Klumme

De unge kongelige er ved at modernisere monarkiet ihjel

Prinser og prinsesser vil være som almindelige mennesker og tjene deres penge selv – det afspejler en tidsånd, hvor individualismen har fortrængt de kollektive forpligtelser og kan bane vejen for monarkiets fald
Prins Harry og Meghan Markle hertuginde af Sussex valgte omkring årsskiftet at trække sig fra mange af deres royale forpligtelser. Det er blandt andet ønsket om selvforsørgelse, samt mere privatliv, der ligger til grund for beslutningen, lyder det fra de to.

Prins Harry og Meghan Markle hertuginde af Sussex valgte omkring årsskiftet at trække sig fra mange af deres royale forpligtelser. Det er blandt andet ønsket om selvforsørgelse, samt mere privatliv, der ligger til grund for beslutningen, lyder det fra de to.

Toby Melville / Ritzau Scanpix

Debat
12. februar 2020

Konger og dronninger findes næsten kun i Europas protestantiske hjørne.

Paradoksalt nok fordi man i de pågældende lande har udviklet stærke demokratier – de absolutistiske kongedømmers svorne fjende. Magtkampe andre steder endte med de kronede hoveders totale nederlag. Kejsere og konger abdicerede, blev drevet i landflygtighed eller henrettet. Kun i demokratierne nord for Alperne fik kongehuse lov at bestå som en konstitutionel del af samfundets orden. På én ufravigelig betingelse: At de først blev tømt for al politisk magt.

De tidligere herskere blev efterladt med krone og scepter, glamourøse fester og ceremonielle forpligtelser. Når de fik lov at tone frem i al deres tomme pragt, var det også for at minde om, hvilken mægtig fjende som én gang for alle var besejret. Sådan kunne demokratiet fejre sig selv.

Må leve op til rollen

Det moderne monarki overlevede dog ikke kun som et historisk jagttrofæ eller som the best show in town – til det sidste formål kunne man lade sig nøje med en præsident eller en hvilken som helst kendis. Vigtigere er monarkiets betydning som en levende forestilling om noget højere og større. Og som et symbol på vores fællesskab, som eksisterer på tværs af historien, gør os stolte og styrker den kollektive selvfølelse.

Men symbolik og virkelighed må hænge sammen. Kongehusets medlemmer skylder altså at leve op til de krav, de pålægges af deres hverv. Det betyder, at de på fuldtid må leve på måder, som vi andre hverken ville ønske eller evne – som marionetter uden privatliv, følelser eller egne synspunkter. En konge eller dronning kan ikke være et ’jeg’. Kun et royalt ’vi’. Ved ikke at give sig selv til kende kan de stå for os alle.

We are not amused, som dronning Victoria plejede at sige.

Sådan er de vilkår, som de kongelige må finde sig i, om de bryder sig om det eller ej. For en sikkerheds skyld betaler vi dem fyrsteligt for, at de ikke skal blive lokket af at se sig selv som normale mennesker med normale forpligtelser og frem for alt: med normale menneskers rettigheder.

Længe fungerede kontrakten. Den forrige svenske konge, Gustaf VI Adolfs, valgsprog var »pligten frem for alt« en eksemplarisk, stoisk bekendelse til spillets regler. Pligten bliver her til egennyttens transcendens. Kong Edward blev tvunget til at abdicere, da han valgte at gifte sig med en kvinde af folket, der var fraskilt to gange.

En konge har aldrig et valg: Kun en rolle, en tradition eller en protokol, som allerede i forvejen har valgt for ham.

Egofiksering

Men tiderne skifter og vi med dem. Et valgsprog som den nuværende svenske konge, Carl XVI’s »För Sverige – i tiden« afspejler disse forandringer, hvad enten vi opfatter det som moderne tilpasning eller opportunistisk kapitulation.

For »i tiden« gælder ikke bare for Sverige. Alle demokratiernes kongehuse er ved at gå op i limningen. Prinser og prinsesser bliver mere og mere som almindelige mennesker, gifter sig med skuespillere, forretningsfolk eller personlige trænere og bliver lede ved de medier, som lever af at skildre deres liv. De insisterer på at tjene deres egne penge – en materiel frigørelse, som i vor tid måske vækker stærkere følelser end alle de små friheder, de har taget sig på andre områder.

Alt dette handler om tilpasningen til en tidsånd, som ikke bare er egalitær og demokratisk, men også kendetegnet ved ekstrem individualisme, hvor ordet ’jeg’ helt er kommet til at overskygge ordet ’vi’, og alle stræber efter ’selvrealisering’ og derfor let bliver krænkede, når det viser sig, at de egofikserede strategier uvilkårligt kolliderer med hinanden.

Disse tilpasninger er nu i gang med at undergrave det moderne monarki som institution. Hvad der skulle bestå over tid og i grunden være tidløst, risikerer at blive utidssvarende. For hvis selvrealisering erstatter pligt og egen business apanagen, hvis det kongelige våbenskjold bliver til et privat varemærke, og de kongelige begynder at tage parti for bestemte fodboldhold eller kunstnere i Melodi Grand Prix eller – gud forbyde det – at vise ’normale’ menneskelige følelser, risikerer monarkiet at afskaffe sig selv.

Mikhail Gorbatjov ville modernisere kommunismen. Men dermed gjorde han sig sårbar. For i stedet for at reformere kommunismen, viste det sig, at hans glasnost og perestrojka var det samme som at påbegynde dens afskaffelse. Hvorfor? Fordi der ikke var noget at reformere, intet at bygge videre på, og de demokratiske monarkiers dilemma er ikke stort anderledes.

© Richard Swartz og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Fin beskrivelse af situationen. Det er ikke godt, hvis det er ‘tiden’, der afskaffer kongehuset, og det umodne folk så står tilbage uden en bedre løsning. Det ville jo være dejligt, hvis vi kunne komme frem til den modne beslutning, at monarki i bund og grund er forkert, og vi derfor gennemfører det fulde demokrati.