Kronik

Efter 14 dages husarrest vil de fleste indse, at livsglæde ikke er forankret i ens cv

Jeg forudser, at de fleste i løbet af de næste 14 dage vil opleve udgangsforbuddet medføre en frigørende klarhed om eget liv. Coronaen kan fortælle os, at frihed er at være bundet af nogle meningsfulde bånd. Og at disse bånd aldrig er kapitalismens, men kærlighedens, skriver forfatter og filosof Finn Janning i dette debatindlæg
Jeg forudser, at de fleste i løbet af de næste 14 dage vil opleve udgangsforbuddet medføre en frigørende klarhed om eget liv. Coronaen kan fortælle os, at frihed er at være bundet af nogle meningsfulde bånd. Og at disse bånd aldrig er kapitalismens, men kærlighedens, skriver forfatter og filosof Finn Janning i dette debatindlæg

Sara Houmann Mortensen

23. marts 2020

Hvad er frihed? For tiden sidder en stor del af den europæiske befolkning i husarrest.

I Spanien, hvor jeg sidder, kan den enkelte blive straffet med bøde, hvis vedkommende ubegrundet forvilder sig udenfor. Det kan måske lyde paradoksalt, men jeg forudser, at de fleste i løbet af de næste 14 dage vil opleve udgangsforbuddets stilstand som noget moralsk opbyggeligt. Faktisk noget frigørende.

Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt, sagde filosoffen Søren Kierkegaard.

Travlhed er ikke et udslag af handlekraft eller vigtighed, men snarere et vidnesbyrd om, at den forjagede person ikke ved, hvor han eller hun er på vej hen i livet.

Det handler ikke om at skynde sig hen til lægen, fordi ens barn har slået sig – eller værre endnu: har vejrtrækningsproblemer – men om hvordan livet leves mere generelt.

I ordsproget ’hastværk er lastværk’ ligger der en moralsk dom. Det er en last at have travlt. På samme måde som et alkoholmisbrug kan være en belastning for både den enkelte og hans eller hendes omgivelser, kan travlhed også være det.

Hastværk er tæt forbundet med generel uopmærksomhed, for eksempel på hvordan vi forholder os til det, som sker. Lærer vi af vores hidtidige erfaringer, eller benægter vi dem? Tømmermænd eller moralske skrupler kan få mange til at drikke lidt mindre næste gang. Men hvad kan coronavirussen lære os? Hvad vil vi hver især tage med os fra denne oplevelse?

Filosoffen Jean-Paul Sartre skrev engang, at ingen kan fortælle fortællingen – for eksempel den om coronavirussen – før den er omme. Vi må enten leve eller fortælle. Lige nu lever vi.

Vi lever på en anden måde end normalt. Ikke kun fordi vi ikke kan kysse og kramme, drikke øl på værtshuset og kysse sidemanden, når Barcelona taber en fodboldkamp. Nej, det unormale er, at rigtig mange mennesker ikke længere har travlt. Lige nu er det vel nærmest kun sundhedsvæsenet, sundhedsmyndighederne og politikerne, der har det.

Vi har glemt kroppen

Det retningsløse hastværk, som Kierkegaard harcelerede over, hænger sammen med, at mange har glemt at få kroppen med. Og netop kroppen er i den grad kommet i fokus. Coronavirussen kan angribe vores krop. I værste tilfælde slå os eller nogen, vi har kær, ihjel.

Vi tænker med hele kroppen, ikke kun hjernen. At erkende er ikke en passiv aktivitet, som når jeg fordøjer en ostemad, men noget aktivt. Kroppen involveres. Den bevæger sig i retning af lyde, dufte, vindens blide kærtegn.

Kroppen kan hjælpe mig med at kvalificere, hvorvidt der er en grund til at skynde mig. For eksempel kan jeg vende mig om og se, at barnet, der skriger, gør det, fordi hendes far svinger hende kærligt rundt. Hun er okay. Kroppen smiler nogle gange, før min hjerne registrerer hvorfor.

En af Vestens første psykoterapeuter, Wilhelm Reich, var blandt andet interesseret i, hvordan kroppen påvirkede sindet. Reich mente, at det ubevidste ikke var placeret et eller andet sted i hjernen, men flød rundt i kroppens bløde væv.

Selv om det er muligt at føle kropslige reaktioner såsom smerte, spændinger og ømhed, er de fleste af os sjældent bevidst opmærksomme på vores krop. I det daglige er de fleste af os ubevidste om vores krop, som levede vi primært fra nakken og opefter.

Af samme grund kan mange mennesker sikkert ikke forstå, hvorfor de for tiden er bange, selv om de fleste af os – rent statistisk – ikke er truet på livet af coronavirussen. Det er, som om virussen allerede har inficeret os, selv om vi endnu ikke er blevet smittet. En af grundene er, at vores tanker ofte er et helt andet sted end vores krop. Uden anden grund end at fantasien løber af med os.

Overholder vi anbefalingerne fra sundhedsvæsenet om rene hænder og afstand, når og hvis vi skal udenfor, og opholder vi os ellers inden døre, så er den største risiko, at vores muskler omdannes til fedt.

Afstanden mellem vores krop og vores tanker kan minde om Mr. Duffy fra James Joyces novelle »Et sørgeligt tilfælde« fra samlingen Dublinfolk (Dubliners, 1914), hvor der i den oprindelige udgave står: »He lived at a little distance from his body, regarding his own acts with doubtful side-glances.« Mr. Duffy lever uden kontakt til sin krop, som han betragter med tvivlende sideblikke, som tilhørte kroppen ikke ham.

Hvis røv er det, jeg ser i spejlet? Hvis mave er det, min datter bruger som hovedpude, fordi den er varm og blød? Alle de kropslige indtryk, som ikke føles eller registreres, kan betegnes som ubevidste, ifølge Reich. Det ubevidste er altså ikke noget dybereliggende, blot noget endnu ukendt. Noget, som endnu ikke har fået vores uforbeholdne opmærksomhed.

At leve opmærksomt

Et typisk moralsk spørgsmål lyder: Hvad skal jeg gøre? For mange kan det være betryggende, at vores statsminister Mette Frederiksen fortæller os, hvad vi må og ikke må. Hun formår at aktivere vores vilje til at agere kollektivt.

Hun forsøger – meget lig mange filosoffer – at besvare det moralske spørgsmål ved hjælp af viljen. Vil jeg handle således, at det tjener flest muligt? Vil jeg kun handle, som jeg ønsker, alle andre skal? Vores statsminister taler sagligt til begge viljer. Men hun vækker ikke min indfølingsevne.

I stedet for at reducere moral til et spørgsmål om vilje prøvede den engelske filosof Iris Murdoch at vække en moralsk indfølingsevne. Hun skrev i The Sovereignty of Good: At leve opmærksomt er at leve etisk. Opmærksomhed er evnen til at gå dybere og dybere ind i livet. Eller rettere: lade sig fylde af livets dybde, gøre sig modtagelig.

Kærlighed er opmærksomhed. Er kærligheden netop ikke denne evne til ikke blot at se, men at blive en seer? Blive en, der ser klart. Måske endda så klart, at vi kan besvare spørgsmålet: Hvad er vigtigt?

Kærligheden er det, som vækker glæde, som rækker frem i sin opbyggelighed. Når vi ved, hvad der er vigtigt, ved vi også, hvad vi gerne vil tage med os ind i fremtiden.

Disse refleksioner dukker op, vil jeg påstå, når den første karantæneuges rastløshed og nervøsitet forlader kroppen. Og de vil medføre en frigørende klarhed om vores eget liv. Om 14 dages tid vil de færreste ønske at vende tilbage til alt hastværket. Det er min håbefulde påstand.

Ligesom det eksistentielle armod, der normalt præger vores samtid med stress, depressioner, angst og forskellige former for afhængighed, ikke alene kan begrundes med den øgede hastighed og teknologi, kan nervøsiteten omkring coronapandemien ikke alene forklares med antallet af døde. Snarere skyldes begge dele en fundamental uopmærksomhed på og uvidenhed om, hvad der er vigtigt.

Coronavirussen kan fortælle os, at frihed er at være bundet af nogle meningsfulde bånd. Disse bånd er aldrig kapitalismens, men kærlighedens. Virussen kan tydeliggøre, at stress og depressioner ikke er individuelle diagnoser, men en diagnose af et samfund, som allerede var sygt.

Det er i virkeligheden ikke kun toiletpapir, som hamstres. Mange mennesker i Europa har længe og ihærdigt hamstret værdipapirer, aktier og fast ejendom.

Efter 14 dages husarrest vil de fleste af os have både ømme rygge og siddesår, men også en klar erkendelse af, at livsglæden og lysten er forankret i ens krop, ikke i ens cv.

Denne erkendelse må vi selv foretage. Friheden gør os i stand til at elske, mens kapitalismens hastværk fik os til at glemme at vaske hænder.

Finn Janning er ph.d. i praktisk filosofi og forfatter.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Eva Schwanenflügel
  • Viggo Okholm
  • Jens Peder Nielsen
  • Ole Frandsen
  • Estermarie Mandelquist
  • Steffen Gliese
  • Hanne Utoft
  • Gert Hansen
  • Peter Knap
ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Jens Peder Nielsen, Ole Frandsen, Estermarie Mandelquist, Steffen Gliese, Hanne Utoft, Gert Hansen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Måske har jeg blot ikke bemærket det før, men jeg oplever flere og flere filosoffer træder ind på scenen og erstatter/supplerer den mere naturvidenskabelige tilgang til livet. Er vi ved at nå til et punkt, hvor 3 - 4 århundredes forklaringsmodeller er ved at være udtømt, så vi atter må henvende os til tænkningens grundsten, filosofien, for at få brugbare svar?

Gert Hansen, Hanne Utoft, ingemaje lange, Arne Albatros Olsen, Lise Lotte Rahbek, Viggo Okholm, Benta Victoria Gunnlögsson, Jan Weber Fritsbøger, Johanna Haas og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Peter Knap, nej, vi er nået til det punkt, hvor vi keder os så meget, at selv filosoffer bliver interessante i anden sammenhæng end forelæsning på aftenskolen.

Jens Kofoed og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar

"Om 14 dages tid vil de færreste ønske at vende tilbage til alt hastværket. Det er min håbefulde påstand."

Drøm bare videre!

Men skriv gerne et nyt indlæg, det var interessant.

Mit indtryk er at mange mennesker har en så stor masse af indbyrdes forbundne forestillinger som deres liv er bygget op omkring at de ikke har lyst til for alvor at åbne de indre skuffer og se om det der ligger i dem stadig kan holde til en tryktest.

Christel Gruner-Olesen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Christer Bredgaard

Hvad er det for et udgangsforbud der tales om? Så vidst jeg er orienteret, er der ikke udgangsforbud i Danmark. Det er der i Spanien, hvor artiklens forfatter sidder, og det gør artiklens indledning misvisende i mine øjne. Lad os nu holde os til fakta...

Kathrina Martinsen

"rigtig mange mennesker ikke længere har travlt. Lige nu er det vel nærmest kun sundhedsvæsenet, sundhedsmyndighederne og politikerne, der har det."

Nej. Vi er faktisk også folk i det private erhvervsliv, som har travlt. Hvem ordner din vaskemaskine? Hvem fikser dit toilet? Hvem tømmer din skraldespand, og hvem sørger for, at nødpasningen for dine børn bliver gjort rent?

Kom venligst ind i kampen! Vi er faktisk nogen, som ikke er hjemsendt, og som gør vores for at vi også har en økonomi som land på den anden side.

Denise Krogsbøll

Forfatteren har muligvis ikke børn eller endog glemt, hvordan det er. At klare to fuldtidsbeskæftigelser og sørge for børn og hjem samtidig er noget nær umuligt og herhjemme har vi aldrig haft så travlt, som vi har i øjeblikket. Og det på trods af, at vi ikke skal skynde os ud ad døren om morgenen og samtidig har skåret 1 times daglig transport ud af hverdagen. Masser af mennesker knokler hver dag i denne tid, de behøver ikke alle varetage livsvigtige funktioner.

Jens Peder Nielsen

Jeg skrev dette inden Corona. Nu er det sket på en lidt anden måde end jeg havde forestillet mig:

Hvad nu hvis vi alle sammen geare ned i tempo – Vil det være godt for klimaet, grøn omstilling – og velfærd ? Ikke helt ned, bare fra 4 til 3 gear. - Skal vi sige 10% ? - Til at starte med.

Der er enormt fart på det danske samfund. Alle pisker rundt for at betale regninger, for at få flere materielle ting, for karrieren, for at præstere, for at være lige så god som de andre…. For at blive lykkelig…. Vi stresser rundt og køre stærkt i vores biler. Arbejder meget.

I trafikken fx: Mindre fart, lavere hastighed, mindre kørsel = Mindre forurening og CO2 udledning. Mindre stress, færre ulykker, færre sygehusudgifter = Mindre affald, mindre plastforbrug på sygehusene fx.

Forbruge mindre, arbejde roligere, måske arbejde mindre = Mere frihed. Tid til andre ting. Fx til at tage stofposen med i Netto/Irma i stedet for at købe plast pose.

10% mindre tid foran computeren. - Er lig med mindre strømforbrug. Computeren holder måske længere. Mindre elektronikaffald. - Og tid til gåture eller afslapning, hvilket er CO2 neutralt…..

Hvad nu hvis vi geare lidt ned med alt ting ? Inden naturen tvinger os til det. - Eller tvinger os til at bruge tid på en masse ubehagelige ting. Så som oversvømmelser og hedebølger. Bygge diger. Tage os af (eller kæmpe imod) klima flygtninge. Skaffe mad og rent drikkevand….

10% mindre nyt tøj, 10% mindre kødspisning, 10% mindre……. You name it.

Grøn omstilling ser ud til at komme til at koste, på den ene eller anden måde. Men det behøver ikke at betyde ringere livskvalitet og glæde….. Det hele hænger sammen. Alt og alle er afhængige af hinanden 100%

Sören Tolsgaard, Arne Albatros Olsen og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Jeg tror godt, man kan have et CV, kan selvfølgelig kun tale på egne vegne, og samtidig forstå, at "Men størst er kærligheden".... derfor bliver artiklen i min optik noget fordomsbaseret,,,

Arne Albatros Olsen

Tiden er den helt rigtige til at øve sig lidt i dovenskabens velsignelser.

Her et lille manifest i en fri og nutidig oversættelse til dansk fra en forlængst glemt kinesisk taoist:

Hyldest til den sande fuldendte Himmelske Dovenskab.

Den sande fuldendte himmelske dovenskab er fremtidens vigtigste dyd.

Den er blandt de allermest meningsfulde tilstande i denne verdenaf galoperende hybertension.

Den er fuldstændig uambitiøs, og dermed helt uskadelig.

Det er en kunstart, som kræver livslang træning, og derfor kan den ikke købes for penge.

Den er helt bæredygtig, idet den intet forbruger og intet ønsker.

Den er afslapning, velvære, en renset perception og spititualitet,som tilsammen går op i en højere enhed.

Den er rigdommens frugt  i sin allerhøjeste potens.

Den gør ikke meget væsen af sig , men ønsker blot uforstyrret at hvile i sin egen væren.

Den kan på afgørende vis ændre alt.

Kommentar:

Det er de samme gamle sandheder, som bare har fået "lidt nyt tøj på ".Sætningen Den Sande Fuldendte himmelske Dovenskab" kan opfattes som et mere eller mindre zenbuddistisk koan i al sin paradoksalitet.
Ordene "sande og fuldendte"  anslår den sædvanlige rosende idealisering, som kendetegner forskellige religioners og sekter omtale af sig selv. Eksempelvis som, " den ædle, vej, den sande tro " osv.

Men når ordene "sande og fuldendte" går i forbindelse med "dovenskaben", er det, at paradokset opstår.
At omtale dovenskaben i rosende vendinger er jo nærmest et tabu og den værste dødssynd i vores tid. 
Det er nyttefilosofiens og effektivitetens værste fjende i nutidens arena, og den slås hårdt ned i medierne, hvis den lige skulle stikke fjæset frem.  

For hvad er der sker , når man går helt ind i "dovenskaben".
Man slapper af. Og når det sker, kan man slippe sine spændinger,bekymringer, tilknytninger, ønsker og identifikationer. 
Denne proces med at slippe har mange niveauer, ja faktisk flere end man generelt tror.
I en lidt ældre tid ville man nok bruge ordet forsagelse om denne proces, og det er mere eller mindre det samme.
Denne dovenskab eller ikke foretagsomhed har yderligere mange ligheder med den meditative praksis bortset fra at "den dovne" ikke recitere mantraer, laver visualiseringer eller nogensomhelst andet.

Den sande fuldendte dovenskabs doktrin skal naturligvis ses i det helt særlige lys.  

ingemaje lange

Interessant og vigtigt. Men lidt ærgerligt, at forfatteren glemmer de mange, der aldrig har haft så travlt som nu. Alene min kassedame i Rema er en af hverdagens mange helte! Og for det takkede jeg hende forleden...

PS. Virkelig fin og poetisk illustration

Håbet er lysegrønt, som altid i et kapitalistisk samfund. Desværre er det vel oftest sådan at mennesker agerer adaptivt, så hvis erkendelsen af hvor væsentligt det er for børn og forældre at tilbringe mere tid sammen, først og fremmest tid, hvor begge parter er i vildrede om/uplanlagte omkring hvad den skal bruges på, ikke indlejres strukturelt (dvs. omfattes af lovgivning), vil erkendelsen meget let kunne glide i baggrunden og fortrænges til fordel for andre ’nødvendigheder’. De allerfleste forældre har jo prøvet at have en sådan uplanlagt/vildredepræget tid med deres børn i tilknytning til deres fødsler, men dette har ikke hindret at samme forældre siden nærmest frivilligt har hengivet sig til det forarmende, materialistiske og statusjagende lønslave- og selvrealiseringsliv.