Kronik

Her er tre mulige scenarier for den nærhedsreform, Mette Frederiksen har lovet

Mette Frederiksen har lovet et opgør med New Public Management. Gøres det i partnerskab med civilsamfund og erhvervsliv, kan det blive nyskabende, men der er også fare for, at vi bare får mere af det, vi kender, skriver professorer ved Institut for Organisation på CBS i dette debatindlæg
Mette Frederiksen har med sin klare afvisning af New Public Management skabt stor forventning om en ny tilgang til den offentlige sektor, der beskytter medarbejderne og sørger for, at velfærden opleves af borgerne som tillidsfuld og tilstrækkelig.

Mette Frederiksen har med sin klare afvisning af New Public Management skabt stor forventning om en ny tilgang til den offentlige sektor, der beskytter medarbejderne og sørger for, at velfærden opleves af borgerne som tillidsfuld og tilstrækkelig.

Stine Bidstrup

28. februar 2020

Statsminister Mette Frederiksen (S) har konsekvent og konsistent gennem flere år meldt ud, at New Public Management ikke er den rigtige måde at styre den offentlige sektor på. I sin åbningstale til Folketinget den 1. oktober 2019 lagde hun igen afstand til New Public Management og lancerede i stedet ideen om en nærhedsreform. 

Den er ikke kommet endnu, og derfor er spørgsmålet: Hvordan vil sådan en reform se ud? I denne kronik giver vi vores bud på de mulige scenarier ud fra de hidtidige meldinger og fremhæver fordele og ulemper ved de forskellige tilgange.

Regelmøllen

New Public Management betød oprindeligt i 1990’erne en decentralisering og fokus på ledelse og markedsstyring. I den danske offentlighed i dag sættes der dog ofte lighedstegn mellem New Public Management og mere kontrol. Mange politikere tager afstand fra den tilgang og vil i stedet have en afbureaukratisering.

Afbureaukratisering har en lang historie i den danske offentlige sektor, der begynder med Poul Schlüters moderniseringsprogram i 1983 og fortsætter helt frem til i dag, senest udsendte VLAK-regeringen et udspil om »færre regler og mindre bureaukrati« som led i deres sammenhængsreform.

Men hvor kommer alle de regler og det bureaukrati fra, som man vil af med? Forskerne Mads Leth Felsager Jakobsen og Peter Bjerre Mortensen på Aarhus Universitet undersøgte dette i deres bog Regelstaten (2014), og de kunne konkludere, at det er politikerne i Folketinget selv, der lader regelmøllen male år efter år.

Den offentlige sektors opgaver bliver stadigt mere komplicerede. Områder som bekæmpelse af klimakrisen, fokus på børns vilkår og anbringelse uden for hjemmet kræver nye regler, og det er politikernes job at lave dem. 

Men problemet er, at den offentlige sektors organisering ikke længere sker efter faste principper, men er blevet en sammenfiltring af mange forskellige organiseringsformer. Der er ikke længere mange politikere, der vil stå til ansvar for, hvad de mener, er den bedste organiseringsmåde.

Organisatorisk miskmask

I 1990’erne blev mange beslutninger decentraliseret til ledere, som skulle lede efter New Public Managements principper og skabe konkurrence. I 2000’erne begyndte Anders Fogh Rasmussens regeringer så med de store strukturreformer. Mange små politikredse blev til 12 store politikredse, antal af domstole blev færre, universiteterne og professionshøjskolerne blev centraliseret, og mange servicefunktioner blev samlet i større shared services-enheder. Stort var godt, og centralisering vandt frem.

I 2010’erne begyndte befolkningen at blive ked af, at alle de lokale funktioner var flyttet til de større byer. Helle Thorning-Schmidt gik reformamok og blev upopulær på det. Hvor blev de mindre lokalsygehuse, den lokale politistation og det gamle kommunekontor af?

Vælgermæssigt blev især Venstre straffet ved valget i 2015 for at have svigtet landområderne, men også andre partiers vælgere var trætte af reformer. Lars Løkke Rasmussens regering tog derfor initiativ til en udflytning af statslige arbejdspladser.

Det Økonomiske Råd blev flyttet til Horsens, og Dansk Sprognævn blev flyttet til Bogense. Statslige styrelser som Miljøstyrelsen blev splittet op og flyttet væk fra København. Flere sundhedsopgaver skulle ud til kommunerne, så servicen kunne komme tættere på borgerne. Nye opgaver som cybersikkerhed hos politiet blev dog samtidig samlet i store centre – fristelsen til at effektvisere gennem anvendelse af big data i større enheder var fortsat stor.

