Kommentar

Vindmølleindustrien skal have styr på sit farlige affald, før vi kan kalde den grøn

Vindmølleindustrien bør tage ansvar for, at de mange ton glasfiber fra udtjente vindmøller genanvendes. I dag efterlader vi de gamle møller i naturen og deponier. Det er uansvarligt, at industrien ikke selv udvikler ny teknologi til genanvendelse, skriver direktør Morten Harboe-Jepsen i dette debatindlæg
»De vinger, som ender i vores deponier, efterlader vi til de kommende generationer. I lande som eksempelvis Tyskland og Holland er det allerede i dag forbudt at deponere blandingsmaterialer som glasfiber. I verdensdele, hvor der opsættes vindmøller i mindre befolkede områder, vil møllerne, når de er udtjent, blot henligge i naturen. Kan vi i Danmark lægge navn til det?« skriver miljøspecialist Morten Harboe-Jepsen.

»De vinger, som ender i vores deponier, efterlader vi til de kommende generationer. I lande som eksempelvis Tyskland og Holland er det allerede i dag forbudt at deponere blandingsmaterialer som glasfiber. I verdensdele, hvor der opsættes vindmøller i mindre befolkede områder, vil møllerne, når de er udtjent, blot henligge i naturen. Kan vi i Danmark lægge navn til det?« skriver miljøspecialist Morten Harboe-Jepsen.

Sigrid Nygaard

4. februar 2020

I vores bestræbelser på at nå ambitiøse klimamål udvider vi kraftigt antallet af vindmøller både til lands og havs, samtidigt med at møllerne bliver større og større. Det ser ud til, at vores begejstring ingen ende vil tage.

De kommende år vil antallet af udtjente vindmøller vokse eksplosivt. Gamle vindmøller er ikke dekorative og bliver ikke genanvendt. I den brede offentlighed er opfattelsen, at vindmøllevinger af glasfiber genanvendes og kan recirkuleres til nye glasfibermaterialer, men det holder ganske enkelt ikke – der er simpelthen for mange vindmøllevinger og for lidt genanvendelse. Vi kan se frem til adskillige hundrede tusinde ton udtjent glasfibermateriale de kommende år – alene mere end 3.000 ton kommer til Esbjerg, når Horns Rev 1 nedtages inden længe.

Vindmølleindustrien anser ikke bortskaffelsen af vindmøller for at være dens ansvar. Investorerne er fokuseret på afkast og klimarigtig energi, men er helt uden interesse i grøn bortskaffelse. Når alle mener, at det er de andres ansvar, ender problemet oftest i naturen, deponier eller på forbrændingsanlæggene – og flere gange endda uden for landets grænser.

Esbjerg Havn har allerede gjort klar til modtagelsen af glasfiberaffald fra blandt andet Horns Rev 1, som skal tages ned om få år. Regnestykket for Horns Rev 1 viser, at 80 møller, som hver består af 38-40 ton glasfiber, er udtjente efter 20 års drift. Hidtil er vingerne fra vindmølleparkerne enten blot blevet henlagt eller endt i vores deponier og forbrændingsanlæg.

Men kan vi bare brænde vingerne?

Udfordringen er nemlig, at 70 procent af glasfiberen ikke overraskende er glas, som jo ikke kan brænde – derudover indeholder glasfiberen flere forskellige uønskede stoffer, for eksempel epoxy og styren monomer. Vingerne omdannes desuden ved forbrænding til store mængder slagger og aske, som ikke er mindre problematiske. Forbrænding kan i en overgangsperiode være et udmærket supplement til bortskaffelsen, men er ikke en bæredygtig bortskaffelsesmetode på længere sigt.

De vinger, som ender i vores deponier, efterlader vi til de kommende generationer. I lande som eksempelvis Tyskland og Holland er det allerede i dag forbudt at deponere blandingsmaterialer som glasfiber. I verdensdele, hvor der opsættes vindmøller i mindre befolkede områder, vil møllerne, når de er udtjent, blot henligge i naturen. Kan vi i Danmark lægge navn til det?

Møllevirksomheder må tage ansvar

En vindmølle tjener sig selv hjem 33-35 gange. Der er altså et rigtig godt afkast til dem, som ejer og driver vindmølleparkerne, hvilket også betyder, at vindmøllerne er relativt nemme for vindmølleproducenterne at afsætte. En vindmølle koster cirka 7,5 mio. kroner pr. megawatt. En moderne havvindmølle koster altså 30 mio. kroner og vil i sin levetid indtjene cirka en milliard kroner til sine ejere.

Hvor er ansvarligheden i denne forretningsmodel? Ser vi ikke forkert, når vi alene måler vindmøllernes bæredygtighed på deres evne til at skabe klimarigtig energi, på deres effektivitet og størrelse og ikke forholder os til den efterfølgende bortskaffelse?

Hvis vi anlægger en helhedsbetragtning på vindmøllernes levetid, vil vi få øje på de store mængder problematisk affald, den giver. En sådan åbenbaring burde få både producenter og investorer til at forholde sig aktivt til problemet med, hvordan møllerne ender deres dage. Måske de burde anvende en del af overskuddet til udvikling af teknologier og produkter, der i større udstrækning kan anvende den udtjente glasfiber i for eksempel byggematerialer, akustiske støjværn eller isolering – måske endda i nye cirkulære teknologier.

Undersøgelser viser, at glasfiber for eksempel kan være attraktivt som substitut for kendte byggematerialer. Ved at genanvende glasfiber i stedet for produkter af mineraluld eller aluminium, vil der være en besparelse på op til 60 procent CO2 og 40 procent energi. Vindmølleejerne og -producenterne kunne med fordel kunne have fokus på genanvendelsesmuligheder og derigennem bidrage aktivt til modningen af markedet for genanvendelse af glasfiber og til nedbringelsen af CO2-udslip.

Gevinsten ved, at producenterne og mølleejerne udviser ansvarlighed, er åbenlys, da vindmølleteknologien i så fald kan flyttes fra blot at være en klimarigtig energikilde til at være en ægte grøn teknologi, når genanvendte materialer kan bidrage til nedbringelsen af blandt andet CO2-udslip. Vi kommer på den måde et skridt nærmere indfrielsen af de klimapolitiske målsætninger.

Som almindelige forbrugere vil vi desuden kunne føle os mere ærligt grønne, når der fremover opsættes vindmøller i alle verdenshjørner og på verdenshavene.

Morten Harboe-Jepsen er miljøspecialist og direktør i MHJ Business Development and Management Consulting

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Gert Romme
  • Britta Hansen
  • Viggo Okholm
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Eva Schwanenflügel
Morten Lind, Gert Romme, Britta Hansen, Viggo Okholm, Peter Beck-Lauritzen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for denne øjenåbner! Den føles lige som en spand koldt vand i hovedet på mig, som 'naturligvis' køber vindmølle-el og i det hele taget gør en indsats for at leve grønt.

At producenterne og investorerne ikke 'gider' beskæftige sig med efterladenskaberne er forståeligt ud fra en kapitalistisk tankegang. Frit efter mottoet: Efter mig syndfloden ...

Men der må da være politiske krav om bortskaffelse/upcycling/genanvendelse af de materialier, når der lovgives om nye vindenergiparker m.v. Hvor er tidligere og nuværende miljøministre i den her nuværende og fremtidige tragedie?

Industriernes selvforpligtelse har vist sjældent medført graverende forbedringer på diverse problemområder. Politikken skal da træde til!

Steen Grønlund

Nej, en vindmølle tjener ikke sig selv hjem 33-35 gange, som det hævdes – den producerer 35 gange så meget energi, som det har kostet at producere den. Det fremgår af dette link https://ing.dk/artikel/moderne-vindmolle-tjener-sig-selv-hjem-35-gange-6..., der er taget fra artiklen.

Når vindmølleejerne ikke har gjort noget ved affaldsproblemerne, skyldes det først og fremmest, at det er en ren omkostning, som kunne ødelægge forretningen. Muligvis kan vingerne genbruges til et eller andet, men det bliver dyrt og glem al tale om 'cirkulære teknologier', der er bullshit og i familie med grøn vækst.

Det er nok ikke billigt, men det kan faktisk lade sig gøre at opløse glasfiber-armeret polyester, så man både får separeret de mere "flydende" stoffer og selve glasset.

Problemet her er at der bruges ufattelig mange resourcer til at bygge vindmøller, for de er store og giver ikke ret meget strøm, og glasfiber vingerne må kunne brændes, men der er rigtig mange af dem. Helt modsat til vindmøller så har kernekraft helt tjek på det brugte brændsel, for det er ekstremt kompakt og kan lagres til yderligere brug i nye reaktor typer eller deponeres i grundfjeldet som i Sverige. For i 2019 producerede alle Danmarks vindmøller tilsammen ikke mere end 2/3 af den strøm som det svenske kernekraftværk Forsmark ved Stockholm producerede. Og det har de gjort hvert år i de sidste 40 år. De svenske kernekraftværker har sparet verden for ca. 4 mia. ton CO2. Og husk på at al den energi som et menneske behøver hvis det er uran der bruges som energikilde kan være i en af de små tændstiksæsker, for der er lige så meget energi i 1 gram spalteligt uran som i 1 ton kul.

I tillæg til de snart meget voldsomme problemer med håndtering af udtjente vindmøller skal vi også forholde os til det forhold, at verden over er vindhastigheden aftaget med typisk 20 til 27 % i takt med den grønne omstilling. Det betyer at vinden har mistet ca. halvdelen af sin styrke. Dermed opstår der iltsvind i søer, fjorde og i havet, der falder mere nedbør i området bag store ansamlinger af vindkraftanlæg, temperaturen forøges grundet en række mekanismer bl.a. varmere overfladevand, mindre fordampning og ca. 30 % længere opholdstid for luften over land, hvor den modtager mere solopvarmning. Yderligere betyder den opblanding, der sker af luften efter vindmølleanlæg som følge af vingernes rotation, at den natlige inversion bliver opbrudt, dvs. situationen, hvor luften nær jorden afkøles. Resultatet er, at vi både om dagen og om natten registrere forhøjede temperturer. Disse forholde tillægger vi i flæng CO2-drevet GW, men årsagen er i virkeligheden en anden.