Klumme

Vi skal væk fra den opfattelse, at kun børn uden diagnoser kan være lykkelige

Automatreaktionen er ofte at begræde det stigende antal psykiatriske diagnoser. Men flere børn med diagnoser er ikke entydigt negativt, for diagnosen er for mange en nøgle til den hjælp og forståelse, de har brug for, skriver debatredaktør Gry Inger Reiter i dette debatindlæg
22.000 børn og unge under 18 år er diagnosticeret med adhd. Det er 6.000 flere end i 2012.

22.000 børn og unge under 18 år er diagnosticeret med adhd. Det er 6.000 flere end i 2012.

Henriette Dæhli

Debat
28. februar 2020

Hvert syvende barn har fået stillet en eller flere psykiatriske diagnoser, før de fylder 18 år. Det viser tal fra Kommunernes Landsforening, KL. Fra 2012 til 2019 er andelen af 17-årige, som har eller har haft en psykiatrisk diagnose, steget fra 11,2 til 14,9 procent.

Stigningen i antallet af psykiatriske diagnoser bliver ofte set som en entydigt negativ tendens. Så enkelt er det heldigvis ikke.

Det er bekymrende, at stress og angst er blandt de psykiatriske diagnoser, hvor antallet er steget relativt mest. Omvendt er forudsætningen for, at stress- og angstramte børn kan komme i den rette behandling, at lidelsen er blevet opdaget og diagnosticeret.

»Allerede efter ti ugers terapi opfylder 60 procent ikke længere kriterierne for en angstdiagnose,« fortæller Barbara Hoff Esbjørn, der er leder af Center for Angst på Københavns Universitet til Jyllands-Posten.

Her er et diagnosetilfælde mere i statistikken altså udtryk for, at endnu et barn har fået adgang til den effektive behandling, det har behov for.

Det stigende antal diagnosticerede betyder, at vi er blevet bedre til at opdage, når det enkelte barn har brug for særlig hjælp og støtte. Og ethvert barn, der går rundt med en udiagnosticeret psykiatrisk lidelse, de ikke får hjælp til, er ét barn for meget.

Særlige styrker

Samtidig bør man ikke skære alle psykiatriske diagnoser over en kam. Ikke alle diagnoser bør ses som en sygdom, der skal kureres. Det gælder for eksempel adhd, der fortsat er den hyppigste psykiatriske diagnose. Det er samtidig en af de mest omdiskuterede.

22.000 børn og unge under 18 år er diagnosticeret med adhd. Det er 6.000 flere end i 2012. Det er en udbredt holdning, at mange adhd-børn ‘bare har krudt i røven’. At det høje antal diagnoser skyldes, at man overdiagnosticerer adfærd, der blot ligger i den uattraktive, uopdragne ende af normalspektret.

Den kritik er forkert af to årsager.

For det første betyder stigningen ikke, at flere børn har adhd i dag end i 2012.

»Forekomsten i befolkningen ser ud til at være ret stabil, mens andelen, der diagnosticeres, stiger,« siger Søren Dalsgaard, der er professor i psykiatrisk epidemiologi og speciallæge i børne-og ungdomspsykiatri.

For det andet er præmissen for kritikken forkert. For børn med adhd er hverken unormale eller forkerte, de er bare ikke neurotypiske. Det er unuanceret at opfatte adhd som en lidelse, der udelukkende medfører dysfunktioner som koncentrationsvanskeligheder og impulsivitet. Adhd er en kognitiv variation, der både giver særlige vanskeligheder og særlige styrker. For eksempel er mennesker med adhd ofte kreative, energiske og inspirerende.

Diagnosen gør ikke det diagnosticerede barn unormalt og forkert, faktisk vil den ofte give barnet den modsatte oplevelse. Diagnosen er en nøgle til at få hjælp og forstå sin egen hjerne og adfærd bedre, til at gå fra at føle sig uduelig til at lære at acceptere og håndtere de fordele og ulemper, man har.

Diagnosen kan selvfølgelig også blive en sovepude, en undskyldning for ikke at arbejde med dysfunktionaliteter hos barnet og i hjemmet, og den kan gøre det diagnosticerede barn sårbar for stigmatisering. Men det kan en ikkediagnosticeret adhd-adfærd i den grad også.

Børn med adhd har forskellige funktionsniveauer, og pointen her er ikke, at det er en dans på roser at have en psykiatrisk diagnose. Men mennesker med hjerner, der fungerer anderledes end majoritetens, bidrager positivt til vores samfund. De tilfører verden noget, vi ikke ville være foruden.

Den psykiatriske diagnose er altså ikke per se et problem. Det er tværtimod den opfattelse, at kun børn uden diagnoser kan være lykkelige.

Det betyder ikke, at det store antal børn med adhd ikke bør få os til at reflektere over, hvordan vi har indrettet samfundet. Ikke fordi strukturerne giver børnene adhd, men fordi strukturerne gør livet svært for børn med adhd.

Ligesom vi har indrettet samfundet, så en kørestolsbruger kan komme omkring, bør vi give bedre plads til mennesker med kognitive variationer – plads til neurodiversitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ulla Blok Kristensen

Tak for det gode indlæg.
Fra professionel erfaring ved jeg, at børn og unge med ADHD, autisme mv ofte rammes hårdere af omgivelsernes reaktion end af selve de diagnostiske udfordringer.
Man taler endda om følge komplikationer til diagnosen. Herunder lavt selvværd, skyld og skam og angst.
Disse ting bunder ofte i omgivelsernes reaktion. Herunder forældre “blaming” dårligt skole/hjem samarbejde, manglende hjælp fra kommunale rådgivere, manglende forståelse fra bedsteforældre, venner, naboer. Alle børn og deres forældre har brug for at blive mødt og anerkendt m udgangspunkt i deres oplevelse af problemet, først når er enighed om, hvordan det ser ud, kan der tales om løsninger.

lars søgaard-jensen, Susanne Kaspersen, Rigmor Madeleine Lond og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
lars søgaard-jensen

Tak til Inger Gry Reiter for i en maggiterning af en klumme at beskrive ADHD som det det er, nemlig en social diagnose. Normalt opfatter vi diagnoser som sygdommes "navne" på linje med blomster og dyrs navne. Så når et barn får diagnosen ADHD, har det altså denne sygdom. For en sygdom med et navn er der (måske) også en specifik behandling. I ADHDs tilfælde har denne behandling i mange år været at tilbyde Ritalin og andre centralstimulerende stoffer, hvilket bekræfter patienter, familier og samfund i, at det rent faktisk er en sygdom - en fejl - hos den enkelte. Det er veldokumenteret, at mennesker med ADHD diagnosen kan udvikle sig og rummes under de rette pædagogiske omstændigheder.
Så ja, ADHD er langt hen ad vejen en socialt konstrueret "sygdom", som dagens samfund.svært kan rumme.
Man må ønske sig, at en mere accepterende kultur vil udvikle sig, hvor vi ser hinanden, som de mennesker vi er, med de styrker og svagheder vi alle er sammensat af. En kultur med mindre fokus på konkurrence mod hinanden og mere leg og samarbejde med hinanden med alle de forskelle vi kan diske op med.