke hvorfor børnefamilierne ikke bare køber et hus. Der er masser af plads ude på landet, både til børn, hunde og kaniner, hvis det skulle være. Frisk luft er der også, undtaget selvfølgelig når der køres gylle ud. Men sådan må det være, man kan ikke få alt og hvis man endelig kunne er det ikke engang sikkert det er sjovt. Du bliver nødt til at finde ud af hvad det er du gerne vil og kan, altså som hvad der i virkeligheden er muligt. Når først du er klar på det, er der ingen der kan stoppe dig. Ikke engang et eller andet akademi - eller en designskole for den sags skyld.
I fremtiden vil jeg forsøge at styre mine drømme i retning af noget dejligt. Det er måske lige ambitiøst nok og helt sikkert lettere sagt end gjort. Forleden tegnede jeg fx hele dagen på et billede af en skøn pige, som jeg har dagdrømt om længe. Desværre er det ret sjældent, for ikke at sig aldrig, at pigerne i mine tegninger opsøger mig om natten. Men det skete så forleden. Desværre nåede jeg ikke engang at få talt med hende, selv om vi holdt i hånd et kort øjeblik, pludselig fik hun travlt med sit eget og forsvandt over på det modsatte fortov, i en rasende fart. Super ærgerligt, for hun virkede både sød og alt det andet jeg godt kan lide ved piger. Oplevelsen har givet mig en tro på at jeg kan påvirke mine drømme. Lidt. Dvs. til en vis meget lille grad. Men alene det, at hun gad besøge mig, synes jeg kan noget.
Grundlæggende hører jeg ikke til dem der tror man styre ret meget og slet ikke når det kommer til drømme, men tænk hvis man kunne! Ellers gælder det bare om at hænge på og få det meste ud af oplevelserne ude i virkeligheden. Ikke mindst hvis du er i gang med en kreativ uddannelse.

David Zennaro, Martin Mortensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Superfine faciliteter men uden passende adgang til værksteder, som er helt essentielle. Det er jo så dumt, som det kan blive. Desværre ser vi samme mønster med underbemandede sygehuse - for slet ikke at nævne et amputeret skat, som nu skal genopbygges for formuer. Og imens fosser pengene ud af statskassen, som fogh sagde. Mens han med den anden hånd slagtede skat.

Og vores børn? Den allervigtigste investering nedprioriteres. Underbemandet, underbetalt personale og institutioner. Er det dumhed og /eller korruption, som er i førersædet? Det ser sådan ud.

Følg pengene - find de ansvarlige. Som skulle skamme sig.

Claus Nielsen, Liselotte Paulsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Jeg drømte også om en kreativ karriere, og jeg ved, at potentialet var og er til stede. Jeg ville bare have rammerne : værksteder og undervisere - for at arbejde med kunst og design enten på kunsthåndværkerskolen eller på kunstakademiet, og i det omfang jeg sandsynligvis ikke ville kunne leve af min kunst - undervise. Men desværre og og efterfølgende har jeg set, hvilken uhyre vanskelig karrierevej, det er. Den store lykke det er at arbejde med et fag, man elsker og har talent for, ødelægges nemt af kampen for overlevelse.

Men skiftende regeringer har jo købt ind på ideologien om 'fra forskning til faktura', det skal kunne betale sig. På den måde skaber man ikke gode vilkår for kunst og design. Men sådan er det jo med så meget. Vi er som menneskehed i en stejl og farlig læringskurve, hvor privatkapitalisering på fællesejet i stedet for samarbejde truer med at ødelægge vores eksistensvilkår. Intet mindre. Men derfor må vi alligevel ikke glemme legen.

David Zennaro, Liselotte Paulsen, Martin Mortensen, Jakob Trägårdh og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Forskellen på en and..

Der er idag behov for igen at skeldne mellem begreberne design
og formgivning, eller rettere mellem design og formgivningen af design.

I mange år har designverdenen ekspanderet indholdet af hvad der kan begribes som design i retning af statementet: "Alt er design", fordi enhver proces baseret udvikling af et givent produkt indeholder en designproces. Samtidig forudsætter denne tankegang, at designprocessen sker med henblik på industriel fremstilling og profitabel afsætning af produktet i et globalt markede af forbrugere. Tankegangen forudsætter også, at udviklingen tager hensyn til forbrugerens fysiske og mentale behov. Og hvis alt er design, så burde det jo se lyst ud for designerne. Men i så fald bliver hvem som helst også en designer, med dette eller hiint som speciale. Men da det jo ikke er hvem som helst, der med rette kan kalde sig designer, må der en sondring til.

For hvorfor er nogen produkter bare smukkere end andre?

Det er de fordi nogen har kastet deres kærlighed på dem.
"Design is love" var det eftertænksomme svar arkitekten
Frank Lloyd Wright gav til sin elev, den senere designmester George Nelson, da han engang, spurgte ham om hvad design er? "Design is love" fordi designeren har kærlighed til tingene.
En særlig interesse for materialerne og redskaberne som via intuition og øvelser gør designeren istand til at træffe de 'rigtige' beslutninger som bestemmer formen. Kærligheden kommer til udtryk i tingene når designeren giver dem form og designeren bliver dermed formgiver. Denne proces er sanselig og musikalsk, og den foregår på bestemte vilkår på samme måde som en musikers spil er afhængig af det instrument og det musiske materiale han har til rådighed.

Så hvorfor er noget musik smukkere end andet?

Det er selvfølgelig et spørgsmål om smag, men det ændrer ikke ved, at der bestemt er forskel på kvaliteten.
Man kan sige, at det er vigtigt at instrumentet er stemt! Hvilket især bliver vigtigt når musikeren spiller sammen med andre musikere i et orkester. Man stemmer instrumenterne i samme tonart for at opnå en harmoni. Det er en sanselig grundtilstand som musiken udfolder sig i. Og så kan man øge spændingen ved at bryde harmonien i disharmoni, skifte mellem dur og mol, udelade det overflødige etc i forskellige billeder afhængig af hvilken fortælling man vil frem til. På nøjagtig samme måde som man kan med visuelle fortællinger. Her er det blot geometrisk harmoni man arbejder med, båret af lys istedet for lyd. Eller genstandes fortællinger som er i og udgør rum.

Den industrielle produktion har gjort håndværkeren overflødig, eller håndværket er blevet et andet.

Randi Christiansen

Alt vokser i phi - 1,618 - også kaldet det gyldne snit. Og derfor føler vi os mest komfortable i omgivelser, som ikke bryder med phi. Og der er i øvrigt lavet forsøg, som entydigt viser, at babyer tiltrækkes af symmetriske ansigter.

Så hvis man vil påstå, at skønhed er et spørgsmål om smag, tager man fejl. Det er klart, at man kan have form og farve præferencer, men grundlæggende kan man ikke, selv om mange synes at ønske at gøre forsøget, gøre grimt til smukt. Og så er der også nogen, der som morten nævner, bare har god smag. Alle kan se, at det er lækkert, attraktivt og måske ligefrem et formgivningsmæssigt nybrud. Og nu er det ikke for at disse bjarke ingels, men det er dog under al kritik at hans smarte 8 tals boligkompleks har et yderst ringe materiale-og funktionsniveau.

Og så er der lige afvejningen mellem form og funktion. Kan noget være smukt, hvis det ikke fungerer? Det mener jeg ikke. Så udfordringen vil indenfor arkitektur, industriel-og beklædningsdesign være at prioritere funktionen og dernæst forskønne den.

Jakob Trägårdh

Randi Christiansen
17. februar, 2020 - 16:05

Ved du, at forskellige livsformer eksisterer på grundlag af forskellige former for symmetri, at den symmetri, der er indlysende for en art er irrelevant for en anden: F.eks. forskellen på planter og dyr, hvor planter har en vertikal symmetri, alt imens dyr har en horisontal symmetri, simpelthen fordi de har forskellige forplantning? Og at dét, der er «skønt» for den ene art, kan være «grimt» for en anden?

Det er derfor, at der er forskel på kvaliteten: Phi er ikke gud.

Jakob Trägårdh

Hov, der fik jeg byttet rundt på horisontal og vertikal—se på et træ, dér står på sin rod og har en horisontal symmetri, hvor mennesket f.eks. har en vertikal symmetri—fordi vi bevæger os rundt i tre dimensioner, hvor planten er rodfast, dvs vi har to ører, øjne, næsebor etc.

Jakob Trägårdh

«Kan noget være smukt, hvis det ikke fungerer?» Fungerer punkrock og er det smukt? «Form follows function» men hvad er: forskellige medier, tilstande ...

Randi Christiansen

@jakob - at alt vokser i phi, er ikke det samme, som at alt er ens. Phi udtrykker netop lige den lille bevægelse, som betyder, at der ikke er stilstand men skabelse.

'Form follows function' - er meget præcist. Det er lige sådan, det er. Ingen grund til at diskutere, om punk er smukt. Med mindre altså man vil tvangsindlægge andre eller bruge deres ressourcer på det.

Så derfor : du bør vide, at lydbølger (for slet ikke at tale om 3-4-5 G) påvirker materien temmelig direkte? Jeg ved til gengæld, at det ikke er almindelig anerkendt viden. Så var det ikke kun passiv rygning, vi måtte begrænse/eliminere.

Randi Christiansen

@steffen - ikke når man taler formgivning af et emne med specifik funktion, også kaldet industriel design. Taler vi om billedkunst, måske - og dog, når man arbejder med et billede, er formen i høj grad med til at diktere indhold. Har du prøvet?

Der er tale om en vekselvirkning, hvor designet bliver dårligt, hvis funktionaliteten underordnes formen.

Steffen Gliese

Der er tre led - der er indhold, der er form, og der er værkform. Værkformen definerer selve universet, man bevæger sig indenfor: det er kaffekanden, der skal finde balancen mellem indhold (ideen med tingen) og form (måden, den materialiserer sig), ligeså vel som det er romanen eller maleriet.