Klumme

Uforsonlige moderportrætter tegner tidens litteratur: Så tal dog ordentligt om din mor

Tidens hårde moderportrætter ser ofte guder, der skal rives ned, frem for at se mennesker i dyb vildrede. Det er ikke på mode at respektere sine forældre, at være tilgivende og storsindet. Men at det er farligt at dømme andre mennesker, gælder vel også her, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
Leonora Christina Skov er en modig forfatter, der har betalt en høj personlig pris. Hendes bog ’Den der lever stille’ har dog den svaghed, at moren beskrives næsten entydigt kritisk, skriver Katrine Wiedemann i denne klumme.

Leonora Christina Skov er en modig forfatter, der har betalt en høj personlig pris. Hendes bog ’Den der lever stille’ har dog den svaghed, at moren beskrives næsten entydigt kritisk, skriver Katrine Wiedemann i denne klumme.

Sofie Mathiassen

Debat
21. februar 2020

Meget af tidens litteratur tager udgangspunkt i et dårligt forhold mellem forfatteren og dennes afdøde mor. Jeg synes, det er forstemmende.

Ikke fordi jeg ikke anser forfatterne for modige. Jeg har respekt for det menneske, der tør tage turen ind i barndomstraumet, i analysen af den allernæreste relation. Det må gøre utroligt ondt. Jeg synes, de fortjener deres priser. Men autogenren er rå, når man tager fat i det dybeste, man har.

Historien om det dårlige forældreskab er en tragisk historie. Som regel er det history repeating. Desværre handler mange af værkerne ikke om at tilgive, men om at blive hørt i sin kritik.

Der findes gode eksempler. Delphine de Vigan skrev med Alt må vige for natten et skånselsløst og dybt indfølende portræt af sin mor. Bogen kategoriseres som en selvbiografisk roman, men opnåede sin berømmelse netop ved at balancere på grænsen mellem fiktion og biografi.

Adskillige bøger herhjemme fortjener respekt for hudløse portrætter af mødre. Peter Øvig Knudsens portræt af sin depressive mor er stærk læsning. Det er ofte de sårbare, som er dårlige til at være mødre. Og deres afkom har selvfølgelig helt berettiget en hård kritik på hjerte.

Men vi er alle børn af nogen, og mange af os er eller bliver forældre til nogen. Det er ikke let at gøre det godt nok. Vi er alle skyldige i ikke at være perfekte.

Leonora Christina Skov er en modig forfatter, der har betalt en høj personlig pris. Hendes bog Den der lever stille har dog den svaghed, at moren beskrives næsten entydigt kritisk. Malene Lei Raben og mange andre er kommet efter med hårde morportrætter. I tendensen tegner sig en smag for uforsonlighed og en fare for at dyrke ensidigheden.

Hvad ville man selv synes om offentligt at blive portrætteret ubarmhjertigt af sit barn?

Børn og forældre er de mest intime vidner til hinandens liv. Man risikerer at indgå i et kredsløb af en slags eksistentiel forråelse.

Ingen litteratur skal underlægges nogen krav om at være opbyggelig eller positiv. Man må og skal jo skrive, hvad der skal skrives. Men hvad når det føles som gravskænderi?

Helhedsbilledet mangler

Det er måske moren i mig, der frygter kritik, eller datteren i mig, der kunne tale kritisk, som får mig til at stille det spørgsmål. Men man bekræfter let en offerrolle, som unddrager sig kritik, fordi den anklagede ikke kan forsvare sig.

I Biblen hedder det, at »du skal ære og agte dine forældre«. Denne fortidens store Emma Gad er stadig i aktiv brug på mange punkter, men ikke lige dette bud. Vi tror ikke på forældre som et slags mellemled mellem os og Gud. Men hvor godt går det, når vi ikke respekterer den skrøbelighed, som levet liv udstyrer os med? Når vi ser guder, der skal rives ned, frem for at se mennesker i dyb vildrede som os selv?

I fattigere egne, hvor respekten for mødre er et socialt, økonomisk og religiøst fundament, lyder de værste skældsord gerne noget med »din mor!«, underforstået at hun er en luder. Hos os, hvor respekt er et støvet ord, bliver udsagnet højst mødt med et fjoget grin og et skuldertræk. I vores kultur er det værre ikke at have frigjort sig fra sin mor end at tale megadårligt om hende, mens andre lytter.

