Kronik

Voldtægten tog ti minutter. De ti minutter finder sted indeni hver dag, resten af livet

Når man bliver voldtaget, bliver ens krop og sind aldrig det samme igen. Man vader rundt i sit kadaver og stiger på bussen på vej til arbejde, mens voldtægten finder sted inden i én. Retfærdighed og voldtægt hører ikke sammen, skriver forfatter Johanne Bille i dette debatindlæg
Retfærdighed og voldtægt hører ikke sammen, og selv hvis de gjorde, selv hvis voldtægtsforbryderne blev klynget op på hjul og stage eller i det mindste bare blev dømt for det, de gjorde, ved en domstol, hvilket sker fortvivlende sjældent, kan retfærdigheden ikke hele den krænkede krop, skriver Johanne Bille.

Retfærdighed og voldtægt hører ikke sammen, og selv hvis de gjorde, selv hvis voldtægtsforbryderne blev klynget op på hjul og stage eller i det mindste bare blev dømt for det, de gjorde, ved en domstol, hvilket sker fortvivlende sjældent, kan retfærdigheden ikke hele den krænkede krop, skriver Johanne Bille.

Sigrid Nygaard

6. februar 2020

Efter nogle voldtægter sidder beviserne ikke udenpå, men indeni. Eller rettere: De fysiske beviser er usynlige for alle andre end en selv.

De sidder i de røde streger i øjnene, i appelsinhudens krakeleren på lårene, i vablerne på hælene, og man glemmer, nej, man overvejer ikke engang at indsamle eller i det mindste dokumentere det, som systemet anser som værende gyldigt bevismateriale.

Hvorfor skal jeg gemme trusserne med blod i og fotografere de små blå mærker om mine håndled, når voldtægten er karvet ind i min krop i hver eneste åbning, led og fold? Se dog på mig! Jeg er bevismaterialet. Det ville jeg have sagt, hvis jeg var sådan en, der magtede at kæmpe for retfærdighed i et retssystem, der vægter fraværet af et nej højere end kroppen.

Man bestemmer ikke selv, når man bliver voldtaget.

Det er voldtægtens første lov, at ens frie vilje udgrænses. Mens voldtægten finder sted, forsøger man at udøve denne vilje alligevel, man stritter måske imod, og det er som regel nyttesløst, eller også gør man ingenting, man stivner. Og uanset hvad man gør og ikke gør, hvad man siger og ikke siger, presses viljen længere og længere ind i en, for hver gang den uvelkomne pik stikker hovedet ind.

Bagefter gemmer viljen sig som en bange hundehvalp et sted derinde, og man ved ikke, hvor man skal lede efter den, for der er så mange steder, den kan have søgt ly, og hvad vigtigere er, kender man ikke længere sin egen krop, og det gør eftersøgningsarbejdet vanskeligere.

Det er voldtægtens anden lov: Kroppen skal aldrig blive den samme igen. Ligesom en fødsel sætter voldtægten sig i ens kønslæber og maveskind og bryster, og ingen af delene kan rekonstrueres eller trænes op til at blive helt ligesom før. Alt indeni en er rystet rundt, og man er fremmed i sig selv. Man vader rundt i sit kadaver, og det minder om at bo i en lejlighed med et eksploderet atomkraftværk som nærmeste nabo.

Voldtægtens tredje lov: Ens tanker bliver heller ikke de samme igen, de logikker, som ens tankestrøm normalt struktureres efter, tages fra en. En voldtægt skævvrider for eksempel ens tidsforståelse på en måde, som man ikke kunne forestille sig, før det skete. Når ekspedienten i pizzeriaet siger »ti minutter« på en serviceminded måde til en i telefonen, tænker man på de ti minutter, hvor pikken skurrede mod ens indre vægge. Når en veninde skriver til en, at hun bliver ti minutter forsinket, tænker man, at man kan nå at blive voldtaget, inden hun kommer. Man booker biografbilletter til en film, der varer halvanden time. Man regner hurtigt ud, at den varer ni voldtægter. Ni omgange i trappeskakten ned til parkeringskælderen, i busken ved søen, på barens toilet, hvor det nu engang er fundet sted, ni gange kan man tælle alt det, man kan komme i tanke om at tælle, de to åndedræt for eksempel, mens ens hænder holdes fast over hovedet, før filmen er forbi.

