Kronik

I 2050 er alle vegetarer. Og måske er der kommet rationeringsmærker på børnefødsler

I 2050 er det vores tur til at være planetens tjenere. Arbejdstiden er sat ned, og folk har køkkenhave. Men der er også risiko for, at den sociale kontrol og overvågningen løber løbsk. Det skriver forfatter Charlotte Weitze i den første kronik i en ny serie, hvor Information har bedt kronikørerne forestille sig fremtiden anno 2050
I 2050 er det vores tur til at være planetens tjenere. Arbejdstiden er sat ned, og folk har køkkenhave. Men der er også risiko for, at den sociale kontrol og overvågningen løber løbsk. Det skriver forfatter Charlotte Weitze i den første kronik i en ny serie, hvor Information har bedt kronikørerne forestille sig fremtiden anno 2050

Sofie Holm Larsen

7. marts 2020

I 2016 udgav jeg climate-fiction-romanen Den afskyelige, som foregår i Norden omkring år 2050. Her er det ikke lykkedes at standse klimaændringerne, og isen på Antarktis er ved at kollapse. Parret Heidi og Kenneth forsøger desperat at leve så bæredygtigt som muligt. Desperationen opstår ikke mindst, fordi Kenneth er i slægt med de afskyelige snemænd og sveder abnormt i det varme klima.

Heidi og Kenneth har bygget et hus på pæle i et inddæmmet landbrugsområde. Parret fører et omhyggeligt CO2-regnskab, hvori Heidi håber, at der en dag vil være overskud til et barn. Men hverdagen er altid til diskussion: Skal man for eksempel fælde et ellers CO2-lagrende træ for at få mere lys til solcellerne? Eller skal man tage et lån til nogle bedre solceller? Vælger de solcellerne, er Heidi nødt til at arbejde mere og skal transportere sig til byen med det CO2-udledende tog. Og hvis hun bruger mere tid på sit job, hvornår skal hun så passe køkkenhaven?

Heidi tynges af skyld, men snyder sig til en kop kaffe hos forældrene. Kenneth er ubehagelig at leve sammen med. Han truer for eksempel naboerne, når de ikke sorterer deres skrald. Men han snyder også med CO2-regnskabet og har bygget nogle kølerum til sig selv og sine artsfæller.

I romanen har magthaverne opgivet klimakampen. Det er endt med dæmningsbyggeri og indespærring af klimaflygtninge. De såkaldte økologer, dem, der førte an i klimakampen i 2020, er blevet 50 år og magelige. Da den store flodbølge kommer, sidder Heidi alene på et bjerg med sin venindes baby i armene. Som følge af forurening er barnet født med luffer og skæl. Denne baby bliver menneskehedens fremtidshåb.

Men romanen fortæller også om et andet håb. Håbet ligger før romanens tid, lige her i 2020, og lyder: Økologer, I må ikke give op. I skal fortsætte med at leve bæredygtigt og inspirere andre til det samme. Et ændret forbrugsmønster hos borgere kan nemlig lægge pres på både politikere og producenter. Romanen siger: Magthavere, I må ikke give op. Vil I undgå dæmningsbyggeri og klimaflygtninge, skal I fjerne nogle af de samfundsstrukturelle mure, som selv superøkologer a la Kenneth og Heidi løber imod. Hvad med billigere solceller eller flere job i lokalområdet?

Alligevel, antyder romanen, skal der et mirakel til. Det kan være genmodificerede babyer eller andre teknologiske løsninger. Men det største mirakel vil være, at 2020-politikerne træder i karakter og ændrer på samfundets strukturer, samtidig med at flertallet af borgerne kræver disse forandringer og understøtter dem via deres levevis.

For at det kommer til at ske, er alle nødt til se dystopien i øjnene. Jeg tror på, at erkendt klimaangst kan få både borgere og politikere til at gribe i egen barm og gå i gang i stedet for at vente på de andre.

