Efter 14 dages husarrest vil de fleste indse, at livsglæde ikke er forankret i ens cv

Hvad er frihed? For tiden sidder en stor del af den europæiske befolkning i husarrest.

I Spanien, hvor jeg sidder, kan den enkelte blive straffet med bøde, hvis vedkommende ubegrundet forvilder sig udenfor. Det kan måske lyde paradoksalt, men jeg forudser, at de fleste i løbet af de næste 14 dage vil opleve udgangsforbuddets stilstand som noget moralsk opbyggeligt. Faktisk noget frigørende.

Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt, sagde filosoffen Søren Kierkegaard.

Travlhed er ikke et udslag af handlekraft eller vigtighed, men snarere et vidnesbyrd om, at den forjagede person ikke ved, hvor han eller hun er på vej hen i livet.

Det handler ikke om at skynde sig hen til lægen, fordi ens barn har slået sig – eller værre endnu: har vejrtrækningsproblemer – men om hvordan livet leves mere generelt.

I ordsproget ’hastværk er lastværk’ ligger der en moralsk dom. Det er en last at have travlt. På samme måde som et alkoholmisbrug kan være en belastning for både den enkelte og hans eller hendes omgivelser, kan travlhed også være det.

Hastværk er tæt forbundet med generel uopmærksomhed, for eksempel på hvordan vi forholder os til det, som sker. Lærer vi af vores hidtidige erfaringer, eller benægter vi dem? Tømmermænd eller moralske skrupler kan få mange til at drikke lidt mindre næste gang. Men hvad kan coronavirussen lære os? Hvad vil vi hver især tage med os fra denne oplevelse?

Filosoffen Jean-Paul Sartre skrev engang, at ingen kan fortælle fortællingen – for eksempel den om coronavirussen – før den er omme. Vi må enten leve eller fortælle. Lige nu lever vi.

Vi lever på en anden måde end normalt. Ikke kun fordi vi ikke kan kysse og kramme, drikke øl på værtshuset og kysse sidemanden, når Barcelona taber en fodboldkamp. Nej, det unormale er, at rigtig mange mennesker ikke længere har travlt. Lige nu er det vel nærmest kun sundhedsvæsenet, sundhedsmyndighederne og politikerne, der har det.

Vi har glemt kroppen

Det retningsløse hastværk, som Kierkegaard harcelerede over, hænger sammen med, at mange har glemt at få kroppen med. Og netop kroppen er i den grad kommet i fokus. Coronavirussen kan angribe vores krop. I værste tilfælde slå os eller nogen, vi har kær, ihjel.

Vi tænker med hele kroppen, ikke kun hjernen. At erkende er ikke en passiv aktivitet, som når jeg fordøjer en ostemad, men noget aktivt. Kroppen involveres. Den bevæger sig i retning af lyde, dufte, vindens blide kærtegn.

Kroppen kan hjælpe mig med at kvalificere, hvorvidt der er en grund til at skynde mig. For eksempel kan jeg vende mig om og se, at barnet, der skriger, gør det, fordi hendes far svinger hende kærligt rundt. Hun er okay. Kroppen smiler nogle gange, før min hjerne registrerer hvorfor.

En af Vestens første psykoterapeuter, Wilhelm Reich, var blandt andet interesseret i, hvordan kroppen påvirkede sindet. Reich mente, at det ubevidste ikke var placeret et eller andet sted i hjernen, men flød rundt i kroppens bløde væv.

Selv om det er muligt at føle kropslige reaktioner såsom smerte, spændinger og ømhed, er de fleste af os sjældent bevidst opmærksomme på vores krop. I det daglige er de fleste af os ubevidste om vores krop, som levede vi primært fra nakken og opefter.

Af samme grund kan mange mennesker sikkert ikke forstå, hvorfor de for tiden er bange, selv om de fleste af os – rent statistisk – ikke er truet på livet af coronavirussen. Det er, som om virussen allerede har inficeret os, selv om vi endnu ikke er blevet smittet. En af grundene er, at vores tanker ofte er et helt andet sted end vores krop. Uden anden grund end at fantasien løber af med os.