Voldtægtens fjerde lov: Det er det eneste, man kan tale om, men man fortæller ikke nogen om det, for hver gang man forsøger at formulere de ord, der skal beskrive, hvad der er hændt, bliver de til grus i munden.

Jeg har ad flere omgange forsøgt at ophæve voldtægtens love med min skrift, men skriften er magtesløs, eller rettere sagt er jeg magtesløs, når jeg vil skrive om den aften, for uanset hvor gerne jeg vil uddrive de ti minutter med mine ord, lader det sig ikke gøre. Ingen ord, sætninger eller kapitler kan indkapsle, hvad der skete den aften, og i stedet gemmer jeg detaljer fra den i alt det andet, jeg har skrevet.

Det er kun mig, der ved, hvor disse detaljer kommer fra.

Jeg spreder dem i mine tekster som aske – lyden af den første bil, der kørte forbi os eller fornemmelsen af hans skarpe hofter for eksempel – og detaljerne, indtrykkene, hvirvles med ind i den historie, jeg nu engang vil fortælle i den pågældende roman eller novelle. Sådan forsøger jeg at distancere mig.

Men det forhindrer ikke den femte lov i at gøre sig gældende, selvfølgelig ikke.

Voldtægtens femte lov: Man skal blive voldtaget resten af sit liv. Uanset hvor mange krumspring, man forsøger at gøre for at annullere eller i det mindste bare lægge afstand til den, nytter det ingenting, og man må gå igennem verden, stige på bussen på vej til arbejde for eksempel, mens voldtægten finder sted indeni en.

Det er kun en selv, der ved det. Ingen kan se det.

Laissez faire-tilgang til krænkelser

Ekspedienten i supermarkedet betjener en uden at lægge mærke til det, hun spørger, om man vil have kvitteringen med og ønsker en god dag. Veninder inviterer til brunch og ser kun, at man spiser røræg og drikker kaffe præcis, som man plejer at gøre. Kolleger nikker stadig til en i kantinen, man hilser på cykelstien. Mændene begærer ens skamferede krop, faktisk er det, som om de begærer den mere efter den aften, eller også er man bare blevet mere opmærksom på, at de gør det. De ved ikke, at det er en voldtaget krop, de onanerer til forestillingen om.

Før voldtægten skete det, for eksempel under en bytur, at nogle mænd forgreb sig på en. De tog én på brysterne eller forsøgte at snyde sig til et kys. Dengang rystede man det af sig, eller man forsøgte i hvert fald, for man ville ikke lave en scene. Nu er det, som om alle disse hverdagens små krænkelser var forvarsler om det, der ville komme til at ske.

Hverdagens små krænkelser er ikke uden betydning, ligesom såkaldte ikkefysiske seksuelle krænkelser heller ikke er det. Et klask i røven, et dickpic, et vulgært tilråb. Det sætter sig i kroppen, uanset om der er fysisk kontakt eller ej.

Derfor skal ingen krænkelser tages med »lidt humør«, som Pia Kjærsgaard har foreslået i Berlingske, for alle krænkelser, hvor ligegyldige de end kan syne, når man ser på dem med en vis distance, er med til at opretholde en kultur, hvor man skal tage degraderingen af ens krop og vilje som et kompliment eller i hvert fald ryste det af sig, som var det ingenting. Det er ikke ingenting.

Jeg skriver om voldtægt nu, og det skyldes den overbevisning, at det er ved at skrive om voldtægt, at jeg kan skabe bevidsthed om de yderste konsekvenser af den laissez faire-tilgang til grænseoverskridende adfærd og samtykke, som desværre stadig findes hos nogle danskere. Det er en tilgang, der er med til at legitimere voldtægt.

Samfundets love har ikke noget med voldtægtens love at gøre. Uden de rigtige beviser er en voldtægt ikke sket. Retfærdighed og voldtægt hører ikke sammen, og selv hvis de gjorde, selv hvis voldtægtsforbryderne blev klynget op på hjul og stage eller i det mindste bare blev dømt for det, de gjorde, ved en domstol, hvilket sker fortvivlende sjældent, kan retfærdigheden ikke hele den krænkede krop. Voldtægtens love gælder stadig, de har ikke længere noget at gøre med ham, der førte pikken, de er mere omsiggribende, end hvad der skete i den tid, det stod på. De er universelle og samtidig det mest private.

Jeg insisterer på min værdighed i trods. Det er sådan, jeg udholder at leve under voldtægtens love. Jeg lever i et diktatur, som definerer grænserne for min krop og mine tanker, men jeg lever i det med værdighed. Jeg bærer byrden med oprejst pande, som det hedder.

Johanne Bille er forfatter.

Information har været i kontakt med den pågældende mand inden publicering.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hanne Holm
  • Ann Thomsen
  • Troels Ken Pedersen
  • Jens Flø
  • Lise Lotte Rahbek
  • Thomas Tanghus
  • ingemaje lange
  • Anders Olesen
  • Mikkel Zess
  • Viggo Okholm
  • Carsten Munk
  • Kurt Nielsen
  • Alvin Jensen
  • Ervin Lazar
  • Kristian Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Hanne Holm, Ann Thomsen, Troels Ken Pedersen, Jens Flø, Lise Lotte Rahbek, Thomas Tanghus, ingemaje lange, Anders Olesen, Mikkel Zess, Viggo Okholm, Carsten Munk, Kurt Nielsen, Alvin Jensen, Ervin Lazar, Kristian Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lis Kyllikki Turunen Pedersen

Kære Johanne...…. bare fra hjertet OG forstanden TAK for dit mod og dine "ord". For mange år siden -ca 25 år efter min voldtægt - skrev jeg mit evigt tilbagevendende spørgsmål:

LÆNGSLENS FÆNGSEL

KAN MAN BO I EN KROP
DER ER PÅ VINK
MED SIT ØRE NÅR
DER KÆLES MED FØDDERNE HVIS DE
ER PÅ TALEFOD MED RYGGEN OG
FAMILIÆR MED KNÆENE SOM VISER
TAKNEMMELIGHED OVER FOR
LÅRENES STYRKE DER MED
INTERESSE FØLGER MAVENS BEVÆGELSER

KAN MAN BO I EN KROP
DER ER FREMMED OVER FOR
SKØDETS LUKKETHED
KAN MAN

Min voldtægt fandt sted i 1974...…. 74 har "forfulgt" mig lige siden.

Jens Allan Jensen, Tinne Stubbe Østergaard, Susanne Kaspersen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar

Hver gang jeg hører om voldtægt af kvinder, ser jeg for mig en tegning som Information engang viste: En kæmpe grov mand, der tårner sig op over og holder fast i en lille skræmt kvinde.

Og så tænker jeg, at et retssystem, der er bygget op omkring, at denne lille skræmte kvinde skal sætte sig til modværge overfor denne kæmpe grove mand, er et retssystem, der ikke vil kvinder det godt.

Birgitte Johansen, Lis Kyllikki Turunen Pedersen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Det indlæg burde være pligtlæsning og diskussionsoplæg i skolernes seksualundervisning. Det er svært at sætte sig ind i smerten og den evige forfølgelse / påmindelse, kroppen føler, når man ikke selv er blevet udsat for noget lignende, men så kan man i det mindste sige, at man har læst om det engang - måske vil det forhindre en voldtægt af og til?