Kronik

Vagthunde og nazisvin. Dyremetaforer minder os om, at mennesker bare er dyr med tøj på

I vores daglige sprog er dyremetaforer alle vegne, og vi bruger dem både til kønsstereotyper og finurlige politiske begreber. Men når de bruges til at fremstille politiske modstandere som umenneskelige, er det skadeligt for debatten, skriver gymnasielærer Helle Birk i dette debatindlæg
I vores daglige sprog er dyremetaforer alle vegne, og vi bruger dem både til kønsstereotyper og finurlige politiske begreber. Men når de bruges til at fremstille politiske modstandere som umenneskelige, er det skadeligt for debatten, skriver gymnasielærer Helle Birk i dette debatindlæg

Sofie Holm Larsen

5. februar 2020

Sverige er af flere årsager blevet skrækeksemplet på, hvordan det kan gå her i landet, hvis vi ikke passer på.

For nylig kunne man læse, at det er blevet endnu en anstødssten hinsidan, at udstoppede hundyr forfordeles (i den oprindelige betydning af ordet).

Cirka 60 procent af eksemplarerne af de udstoppede døde dyr på fem forskellige internationale naturhistoriske museer er ifølge en videnskabelig undersøgelse handyr.

Det har fået nogle, ja, man tror det næppe, til at vejre kønspolitisk morgenluft.

Men kan det på nogen måde bruges som indikator på, hvordan det går med ligestillingen mellem kønnene? Svaret må være et rungende nej. Det er at ride den kønspolitiske hest in absurdum. Handyrene er jo bare det smukke køn i dyreriget.

Noget, dyrene rent faktisk har stor indflydelse på, er sproget. Vi beskriver hinanden med mere eller mindre flatterende sammenligninger med andre (patte)dyrs adfærd og egenskaber, de såkaldte zoomorfismer, og det er der sådan set ikke noget mærkeligt i. For mennesket er som bekendt – med Aristoteles’ ord – et både socialt og politisk dyr.

Dyremetaforer bruges da også flittigt om og af politikere. Ikke mindst til enten at nedgøre politiske modstandere med eller for selv at fremstå som den rene.

Politiske hundehoveder

Ifølge Præsident Donald Trumps ekskone Ivana Trump, der jævnligt løfter dynen for eksmandens privatliv, kan Donald Trump ikke lide hunde.

Det forhindrede nu ikke the top dog i at udnævne Conan, den hyrdehund, der var med til at jage IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi ind i den grotte, hvor han detonerede en selvmordsbombe og døde, til hero dog. Samtidig beskrev Trump kaliffen som ’en fej hund’.

I USA er en blue dog en demokrat, der på nogle punkter er enig med republikanerne. Milliardæren Michael Bloomberg, der for nylig sprang ud som demokratisk præsidentkandidat, går måske, måske ikke ind under den betegnelse.

I politik har man også vagthunde. Ombudsmanden er Folketingets vagthund. Blandt de folkevalgte er der også selverklærede vagthunde. Det kan være hele oppositionspartier, der ser det som deres fornemste politiske opgave at holde øje med regeringen og bide den i haserne. Den type hund er som udgangspunkt en god hund at have i et demokrati – hvis den altså er bidsk nok.

Venstre-løven Jakob Ellemann-Jensen fastslog for nylig fra folketingssalen, at de folkevalgte ikke var i cirkus. Det kunne man som vælger ellers godt forledes til at tro. For der er da mange gamle cirkusheste blandt de folkevalgte og visse, der trækker deres kolleger verbalt rundt i manegen.

Endelig er der også en del papegøjesnak og nogle gange besvær med at adressere elefanten i rummet, og her mener jeg ikke de meget omtalte cirkuselefanter, som staten har overtaget.

’Skrigeskinke’ er et mærkat, man(d) sætter på en kvinde for at signalere, at hun er skinger og hyler op. I samme animalske fødevarespor har halalhippien for længst erstattet pladderhumanisten.

Den indre svinehund har sin rod i det totalitære. Det var oprindeligt den tyske socialdemokrat Kurt Schumacher, der i sin berømte tale i Rigsdagen i 1932 brugte begrebet til at analysere nazisternes fremfærd yderst præcist.

For år tilbage blev Dansk Folkeparti beskyldt for ikke at være stuerene. Altså sammenlignet med dyr, der besørgede indendørs.

Ræven bruges til at beskrive et menneske som snu og listig og som synonym for politikere og mediepersoner på den yderste venstrefløj. Og det er altså ikke ment som en venlighed, når man taler om de ræverøde.

Udtrykket ’at sætte ræven til at vogte gæs’ bruges også i politik for at ironisere over magthavere, der kontrolleres af andre, der har egeninteresse i udfaldet af en undersøgelse af kritisable forhold.