’Skills’ er sexet

Når vi så begynder at tænke bæredygtighed ind i alt, hvad vi foretager os, bliver det tydeligt, at klimakrisen, sammen med den økologiske krise, er uhyre kompleks. Ganske simpelt, fordi jorden, som organisme, er kompleks.

Man siger, at et problem ikke kan løses på det bevidsthedsniveau, hvorpå det er opstået. I 2050 er hverken klimakrisen eller miljøkrisen fuldstændigt løst. I hvert fald ikke, hvis vi stadig er seks milliarder mennesker på jorden. Men det nye bevidsthedsniveau er, at vi har taget krisens kompleksitet til os som et livsvilkår. Vi ved, at vi til stadighed skal tænke mange konsekvensled frem, hver gang vi foretager os noget.

Hvordan ser et omstillet samfund anno 2050 ud? Hvordan undgår vi at leve som Heidi og Kenneth?

I 2050 har politikerne indført love og økonomiske strukturændringer, som gør det lettere at leve bæredygtigt. Der er krav til producenterne om nulemballage, genbrug, ingen madspild, og der er forlængede garantiordninger på diverse produkter. Der er indført effektiv, billig og eldreven offentlig transport. Pensionskasserne og bankerne må udelukkende investere i bæredygtighed.

Alle er veganere eller vegetarer. Tiloversblivende landbrugsområder, hvor man før dyrkede dyrefoder, er nu skov. I havet findes store områder med tangbrug. Genbrugstøj er moderne, alle rejser foregår så vidt muligt uden fly. Der er cykelstier langs alle vejstrækninger.

De fleste arbejdspladser ligger lokalt. Arbejdstiden er nedsat, så man får tid til at dyrke køkkenhaven og reparere, vedligeholde eller fremstille egne brugsgenstande. Sådan noget har man lært i den reformerede skole, hvor der er fokus på klima og miljø. At have skills er sexet. Det er ikke smart at købe nyt tøj, men smart at kunne sætte en spektakulær frisure.

Skærmafhængighed kender man ikke til. Internettet udleder CO2, og det er svært at finde tid til det overfladiske. Mundtlige fortællinger og akustisk musik er eftertragtede kulturtilbud. Det er blevet mainstream at læse lange indviklede bøger for at træne hjernen til et liv i en kompleks verden.

I 2025 blev det politisk ukorrekt at nævne folks køn. I 2050 er det politisk ukorrekt at sige, at man er et menneske. Det korrekte er at sige, at man først og fremmest er natur.

Slid, slæb og afsavn

Selv om den globale opvarmning nu er standset og miljøforureningen minimeret, er der bagsider. 2050-samfundet bygger, i bedste fald, på tillid. Men kan vi stole på hinanden? Der skal ikke mere end et par bedragere til, før tilliden svækkes.

Sælger sladderblade om de kendte og lokalblade med rygter fra landsbyen trods alt mere end lange komplicerede bøger?

Er det en topnyhed, hvis en politiker går med nye sko og sokker?

Er det en stor lokalnyhed, hvis familien nede om hjørnet både venter deres tredje barn og drikker kaffe?

Der er risiko for, at den sociale kontrol øges, både mellem borgerne selv, men også mellem borgerne og statsmagten. Man udskammer klimasvin, og staten overvåger befolkningen. Ender det mon også med, at der indføres rationeringsmærker, selv på børnefødsler?

I 2050 lever folk længere, fordi vegetarer og cyklister generelt er sundere. Ældregruppen vokser, men staten har prioriteret udvikling af klimavenlig teknologi frem for plejehjem og hospitaler.

Derfor bliver det en borgerpligt at hjælpe sin gamle mor og andre, som ikke længere kan klare sig selv. Dette medfører stress hos de 30-50-årige, som også skal passe børn, job, køkkenhave, symaskine og drejebænk.

Og hvad med dem, der ikke overholder lovene? Da det endnu ikke er muligt at skaffe tilstrækkelig energi fra solceller, vindmøller og vandkraft, genindfører man slavearbejdet som supplement til fængselsstraffe.