Det er ikke på mode at respektere sine forældre, at være tilgivende og storsindet. Det behøver ellers ikke at være uinteressant at se med storsind på sine forældre. Det behøver ikke være udtryk for forsigtighed eller berøringsangst. Hvis man vil udtrykke sin smerte, kan det godt gøres i tilgivende indlevelse.

Had og foragt er godt at skrive på, men man må forstå sin modstander. Ellers skriver man dårligt. Det handler ikke om at være blind for deres fejl, mangler og forbrydelser. Men forældre er mennesker, der har handlet ud fra årsager, man ikke kender til fulde.

Noget er usynligt for os. Helhedsbilledet mangler. Man risikerer at skabe en fortælling, som bliver privat og ikke er kunstnerisk interessant. Det er ikke bare offerkultur, det er selvnedgørelse. Det er både et kunstnerisk og et etisk spørgsmål. At det er farligt at dømme andre mennesker, gælder vel også her?

Den kritik, man kan komme med på baggrund af respekt, er dybere og selvfølgelig mere krævende. Men jeg vil mene, at man kan holde på etiske principper og samtidig bevare respekten for kunstens nødvendige hensynsløshed.

Litteraturen er en af de få steder, hvor man stadig må have fantasi. Hvorfor ikke benytte sig af det? Tag kunstens kappe på dig, og skriv. Men kald hende noget andet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Det kan man dårligt være uenig i.

Agnete La Cour, Ete Forchhammer , Eva Schwanenflügel og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne kommentar
Katrine Marie Christiani

Der er jo ingen, der tror at vi får den fulde sandhed om mødrene i disse romaner. Forfatterne har anlagt datterens perspektiv, og det er de jo i deres gode ret til at gøre, især når de skriver roman udenpå.

Birgitte Johansen, Tinne Stubbe Østergaard, Eva Schwanenflügel, Anina Weber, Morten Hjerl-Hansen, Jane Doe og Jens Flø anbefalede denne kommentar
Katrine Marie Christiani

Bortset fra det er jeg enig i at al for meget ensidighed i karaktertegningen gør romanen uspændende for andre.

Agnete La Cour, Eva Schwanenflügel, Anina Weber og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne kommentar

Vi har haft opgøret med faderen, der udadtil fremstår perfekt og har været forfærdelig indadtil. Det har været godt for at nuancere faderbilledet. Vi har ikke haft helt det samme opgør med mødre der udadtil fremstår gode og indadtil er forfærdelige. Jeg tror der er mange der har brug for de her romaner, hvor det forfærdelige skal have mulighed for at komme ud og frem. Vi skal have pillet forventningerne til mødrene ned fra det perfekte, til at være en okay forældrer.

Birgitte Johansen, Henrik Rose, Lisbeth Larsen, Morten Hjerl-Hansen, Jane Doe og Katrine Marie Christiani anbefalede denne kommentar
Kent Nørregaard

Det er jo et generelt samfundsproblem at vi nægter at se mødre som fejlbare men ynder at sætte dem op på en piedestal hvor de slet ikke høre til og hvor børns tarv altid kommer efter mors.

Wiedemann ønsker tilsyneladende at opretholde det system, men hun tager groft fejl for det er ikke romanens sjæl at nuancerer udfra gammeldags konservative strukturer men derimod at fortælle nye historier og bringe nye livsanskuelser.

For så vidt angår den enkelte forfatter er det vigtigt at huske på at det er barnets oplevelser og opfattelser af svigt, afvisning og utilstrækkelighed der kommer frem. I den kontekst er det irrelevant med moderens vinkel da barnet ingen magt har i det forhold. Indtil altså barnet er blevet voksent og slår igen/slår sig fri som Leonora gør det.

Lise Lotte Rahbek

Mødre er også børn af nogen... Jeg står somme tider tilbagee med et 'hvorfor', når jeg har læst en roman som f.eks "den der lever stille". Hvorfor var moren sådan en forfærdelig figur, hvorfor var faren næsten værre..

Jeg kender absolut ingen, som har haft perfekte forældre. Ingen. At de perfekte forældre - eller deres modsætninger - skulle findes i fiktionen, er lidt underligt. Medmindre vi bevæger os over i triviallitteratur og eventyrernes verden, selvfølgelig.

Niels Holm Olsen, Estermarie Mandelquist, Agnete La Cour, Lillian Larsen, Henriette Bøhne, Eva Schwanenflügel, Mette Eskelund og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Såfremt man leder efter en roman med perspektivering og årsagsforklaringer, vil jeg anbefale Marilynn French "Sin Mors Datter".

