Kronik

De unge får ikke angst, fordi de er skrøbelige. De får angst, fordi uligheden stiger

Et stigende antal unge diagnosticeres med stress og angst. Meget tyder på, at det er den stødt stigende ulighed og faldende sociale mobilitet, der tærer på deres mentale velbefindende, skriver gymnasielærer Balder Asmussen i dette debatindlæg
»Stigningen i antallet af unge, der diagnosticeres med angst og stress hænger ikke sammen med det at være ung og skrøbelig. Stigningen hænger sammen med at vokse op i en tid med stigende indkomstulighed og faldende social mobilitet,« skriver lektor i samfundsfag Balder Asmussen.

»Stigningen i antallet af unge, der diagnosticeres med angst og stress hænger ikke sammen med det at være ung og skrøbelig. Stigningen hænger sammen med at vokse op i en tid med stigende indkomstulighed og faldende social mobilitet,« skriver lektor i samfundsfag Balder Asmussen.

Asger Ladefoged

2. marts 2020

I hele det 20. århundrede var det normen, at hver ny generation præsterede en højere levestandard end den forrige. Tidligere var uddannelse en sikker vej til et fast, velbetalt job og egen bolig i byen. De unge fik at vide, at de var generationen, der kunne blive præcis, hvad de havde lyst til.

Det er ikke længere tilfældet.

I stedet er det 21. århundredes unge den første generation, der oplever en faldende indkomstmobilitet. I modsætning til, hvad der gjorde sig gældende for tidligere generationer, stiger sandsynligheden nu for, at børn af underklassen selv havner i underklassen.

Min påstand er, at stigningen i antallet af unge, der diagnosticeres med angst og stress, ikke hænger sammen med det at være ung og skrøbelig. Stigningen hænger sammen med at vokse op i en tid med stigende indkomstulighed og faldende social mobilitet.

Det er i høj grad frustrationen over ikke at kunne leve op til forældregenerationens succes, der tærer på ungdommens mentale velbefindende. Fænomenet kan genfindes internationalt. I lande med høj eller stigende indkomstulighed ser vi tilsvarende høj eller stigende mental mistrivsel.

Det er et grundvilkår for det senmoderne samfund, at stress og angst fylder mere.

Nogle er ikke overbeviste om, at antallet af stress- og angsttilfælde reelt stiger. Andre mener, at uligheden kun stiger minimalt i Danmark, og at det primært skyldes forhold, vi ikke kan ændre på – for eksempel at befolkningen bliver ældre sammenlignet med tidligere. Og selv hvis man anerkender, at mistrivslen og uligheden stiger signifikant, kan man betvivle, at der findes en forbindelse mellem de to tendenser.

Jeg mener, at sund skepsis er på sin plads. Jeg kommer heller ikke her til at levere egentlige beviser på forbindelsen mellem unges psykiske skrøbelighed og den stigende ulighed, kun stærke indicier. For meget tyder på, at stigningen i stress- og angstdiagnoser må være et produkt af den stigende ulighed.

Stressede gymnasieelever og studerende

Udbredelsen af stress og angst er et tiltagende fænomen i Danmark. Stress og angst kan både dække over egentlige psykiske diagnoser på den ene side og dagligdagens mentale mistrivsel på den anden. Men uanset hvilken definition, vi vælger, ser vi en stigning.

Antallet af danskere, der har været indlagt for nervøse lidelser relateret til stress og angst, er steget markant siden 1990’erne. Det gælder især blandt de unge. Andelen af unge, der rapporterer, at de føler sig pressede eller stressede i hverdagen, er også steget siden 1990’erne. Det gælder især gymnasieelever og studerende.

Den stigende mistrivsel starter i teenageårene, viser en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed. Elleveåriges mentale mistrivsel har ikke ændret sig siden 1990’erne, mens femtenårige rapporterer stigende mistrivsel i forhold til tidligere. Ser vi på kønsfordelingen, er det i højere grad piger, der mistrives, men stigningen gælder begge køn.

I samme periode er det ikke kun den mentale mistrivsel, der har været stigende. Det samme gælder uligheden i Danmark. Ligesom med stress og angst kan indkomstulighed måles på mange måder, og her viser alle mål, at uligheden er steget siden 1990’erne.

Måler vi med det udbredte mål gini-koefficienten, placerer Danmark sig stadig i gruppen af EU-lande med højest lighed, men sammen med Sverige er vi alligevel et af de lande, hvor uligheden er steget mest.

Problemet med gini-koefficienten er imidlertid, at den ikke opfanger indkomstkoncentration blandt de rigeste i toppen af samfundet. Den registrerer primært, når indkomsten flytter sig hen over midten af indkomstgrupperne.

Det er problematisk, eftersom det netop er indkomstkoncentration i toppen, som den internationale forskning sætter i forbindelse med stigende stress og angst.

Måler man uligheden på en anden måde, er den i Danmark siden 1990’erne fordoblet og steget til over gennemsnittet for EU. Her sammenligner man, hvor stor en andel af den samlede indkomst i Danmark, som et gennemsnitligt medlem af den rigeste ene procent disponerer over, med den gennemsnitlige indkomst blandt den fattigste halvdel af befolkningen.

Ekstreme lønstigninger

Indvandring og en aldrende befolkning er demografiske forhold, der kan forklare en del af uligheden.

Ekstreme lønstigninger for topledere, store kapitalgevinster for formuende kombineret med lavere skat er imidlertid skyld i indkomstkoncentrationen i toppen af samfundet. 

Professor i Statskundskab Jørgen Goul Andersen dokumenterer i Tidsskriftet Økonomi og Politik 2018, at Danmark siden årtusindskiftet er det EU-land, bortset fra Ungarn, der har sænket skatten mest på de højeste indkomster.

Den stigende indkomstulighed ville ikke være et problem, hvis den blev modsvaret af stigende indkomstmobilitet. At de rige er blevet rigere sammenlignet med 1990’erne, ville faktisk have været storartet, hvis vi i højere grad skiftedes til at være rige i dag.

Desværre er det gået omvendt, viser et notat fra Tænketanken Kraka. Uligheden er steget mere end målingerne viser, fordi de ikke tager højde for faldende indkomstmobilitet.

Vores indkomster afhænger i stigende grad af vores forældres. Den yngste generation på arbejdsmarkedet tjener nu mindre som 30-34-årige i forhold til generationen før dem, dengang de var 30-34 år. Skattelettelser på formueindkomst har øget de formuendes indtægter på bekostning af folk i arbejde.