Er dette 2050-samfund så bare en ny dystopi fra forfatterens hånd? Det ideelle samfund eksisterer kun i religiøse forestillinger. Sandheden er, at der altid vil være slid, slæb, kompromiser og afsavn. Det er kun i de seneste årtier og kun i den vestlige verden, at vi har forestillet os, at det kunne være anderledes.

I min næste roman er udgangspunktet mennesker, planter og det, som er midt imellem. Planteriget, med dets stilfærdige evolutionære udvikling, har næsten levet 200 millioner år længere end os. Mennesket kan ikke overleve uden planterne, men planterne kan sagtens leve uden os. Vi betragter planterne som vores undersåtter, men burde i stedet betragte dem med ærbødighed.

Det er vores tur til at tjene i stedet for at herske. At indskrænke os i stedet for at ekspandere. For hvem ved, måske har planterne et bagholdsangreb i ærmet?

Charlotte Weitze er forfatter.

Serie

Vi springer frem til 2050: I en klimaomstillet verden

Året er 2050. Danmark har nået målet om klimaneutralitet. Kloden er reddet. Men hvordan ser det omstillede samfund ud? Har vi stadig råd til velfærd? Hvilken levestandard og livsstil har vi? Har vi ofret hensynet til social retfærdighed på vejen? I denne kronikserie har Information bedt kronikørerne forestille sig fremtiden.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Britta Hansen
  • Kurt Nielsen
Britta Hansen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Forhåbentligt kommer fremtiden til at blive et udtryk for udvikling - evolution - og ikke afvikling, som her beskrevet. Forhåbentligt vil friheden sejre, og ikke den totalitære kollektivisme, som her beskrevet. Forhåbentligt vil folk vælge selv at tage ansvar, i stedet for at kræve at andre skal tage ansvar for dem. Sikkert og vist er det - som historien har vist, igen og igen - der er sandelig nogle der gerne vil have magten. Eller, som Kammerat Napoleon siger det i George Orwells "Animal Farm": "Alle er lige; men nogle er mere lige end andre".

Jeg er ikke bare natur. Min krop er natur, men jeg er ånd. Og som levende væsen er jeg ikke bare et dyr, men et menneske - jeg er glad for min evne til reflektion og vilje.

Og hvem ved, måske det vil vise sig at klima-skeptikerne har ret, og at al CO2-snakken bogstaveligt talt bare er varm luft; og at vi derfor kan koncentrere os om at leve i balance med og respekt for naturen - uden livsfjendsk at skulle skamme os over at eksistere.

Carsten Mortensen, arne tørsleff, Karsten Aaen, Søren Ferling, Flemming Olsen, Anders Mørk og Thomas T. Jensen anbefalede denne kommentar
Ole Lund Petersen

Det er vist meget godt vi ikke kan spå om fremtiden. Lyder lidt som dommedags profiti.
Jeg er sikker på at den teknologiske udvikling vil hjælp os et stykke af vejen. Men at det skal foretages adfærdsændringer er klart.
Tilværelsen mange valg kan skabe angst, og hvad skal vi så stille op med den? Burde vi ikke tænke lidt over Kirkegaard og begrebet angst som jo er et grundvilkår i den menneskelige tilværelse ligeså er valget, noget som man foretager sig hver dag, men vi glemmer med valget følger konsekvensen, det har vi glemt, men så står behandlersamfundet parat med en diagnose, som fratager mennesket sin frihed til at gøre noget andet, for nu har jeg fået en undskyldning for ikke at kaste mig ud på de syv favne,
Er det ikke det feks ensomhed handler om?
Man tager ikke udgangspunkt i mennesket frihed, men begynder at forklarer noget som ikke kan forklares, nemlig at mennesket er angste for valget.

Karsten Aaen, Flemming Olsen, Torben K L Jensen og Jens Ole Mortensen anbefalede denne kommentar

Man kan jo vende situationen om.

Færre og færre kan producere fortsat mere og mere. Den udvikling startede især i landbruget i 50-erne og 60-erne. Men den gav mulighed for at gå fra den primære sektor til den sekundær, og omkring 1972 var denne sektor størst. Derefter gik det stærkt, og formentlig i 1975-76 beskæftiger den tertiære sektor flest.

Og udviklingen fortsætter med stigende hast. Og nu har man ubemandede robotter til at skive artikler i medierne, til at køre bus og lastbil, til at udføre socialrådgiveropgaver i kommuner og så videre. Og heller ikke denne udvikling dette stopper her.

Vi arbejdstagere er altså ikke gode nok til at udføre de forefaldende arbejdsopgaver for arbejdsgiverne. Men vi er både gode nok, og vi er direkte nødvendige til at konsumere alle disse produkter, der kommer ud af denne udvikling.

På et tidspunkt må der ske ændringer. Uden arbejde - eller med meget lidt arbejde har vi ikke de fysiske midler (penge nok) til at konsumere eller til at overleve. Og netop derfor må hele samfundet drejes tilbage. så vi køber mindre og skaffer selv en del af føden.

Men til dette problem kommer også problemet med klimaet.

Den indlysende konsekvens af dette arbejdsløse og pengeløse samfund må da være, at vi selv dyrker en del eller det meste af vores føde. Og man kan sagtens forestille sig, at der skabes en bytteøkonomi.

Og udviklingen mod en kødløs tilværelse er jo kommet rigtigt godt på vej i disse år. Måske er den ikke slået rigtig igennem i Danmark, men det er den til gengæld i en række sammenlignelige lande.
- - -
For vores eget vedkommende, min hustru og jeg, bor vi i dag på et bjerg i Sydeuropa i 380 meters højde. Vi har købt et hus med en lille frugtplantage, der har været supplerende indkomst for en skolelærerfamilie. Vi skal ikke ud og kapitalisere vores frugtavl, så vi dyrker til eget forbrug samt til at kunne give til vores venner. Og vores kødkonsumption er i dag ganske lav. Til gengæld kan vi glæde os over, at klimaet nok ikke i overskuelig tid vil sætte vores mark under vand.

"Arbejdstiden er sat ned, og folk har køkkenhave. "

Hvordan skal det kunne lade sig gøre når der bor 20 mio i en by? Der er ikke grønne områder nok med mindre man enten fjerner 75% af befolkningen (måske mere) eller dyrker hjemme i køkkenvasken.

Carsten Munk, Karsten Aaen, Kim Houmøller og Søren Ferling anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

" I 2050 er det politisk ukorrekt at sige, at man er et menneske. Det korrekte er at sige, at man først og fremmest er natur."

Ja, slægtskabet mellem 'klima' og nazisme er ikke til at benægte.

Ambitionerne for 'klima' går dig videre til teknokrati, der også inddrager det værste fra kommunismen.

Det er mennesker som industrilandmandens produktionsdyr - midler til et mål.

olivier goulin

Alle er vegetarer i 2050?

Absolut plausibelt.
Da vil de sidste kødspisende generationer være uddøde - og kødproduktion vil være ulovligt af hensyn til klimaet.

Enten er vi alle vegetarer til den tid - eller også er vi slet ikke til

/O

Kristian Pedersen

Alternativt vil vi i 2050 alle kunne leve uforstyrret af bekymringer over CO2-udslip ved at al energiproduktion nu foregår ved anvendelsen af effektive og sikre small-scale molten-salt nukleare reaktorer (se fx det danske firma Seaborg), suppleret af sol-, vind-, thermo- og bølgeenergi. Der kunne sågar være større dele af verden der får deres energi fra fusionsreaktorer som på stor skala leverer den mest grønne strøm man umiddelbart kan forestille sig (se det internationale projekt ITER).

Kontinuerlig optimering af kødproduktion gennem en kombination af machine learning, automatisering, forældning gennem geneditering og insekter/cellekulturer kan på tilsvarende vis lede til at vegetarer stadig er et markant mindretal i 2050.

Hvis der er nogen af jer der tænker i kommer til at savne de kummerlige og overkontrollerede livsbetingelser beskrevet i artiklen, så kan i være nogle af de første mennesker vi sender af sted for at kolonisere Mars! ;)