For det er rigtigt; det er svært at forstå sig selv, med mindre man også indser, hvorfor éns ophav er blevet til dem, de er.
Og at man sandsynligvis ligner dem meget mere end man vil være ved..

Agnete La Cour, Randi Christiansen, Lise Lotte Rahbek og Jens Flø anbefalede denne kommentar

Jeg er sikker på, at disse bøger hjælper et utal af mennesker, som føler sig helt alene med smerten fra barndommen.
Desværre er kravet om tilgivelse rimeligt bastant. Det ved jeg fra min praksis som terapeut.
Velmenende velbjergede mennesker komme ofte med velmenende råd til sårede og ødelagte mennesker, som sagde de: "Se lige på mig. Jeg har det godt. Det kunne ud også få, hvis du lytter til mine kloge råd." og "kan du ikke bare tilgive, og komme videre?"
Sagen er, at disse velmenende mennesker ikke har en kinamands chance for at forstå, hvad en traumatisk barndom indebærer, når det gælder psyken, så har alle åbenbart viden og indsigt.
Hvis et sådant velmenende menneske selv havde gennemlevet en traumatisk barndom, så sad de måske nu på varig hjælp og piller.
Hvem siger, de ville have haft kraften til overhovedet at få sig et liv? Endsige skrive en roman og få den udgivet.
Forbedringer i verden kommer, når uretten kommer for en dag i kollektivet.
Og ja, det går ud over nogen, som det ikke plejer at gå ud over, beklageligvis.
Vi ved jo, at de fleste krænkere er ofre selv.
Men sand frihed opstår når både krænker og offer kan gøre sig fri af mønstrene.
For at det kan ske, må nogen beskrive problemerne og bringe dem frem i lyset.

Birgitte Johansen, Niels Holm Olsen, Maud Margrethe, Pia Nielsen, Henrik Rose, Jane Doe, Estermarie Mandelquist, Agnete La Cour, Tinne Stubbe Østergaard, Randi Christiansen, Mette Eskelund, Eva Schwanenflügel, Lisbeth Larsen, Jens Flø og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Eva Schwanenflügel,
Præcis! Jeg tænkte også på Sin mors datter af Marilyn French!

Pernille Rübner-Petersen

Moderdrabet.
At begå det psykiske og mytologiske moderdrab er så vidt OK. Svigefulde og direkte ondskabsfulde forældre har ikke krav på, at børn ærer dem i bibelsk forstand. Mere beskæmmende er det ikke at anerkende hvor velsignet af livet – eller indirekte af det skrækkelige modermonster - man faktisk (alligevel) har været. Eller rettere sagt: Hvad man ikke fik af sin mor, det fik man alligevel af livet. I rigeligt mål. Anerkend dog det.
Leonara Christina Skov (Den der lever stille), Malene Lei Raben (Fruen: En datters historie om kærlighed og frihed) og Peter Øvig Knudsen (Min mor var besat) har alle skrevet bøger om den onde mor, der har skadet dem og deres liv på monstrøs vis.
På trods - åbenbart – af dette har forfatterne skabt sig fantastiske og succesfulde liv, som de ikke direkte anerkender eller lovpriser i bøgerne men alligevel får formidlet på formidabel vis til læserne. Livskraften og –fylden kæmper med ondskaben og driver parallelt ned af siderne.
Her har vi nogle mennesker, som har klaret sig virkelig, virkelig godt i tilværelsen mht. karriere, personlig udvikling, kærester, ægtefæller, børn – i det omfang de gerne ville have dem – også når de ikke ville have dem. Alligevel fremstiller de sig selv som ofre for deres mødres uduelighed som omsorgsvigtende, grænseoverskridende mødre... Hvilket disse mødre givet vis har været ifølge beskrivelsen. Men – om ikke andet – så er disse børn, da blevet ekstremt livsduelige – og oplevet kærlighed, omsorg og succes sidenhen. Det er der mange mennesker, der ikke oplever. Hvad med at anerkende den lykke og velsignelse?
L.C.S.’s moder-mareridt er tidligt overstået – eller i hvert fald inddæmmet - i den forstand at hun allerede som 25-årig (eller deromkring) har formået at skabe sig et relationelt og professionelt liv, som kun er de færreste forundt – i den alder og – for mange - overhovedet. Hun udgiver sin første bog og vinder sit livs kærlighed. Tja – allerede som (vist) 19-årig, da hun flytter til Købehavn åbner verden sig for hende. Som hun skriver, så er hun god til at få venner. Og kærester, kan man tilføje – og hun bliver opslugt af sit studie. Det er det mange, med moderkærligheden intakt, der ikke formår.
Malene Lei Raben har vendt sin juristuddannelse fra at praktisere kedelig advokat til at udøve spændende kreative opgaver i mediebranchen og tjener en så hulens masse penge, at hun som 48-årig kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og skrive bøger. Dog med det sukker på toppen at varetage bestyrelsesopgaver til husbehov. Hendes søde mand klapper hende på kinden og siger, at det hele nok skal gå. Hendes ældste datter har selv dannet familie og de yngste kan hentes og bringes til fritidsaktiviteter med mors nye arbejdsfrie liv.
Peter Øvig Knudsen har med stor succes skrevet dokumentariske bøger, fået kone og børn og når dette første ægteskab var udtjent, en ny kæreste, der står ham bi 130 trillioner procent under depressionens detour.. Her forekommer det P.Ø.K. at han har fortjent et adelsmærke i lidelse, idet han trækker dem-og-os-særlige-kortet: Der findes de personer, der har haft en depression og dem, der ikke har.. Hm .. Der findes også mennesker, der har ægtefælle og børn, som de gerne vil have – og dem, der ikke har, selv det er deres højeste ønske. Der findes mennesker, der har en karriere – og dem, der ikke har, selvom de har kæmpet indædt for det. Der findes masser af andre tab, ulykker og lidelser end depression, som mennesker lever med hver dag – ikke kun periodevis. Men de rangerer åbenbart ikke i dette regnestykke af skelsættende livskatastrofer.
Man kan måske indvende, at mennesker, der har haft en ond, selvoptaget mor selv er blevet noget selvoptaget af deres egen lidelseshistorie. Måske det er nødvendigt for at kunne skrive en bog om sin onde mor og begå det forbudte moderdrab – og ja -i princippet med ikke særlige fair timing – efter mødrenes fysiske død.

Pia Nielsen, Helle Hansen, Ditte Trolle, Henriette Bøhne, Malene Wiinblad, Agnete La Cour, Eva Rosenstand, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Herdis Weins, Maj-Britt Kent Hansen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

og så er der "Ord som Forløser" Marie Cardinal

Birgitte Johansen, Mette Eskelund og Agnete La Cour anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

En anderledes bog, som ikke handler om at hælde galde og andet gods ud over sit ophav, er Lotte Kirkebys "De nærmeste".

Både moderen og faderen bør æres... At være en god forælder er en svær og ædel opgave, der kræver megen selv-opofrelse og tålmodighed. Og i vores urolige og traumatiserede tid er det rigtigt svært for mange at gøre til egen og afkoms tilfredshed...

Det kan næppe gøres perfekt, men, om ikke andet, så bør der være en respekt for den symbolske rolle. Forældrene er vores fysiske rødder, vores ophav. At afsværge sine forældre er på en måde som at afsværge selve livet: Vi kan ikke løbe fra dem, uanset hvor slemme de har været, og uanset hvor meget vi forsøger...

Det går måske for en tid, ligesom blomster i en krukke. Men krukkeblomster lever ikke længe, med deres afskårne rødder...

Jeg kan kun være enig med Katrine Weidemann. Jeg er overbevist om at et samfund der mister respekten for forældrene ikke har langt igen. Derfor er det vigtigt hvordan kulturen taler om dem.

Faderen er der ikke meget respekt for længere, men moderen... Ja, hun hænger jo også i en tynd tråd, men er endnu ikke blevet helt forkastet.

Og så er det jo heldigvis muligt for børn at sige: "bare fordi jeg havde dårlige forældre, behøver jeg ikke at være et dårligt barn"... ikke at det er let, men det er muligt! Og det kan være en enorm lettelse at give slip i vreden, skuffelsen, skylds-pålæggelsen.

@Pernille Rübner-Petersen.
Og så er der alle dem der går til grunde og marginaliseres, men som kan se et håb i Peter Øvig Knudsens, Marlene Rabens og Leonora Christina Skovs bøger.
Jeg er ikke tilhænger af værdirelativisme og kommercialiseringen af dæmonernes liv. Men tilhænger af ytringsfriheden fordi det er historier der ikke er blevet fortalt. Fordi det der kan sikre bedre livsvilkår og i sidste ende demokratiet.
Tak til alle disse forfattere.
Fædrene har vi kørt om siden 70rne. Nu skabes der balance.