Skyldes ikke sociale medier

Kunne der være mere oplagte forklaringer på stigende angst og stress end faldende social mobilitet?

Det fremføres ofte, at udbredelsen af sociale medier konstant eksponerer de unge for idealer, de ikke kan leve op til – for eksempel kravet om den perfekte krop.

Hertil har jeg to indvendinger.

For det første har andelen af femtenårige piger, der føler sig for tykke, ligget konstant på omkring 50 procent siden 1980’erne. For det andet begyndte stress og angst at stige, lang tid før de sociale medier vandt udbredelse.

Det er muligt, at stigende stress og angst blandt de unge også skyldes et uddannelsessystem, hvor vi i stigende grad ser en modsætning mellem, hvad eleverne skal lære (at være selvstændige), og hvordan de eksamineres (de skal levere et bestemt svar). Men det modsiger ikke min hypotese.

Flere krav i læreplanerne, men færre ressourcer til undervisning og eksamen er et mønster, vi genfinder i andre lande med stigende ulighed.

Udviklingen i psykisk sundhed blandt etniske danskere sammenlignet med indvandrere og efterkommere med ikkevestlig baggrund giver en oplagt mulighed for at teste hypotesen om, at faldende social mobilitet fører til stigende angst og stress.

Den psykiske sundhed for etniske danskere følger alderen, så de unge har det ringest, og de ældste har det bedst. Det er lige omvendt for folk med ikkevestlig baggrund, viser en undersøgelse fra Region Syddanmark. Her er det de unge, der har det bedst. Samtidig falder den sociale mobilitet for hver generation hos etniske danskere, mens den stiger for indvandrere.

Stigende angst og stress skal derfor ikke forklares med manglende robusthed hos de yngre generationer. Den skal forklares med den tiltagende fastfrysning af klassestrukturerne i Danmark.

Hvis vi ikke får knækket den stigende ulighedskurve, vil de unge i dag blive ved med at lide mere af stress og angst end de ældre generationer – også når de unge selv bliver ældre.

Balder Asmussen er lektor i samfundsfag og international økonomi, Det Blå Gymnasium Vestfyn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mads Berg
  • Kim Øverup
  • Kurt Nielsen
  • Steen K Petersen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Steffen Gliese
  • ingemaje lange
  • Mikkel Zess
  • Brian Nocis Jensen
  • Britta Hansen
  • David Zennaro
  • Alvin Jensen
  • lars søgaard-jensen
  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
Mads Berg, Kim Øverup, Kurt Nielsen, Steen K Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, ingemaje lange, Mikkel Zess, Brian Nocis Jensen, Britta Hansen, David Zennaro, Alvin Jensen, lars søgaard-jensen, Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kent Nørregaard

Måske man skal lære unge mennesker at moderere deres forventninger til fremtiden. “Mig” og “mit” opvæksten passer muligvis ikke specielt godt til et arbejdsmarked hvor man skal samarbejde med andre mennesker og ikke har krav på at være centrum 100% af tiden.

Mikael Jensen

På bestilling fra toppen er uligheden øget de sidste 20 år, og måler man på de enkeltes formuer er dette særligt tydeligt. Dem som har flest penge har i dag mest demokratisk politisk indflydelse, men demokratiet skal ikke kun være for den øverste halvdel af befolkningen. For dem i bunden er der sket en kraftig beskæring af den procentvise del af samfundskagen, lad os starte med at tilbageføre de penge som er fjernet ved reformerne/nedskæringerne.

Lovgivningen skal sikres imod at flere falder igennem sikkerhedsnettet og er overladt til sig selv eller må forsørges af familien, særligt skal børnefattigdom forbydes. Et samarbejde skal skabes om en etisk fair økonomisk politik, mellem de sociale grupper, der er bygget på stærke folkelige bevægelser, og de sidste socialt interesserede politiske partier, som ikke stemmer for forringelser i bunden af samfundet, et samarbejdet på lokalt plan med en samlet organisation, som bekæmper uligheden. Der er brug for alle som har hjertet med, til at mobilisere en folkelig protest mod den nuværende udvikling. Der er brug for skribenter som kan tale de fattiges sag i Danmark og kritiserede ulighedspolitikken. Der er nogle grundlæggende værdier man kan skrive under på, og nogle moralske forpligtelser, for at sikre dem på bunden af samfundet.

De sidste 20 års ulighedsskabende politik har bevist, at vi ikke lever i et fastlåst system, MF'erne kan ikke længere give globaliseringen skylden for uligheden, ulighed er et bevidst politisk valg, men netop derfor kan vi ændre Danmark hen imod et mere retfærdigt og socialt samfund. Den nuværende samfundsorden er simpelthen ikke længere holdbar, der er ikke længere noget som holder sammen på samfundet. Socialpolitikken i Danmark er blevet redesignet for at skabe mest mulig usikkerhed, og for at fjerne så mange penge som muligt fra de syge, de handicappede og pensionisterne. Vi ser et stormløb på den velfærd, som ellers har skabt et stabilt og relativt lige land.

Uligheden i Danmark er skabt for at forgylde overklassen, som politikerne er en del af. De vil fjerne alle penge fra de socialt udsatte, og give dem til de øvre samfundslag, som både eksperterne og politikerne er en del af. De vil sanktionere og privatisere; pengene som skulle gå til de socialt udsatte går til private aktører, det har udviklet en storindustri. Der er nedskæringer for dem i bunden af samfundet og skattelettelser til dem i toppen. De rige har en øget velstand hvert år på 20 %. Den samlede markedsværdi af børsnoterede danske aktier er siden begyndelsen af 2012 steget med 1.383 mia. kr. At der ikke er penge til at fjerne fattigdommen er løgn og latin.

Vi bør forvente af socialpolitikken, at den hjælper mange af dem, der har det svært, vi bør forvente at den er social, og vi bør forvente at indkomsterne i bunden af samfundet bliver bragt op på et rimeligt niveau, i et land som har en så absurd velstand, i et af verdens rigeste lande. Vi skal genindføre social retfærdighed. Vi skal pumpe pengene ind i bunden af samfundet, den ene procent i toppen har fået nok. Vi skal dele magten i samfundet på en mere anstændig og fair måde.

En retfærdig socialpolitik handler om at alle skal have en anstændig indkomst. Ingen skal leve af en indtægt som er under kontanthjælpen, og kontanthjælpen er kun en midlertidig ydelse, dvs. at efter Max et halvt år skal alle op på en anstændig levestandard. De laveste lønninger skal forhøjes og ligeledes skal overførselsindkomsterne forøges til et niveau som er til at leve for i et land med høje huslejer, og der skal bygges almene boliger til en husleje som de fattige kan betale; den sociale sikkerhed for bunden af Danmark skal genindføres.

https://petersterling.video.blog/

Lars Løfgren, Mads Berg, Karsten Aaen, Brian Nocis Jensen, Jane Jensen, Kim Øverup, Steen K Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Bjarne Andersen, Hanne Utoft, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Sus johnsen, Dan D. Jensen, Kim Houmøller, Lise Lotte Rahbek, Ebbe Overbye, Alvin Jensen, Flemming Jensen, jon jacobsen, Dorte Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

@
Jens Christian Jensen Hvad er den så? Pengene ender på fære og fære hender.

Kristian Knudsen, Bjørn Pedersen, Gert Romme, Steen K Petersen, Bjarne Andersen, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Sus johnsen, Kim Houmøller, Hans Houmøller og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Ole Schwander

Danmark har Europas (Verdens ..?) højeste lønninger for både ufaglærte og faglærte - og de laveste ‘lønninger’ for direktører, finansfolk, succesrige iværksætte og andre griske og usympatiske velhavere og andre kapitalistsvin ...

Lise Lotte Rahbek

Schwander og Jensen
Dokumentationen for jeres påstande?

Kristian Knudsen, Mads Berg, Steen K Petersen, Bjarne Andersen, Erik Fuglsang, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Nikolaj Lykke Nielsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
jan sørensen

Hvor mange unge havde angst for 100 år siden, da uligheden var super stor.?
Eller er uligheden større nu ?

Besparelser på uddannelserne, kortsigtet planlægning og nye love, føre til konstant til nye betingelser og læseplaner, også på universiteter. Man kan ikke forudsige/planlægge sin uddannelse i fag, tider og indhold, eller stile efter noget bestemt. Intet er forudsigeligt.
Man kan ikke regne med at have et tag over hovedet i den by man studerer i, Og man kan ikke regne med job og bolig i rimelig afstand, og får derfor børn alt for sent.
Der er ikke engang arbejdere mere i folketinget som kan sætte sig ind i jævne folks bekymringer. Mange nye politikere kommer ind via universitetet og familiemæssige relationer.

I øvrigt er de fleste rige ikke blevet rige på at arbejde meget mere end andre eller skabe noget, men på at spekulere eller udnytte andres arbejde.

Kristian Knudsen, Karsten Aaen, Gert Romme, Kim Øverup, Egon Stich, Eva Schwanenflügel og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Der er nok en del forskellige ting der er med til at øge unges stress- og angst-niveau... Ulighed er givetvis en af dem.

Andre muligheder er:
De præsenteres ikke for mange gode voksne rollemodeller; Den forvirring og rådvildhed som dette medfører.

Den "perfekthedskultur" som bl.a. ulighed afføder, konkurrencen om "de få pladser i Solen".

Idéen om at man absolut må og skal følge med i alt hvad der sker, og at det er farligt at sakke bagud.

Den konstante og højlydte rumlen om at Jorden er ved at gå under, og at det er de unges ansvar at rette op på det.

Skadelige kemikalier i jord, vand og mad fra landbruget, elektro-smog.

Det at man siger til dem at de kan blive lige hvad de vil, selvom realiteten er en ganske anden. Og at de tager det som et personligt nederlag når det begynder at gå op for dem.

Manglende hærdning i opdragelsen - for meget pylren og blødsødenhed. Fokus på børn og unges behov og lyster, uden at lære dem hvordan man vælger rigtigt og ret - fremmer subjektivitet i stedet for objektivitet. Gør dem desuden mere skrøbelige end de behøver at være.

Alle de oceaner af valgmuligheder mht. fremtid og karriere, og den angst og stress for at "vælge forkert" som dette afføder.

Ingen klare moralske leveregler. De fleste kultur-produkter er moral-relativistiske.

Stigende materialisme, med det fokus på krop, status og penge, og det manglende fokus på åndelige, moralske, intellektuelle, ideelle værdier som dette afføder.

--

Det er ikke mærkeligt at de har det svært...

Man kan håbe at der bliver større fokus på sunde, objektive livsprincipper, på sandhed, retfærdighed, social ansvarlighed, ydmyghed, sejhed, tålsomhed, og på at lære børn og unge om disse ting. Og der er da heldigvis også folk der arbejder på dette.

Lise Lotte Rahbek

Schwander
Ifølge dit link er der ganske rigtig mindre ulighed i indkomst i landene som udgjorde det tidligere Tjekkosjovakiet og i Island. Men indkomst alene som opgørelse for ulighed giver ikke rigtig mening. Det bør også omfatte formuer og det i nutiden meget nødvendige 'netværkssamfund', som er et udtryk for det, som egnag hed nepotisme.

I øvrigt er der er mange andre faktorer som spiller ind i de unges angst og stress. F.eks globaliseringen, klimaudviklingen og manglen på reel indflydelse. Og mangel på ro.

Jane Jensen, Steen K Petersen, Jens Ole Mortensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Og hvad med priserne på mad og boliger og skat og understøttelse den slags, Schwander.. der er tabellerne ikke tilstrækkelige. Det er svært når data er så fragmenterede. Så er det nemlig rigtig svært at få et overordnet billede af, hvordan det står til med lighed/ulighed :-)

Valdemar Vest, Jane Jensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Ole Schwander

Jeg er bange for, at du bliver nødt til at bøje dig i støvet og undskylde udbredelsen af fake news. Du har i hvert fald ikke dokumenteret alle dine påstande. Til gengæld viser en af dine kilder det modsatte af, hvad du påstår.

Din henvisning til Eurostat viser ikke noget om lønniveauer – hverken gennemsnitlige, for faglærte eller for ufaglærte eller for direktører m.v. Den viser derimod noget om arbejdsgiveromkostninger i forbindelse med arbejdskraft (og vel og mærke uden hensyntagen til de meget betydelige produktivitetsforskelle). Dette mål rummer en række forskellige størrelser (beskrevet i kilden) og har ikke umiddelbart noget at gøre med, om lønningerne er høje eller ej, hvad det så ellers måtte betyde, ligesom det ikke har noget at gøre med reallønninger eller lønnens købekraft.

Tallene viser heller ikke noget om lønniveauer for forskellige indkomstgrupper – og slet ikke indkomsterne for direktører m.v. De viser dog, at Danmark i 2014 kommer ind på en 4. plads mht. andel af lavtlønnet arbejdskraft (efter Sverige, Belgien og Finland), hvilket alt andet lige peger i retning af, at de lavtlønnede i Danmark har det relativt bedre end i en række andre lande.

Til gengæld viser din henvisning om udvikling i fordeling noget, men det modsatte af det du troede. Det fremgår således af OECDs tal, at Ginikoefficienten for indkomster i Danmark er voksende hvilket betyder, at uligheden i indkomstfordelingen er voksende – i hvert fald, hvis den måles den på denne måde. Også Danmarks Statistiks opgørelser af indkomstfordelingen peget på dette og her kan i øvrigt findes flere oplysninger end i den kilde, du nævner (en hurtig diskussion: https://www.altinget.dk/artikel/uligheden-er-steget-siden-2015-og-har-gj...).

Kristian Knudsen, Steen K Petersen, Hanne Utoft og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Balder har fat i det centrale og jeg er ret enig. Dog ser jeg ikke social mobilitet som en positiv ting, men som et plusord, der dækker over ulighed. Det er kun på grund af ulighed det er bedre at være lektor end sanitær. Det er kunne være det samme socialt.

Karsten Aaen, Hanne Utoft og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

"Den psykiske sundhed for etniske danskere følger alderen, så de unge har det ringest, og de ældste har det bedst. Det er lige omvendt for folk med ikkevestlig baggrund, viser en undersøgelse fra Region Syddanmark. Her er det de unge, der har det bedst. Samtidig falder den sociale mobilitet for hver generation hos etniske danskere, mens den stiger for indvandrere."

Påfaldende og mærkeligt?

Sus Johnsen, jeg er enig med dig i dine betragtninger i første afsnit om beskæring af uddannelser, og om uforudsigelighed. Det er ikke så smart. Men her hører enigheden også op. Langt de fleste studerende får bolig i den by de studerer i - der er problemer i København og i Århus - både fordi der er rigtig mange studerende, og fordi der er for få boliger (til en rimelig pris), men det er stadig et lille mindretal der ikke finder sig en bolig. Kan man ikke regne med bolig og job i en rimelig afstand - hvor har du det fra? Hvem er "man", når vi har den største beskæftigelse nogensinde? Det er vist mere et spørgsmål om at være for kræsen. Og du kan i hvert fald ikke klandre andre end de unge selv, at de vælger at få børn senere, jeg kunne ligeså godt påstå, at de ikke har alt for travlt med at blive voksne og forpligte sig. Da jeg var ung fik jeg og min kone vores første barn mens hun var på SU (min var sluppet op) - kærlighed og kildevand, du. Det gider de unge måske ikke gennemgå i dag, hvad ved jeg, fair nok - det er bare ikke nogens "skyld", men et bevidst fravalg - gider man børn, så kan man også få dem, og især med det udmærkede sikkerhedsnet vi har i dette land.
"Der er ikke engang arbejdere mere i Folketinget" - du skyder simpelthen på alt og alle! Se her: https://www.dst.dk/da/Statistik/bagtal/2019/2019-09-27-naesten-halvdelen... . Det er ikke mange med en lav uddannelsesmæssig baggrund, men opgaven at lede et land er også kompleks, og det ved vælgerne da udmærket, hvorfor dem med uddannelse nødvendigvis må være overrepræsenteret - gør det dem automatisk blinde for menigmands vilkår? Ikke så vidt jeg ved. Og hvor har du i øvrigt hørt, at mange Folketingsmedlemmer kommer ind via familiemæssige relationer? Mig bekendt er de valgt ind af folk som dig og mig - måske lige med undtagelse af en enkelt Tommy Ahlers eller to (han blev i øvrigt valgt ind da der var Folketingsvalg sidste gang - måske fordi han er hamrende dygtig?).
Din sidste sætning oser af had og misundelse til dem der har mere end os andre. Hvorfra har du dét med at de ikke har arbejdet for deres penge (eller at de har "udnyttet" andre folks arbejde)? Jeg kunne vel ligeså godt sige, at de har givet andre folk arbejde? Sandt nok, der er da nogle der er født med en guldske i munden, men hver gang de skal have penge ud af deres virksomheder eller fonde, betaler de skat (topskat) - hvad er dit problem? Vil du have en socialistisk stat hvor alle er lige, og hvor man tvinger Folketingets sammensætning til at repræsentere befolkningssammensætningen med hensyn til uddannelse, så skal jeg give dig en stat der ikke fungerer, hvor iværksætterne får trange kår, hvor virksomheder brandbeskattes så der ikke bliver til udvikling, hvor de bedste hoveder ryster på disse og forlader landet, og hvor der derfor ikke bliver penge til de fattige. Det kommer ikke til at fungere som du forestiller dig, men kig gerne til Kina. Høj vækst i et kommunistisk diktatur uden grænser for hvad staten kan gøre for at overvåge og straffe sin befolkning - det hænger kun sammen for dem, fordi kineserne er frie til at sørge for egen rigdom - de er kinesere før de er kommunister. Men det er så også den eneste frihed de har, og jeg ville ikke bytte, aldrig i livet. Så hellere have friheden til at brokke mig her, betale min skat med glæde, og glæde mig over at der trods alt er NOGET ulighed i mit land, for det er et tegn på at det kan betale sig at arbejde og forfølge sine drømme. Og hvis jeg fejler, er der et system der samler mig op - javel, jeg får jo ikke så meget som de andre (hvis jeg da ikke skulle være så heldig at få tildelt flexløn), men hvis alle skulle nyde det samme uden at yde, så VAR der ikke noget system.
Til de andre indlægsholdere : undskyld, at dette indlæg kom så langt væk fra artikel-emnet.

Martin Mortensen

Jeg gætter på, at det handler om, at vi stadig har et undervisningsmiljø, hvor det primært er de “akademiske” børn der trives. Undervisningen består af “tunge” bøger, der skal “afkodes”, og så får man et par enkelte opgaver - hvis man er heldig - og så ellers hurtigt videre i pensum. Med det resultat, at en stor grupper af unge bliver sat af - med tilhørende stress og angst over for det tempo de ikke magter. Når eksempelvis børn og unge er vilde med computerspil og kan bruge mange timer på det, så er det fordi, at det er forbundet med en masse gentagelser med øjeblikkelig feedback og sværhedsgraden er tilpasset den enkeltes niveau. Det skaber motivation og glæde, når indlæringen foregår i et tempo hvor den enkelte kan være med. Derfor tror jeg, at der skal kigges på undervisningsformer der gør det muligt, at dosere pensumet, så den i højere grad følger den enkelte elev.

