Klumme

I 60 år har vi kendt til problemerne med kemiske gifte. Alligevel er vi blevet ved

Allerede i 1962 skrev zoologen Rachel Carson om fuglesangen, der forsvandt på grund af kemiske giftstoffer. Den tids gifte er forbudt, men i dag har vi blot fået nye at slås med, skriver journalist Karen Syberg i denne klumme
Debat
16. marts 2020

Hvert år afholder vores bibliotek en meget populær bogbyttedag, hvor man kan aflevere bøger, man vil af med, og til gengæld hjembringe så mange, man lyster. Herhjemme lover vi hvert år hinanden at slippe af med flere bøger, end vi tager med hjem, endnu uden specielt mærkbare resultater i vores overfyldte reoler.

I år mødte jeg faktisk op (det var før coronaen) besluttet på slet ikke at tage nogen bøger med hjem, men så lå zoologen Rachel Carsons Det tavse forår der. Bogen er fra 1962, men jeg har aldrig fået den læst. Det var jo lidt af et dannelseshul, så den kom med hjem.

Jeg havde hidtil tolket titlen som en profeti: At hvis vi blev ved med at hælde gift ud i naturen, ville vi engang i fremtiden gå foråret i møde uden lyden af fuglestemmer. Men hør så fra kapitel 8, »Og ingen fugl synger«:

»Over større og større områder i USA bebuder fuglene ikke mere forårets komme, og de tidlige morgener, der før var fulde af prægtig fuglesang, er nu så underligt tavse. Fuglesangens pludselige forsvinden, udslettelsen af den farve og skønhed og ynde, som fuglene skænker vor verden, er kommet hurtigt, lumsk, og uden at de mennesker, der ikke selv er blevet direkte ramt, er blevet opmærksomme på det.«

Det var allerede sket!

Cocktaileffekten

Årsagen var DDT. Omkring 1930 var elmesygen kommet til Amerika. I 1939 opdagede man DDT’s virkning på insekter, og i 1950’erne gik det løs med sprøjtning mod elmebarkbillen. Med vandredroslen som eksempel giver Carson et indblik i fødekæden: Når elmen taber sine forgiftede blade, bliver de ædt af regnorme, og når fuglen æder regnormene, ender giften i den, og den lammes og dør.

Rachel Carson er også inde på det, vi i dag kalder cocktaileffekten, at flere midler potenseres, når de forenes.

»De mennesker, der sprøjter med det ene middel den ene uge, det andet den næste, er ikke de eneste, der udsættes for fare – faren truer også de mennesker, der aftager de sprøjtede produkter. Mængder af stofferne, der ligger under de tilladte grænser, kan virke sammen,« skriver hun.

Og hun skriver om grundvandsforurening:

»Det mest foruroligende ved dette vandforureningsproblem er forureningen af grundvandet. Det kan ikke undgås, at når vand forurenes ét sted, trues vandet overalt. Naturen opererer ikke med lukkede, isolerede rum; det gjorde den heller ikke, da den fordelte jordens vandforråd.«

Under læsningen googlede jeg ét for ét de kemiske giftstoffer, Carson opregner, og det så ud til, at de alle sammen i dag er forbudt.

I dag er det så neonikotinoider og glyfosat, vi har at slås med, tænkte jeg, men så nævnte jeg Det tavse forår for min søn, der er biolog, og så skal jeg da ellers love for, at jeg blev bragt på andre tanker. DDT blev forbudt i 1969, men de såkaldt ’klorerede kulbrinter’, hvoraf DDT er ét, er blevet afløst af andre lige så giftige langt op i tiden.

De er alle såkaldte POP-stoffer: Persistent organic pollutants, som er svært nedbrydelige og spredes i miljøet. De transporteres mellem ækvator og Arktis i atmosfæren og via havstrømme, og så er resultatet, at man kan finde stofferne både i isbjørne og i kvinders modermælk.

Man har brugt PCB som brandhæmmende stof i en lang række husholdningsprodukter, og efter at det er blevet forbudt, forurener vragdelene stadig lossepladser rundt omkring. Og forbud fører blot til nye produkter, såsom bromerede flammehæmmere, der skal forhindre vores computere i at bryde i brand.

De er mistænkt for at være hormonforstyrrende og være årsag til fosterskader og kræft. Endelig trækkes vi med fluorstofferne, som er noget af det sværest nedbrydelige, man endnu har fundet på.

Rachel Carsons bog er et enestående vidnesbyrd om, at man allerede i begyndelsen af 1960’erne kendte til alle problemerne med kemiske gifte. Alligevel slås vi stadig med dem.

Rachel Carson døde af kræft, to år efter at bogen udkom.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tak til Karen Syberg for i disse klimakrisetider - og akut, coronavirustider - at henlede opmærksomheden på vore miljøproblemer, som bl.a. de unge klimaaktivister synes at ignorere. Måske når menneskeheden slet ikke at opleve klimadystopien, fordi de miljøfremmede stoffer har slået os ihjel inden.

Eva Schwanenflügel, Anders Graae og Anker Heegaard anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Ja, hvorfor er vi blevet ved? Og hvorfor bliver ved ved med at blive ved? Der er måske ikke andre muligheder end at køre det hele i sænk?
Problemet er som jeg ser det, at vi ikke er enige om, at det lakker mod enden. Selv fra vores egen politiske midte tales der om en strålende fremtid. Ja, selv Kathrine Richardson har lige udbredt sig i en kronik her i bladet. Fatter du det, Karen? Jeg gør ikke.