I 2050 er alle vegetarer. Og måske er der kommet rationeringsmærker på børnefødsler

I 2016 udgav jeg climate-fiction-romanen Den afskyelige, som foregår i Norden omkring år 2050. Her er det ikke lykkedes at standse klimaændringerne, og isen på Antarktis er ved at kollapse. Parret Heidi og Kenneth forsøger desperat at leve så bæredygtigt som muligt. Desperationen opstår ikke mindst, fordi Kenneth er i slægt med de afskyelige snemænd og sveder abnormt i det varme klima.

Heidi og Kenneth har bygget et hus på pæle i et inddæmmet landbrugsområde. Parret fører et omhyggeligt CO2-regnskab, hvori Heidi håber, at der en dag vil være overskud til et barn. Men hverdagen er altid til diskussion: Skal man for eksempel fælde et ellers CO2-lagrende træ for at få mere lys til solcellerne? Eller skal man tage et lån til nogle bedre solceller? Vælger de solcellerne, er Heidi nødt til at arbejde mere og skal transportere sig til byen med det CO2-udledende tog. Og hvis hun bruger mere tid på sit job, hvornår skal hun så passe køkkenhaven?

Heidi tynges af skyld, men snyder sig til en kop kaffe hos forældrene. Kenneth er ubehagelig at leve sammen med. Han truer for eksempel naboerne, når de ikke sorterer deres skrald. Men han snyder også med CO2-regnskabet og har bygget nogle kølerum til sig selv og sine artsfæller.

I romanen har magthaverne opgivet klimakampen. Det er endt med dæmningsbyggeri og indespærring af klimaflygtninge. De såkaldte økologer, dem, der førte an i klimakampen i 2020, er blevet 50 år og magelige. Da den store flodbølge kommer, sidder Heidi alene på et bjerg med sin venindes baby i armene. Som følge af forurening er barnet født med luffer og skæl. Denne baby bliver menneskehedens fremtidshåb.

Men romanen fortæller også om et andet håb. Håbet ligger før romanens tid, lige her i 2020, og lyder: Økologer, I må ikke give op. I skal fortsætte med at leve bæredygtigt og inspirere andre til det samme. Et ændret forbrugsmønster hos borgere kan nemlig lægge pres på både politikere og producenter. Romanen siger: Magthavere, I må ikke give op. Vil I undgå dæmningsbyggeri og klimaflygtninge, skal I fjerne nogle af de samfundsstrukturelle mure, som selv superøkologer a la Kenneth og Heidi løber imod. Hvad med billigere solceller eller flere job i lokalområdet?

Alligevel, antyder romanen, skal der et mirakel til. Det kan være genmodificerede babyer eller andre teknologiske løsninger. Men det største mirakel vil være, at 2020-politikerne træder i karakter og ændrer på samfundets strukturer, samtidig med at flertallet af borgerne kræver disse forandringer og understøtter dem via deres levevis.

For at det kommer til at ske, er alle nødt til se dystopien i øjnene. Jeg tror på, at erkendt klimaangst kan få både borgere og politikere til at gribe i egen barm og gå i gang i stedet for at vente på de andre.

’Skills’ er sexet

Når vi så begynder at tænke bæredygtighed ind i alt, hvad vi foretager os, bliver det tydeligt, at klimakrisen, sammen med den økologiske krise, er uhyre kompleks. Ganske simpelt, fordi jorden, som organisme, er kompleks.

Man siger, at et problem ikke kan løses på det bevidsthedsniveau, hvorpå det er opstået. I 2050 er hverken klimakrisen eller miljøkrisen fuldstændigt løst. I hvert fald ikke, hvis vi stadig er seks milliarder mennesker på jorden. Men det nye bevidsthedsniveau er, at vi har taget krisens kompleksitet til os som et livsvilkår. Vi ved, at vi til stadighed skal tænke mange konsekvensled frem, hver gang vi foretager os noget.

Hvordan ser et omstillet samfund anno 2050 ud? Hvordan undgår vi at leve som Heidi og Kenneth?