Rikke Nielsen

"Udbredelsen af stress og angst er et tiltagende fænomen i Danmark. "
Jeg synes også, det er vigtigt at tage i betragtning, at der kan være en stigende opmærksomhed på fænomenet. Jeg kan huske fra min egen gymnasietid for snart en del år siden, at jeg led meget af ondt i maven, men det måtte jeg bare leve med. Jeg tror, det handlede om noget (præstations-)angst. Og sådan havde flere andre af mine kammerater det svært på forskellig måder i en alder, hvor der sker utrolig meget.

"Stigningen hænger sammen med at vokse op i en tid med stigende indkomstulighed og faldende social mobilitet."

De nuværende børn og unge vokser op i en individualiseret og digitaliseret connectivity-kultur, hvor netværket har erstattet fællesskaberne og præstationerne er key, mens udsigten til en harmonisk fremtid på planeten er mere end diskutable. Men naturligvis spiller uligheden/klassesamfundsdynamikker en betydelig rolle for mange unges lidelsesudviklinger og identitetskomplekser.

" Meget tyder på, at det er den stødt stigende ulighed og faldende sociale mobilitet, der tærer på deres mentale velbefindende, skriver gymnasielærer Balder Asmussen i dette debatindlæg"

I verdens mest lige samfund er man bange for de mikroskopiske justeringer der er i ulighed??? Get a life og find noget ordentligt at være nervøs for.

Mistrivslen starter med stress grundet i forventningerne samfundet stiller til de unge.

Man skal ikke mange tiår tilbage til en tid samfundet ikke forventede sig noget fra børn og unge.
Al den angst er derfor ny af dato og burde overskygge alt andet vi bekymrer os om.

Ole Schwander

Lise Lotte Rahbek og Henrik Plaschke – selvfølgelig kan en lønstatistik ikke stå alene. Hertil kommer et væld af andre faktorer. Nu gik diskussionen på lønarbejde. Der er vel en grund til, at København er fyldt med svenske ekspedienter, det er fordi lønnen her i DK er betydeligt højere end i Sverige. Desuden synes jeg, at man skal være endog meget vindøjet for at påstå, at DK ikke hører til verdens allermest lige samfund, hvad angår lønforskelle. Men de, der vil finde uretfærdigheder, kan selvfølgelig blæse det op til uhyrlige dimensioner. Jeg kan da også blive vildt forarget over toplønninger (især i det offentlige) og over, at store virksomheder (mest multinationale) ikke svarer skat. Men igen – visse grupper sætter en ære i blæse problemerne op for at vise, hvilket rædselsfuld og uretfærdigt samfund, vi lever i, og hvor stupide politikere, der styrer dette fremmedfjendske, trøstesløse, krigsliderlige og uanselige land, hvor hundredetusinder borgere henslæber en trøstesløs tilværelse langt under fattigdomsgrænsen ...

Steffen Gliese

På en række områder er Balder Asmussen for venlig: det var aldrig en garanti for job og tryghed at tage en uddannelse, i hvert fald ikke i min generation, der stod igennem 80ernes ungdomsarbejdsløshed.
Det er jo bortfaldet af velfærdssamfundets tryghed, der er hovedskurken! Enhver kan sige sig selv, at der i samfundet kun vil være en ret begrænset procentdel, der fjerner sig langt socialt fra deres forældre - endsige har lyst til det. Selvfølgelig var det et stærkt symbol, at man ikke længere behøvede at gå i forældrenes fodspor; men dertil og så at antage, at en efterfølgende generation blev løftet social, og ikke blot økonomisk, er der altså en fejl i præmisserne.
Hvad velfærdssamfundet gjorde, var at udligne vilkårene over skatten, så man kunne leve et udmærket og ikke alt for skrabet liv på endog en offentlig ydelse, om nødvendigt - og at man i hvert fald med et ufaglært job var alt andet end fattig.
Dette vilkår er blevet aktivt bekæmpet af politikere og embedsmænd igennem snart 30 år, fordi man har ønsket sig en anden baggrund for befolkningen. Og det har smadret balancen i vores engang ret visionære samfundsmodel.

Anders Reinholdt, Randi Christiansen, Jane Jensen, Kim Øverup, Ete Forchhammer , Egon Stich, Kurt Nielsen, Steen K Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Søren Kristensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Allerede når man læser overskriften, ved man, at artiklen er forfejlet.

Ikke fordi uligheden ikke er et problem, eller at børn og unge ikke får mange diagnoser.
Men børn får ikke angst over et så ukonkret begreb som "ulighed" i samfundet. Sålænge de har deres iphone og ipad, (mao har det samme som deres kammerater) å er de nok temmelig ligeglade med resten af diskussionen.

Hvis du kan bevise, at en stor del af børn og unge ikke har disse gadgets pga fattigdom, så kan vi tale om det. Men indtil da, så vil jeg mene at "ulighed" højst er et biprodukt af det fuldstændigt forskruede og forrykte samfund, vi har fået skabt.

Hvis der er interesse for stigningen i diagnoser, så tror jeg følgende er et bedre sted at starte:

For meget og for tidlig institutionstid (!!!!) (præstations-samfund)
En skole der er decideret nedbrydende for en stor del af eleverne (præstations-samfund)
For meget skærmtid
For lidt natur-tid
sociale medier (præstations-samfund)
pesticider/tilsætningsstoffer i maden
for meget raffineret sukker

Balder Asmussen

Kære Esben Lykke, indlægget handler ikke om børn. Jeg kan ikke identificere stigende mental mistrivsel hos børn. Det er nærmere unge i alderen 15-30 det drejer sig om.

Kære Balder

Det er noteret. Jeg ville have skrevet det samme indlæg med den tilføjelse, at grundlaget for diagnoserne bliver grundlagt i barndommen (fx pga for meget/tidlig institutionalisering).

Hvis folk er som jeg, så bliver de vrede over ulighed - ikke angste.

Jeppe Lindholm

Hvis der er noget, som køre sjælen i smadder, så er det konstant at stå med det ene ben i afgrunden. En situation ulighed og fattigdom i høj grad skaber.

"Hvis der er noget, som køre sjælen i smadder, så er det konstant at stå med det ene ben i afgrunden. En situation ulighed og fattigdom i høj grad skaber."

Så det godt at dette er reduceret i Danmark til næsten umålelige størrelser når man ser på verden.