At det er vigtigt, at det er uvildige instanser og ikke rævepelse, der vogter vogterne, har der desværre været flere eksempler på i den seneste tid.

Mænd brøler, kvinder bræger

Ligesom på de naturhistoriske museer er der også flere mandlige end kvindelige politikere i Folketinget. En del flere faktisk, men det er stadig marginaler, hvis man sammenligner med erhvervslivets top, der er evig genstand for kønspolitisk debat og bekymring.

Det ændrer dog ikke på, at et skaffedyr, for ikke at tale om et mappe- og et slipsedyr, stadig hyppigst er af hankøn.

I en helt anden socialklasse optræder kontormusen sammen med den praktiske gris og blæksprutten primært som hunkønsvæsener.

Dyrenes lyde kan også anvendes til at klassificere mennesker. Vendingen ’har man hørt en loppe gø’ kan man snildt anvende til at sætte en person på plads, hvis vedkommende stikker snuden for langt frem – også i det politiske spil.

Især om en mand kan man sige, at han brøler som en løve og skryder som et æsel. Kvinder derimod beskyldes oftere for at bræge og kagle.

Når præsident Trump beskriver IS-kaliffen som en hund, der piber, er det for at illustrere, at han opførte sig som en betahan – i skarp kontrast til heltehunden Conan.

Dyremetaforer kan ligesom andre metaforer gøre sproget rigere. De bidrager på finurlig vis til at udstille menneskelig svaghed og på en sjov måde belære os om vores fejl og mangler.

Fabelforfatterne La Fontaine og Æsop gør præcis det, og derfor er deres fabler den dag i dag elsket læsning over hele verden. For det er opdragende at blive mindet om, at vi mennesker bare er dyr med tøj på. Ja, det er måske endda opbyggeligt til tider.

Kontraproduktivt for debatten

Det er derimod problematisk, når politikere bruger dyremetaforerne til at gøre udfald mod politiske modstandere og beskylde dem for at være (u)dyr. I dagens Danmark er det især højrefløjen, der tilsvines med den slags stærkt nedsættende betegnelser. I yderste konsekvens råber man ’nazisvin’ efter dem.

Med samme framing beskyldes højrefløjens politik på for eksempel migrant- og børneområdet for at være umenneskelig eller med lignende lidet flatterende referencer til dyrenes verden som dehumaniserende eller inhuman.

Implicit ligger der i det, at den ikkemenneskeværdige politik kommer til at stå i skarpt kontrast til ens eget langt mere empatiske parti- eller principprogram.

Et eksempel på dette var, da Nye Borgerliges Mette Thiesen i Folketinget havde kaldt IS-terrorister for »afskum«.

På Twitter lod Alternativets Sikandar Siddique prompte forstå, at »det ikke [er] Folketinget værdigt at bruge ord som »afskum« om andre mennesker« – i det her tilfælde terrorister. Hans nu afgående partileder Uffe Elbæk gav efterfølgende udtryk for, at han var stolt af sin partikollega, og det med et tweet om, at »det er sådan, man svarer humanistisk på et ikkehumanistisk spørgsmål«.

Hvis man direkte eller indirekte beskylder en politisk modstander for at være umenneskelig eller savne menneskeværdighed, ja, så bliver udgangspunktet for ens egen politiske platform naturligvis, at civilisationsgraden og menneskeligheden er langt, langt højere i ens eget parti, end den er i de andres. Og så har man sat sig på den moralske høje hest. Det er kontraproduktivt for den politiske debat.

Det er på bedste George Orwell’ske manér det samme som at sige, at alle folkevalgte er lige, men nogle er mere lige end andre. Og hvor godt er det lige for vores demokrati?

Helle Birk er gymnasielærer og jurist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Eva Schwanenflügel
Alvin Jensen, Peter Beck-Lauritzen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så er det godt , at man nøjes med at være en læsehest....

Ete Forchhammer , Peter Beck-Lauritzen, Hans Houmøller, Hanne Ribens, Rolf Andersen, Alvin Jensen, Maj-Britt Kent Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

...Eller en bogorm ;-)

Ete Forchhammer , Peter Beck-Lauritzen, Hans Houmøller, Hanne Ribens, Rolf Andersen, Alvin Jensen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

Jeg tager lige et "tigerspring" ud af debatten! Men, ellers, fin dyrepark i sproget.

Ete Forchhammer , Eva Schwanenflügel og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det var da altid noget, hun ikke kaldte dig 'grisling', Jeppe.. Ligesom Susse Wold kaldte Bent Mejding i Matador :-)

Og nu vi er ved dette børnebogs-univers; den kinesiske præsident HADER at blive sammenlignet med Peter Plys ;-)

Peter Beck-Lauritzen og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar