Klumme

Valentinsdag er en fin dag at gøre op med det undertrykkende ideal om livslangt monogami

Når man først har valgt, er det for evigt. Det er det altdominerende parforholdsideal, og det står stort set uimodsagt, selv om de færreste lever sådan. Men hvorfor holde fast i et moralbegreb, der får så mange mennesker til at føle sig forkerte, spørger debatredaktør Gry Inger Reiter i dette debatindlæg
»Homoseksuel? Fedt nok. Flydende seksualitet? Spændende! Fraskilt to gange og børn med tre forskellige? Ej, der må være noget helt galt.« skriver Gry Inger Reiter om den dominerende monogamiske paradigme som mange lever under.

»Homoseksuel? Fedt nok. Flydende seksualitet? Spændende! Fraskilt to gange og børn med tre forskellige? Ej, der må være noget helt galt.« skriver Gry Inger Reiter om den dominerende monogamiske paradigme som mange lever under.

Joachim Adrian

Debat
14. februar 2020

I min omgangskreds går de fleste mere op i at tage afstand fra Valentinsdag end i at dyrke den. Hjerteformede chokoladeæsker, røde roser, I love you-kort og forceret date night er bare mere corny end cool. Og selv om mærkedagen stammer fra den romersk-katolske kirketradition, er den moderne udgave et udslag af amerikansk kulturimperialisme af værste kommercialiserede skuffe. Ad.

Folk rynker på næsen af Valentinsdag, fordi det virker så konformt at fejre kærligheden lige den dag på året, hvor man forventes at gøre det. Det er bare ikke overbevisende autentisk at komme anstigende med en blød bamse, der holder et rødt hjerte mellem hænderne den 14. februar (hvis nogen dage overhovedet). Kærlighed på kommando er ikke en del af forestillingen om, hvad den rigtige, ægte kærlighed er og skal være.

Og dog. For de fleste har stadig opfattelsen af, at kærligheden kan fastholdes af en kontrakt. Når par siger ja til hinanden i kirken, siger de stadig ja til, at de vil elske og ære og leve med hinanden i både medgang og modgang, indtil døden dem skiller. Også selv om vielsesattesten ikke afholder 47 procent af ægteparrene fra at blive skilt igen.

Lægger man dertil alle de par, der går fra hinanden, uden at være blevet gift, er det et uomgængeligt faktum, at størstedelen af alle parforhold får en anden udgang end døden.

Retten til at afvige fra kernefamilienormalen

Alligevel tager de samme mennesker, som vrænger af Valentinsdagens vulgærromantik, gladeligt udgangspunkt i, at de er sammen med/leder efter en at dele resten af livet med. Når man først har valgt, er det for evigt. Det skulle det i al fald gerne være. Det er det altdominerende parforholdsideal, og det står stort set uimodsagt, selv i en tid hvor gamle forestillinger om seksualitet, køn og kærlighed bliver udfordret på livet løs.

Homoseksuel? Fedt nok. Flydende seksualitet? Spændende! Fraskilt to gange og børn med tre forskellige? Ej, der må være noget helt galt.

Mens masser af mennesker kæmper for retten til at afvige fra kernefamilienormalen, hvad angår kønsidentitet og seksualitet, accepterer de fleste stiltiende, at der kun er én ideel måde at være i et parforhold på: Det livslange monogame forhold hvor parterne bor sammen og udelukkende har sex med hinanden.

Min veninde, der ikke længere er sammen med faren til sit barn, siger det meget præcist: »Hvis jeg igen går ind i et forpligtende forhold til en mand, så føler jeg virkelig, at det SKAL lykkes os at blive sammen. Ellers vil jeg først virkelig føle mig som en fiasko.«

Hvordan kan det være, at langt de fleste for længst har indset, at homoseksualitet ikke er noget, man selv vælger, men samtidig mener, at det må være en karakterbrist hos visse mennesker, der gør, at de ikke kan finde ud af at leve i et ’normalt’ monogamt parforhold?

Angsten for at blive forladt

At der stadig er langt igen, før utraditionelle parforholdsrelationer- og mønstre bliver accepteret på linje med det monogame forhold, så man tydeligt i Sexus-undersøgelsen fra oktober, der er den største befolkningsundersøgelse om seksualitet i verden. Holdet af Danmarks fremmeste forskere har ikke engang haft fantasi til at spørge til, hvor mange af danskerne, der lever i en form for åbent parforhold. De er bare gået ud fra, at alle enten har én fast partner eller er singler.

Sexus-undersøgelsen viser samtidig, at 23 procent af mændene og 13 procent af kvinderne har haft sex med en anden uden sin faste partners accept.

Når nu vi ved, at halvdelen af alle ægtepar bliver skilt, og at næsten hver femte, der er i et fast forhold, også fejler i deres forsøg på at leve op til det monogame parforholds moralbegreb, hvorfor filan finder vi os så i, at dette moralbegreb stadig er målestokken for et succesfuldt kærlighedsliv?

Jeg tror, at angsten for at blive forladt – for at skulle lægge sig til at sove alene i en kold seng ikke bare på Valentinsdag, men også på alle årets andre dage – gemmer sig bag den dominerende monogame moral. Den angst er der ikke noget galt i. Men det er da trist, at så mange mennesker skal gå rundt og føle sig forkerte, blot fordi deres måde at være i parforhold på giver anledning til ubehag for andre med virkelighedsfornægtende drømme om den eneste ene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

mennesket er serie-monogamt.

Det er nok de færreste de ligefrem finder "idealet" undertrykkende. Og om der er tale om et ideal er også lidt tvivlsomt. Mange tror måske på det, ønsker det, og må så senere erkende at den måske ikke gik. Længere er den ikke.

Anne-Marie Krogsbøll, Mogens Holme, Christel Gruner-Olesen og Søren Andersen anbefalede denne kommentar
Jakob Bjerre Petersen

Valentinsdag er en god anledning til at undvære denne slags klummer som igen skal pådutte mig en følelse, som strider komplet imod hvad jeg, i øjeblikket, er fuldkommen lykkelig i. Vi kan lige samtidigt afskaffe Valentinsdag. Hvis man har behov for en dag for at være romantisk, så skal der sgu kigges indad.

Anne-Marie Krogsbøll, Hans Houmøller, Mogens Holme, Bjarne Bisgaard Jensen, Liselotte Paulsen, Morten Hjerl-Hansen, Nanna Kinch, Lise Lotte Rahbek og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Kirkegaards begreb om æstetikeren, den som altid er parat til de nye oplevelser, nydelsen, den næste partner, sansningerne og pirringen, og som gerne vil prøve alt mindst een gang.. er det et bedre ideal?

Ikke desto mindre bruger jeg (og min bedste ven og kæreste) heller ikke Valentins dag til nogle extraordinære indkøb. Det ville få mig til at føle mig aldeles tåbelig - på den trælse måde.

Anne-Marie Krogsbøll, Ejvind Larsen, Hans Houmøller, Nille Torsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Morten Hjerl-Hansen, Torsten Jacobsen, Søren Bro og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Poul Erik Jacobsen

Måske er der trods alt en dybere mening, end tidens tro på og dyrkelse af maksimal selvudfoldelse vil være ved? Selvfølgelig er 'Valentines Day' et i sig selv tomt ritual. Men er der så ikke mere at sige, andet end da en Gry Inger Reiters hovedspring ned i en indbildt lavvandet udgave af Heraklits evige 'strømmen forbi'?

Jeg fristes over evne til - selvgratulerende, bevares - at citere den lettere redigerede, centrale del af en bryllupstale, som jeg for et par år siden holdt for en af mine bedste venner. Selvgratulerende, fordi jeg som altid stædigt bilder mig ind, at vide bedre besked..:

"[.. ] Men jeg kender jer dog godt nok til at bifalde dette hellige ægteskab, denne hellige og endelige forening af to mennesker, i vidners nærvær.

For hvad er et ægteskab egentlig, andet end et sentimentalt selvbedrag? Et sleskende fedteri for et ikke-eksisterende ’øje i det høje’? En mønt i en ønskebrønd, et tomt ritual?

Sådan tager det sig ud i et kynisk perspektiv, og kynikeren har grund til sin skepsis:

Skilsmisseprocenten i Danmark ligger i 40’erne: Lidt under halvdelen af alle ægteskaber i Danmark ender i skilsmisse. Et ædrueligt/ædrueliggørende tal, ikke sandt? Ikke mindst en sådan smuk juni-lørdag i det herrens år 2017, hvor vi netop har bevidnet – ja hvad? – et tomt ritual? – virkelig?

I så fald er der tale om et ritual, der alligevel har vist sig overraskende levedygtigt. Lidt ligesom ritualet at vågne op om morgenen, og tage hul på en ny dag: Et tomt ritual for det stakkels menneske, som har mistet meningen....lyset.. Troen på, at 'det' har betydning. Hvad 'Dét' så end er.

Men Sådan forholder det sig måske med tomme ritualer, der alligevel modstår tidens tand? De er intet uden fylde, og opgaven at fylde dem – med mening – er vores, og vores alene. Her hjælper ingen kære mor, ingen gud i det høje, intet forsyn! I den forstand – og kun i den – er vi ’fordømt til frihed’, som Sartre så rammende udtrykte det. Og konsekvenserne er vores, om vi vil vide af dem eller ej..

En nådesløs frihed, under truslen om dødsstraf.

Ikke sært at lidt under halvdelen af alle ægtefolk må give op undervejs...

For hvad ér meningen? Hvilken betydning kan vi tilskrive ægteskabet? hvordan besvarer vi kynikerens hånlige smil?

Meningen i ægteskabet er løftet: Det hellige løfte, som vi ikke giver til gud – han har travlt andetsteds – men til os selv, og til den vi forpligtiger os på. Skærer vi alt den kristne dogmatik bort, lyder det løfte i alt sin nøgenhed sådan her:

”Jeg lover, at hvis – og kun hvis - du finder modet til at blotte dig selv for mig, i al din menneskelige ufuldkommenhed, med alle dine fejl og mangler, så vil Jeg ikke løbe skrigende bort! Tværtimod: Så vil jeg blotte mig selv for dig, i tillid til og i tro på, at du heller ikke vil svigte. I tillid til og tro på, at du – som jeg – betragter dette løfte som helligt. Som noget, der rækker ud over os selv, og griber fat i evigheden.”

Det hellige er dét, vi forpligter os på, på trods af alt. På trods af alt!

Så stort et løfte kan de færreste menneske rumme. Derfor indgår mange slet ikke ægteskab. Og de, der gør, fejler lige så ofte som de sejrer..

[..]

Jeg ønsker jer ikke evig lykke - for hverken ægteskabet eller livet selv har lykken som mål - men jeg ønsker jer al den vedvarende mening, som i sammen formår at vride ud af dette korte, i grunden ganske uransagelige liv..

Søren Flindt Hansen, Ejvind Larsen og Søren Sommer anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Ak, ovenstående er mig igen... Hvad min gamle fader dog ikke må ligge ryg til af uantageligheder, efterhånden..;)

Kristian Jensen

Det er nok mange måder at gøre tingene på. Hvis man nu fx har anstrengt sig og prøvet tilstrækkeligt, så man har en rimelig ide om hvad man går glip af og man møjsommeligt har fundet en man specielt godt kan lide, så kan det jo være at man slet ikke har lyst andre. Det kan jo være at hun har gjort det samme og hun ved hvad hun kan få og hvad hun har og du er så heldig at hun alligelvel gerne vil dele vågne op med dig og I tilfældigvis kan lide hinanden selskab og synes det er spændende. Det kan jo være at det intet har med moral eller idealer eller nogen andre at gøre, men at man synes at det man har er noget helt særligt dejligt og har en værdi i sig selv og man føler sig lidt egoistisk og ikke vil dele det med andre, men kun har lyst til at dele livet med hinanden. Det kunne være en måde at gøre tingene på.

Anne-Marie Krogsbøll, Eva Schwanenflügel, Claus Bødtcher-Hansen, Rikke Nielsen, Ejvind Larsen, Hans Houmøller og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne kommentar
Hans Houmøller

Hvor mange bliver lykkelige(re) af at hoppe fra tue til tue tue uden at helt ville investere sig selv på nogle af dem?
Tendensen er, at man vil have alt det sjove, og hvis det ikke længere er sjovt på den tue, man er landet på, så hopper man selvfølgelig videre, for handler livet ikke bare om at tage for sig af retterne og få alle (som i alle) fornøjelserne med? Skidt med ens menneskelige efterladenskaber, for man har jo ret til at have det sjovt, og det skal være hele tiden, ikke?

Anne-Marie Krogsbøll og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Livet på Pala, som Huxley skildrer i bogen Ø, er det eneste, jeg tror på. I vores samfund er der et enormt spild af alt, også af mennesker og deres forsøg på at leve meningsfuldt og kærligt.

Niels-Simon Larsen

I dag lever mange uden et åndeligt indhold (hvad man så end kan lægge i ordet ånd). I gamle dage var man slået oven i hovedet med kristen ånd, foruden det var næsten umuligt at gå fra hinanden. Hvad skal man i øvrigt også med hinanden nu, hvor man har så meget andet at tage sig til? Når man ikke har en gård eller en forretning at holde sammen om, så har man kun børnene. Har man ingen af delene, ja, så er der lige det der med at fyre kanonen af en gang i mellem, men man kan jo ikke sige, at grunden til at jeg gifter mig er, at jeg så altid har et sted at komme af med overtrykket. Hverken det lukkede eller det åbne forhold kan lykkes, hvis man ikke har noget at putte i det, og det er det, der ikke er - med mindre man selv sørger for at få det. Og så er det ikke engang sikkert at det lykkes, for vi mennesker er så forskellige. Valentinsdag er noget pladder, og hvis der ikke var profit indblandet, var den ikke blevet til noget særligt.

Claus Bødtcher-Hansen

14/feb/2020

Kære Venner,
således ser jeg det:

Gud skabte Universet,
Livet og Kærligheden :-) !

og

Det helt overordnede formål
med sex er Livets fortsættelse !

Hvis ikke en han befrugter en hun,
bliver der ikke igangsat og født et
afkom, og så uddør arten og livet !

Herudover giver sanselig kærlighed
os alle sammen en mening med Livet :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Anne-Marie Krogsbøll

Nu kan jeg ikke læse indlægget, så måske står svaret på min undren der. Men skal "idealet om livslang monogami" så udskiftes med "idealet om seriemonogami" eller "idealet om polygami"? På hvad måde skulle det være bedre og mindre "undertrykkende"?

Det er heldigvis et af de livsområder, hvor man har mulighed for selv at tage stilling. Hvis man føler, at monogami er undertrykkende, hvorfor skal vi andre så rodes ind i beslutningen om at droppe monogamien? Det er vel en personlig beslutning? Hvis man ikke har modet til at tage den beslutning, er det så ikke mere manglen på personlige idealer og modet til at leve efter dem, der er problemet, og ikke "idealet om livslang monogami"?

Find din egen vej, Gry, og lad være med at rode os andre ind i den. Tag selv ansvar for den, vi andre kan sagtens leve med, at du ikke har livslang monogami som ideal - det er et personligt valg, som kan være lige så godt som andre valg. Men hvis du foretrækker at skifte partner med jævne mellemrum, så husk at fortælle din næste partner det på forhånd.

Hans Houmøller og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne kommentar

Bravo!