2 bemærkninger til artiklen:
den første: Hvis børn allerede fra de er helt små og her vil de gerne vil være med, får lov til at være med i det daglige arbejde derhjemme, så får de dels indsigt og viden i hvordan verden, i hvert tilfælde den hjemlige ser ud. Det at være med til arbejdet og få roser for det, der skal roses, betyder også et selvværd og en selvtillid, der er god at have med sig videre i livet. Jeg tror, det kan være med til at forebygge angst og stress.
Og det fører til 2. bemærkning: det kan forhåbentlig også være med til, at flere vælger gymnasiet fra, Det, som man jo ellers lige skal have med for en sikkerheds skyld ( jeg spørger mig selv om hvilken sikkerhed). I stedet for gymnasiet er der mange muligheder for håndværksmæssige uddannelser. Og det er ikke noget, man bare lige kan blive. Hvem af os gider have skodhåndværkere, der ikke ved hvad de har med at gøre og laver et elendigt stykke arbejde.
Det korte af det lange:er at det er godt med børnearbejde (fy-føj for et ord, men det er ikke desto mindre det, det er) på en rimelig og ordentlig måde , hvor der selvfølgelig skal være tid til leg, fritidsinteresser, skærme osv.og til nok det allervigtigste for alle, sore som små, ung som gammel: en ordentlig og god nattesøvn

Randi Christiansen

Med fodbold, fjernsyn og frygt for udkommet tyraniseres verdens folk af de få, som gemmer sig bag kontrolpultene. Og når det ikke er nok, aktiveres militær, flygtningestrømme og diverse vira samtidig med, at det er tydeligt, at miljø-og socioøkonomien er ude af balance.

The dice are loaded, and we are being played. Mon ikke de unge godt kan mærke, at deres voksne er magtesløse overfor den mafia, som pt styrer spillet.

For det første: Hvis det er stod til mig, så havde vi 100% skat på indtægter over 1 million kr.

Dernæst: De mange psykiatriske diagnoser hos yngre generations har ikke noget med ulighed eller andre økonomiske forhold at gøre.
Hvis der virkelig var en udbredt økonomisk nød i en sådan grad at det handlede om eksistensgrundlag, så ville der ikke være tid til at få depression eller angst over det.

Hvis det skulle være rigtigt, at manglende "social mobilitet" skulle udløse angst, så skulle kun folk fra "underklassen" være ramt. Det dokumenteres ikke, og jeg er ganske overbevist om, at det ikke forholder sig sådan.

Så Balder, fortsæt med at kæmpe mod ulighed og for bedre samfundsstrukturer, der fører til mindre psykisk sygdom - men lad være med at kæde de to ting sammen.

Balder Asmussen

Der er velkendt at folk fra underklassen er hårdere ramt af både selvrapporteret stress og angst samt har flere diagnoser. Men min pointe er sådan set at hele befolkningen oplever stigende stress og angst på grund af faldende social mobilitet. Det er ikke kun underklassen der oplever en stigning. Stress hænger sammen med, at man ikke kan leve op til (især egne) forventninger. Man troede man kunne eftergøre forældrenes succes, men fandt ud af at det var meget svært. Job, jobsikkerhed, lønninger, huspriser... disse forhold har ændret sig til det værre med tiden og til sammen betyder det, at man ikke kan præstere den samme levestandard som den forrige generation. Det tror jeg er en medvirkende faktor til stigende stress.

Søren Kristensen

Hvis de nye unge både er mere skrøbelige og får mere stress, så er det jo en dobbelt balastning og så er det spørgsmålet hvordan man hærder dem, til et liv som umiddelbart virker noget hårdere end da jeg var ung, uden at give dem stress. Jeg mener, bare det at finde en bolig i byen, som er til at betale, virker som en uoverkommelig opgave, hvis man ikke har penge med hjemmefra eller forbindelserne i orden.

Gabet mellem rig og fattig er steget voldsomt også i Danmark. Og det er uligheden og presset på de unge for at få en plads i solen også.

Verden er ikke blevet venligere at færdes i uanset hvor mange boller der bliver bagt og kakao der bliver drukket i hjemmet. Konkurrencesamfundet har gjort sit. Arbejdsmarkedet er under opbrud og udsigten til en fast stilling i årelang ansættelse mindre sandsynlig. Alle skal være entreprenører der skaber deres egne arbejdspladser i en uforudsigelig verden med globalisering af arbejdskraften og robottisering af en lang række arbejdsopgaver. Arbejdsforhold rapporteres som utålelige - og nogle unge fravælger uddannelser som f.eks. sygeplejer af samme grund. Ringe løn-og - arbejdsbetingelser hører desværre ofte sammen.

"Hvis der virkelig var en udbredt økonomisk nød i en sådan grad at det handlede om eksistensgrundlag, så ville der ikke være tid til at få depression eller angst over det."

Men her er det nok mere udsigten som den unge har til at falde igennem som er meget mere skræmmende end tidligere, både fordi de økonomiske forhold er forringede hvid det sker, og de er i øvrigt under løbende forringelse, - det skal du til at forsikre dig yderligere imod ellers risikerer du at gå fra hus og hjem - men selvfølgelig også fordi det nu hedder sig at det er din egen fejl uanset betingelserne og udviklingen på arbejdsmarkedet og de hårde konkurrencebetingelser.

De gode tider som bedsteforældrene voksede op under - baby-boom generationen - og deres forældres tid er ovre. Dengang i bedsteforældrenes tid kunne du købe en bolig med en indtægt - som regel mandens - og oven i have råd til en lille bil.
Glem det - vi kører i en gældsøkonomi og det er din forbandede pligt at forgælde dig ellers stopper musikken. Og når den så stopper kommer du også til at betale vær vis på det.

Stress kan udløses ved det forventningspres der ligger på den unge. Altså modsætningen mellem det eller den person selvet opfatter sig selv som (selv 1) og den person, som selvet burde kunne eller skulle være i forhold til omgivelsernes forventninger (selv 2).

Stressen kan udløses når selv 1 har tilegnet sig samfundsmæssige, ideologiske fordringer (krav om bestemte attituder) og begynder at måle og veje sig selv udfra disse fordringer. Afstanden mellem personens selv og det selv, eller den person som den enkelte skal leve op til, bestemt af samfundet og det sociale fællesskab, kan være kortere eller længere fra hinanden. Er afstanden meget stor mellem selv1 og selv 2 bliver spændingen selvfølgelig større ( selv 2 tæsker løs på selv 1). Problemet er også at det bliver mere svært at tale åbent om - jo større afstanden er. Kritik bliver derfor tvunget indad ved selvcensur - og ender som en individualiseret selvkritik. Dette kan klart nok fremkalde følelser af ensomhed, at være alene om det, og afmagt.
Vi lever desværre i et samfund hvor det er blevet et mål i sig selv at måle sig selv hvilket nemt fører til selvbebrejdelser: Jeg gør det ikke godt nok, Hvorfor kan jeg ikke tage mig sammen. osv.

De psykologiske mekanismer bag konkurrencesamfundet og hvordan det ender i selvcensur er godt beskrevet af Willig og Ejernæs som har skrevet en bog om arbejdsforholdene i social-og sundhedssektoren som eksempel. Heri beskrives de føromtalte mekanismer.

Under flexismen er den ideologiske fordring at vi indtager en resilient attityde. Det ser vi f.eks. udspille sig når man laver gymnastik i pauserne og opfordrer de ansatte i fysisk belastede job til at dyrke styrketræning. Det er ikke et direkte krav men kan du ikke tåle tempoet så må du selv gøre noget ved det - for det bliver der ikke skruet ned på. Flexismens selvforhold beskrives som selvcensur og de følelsesmæssige konsekvenser som frygt og isolation.

Meget interessant læsning som sagtens kan overføres til gymnasiet - hvor kravene og tempoet efterhånden er skruet godt op vil jeg mene.

Flexisme

Randi Christiansen

@Pia - nu kender jeg ikke din alder, men over 'de gode tider' hang sorte skyer, meget sorte. Vi befandt os i efterkrigstiden, hvilket havde forskellige følgevirkninger af både psykisk og fysisk karakter. Mennesker var både umådeligt lettede og traumatiserede. Så meget, at der ikke var overskud til refleksion over den matrice, som blev lagt ned over os, og som absolut ingen plads gav til respekt for naturens lovmæssigheder.

Det nådesløse konkurrence og forbrugersamfund blev skudt af med en fart, der - som indianerne så præcist udtrykker det - ikke gav tid til at få sjælen med. Atomvåbnene, cubakrisen, mordene på kennedybrødrene og martin luther king illustrerer med al tydelighed, hvilken ondskab der florerede i det, du kalder 'de gode tider'. Det gjorde ondt langt ind i sjælen, og hippiebevægelsen var et forsøg på at opløse denne ondskab med kærlighed. Det blev kaldt naivt og dumt, men den katastrofe, vi nu befinder os i, kunne være undgået, hvis man havde lyttet til freds og kærlighedsbudskabet.

Det er jo den ældgamle historie, og spørgsmålet er, om det menneskelige kollektiv nogensinde vil tage ved lære og forstå.

Hmm… sidder faktisk og læser om tilknytningsteori og angst, og kunne sagtens komme med en spændende teori om hvordan stigende ulighed påvirker forældrene, hvilket påvirker børnene. For det er naturligvis altid forældrenes "skyld" at børn og unge udvikler angst.

Men så kom jeg til at tænke på hvordan det danske velfærdssystem jo også er en slags omsorgs-person i borgerens liv. Og hvordan forringelsen af velfærdssystemet kan sammenlignes med en forælder, der ikke formår at give sit barn den følelse af tryghed, der er altafgørende for at sikre en indre optimal arbejdsmodel (altså en konkret strategi for hvordan man klare sig gennem livet, baseret på tillid til både egne evner og andres hjælp / omsorg.)

Ifølge tilknytningsteori er det oftest utryg ambivalente tilknyttede børn, der senere i livet udvikler angst. Den enkle forklaring er at forældrenes omsorg opleves som vilkårlig; nogen gange vil de regulerer barnets følelser, på andre tidspunkter er de ikke (psykisk) tilgængelige. Det utrygt ambivalente barn vil derfor maksimerer sin tilknytningsadfærd for at få forældrens opmærksomhed. Samtidig plages barnet af en konstant utryghed pga erfaringen med forælderens manglende tilgængelighed. I modsætning til utrygge undvigende børn, som oplever at forældrene afviser barnets behov for følelsesmæssig regulering, og derfor udvikler et tilknytningsmønster, hvor barnet regulerer egne følelser, afviser forældrene, og erfarer at det kan klare sig selv uden andre.

Det optimale tilknytningsmønster er naturligvis tryg tilknytning, hvor barnet erfarer at det kan klare sig selv, og hvis ikke, er forældrene altid til rådighed. Det er lidt det samme som formålet med det sociale sikkerhedsnet; du skal klare dig selv, men hvis du oplever en krise, vil velfærdssamfundet hjælpe og beskytte dig…

Det er bare ikke sådan velfærdssamfundet fungerer idag. Børn og unge oplever at mennesker med problemer ikke får den hjælp, de har brug for. Og samtidig har vi ikke erfaret at vi kan klare os selv, for vi er vokset op i et samfund, hvor vi er afhængige af velfærdssamfundet, og hvor velfærdssamfundet spiller en central rolle som tryghedsskabende "omsorgsperson".

Angst er jo oftest frygten for situationer, som kan blive så følelsesmæssigt belastende, at man frygter ikke at kunne håndtere eller rumme dem.

Hvis man er en utryg ambivalent borger, så er frygten for at blive hjemløs ikke kun frygten for at være hjemløs, men også at man ikke selv kan håndtere det, og at man ikke kan få hjælp af andre til at håndtere det.

Hvis du er en tryg tilknyttet borger, så regner du med at kunne klare situationen selv, og hvis ikke kan man bare smutte ned på kommunen, som anviser en ny bolig…

Hvis du er utryg undvigende borger, så er du rimelig sikker på at du kan klare situationen selv, for det har du altid gjort, da kommunen ikke gør en skid.

Hvis du er utryg ambivalent borger, så har du aldrig rigtig erfaret at kunne klare situationen selv, men måske kan kommunen hjælpe, måske ikke, det afhænger lidt af hvem du er og hvordan du opføre dig, og hvor travlt kommunen er, hvilket humør den er i, og om den har overskud… Og hvis den ikke hjælper, så aner man ikke hvad man så skal gøre…

Det er bare en sjov teori, men måske er den voksende ulighed ikke årsagen til at unge oftere udvikler angst, men symptomerne på en mentalitet, der har resulteret i at uligheden stiger og velfærdssamfundet ikke længere er en garanti for borgerens tryghed. En mentalitet, der måske stammer fra det økonomiske opsving, og et samfund der pga gunstige økonomiske forhold gav borgerne en opfattelse af at man kan klare sig selv. At man er sin egen lykkes smed. At dem der tjener fedt fortjener det. Og at dem, der er i bunden af samfundet, bare skal tage sig sammen. En tankegang, der har gennemsyret de sidste tyve års social og arbejdsmarkedspolitik.