Overholder vi anbefalingerne fra sundhedsvæsenet om rene hænder og afstand, når og hvis vi skal udenfor, og opholder vi os ellers inden døre, så er den største risiko, at vores muskler omdannes til fedt.

Afstanden mellem vores krop og vores tanker kan minde om Mr. Duffy fra James Joyces novelle »Et sørgeligt tilfælde« fra samlingen Dublinfolk (Dubliners, 1914), hvor der i den oprindelige udgave står: »He lived at a little distance from his body, regarding his own acts with doubtful side-glances.« Mr. Duffy lever uden kontakt til sin krop, som han betragter med tvivlende sideblikke, som tilhørte kroppen ikke ham.

Hvis røv er det, jeg ser i spejlet? Hvis mave er det, min datter bruger som hovedpude, fordi den er varm og blød? Alle de kropslige indtryk, som ikke føles eller registreres, kan betegnes som ubevidste, ifølge Reich. Det ubevidste er altså ikke noget dybereliggende, blot noget endnu ukendt. Noget, som endnu ikke har fået vores uforbeholdne opmærksomhed.

At leve opmærksomt

Et typisk moralsk spørgsmål lyder: Hvad skal jeg gøre? For mange kan det være betryggende, at vores statsminister Mette Frederiksen fortæller os, hvad vi må og ikke må. Hun formår at aktivere vores vilje til at agere kollektivt.

Hun forsøger – meget lig mange filosoffer – at besvare det moralske spørgsmål ved hjælp af viljen. Vil jeg handle således, at det tjener flest muligt? Vil jeg kun handle, som jeg ønsker, alle andre skal? Vores statsminister taler sagligt til begge viljer. Men hun vækker ikke min indfølingsevne.

I stedet for at reducere moral til et spørgsmål om vilje prøvede den engelske filosof Iris Murdoch at vække en moralsk indfølingsevne. Hun skrev i The Sovereignty of Good: At leve opmærksomt er at leve etisk. Opmærksomhed er evnen til at gå dybere og dybere ind i livet. Eller rettere: lade sig fylde af livets dybde, gøre sig modtagelig.

Kærlighed er opmærksomhed. Er kærligheden netop ikke denne evne til ikke blot at se, men at blive en seer? Blive en, der ser klart. Måske endda så klart, at vi kan besvare spørgsmålet: Hvad er vigtigt?

Kærligheden er det, som vækker glæde, som rækker frem i sin opbyggelighed. Når vi ved, hvad der er vigtigt, ved vi også, hvad vi gerne vil tage med os ind i fremtiden.

Disse refleksioner dukker op, vil jeg påstå, når den første karantæneuges rastløshed og nervøsitet forlader kroppen. Og de vil medføre en frigørende klarhed om vores eget liv. Om 14 dages tid vil de færreste ønske at vende tilbage til alt hastværket. Det er min håbefulde påstand.

Ligesom det eksistentielle armod, der normalt præger vores samtid med stress, depressioner, angst og forskellige former for afhængighed, ikke alene kan begrundes med den øgede hastighed og teknologi, kan nervøsiteten omkring coronapandemien ikke alene forklares med antallet af døde. Snarere skyldes begge dele en fundamental uopmærksomhed på og uvidenhed om, hvad der er vigtigt.

Coronavirussen kan fortælle os, at frihed er at være bundet af nogle meningsfulde bånd. Disse bånd er aldrig kapitalismens, men kærlighedens. Virussen kan tydeliggøre, at stress og depressioner ikke er individuelle diagnoser, men en diagnose af et samfund, som allerede var sygt.

Det er i virkeligheden ikke kun toiletpapir, som hamstres. Mange mennesker i Europa har længe og ihærdigt hamstret værdipapirer, aktier og fast ejendom.

Efter 14 dages husarrest vil de fleste af os have både ømme rygge og siddesår, men også en klar erkendelse af, at livsglæden og lysten er forankret i ens krop, ikke i ens cv.

Denne erkendelse må vi selv foretage. Friheden gør os i stand til at elske, mens kapitalismens hastværk fik os til at glemme at vaske hænder.

Finn Janning er ph.d. i praktisk filosofi og forfatter.