I 2050 har politikerne indført love og økonomiske strukturændringer, som gør det lettere at leve bæredygtigt. Der er krav til producenterne om nulemballage, genbrug, ingen madspild, og der er forlængede garantiordninger på diverse produkter. Der er indført effektiv, billig og eldreven offentlig transport. Pensionskasserne og bankerne må udelukkende investere i bæredygtighed.

Alle er veganere eller vegetarer. Tiloversblivende landbrugsområder, hvor man før dyrkede dyrefoder, er nu skov. I havet findes store områder med tangbrug. Genbrugstøj er moderne, alle rejser foregår så vidt muligt uden fly. Der er cykelstier langs alle vejstrækninger.

De fleste arbejdspladser ligger lokalt. Arbejdstiden er nedsat, så man får tid til at dyrke køkkenhaven og reparere, vedligeholde eller fremstille egne brugsgenstande. Sådan noget har man lært i den reformerede skole, hvor der er fokus på klima og miljø. At have skills er sexet. Det er ikke smart at købe nyt tøj, men smart at kunne sætte en spektakulær frisure.

Skærmafhængighed kender man ikke til. Internettet udleder CO2, og det er svært at finde tid til det overfladiske. Mundtlige fortællinger og akustisk musik er eftertragtede kulturtilbud. Det er blevet mainstream at læse lange indviklede bøger for at træne hjernen til et liv i en kompleks verden.

I 2025 blev det politisk ukorrekt at nævne folks køn. I 2050 er det politisk ukorrekt at sige, at man er et menneske. Det korrekte er at sige, at man først og fremmest er natur.

Slid, slæb og afsavn

Selv om den globale opvarmning nu er standset og miljøforureningen minimeret, er der bagsider. 2050-samfundet bygger, i bedste fald, på tillid. Men kan vi stole på hinanden? Der skal ikke mere end et par bedragere til, før tilliden svækkes.

Sælger sladderblade om de kendte og lokalblade med rygter fra landsbyen trods alt mere end lange komplicerede bøger?

Er det en topnyhed, hvis en politiker går med nye sko og sokker?

Er det en stor lokalnyhed, hvis familien nede om hjørnet både venter deres tredje barn og drikker kaffe?

Der er risiko for, at den sociale kontrol øges, både mellem borgerne selv, men også mellem borgerne og statsmagten. Man udskammer klimasvin, og staten overvåger befolkningen. Ender det mon også med, at der indføres rationeringsmærker, selv på børnefødsler?

I 2050 lever folk længere, fordi vegetarer og cyklister generelt er sundere. Ældregruppen vokser, men staten har prioriteret udvikling af klimavenlig teknologi frem for plejehjem og hospitaler.

Derfor bliver det en borgerpligt at hjælpe sin gamle mor og andre, som ikke længere kan klare sig selv. Dette medfører stress hos de 30-50-årige, som også skal passe børn, job, køkkenhave, symaskine og drejebænk.

Og hvad med dem, der ikke overholder lovene? Da det endnu ikke er muligt at skaffe tilstrækkelig energi fra solceller, vindmøller og vandkraft, genindfører man slavearbejdet som supplement til fængselsstraffe.

Er dette 2050-samfund så bare en ny dystopi fra forfatterens hånd? Det ideelle samfund eksisterer kun i religiøse forestillinger. Sandheden er, at der altid vil være slid, slæb, kompromiser og afsavn. Det er kun i de seneste årtier og kun i den vestlige verden, at vi har forestillet os, at det kunne være anderledes.

I min næste roman er udgangspunktet mennesker, planter og det, som er midt imellem. Planteriget, med dets stilfærdige evolutionære udvikling, har næsten levet 200 millioner år længere end os. Mennesket kan ikke overleve uden planterne, men planterne kan sagtens leve uden os. Vi betragter planterne som vores undersåtter, men burde i stedet betragte dem med ærbødighed.

Det er vores tur til at tjene i stedet for at herske. At indskrænke os i stedet for at ekspandere. For hvem ved, måske har planterne et bagholdsangreb i ærmet?

Charlotte Weitze er forfatter.