Vi er nok alle utrygge ambivalente borgere. Vi er afhængige af velfærdssamfundet, men har ingen tillid til at det har overskud til at hjælpe når nødvendigt, og aner heller ikke hvordan man klare sig uden…

Så ens største frygt er faktisk at komme i en situation, hvor man har brug for omgivelsernes hjælp, da man kan ikke stole på at de vil hjælpe… Og det er en nærmest konstant frygt. Og et konstant aktiveret frygtsystem er ofte en årsag til at man udvikler angst.

Randi Christiansen, Hanne Utoft og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Men david, de optimalt trygge omgivelser er vel paradis? Ellers vil der vel altid være en grundlæggende eksistentiel utryghed ved at befinde sig i et univers hvis indre og ydre grænser, vi ikke kender? Eller hvad? For mit eget vedkommende forholder det sig sådan, at jeg tidligt gennemskuede, at lige meget hvor gode, kloge, dygtige og omsorgsfulde mine voksne var, så var det bare ikke nok ifht den forbryderiske overmagt, som synes at kontrollere ihvertfald den esoteriske side af sagen.

Så vender man - jeg - sig naturligt nok mod den esoteriske side. Der ligesom det ydre univers ikke er tilbundsgående kortlagt og derfor selvfølgelig må undersøges. Det er jeg så i den grad ikke alene om, og det er spændende studier. Der må f.eks. på nuværende tidspunkt være udbredt enighed om, at bevidsthed interagerer med form. Det vil føre for vidt her at gøre rede for disse lovmæssigheder, det er selvstudium. Lad mig citere da vinci : vitality and beauty are gifts of nature for those who live according to its laws.

Klaus Riborg Andersen

Ole Schwander og alle andre fornægtere. Uligheden i Danmark er stigende, dette er fakta på alle målbare parametre. Basta! I kan sige nok så meget, det gør Holocaust-fornægtere også, det samme gælder i klimadebatten .
I kan diskutere, om dette er godt eller skidt, og om det er et problem. Jeg ser større ulighed, som kimen til spændinger, øget kriminalitet, fattigdom, fastholdelse af sociale negative mønstre mm.
Jeg ved ikke, om den kære Gymnasielærer har ret i hans påstand om, at den øgede ulighed er årsag til blandt andet et stigende antal diagnoser. Dertil mangler der seriøse undersøgelser og studier.

- Randi

Joøh… Altså, man kan jo godt føle sig tryg i utrygge omgivelser, når man ved at man kan håndtere potentielle fare, eller få hjælp til at håndtere dem hvis nødvendigt.

Mennesket er jo fra naturens side designet til at søge homøostase, altså indre ro, hvilket er umuligt hvis man ikke føler sig tryg. Men hvis omgivelserne ikke kan gøre en tryg, så lærer man ofte at gøre det selv.

Jeg deler dit menneskesyn, men erfarede i en tidlig alder at jeg kunne abstraherer fra utrygge følelser og tanker ved at begrave mig i bøger og musik. Jeg kunne på den måde regulerer mine egne følelser, og erfarede efterhånden at jeg kunne opnå tryghed selv i de mest utrygge situationer. Det er vel det man kalder et utrygt undvigende tilknytningsmønster med dissociative tilbøjeligheder. Men trygheden kommer i visheden om at man kan håndtere indre og ydre fare, og er først og fremmest en følelse.

Problemerne (f.eks angst) opstår selvfølgelig når man oplever en utryghed, der er så voldsom, at man ikke længere kan håndtere den selv, og ikke har tillid eller erfaring med at andre kan "beskytte" eller hjælpe. Så kan man ikke opnå ro (homøostase), og begynder at frygte utrygge situation, man ikke kan håndtere (altså angst).

Jeg tænker at de fleste børn oplever at kunne få hjælp af deres forældre, når de oplever utryghed, de ikke selv kan håndtere. Men forældrenes hjælp består ofte i at kontakte lærere, kommune, pædagoger osv. Forældrene viser dermed at de ikke alene kan beskytte barnet mod indre og ydre fare, og når velfærdssystemet ikke fungerer, oplever barnet dermed at INGEN kan beskytte det. Og så begynder man at frygte belastende situationer, for man har ikke erfaringerne med at blive beskyttet (eller at kunne beskytte sig selv).

Jeg tror at en anden årsag til voksende stress blandt unge er oplevelsen af at forældrene ikke kan få den hjælp, de behøver. Hvis barnet oplever at en forælder ikke kan passe på sig selv, tror barnet heller ikke at forældereren kan beskytte barnet. Et barn udvikler f.eks et utrygt tilknytningsmønster, hvis barnet ser forælderen få tæsk.

John Bowlby, opfinderen af tilknytningsteori, var meget opmærksom på at et velfungerende velfærdssamfund var forudsætningen for at børn følte sig trygge.

”På samme måde som børn er fuldstændigt afhængige af deres forældre at hensyn til livets opretholdelse, er forældre afhængige af det omgivende samfund. Et samfund, der sætter børnene højt, må også passe godt på deres forældre.”
(Bowlby, 1951).

Randi Christiansen

David, hvad, jeg prøver at sige, er, at den tryghed, du taler om, faktisk er umulig at opnå under de magtforhold, som har hersket i stort set hele menneskehedens historie, og som i disse tider har ansvar for det planetare kollektivs ekstremt livsfarlige situation. Intet mindre.

Hvilket derfor også er blevet så tydeligt, at det bliver stadig vanskeligere at fortrænge. Det har altid været børnene og de unge, som reagerer stærkest, de er ofte mest eksistentielt nærværende. Man kan tale om en 'kanariefuglen i minen' effekt. De unge er bange og med god grund. De advarsler, som har været givet, så længe jeg kan huske, er blevet overhørt, hvorfor vi nu er i en situation, som synes at være ude af kontrol. Det er angstprovokerende.

Men da vi befinder os i et univers hvis indre og ydre grænser, vi ikke kender, er alt håb ikke ude. Det befinder sig et sted i det endnu ukendte, vi som kollektiv er i færd med at realisere. Under et vist pres må man erkende. Vi har en deadline, der rykker nærmere, og det er en situation, som er med til at fremprovokere løsninger. Som forudsætter at hidtidige fremherskende livssyn stærkt revideres. Det bliver et helt nyt og langt bedre verdenssamfund, vi kommer til at leve i. Hvor mange lidelser vi endnu må gennemgå, før vi overgiver os til den uundgåelige respekt for og samarbejde med universets iboende lovmæssigheder, ved jeg ikke.

"Uligheden er stigende dokumentation her"

Så kan du jo glæde dig over at uligheden har været faldende i de sidste 14 dage grundet faldende aktiekurser.