Kronik

I 2050 vil børn ikke vide, hvad affald er, og du kan stadig køre rundt i din dyre sportsvogn

I 2050 har vi lært at leve på jordens præmisser. Vores aktiviteter producerer ikke længere drivhusgasaffald, og intet menneske kunne drømme om at bruge flere ressourcer end højst nødvendigt, skriver professor Katherine Richardson i kronikserien om, hvordan fremtiden ser ud anno 2050
I 2050 har vi lært at leve på jordens præmisser. Vores aktiviteter producerer ikke længere drivhusgasaffald, og intet menneske kunne drømme om at bruge flere ressourcer end højst nødvendigt, skriver professor Katherine Richardson i kronikserien om, hvordan fremtiden ser ud anno 2050

Sofie Holm Larsen

Debat
14. marts 2020

For nylig blev jeg interviewet af en journalist, og det var den slags interview, der fandt sted i en fræk sportsvogn med ’vinger’.

Faktisk var bedstemoren her lidt usikker på, om hun nogensinde ville kunne komme ud af bilen, uden at der blev tilkaldt en kranfører.

På et tidspunkt spurgte den unge journalist, der var iklædt en enormt flot kashmirsweater, om han i 2050 stadig kunne have smart tøj. Om han stadig ville have mulighed for at have flotte møbler, bo godt, rejse og have et tilsvarende sejt transportmiddel som det, vi befandt os i.

Da jeg svarede ja til alle spørgsmålene, kiggede han undrende på mig og spurgte:

»Så hvad handler snakken om? Hvad er man så bekymret for? Bliver det slet ikke anderledes i 2050?«

»Forskellen,« svarede jeg, »er, at du i 2050 ikke producerer affald, og den energi, du bruger, kommer fra kilder, der ikke producerer affald i form af drivhusgasser. Dine fine møbler er opbygget af komponenter, der kan skilles fra hinanden og genbruges i andre sammenhænge, og din bolig er næppe bygget af beton.«

Jeg nægter at tro på, at vi mennesker vil være så uansvarlige over for vores efterkommere, at vi ikke agerer efter den overbevisende evidens, vi har for, hvordan vores aktiviteter påvirker jordens klima.

Forudsat at samfundet får styr på den menneskeskabte globale opvarmning, er jeg overbevist om, at vi i 2050 vil få opfyldt vores materielle behov på en mere tilfredsstillende måde, end tilfældet er i dag. I øvrigt vil vi i gennemsnit også have et bedre helbred og mere tid til at nyde vores ikke-arbejdsrelaterede gøremål.

Kort sagt ser jeg ingen grund til at tro, at livet i 2050 bliver værre end livet i 2020 – tværtimod da.

Men jeg er også overbevist om, at vores forbrug, og alle de processer, der leder frem til, at vi kan få opfyldt vores materielle behov, ikke vil generere affald. Ligeledes vil vores energikrævende aktiviteter trække på energikilder, der ikke producerer drivhusgasaffald.

Det er en konklusion, jeg drager ud fra min viden som professor i biologisk oceanografi.

For at håndtere de begrænsede ressourcer på kloden skal vi lade os inspirere af naturen og lære, hvordan organismerne i økosystemet udnytter hinandens affald, så der stort set ikke produceres noget affald.

Inspireret af naturen

Indtil nu har samfundets udvikling været begrænset af mangel på arbejdskraft og infrastruktur. I dag er vi flere end syv milliarder mennesker. Adgang til arbejdskraft udgør derfor ikke længere en begrænsning, og infrastruktur er der også rigeligt af – i hvert fald de fleste steder på jorden.

Vi begynder dog at indse, at kritiske ressourcer er ved at slippe op. Der, hvor det ses mest tydeligt, er i forhold til klimaforandringerne, hvor vi er afhængige af et affaldsdepot for vores drivhusgasaffald i atmosfæren, som vi deler med alle mennesker på jorden.

Vi ved, at der igennem hele jordens historie har været et lineært forhold mellem mængden af drivhusgasser i atmosfæren og jordens temperatur. Her er forholdet, at jo højere drivhusgaskoncentrationerne er, jo varmere bliver jorden.

Når politikerne i Parisaftalen har besluttet, at vi ikke må lade den menneskeskabte globale opvarmning overstige 1,5-2 grader, kan vi forholdsvis let beregne størrelsen af den ressource, drivhusgassens affaldsdepot udgør. Vi kan også regne ud, at over halvdelen af depotet allerede er fyldt.

De internationale politiske forhandlinger handler således om, hvem der skal have retten til at bruge den sidste del af en vigtig ressource for vores nuværende samfundsmodel.

Klimaforandringerne anvendes her som et eksempel på en ressourcebegrænsning, men det er langtfra det eneste eksempel, hvor samfundet begynder at kunne mærke begrænsningen af ressourcer.

Vi har haft billeder af jorden fra rummet siden sidst i 1960’erne. De billeder viser med al tydelighed, at jordens ressourcer ikke kan være andet end begrænsede.

Når vi har brugt de ressourcer, der er her på jorden, hvor skal vi så få flere fra?

Vores samfundsudvikling er baseret på brug af jordens ressourcer, og desværre har vi udviklet et brug og smid væk-samfund, hvor ressourcen som regel bliver kasseret som affald, når den har været anvendt en enkelt gang.

Det er med jordens ressourcer, som det er med penge i banken. Vi kan leve højt af dem, selv når – som tilfældet er i dag – saldoen er for nedadgående, men når ressourcerne er begrænsede, vil overforbrug i sidste ende betyde, at samfundet går fallit.

Alle organismer på jorden har behov for ressourcer. Derfor kan vi godt kigge til naturen for inspiration, når vi skal lære, hvordan et samfund bedst kan håndtere ressourcebegrænsning.

Tager vi en mikroorganisme ud af naturen og dyrker den i en kolbe i laboratoriet, hvor vi giver den en stor, men i sagens natur begrænset mængde af næring, sker der følgende:

I starten vokser organismen langsomt. Senere vokser den eksponentielt. Faktisk ligner den kurve, der kan tegnes over organismens vækst, den, der kan tegnes over det menneskelige samfunds vækst over tid. Når ressourcerne begynder at slippe op, bliver væksten hos mikroorganismen mere langsom for derefter at ophøre.

Til sidst går den til grunde, idet den bliver forgiftet af dens egne affaldsprodukter.

Forløbet er meget anderledes, når den samme organisme er i naturen, altså når den lever sammen med andre organismer som en del af et økosystem. Økosystemer har også kun en begrænset mængde af ressourcer at gøre godt med, men økosystemer går sjældent til grunde.

Det er, fordi de organismer, der udgør økosystemet, udnytter hinandens affald. Næring og ressourcer bliver regenereret inden for systemet, og der produceres stort set intet affald fra økosystemet som helhed.

På jordens præmisser

Vi kan lære meget af naturen. Hvis vores samfund fortsat trives i 2050 – og det regner jeg med, at det gør – vil det være, fordi vi har transformeret vores aktiviteter på en måde, der gør dem bedre tilpasset det økosystem, vi indgår i.

Vores fødevareproduktion vil ske ved hjælp af metoder, der efterligner økosystemets egne produktionsprocesser – ikke som i dag, hvor landmændene ’overtager’ jorden fra naturen og dyrker store arealer med én art, som de vælger, mens de med maskiner og kemikalier bekæmper naturens trang til at lade andre organismer slå sig ned i jorden.

I fremtiden vil vi i højere grad dyrke jorden på naturens præmisser, så flere arter dyrkes sammen, og der bliver plads til flere insekter og fugle. Det vil mindske behovet for at sprede giftige kemikalier i miljøet.

Vores økonomiske modeller og finansielle incitamenter vil fremme en mere effektiv ressourceanvendelse.

Vores børn vil se på jordens ressourcer, som vores generation ser på penge. I vores generation er der nemlig ingen, der vil bruge flere penge end højst nødvendigt for at købe en vare eller en tjeneste.

I 2050 vil ingen kunne drømme om at bruge flere ressourcer end højst nødvendigt for at opretholde det gode liv, som min sportsvognskørende journalistven nu forhåbentlig glæder sig til.

Men det vigtigste tegn på, at vores samfund er fuldt integreret i jordens økosystem i 2050, vil være, at børnene ikke vil vide, hvad affald er for noget.

Katherine Richardson er professor og leder af Sustainability Science Centre, Københavns Universitet
Information.dk/deltag

Serie

Vi springer frem til 2050: I en klimaomstillet verden

Året er 2050. Danmark har nået målet om klimaneutralitet. Kloden er reddet. Men hvordan ser det omstillede samfund ud? Har vi stadig råd til velfærd? Hvilken levestandard og livsstil har vi? Har vi ofret hensynet til social retfærdighed på vejen? I denne kronikserie har Information bedt kronikørerne forestille sig fremtiden.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

De fysiske muligheder, er stort set til stede allerede i dag, selv om nogle kan kalibreres. Det der mangler, er:
- Den mentale vilje til forandringer.
- Forståelse for forandringers nødvendighed.

Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, Rolf Andersen, Peter Beck-Lauritzen, Klaus Lundahl Engelholt, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel, Ole Beckman, Niels-Simon Larsen og Mads Horn anbefalede denne kommentar

Inspirerende kronik.

Den minder mig lidt om Bruce Sterlings korte novelle "Ivory tower" hvor der optræder en vidunderlig parafrasering af Arthur C Clakes 3. lov: "Any sufficiently advanced garbage is indistinguishable from magic" :-)

https://www.nature.com/articles/434806a

Søren Fosberg, Kenneth Krabat og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jeg er lidt forvirret over kronikken. Betyder det, at K.R. tror, at vores dyre vaner til den tid er blevet billige, at karosserier og motorer (batterier) osv ikke kræver ressourcer og forurener? Den type, som K.R. kører med, er jo en af de dyre drenge, og han er kun noget, fordi han er dyr i drift. Fremstår han almindelig, er hans magi borte. Og hvis den kapitalistiske livsform beordres til at være sød, rar og venlig, klapper den sammen, for den er pr. definition et rovdyr - et flot rovdyr, ih, hvor er den smart.

Lise Lotte Rahbek, Lars Myrthu-Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Niels-Simon Larsen
Da jeg læste artiklen, gik jeg udfra at der i K.R's fremtidsvision (usagt) var sket et opgør med vækstøkonomien. Et sådan opgør vil ikke gøre op med at der også i fremtiden vil eksistere lukusprodukter, men det vil gøre op med det udbredte designkoncept, der kaldes "planned obsolescence", altså hvor et produkt specifikt designes til at skulle blive udskiftet med et nyt efter et givent antal år.

Status og hieraki vil jo altid eksistere og de "dyre drenge" eksisterede jo også længe før kapitalismen, og vil eksistere længe efter den. De vil bare finde, og blive tildelt, status socialt via andre statussymboler. Hvis der i 2050 eksistere forskelle i løn, vil der også eksistere "dyre drenge".

Lars Jørgensen, Niels-Simon Larsen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar
Nils Lauritzen

"Jeg nægter at tro på, at vi mennesker vil være så uansvarlige over for vores efterkommere, at vi ikke agerer efter den overbevisende evidens, vi har for, hvordan vores aktiviteter påvirker jordens klima."

På denne tro baseres hele antagelsen om fortsættelsen af et liv i luksus i 2050. Problemet i troen er blot, at intet i vores foreløbige indretning af tilværelsen afspejler nogen som helst erkendelse af den fysiske verdens begrænsninger.
Og dette forhold fremgår eksplicit i de rapporter, vi løbende modtager fra forskningen.

Virkeligheden banker på troens dør.

Lise Lotte Rahbek, Niels-Simon Larsen og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

For at dække behovet for sjældne metaller og mineraler til produktionen af batterier og andet elektronisk udstyr til millionvis og atter millionvis af elbiler og andet "bæredygtig" udstyr skal vi nu til at høste mangan knolde i verdens dybhav i 4 til 6 kilometers dybde - Nu hvor vi har fået ødelagt overfladen af jordkloden. De vil blive høstet af kæmpe maskiner, som skraber hele dybhav bunden i stykker uden hensyn til de økosystemer det ødelægger. Men hvad vi ikke ser har ingen ondt af. Og de ødelæggende konsekvenser tager jo mange årtier før de bliver tydelige.

- Jo, der er forsat mange bekvemme løsninger tilbage på kloden Jorden. Men bæredygtig???

Niels-Simon Larsen

Hvis vi skal redde vores røv (fremtiden), bliver vi som menneskehed nødt til at få nogle andre ønsker og idealer. “Gribe efter blanke ting, gør hvert et lille barn”, skrev PH. Det må vi vænne os af med. Vi må ikke se beundrende efter fyren i sportsvognen, for den er ødelæggende i sit ressourceforbrug. Selvfølgelig vil jeg blive mødt med spørgsmålet, hvordan jeg vil lave om det. Mit svar er, at gør vi ikke det, er det ude med os. Så langt er vi efter udviklingen. Vi er ikke på moralsk højde med den tekniske udvikling, og jeg kan ikke forstå, at KR udsteder falske løfter til den unge mand. Det er helt modsat af, hvad jeg ellers har hørt fra hende.

Søren Fosberg

Nils Simon: KRs pointe er at hun forventer at vi om 30 år har etableret cirkulær økonomi som er en grundlæggende forudsætning for et bæredygtigt samfund. Det primære problem er ikke forbruget men forureningen. Hun henviser til biosfæren som kan opfattes som et dynamisk system der fungerer på grundlag af cirkulære processer drevet af solenergi. Det bæredygtige system behøver ikke være spartansk eller asketisk så længe det ikke forurener og holder sig inden for planetens bæreevne.

KR rammer lige ind i problemets rod. Grib hendes tanker i stedet for at pindehugge. Vi har ikke brug for alle de politiske kandestøbere der tror de ved alting bedre, men som bare går i vejen.

Niels-Simon Larsen

Søren Forsberg: Jeg har både læst bogen og hørt foredraget på Inf. Derfor vil jeg nødig udnævnes til pindehugger og kandestøber. KR kan ikke både råbe ulven kommer, og I kan godt sove roligt. Der er ikke plads til den unge mands livsform i bogen. Det er de to ting, jeg ikke kan få til at stemme. Jeg synes, bogen er god, men KR har det ligesom fx Connie Hedegaard, at nu må vi altså ikke blive kede af det. Jo, hvis der er noget at være ked af, så er det, at vi ødelægger børnenes fremtid. Det skal siges så højt, at hele regimentet drejer om. Der er desværre den udbredte opfattelse, at danskerne, de små pus, ikke tåler at høre sandheden. Jo, vi skal have den ligesom med coronaen: Bliv hjemme, stop forbruget, og det skal være nu!

Så ved jeg godt, at man ikke skal gøre ondt værre, så det bliver noget af en kunst at dreje om på den rigtige måde, men hvor er vi dog langt fra målet.

Søren Fosberg

Niels-Simon: Svend Auken gennemførte i sin tid som kraftig beskatning af energi fra kraftværkerne, en afgift der stadig er gældende som en af de højeste i verden. Meningen var at begrænse energiforbruget og dermed forureningen fra kulafbrænding. Dengang var der ikke alternativer til fossiler så at kalde det energiafgifter var lige så præcist som at kalde det forureningsafgifter. Det umiddelbare formål var ikke at forskyde markedet til fordel for grønne teknologier, for de fandtes ikke endnu, men i hovedsagen at reducere energiforbruget gennem effektiviseringer.

I dag har vi de ikke-forurenende VE som alternativ til de forurenende fossilteknologier. Alligevel ligger vores afgifter stadig på energi og ikke på forurening uanset om energien kommer fra kul eller vind. Det er et kæmpe problem i et markedssystem hvor man forsøger at sætte gang i en bæredygtig udvikling. (Jeg springer lige den ubetydelige EU ETS afgift over)

Man blander energi og forurening sammen fordi energi en gang var synonymt med forurening. Det er ikke længere tilfældet, men i stedet har vi nu en udbredt opfattelse at forbrug er synonymt med forurening. Det gælder ganske godt vist i betydelig grad på samme måde som energi engang var synonymt med forurening. Men det er alligevel uheldigt at blande begreberne på denne vis. VE og cirkulær økonomi skaber et forbrug der ikke forurener og er ikke et problem for bæredygtighed.

Begrebsforvirringen betyder at bæredygtighed bliver gjort synonymt med fattigdom. Det er både falsk og uhensigtsmæssigt fordi det vækker modstand mod en bæredygtig udvikling i en tid hvor rigtig mange lever uden at få opfyldt deres "need to have" behov fordi det bekræfter de mange vrangforestillinger som siger at forudsætningen for et liv i velstand er fossilsamfundet mens solenergi betydet fattigdom, islandske sweaters og sivsko om vinteren.

Vi har rigelig solenergi og ressourcer til at opfylde vores basale behov og leve i ægte velstand hvis vi udvikler det bæredygtige samfund. Det er det KR forsøger at sige. Din holdning bidrager til fastholdelse af fossilsamfundet indtil det kollapser. Og så et det for sent.

Niels-Simon Larsen

Søren Forsberg: ‘De ikke-forurenende energikilder’, som vi har i dag, hvor findes de henne? Jeg kender ikke noget, der ikke forurener, tager fra naturen, ødelægger naturen og accelerer marchen mod afgrunden. Jeg kender mange drømmescenarier. Sol og vind er ikke uden for anklage. Dels skal de skrottes en dag og dels kræver de sjældne jordarter.
Jeg går selvfølgelig ind for det cirkulære ligesom dig, men det kan jo ikke nytte, at vi hele tiden skruer vores behov op. Hver gang der kommer en god ting bliver den spist op af dårlig livsførelse. Derfor skal det være slut med fremskridt. De er en illusion. Jeg var ung i 50’erne og havde det udmærket, men lige siden skulle vi hele tiden frem til noget såkaldt bedre. Ikke fordi vi var utilfredse, men vi blev gjort utilfredse. Hele tiden blev der holdt nye billeder op for os, som vi skulle halse efter.
Vi kommer frem til en mere enkel livsform enten frivilligt eller tvunget. Jorden kan ikke bære den store befolkning. Det vil du nok sige er at blande et nyt problem ind i emnet, men tingene hænger sammen. Vi er elendige til at styre den rette sammenhæng, så det gør naturen på sin egen hårde måde for os. Katherine og den unge mand i sportsvognen er på vej ud over afgrunden.