Det samlede indtryk er et organisatorisk miskmask i den offentlige sektor. Nogle opgaver er decentraliserede, andre opgaver er centraliserede. Nogle kommuner er blevet meget store organisatoriske enheder, mens flere ministerier er blevet splittet op og har afdelinger mange steder i landet. Og så har vi slet ikke nævnt de mange omorganiseringer af Skat.

Mette Frederiksen står altså over for en række udfordringer. Vælgerne er trætte af reformamok. Borgerne vil have mindre bureaukrati og bedre service – helst helt tæt på dem selv. Digitalisering giver muligheder for effektiviseringer, men risikerer at støde medarbejdere og borgere fra sig, og klimakrisen og bedre velfærd kræver nye måder at organisere på.

Tre nye scenarier

Mette Frederiksen har med sin klare afvisning af New Public Management skabt stor forventning om en ny tilgang til den offentlige sektor, der beskytter medarbejderne og sørger for, at velfærden opleves af borgerne som tillidsfuld og tilstrækkelig. Vi ser derfor tre scenarier for, hvordan det kan komme til at se ud de næste år.

1) Nærhedsnarrativet

Det første scenarie kalder vi Nærhedsnarrativet. I dette scenarie vælger Mette Frederiksen at satse på initiativer, der skal skabe oplevelser af nærhed på udvalgte politikområder, som betyder noget for vælgerne. Mette Frederiksen kan se til Sverige, som har haft en reformindsats med tillid som tema. Et eksempel er Rigspolitiet, hvor man skærer i stillinger centralt, mens nærhedspolitiet bliver opprioriteret. Her er ingen større reformproklamationer, men en ’bare gør det’-tilgang, hvor handling betyder lige så meget som ord. Vi vil altså kunne forvente konkrete nærhedsinitiativer inden for eksempelvis beskæftigelse-, social- og sundhedsområdet.

Det, der taler imod denne tilgang, er, at det ikke bliver en helhedsorienteret nærhedsreform, men blot en række nedslag, som samtidig vil møde modtendenser i form af centralisering via for eksempel digitalisering.
 

2) Fornyelse classic

Det andet scenarie får navnet Fornyelse classic. I dette scenarie gør hun, som det har været kutyme for regeringer i mange år, og sætter Finansministeriet i spidsen for en modernisering af den offentlige sektor, hvor en række forskellige reformudspil om resultatstyring, afbureaukratisering, digitalisering og ledelse sættes på dagsordenen. De kendte moderniseringstiltag skal gælde bredt i staten og inspirere regioner og kommuner.

Det er den sikre og kendte løsning, men den er derfor også uoriginal og mindre ambitiøs. Det kan samtidig blive svært, for Moderniseringsstyrelsen er blevet splittet op, og den nye Medarbejder- og Kompetencestyrelse er placeret i Skatteministeriet, hvor der er nok af problemer og ikke er et udpræget fokus på offentlig ledelse. Offentlige ansatte, såsom folkeskolelærere, vil desuden formentlig se med skepsis på risiko for flere regneark.
 

3) Partnerskaber om offentlig værdi

Det tredje scenarie kan vi kalde Partnerskaber om offentlig værdi. Her skal medarbejderne, fagforeningerne, fondene, de private virksomheder og de frivillige organisationer sammen med almindelige borgere skabe øget offentlig værdi ved, at deres ideer aktivt bliver omsat til fremtidige initiativer. Denne tilgang til en nærhedsreform kræver dedikeret, strategisk ledelse og styring og et omfattende engagement fra alle involverede partnere.

Det, der taler imod denne tilgang, er, at processen kan være svær at styre, og at centrale budskaber om nærhed og tillid risikerer at blive blandet sammen med lokalpolitiske hensyn, hensyn til erhvervslivet og afgrænsede fondshensyn. Det lægger de politiske prioriteringer ud til partnerskabskonstruktioner, og den type risici gør regeringens samlede styringsstrategi usikker. På den anden side kan partnerskaberne være den modige strategi, som anviser nye veje for den offentlige sektor.

Carsten Greve er professor i offentlig ledelse og styring ved CBS

Anne Reff Pedersen er professor MSO i offentlig organisation og innovation ved CBS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Christian Mondrup
  • Ejvind Larsen
David Zennaro, Christian Mondrup og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu