Klumme

Ai Weiwei: Coronavirus er langt fra den værste sygdom i det kinesiske system

Det kinesiske regimes magt bygger på intimidering og censur. Nu breder der sig en omfattende mistillid til myndighederne – en smitte, regimet kæmper for at kontrollere, skriver den kinesiske eksilkunstner Ai Weiwei i dette debatindlæg
Hvor kom virussen fra? Hvor mange vil den smitte? Hvor ender den her epidemi? Det er, som om en altomfattende uvished har draget selve civilisationen i tvivl, skriver Ai Weiwei.

Hvor kom virussen fra? Hvor mange vil den smitte? Hvor ender den her epidemi? Det er, som om en altomfattende uvished har draget selve civilisationen i tvivl, skriver Ai Weiwei.

STR

11. marts 2020

I Kina kalder vi folk fra Wuhan for nihovedede fugle, fordi de har ry for altid at knevre løs. I denne tid har en uhyggelig stilhed dog lagt sig over Wuhan og omegn: mennesketomme gader, øde butikscentre. Alle bliver indendørs. Ifølge regeringen er over 81.000 smittet i Kina, og af dem er 3.100 døde. Pandemien har nu bredt sig til over 100 lande.

Wuhan er både spøgelsesby og fængselshospital. Rygter og forskellige meldinger florerer. Ikke alle kan udholde presset. Nogle få tager turen op til øverste etage og hopper ud i stilheden.

Set udefra er Wuhan lige nu som et kæmpe akvarium. Fisk svømmer synligt rundt. Ikke så meget som en vanddråbe lækkes. Politiet har lukket og låst og overvåger alle, der går ind og ud af bygninger. Alle udfaldsveje er fysisk blokeret. Enten ved nygravede grøfter eller ved volde rejst i beton. Selv de små stier, der fører ud i det åbne land, er ødelagt, og floderne kan ingen svømme ud gennem på grund af udspændte net.

Wuhan-borgernes berømte travlhed antager nu makabre former. Krematorier reklamerer aggressivt på nettet; mundbind koster det hvide ud af øjnene, og markedet for ligposer er i vækst. I en gestus, der minder om absurd teater, åbner beboere i nogle kvarterer deres vinduer for i kor at besynge regimet.

Hvor mange gribende historier må der ikke kunne fortælles fra denne by med 13 millioner indbyggere? De fleste får vi aldrig at høre, men her er én: En ung mand kom på besøg hos sine aldrende forældre for at fejre kinesisk nytår.

De havde længe ønsket sig, at han snart ville gifte sig, men det var ikke lykkedes ham at finde en kæreste. Da han ikke igen ville skuffe dem, havde han betalt en bekendt for at ledsage ham som sin ’forlovede’.

Virusudbruddet fangede dem begge i forældrenes lejlighed. Nu må den unge kvinde blive i rollen, skære tofu i skiver og smalltalke med sin kommende ’svigermor’. Hvad stiller man op?

Ingen tillid

I normale tider ville Wuhans nihovedede fugle kvidre løs med holdninger til alle tidens politiske og kulturelle spørgsmål, men viruskrisens altdominerende tilstedeværelse har trængt alt andet i baggrunden. Liv og død er på spil, men især er uvisheden frygtindgydende.

Hvor kom virussen fra? Hvor mange vil den smitte? Hvor ender den her epidemi? Det er, som om en altomfattende uvished har draget selve civilisationen i tvivl.

Kommunistregimets system med stram kontrol over informationer og med forvaltere, som alene står til ansvar for bureaukratiske ledere over dem og ikke for befolkningen under dem, har gennem årtier nedbrudt al tillid til myndigheder.

Når først den tillid er væk, bryder også immunsystemet over for systemets løgne sammen, hvilket betyder, at ingen længere ved, hvad de skal tro. Alle mulige ikke-verificerbare påstande cirkulerer, hinsides sandt og falsk.

Spørgsmål om virussen – hvad skete der og hvorfor? – burde kunne afgøres empirisk og resultere i klare svar. Men i Kina er problemet ikke så meget mangel på viden. Det er snarere, at vi slet ikke har et system, der ansporer til at producere og muliggøre deling af viden. Kinas regimeforvaltere har ganske vist en vægt, hvorpå de vejer værdien af påstande. Kriteriet er dog ikke sandhed. Det er, om en given påstand kan bringes i harmoni med myndighedernes beslutninger om, hvad der skal ske.

Selv om jeg har levet i eksil i årevis, føler jeg en ubændig trang til at række ud til Wuhans borgere. Jeg ønsker at lære deres virkelige liv at kende, som det former sig bag den sky af regimeretorik, der omgiver det.

Hvordan oplever de deres hverdag? Har den unge mands forældre erfaret og accepteret sandheden om deres ’svigerdatter’? Får nogle af dem pålidelige oplysninger om virussen, så de ved, hvor de står?

Kina er syg, jovist – men af meget mere end bare coronavirus. Verden panikker over virussen, men ikke over den sygdom, der stikker langt dybere. Økonomisk – og i nogle henseender også politisk – er Kina i dag sammenflettet med resten af verden.

Hvis Kinas systemiske sygdom fortsat forværres, og den også spreder sig, vil hele verden måske blive stillet over for de eksistentielle spørgsmål: Kan civilisationen overleve uden tillid? Kan regeringer uden legitimitet blive ved at bestå?

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Først den 29. februar – mere end en måned efter Wuhan blev lukket ned i Kina – bad Trump vicepræsident Mike Pence om at tage ansvar for forbundsregeringens indsats. Forinden havde han kaldt advarsler i medierne om en epidemi for »fake news« og beskyldt demokraterne for at slå politisk mønt af corona-krisen.
Læs også
Ligesom SARS-udbruddet i 2003 kan coronaepidemien føres tilbage til Kinas såkaldte wet markets – det er udendørsmarkeder, hvor man kan købe levende dyr, der dræbes og slagtes på stedet for kunderne. På billedet ses levende indiske civetter på et madmarked i Xin Yuan, Kina. 
Læs også
Der er de seneste dage blevet sat et stort spørgsmålstegn ved, om Italiens sundhedssystem kan håndtere den nuværende krise. Især fordi sundhedssystemet i Lombardiet – et af Italiens rigeste områder – lader til at være ved at knække under for presset.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Wolff
  • David Zennaro
  • Christian Skoubye
  • Ervin Lazar
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Tommy Clausen
Jens Wolff, David Zennaro, Christian Skoubye, Ervin Lazar, Peter Beck-Lauritzen og Tommy Clausen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Tjah - jeg hører helt andre toner fra de WHO-medarbejdere der samarbejder med den kinesiske regering for at holde resten af verden underrettet om udviklingen - så det holder jeg mig til.

Tommy Clausen

Den Kinesiske regering lyver, og har altid løjet. Sandheden har meget trange kor i Kina, ta og se
DR1 program Horisont.

Karsten Lundsby, Arne Albatros Olsen, Claus Nielsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
John Andersen

@Tommy Clausen,
Jeg troede, at det var Trump som løj hele tiden. Kan du nævne et land hvor politikerne ikke omgås sandheden letsindigt.

Randi Christiansen, Claus Nielsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Problemet er at man kan ikke styre et land (og slet ikke et stort land) udelukkende med sandhed, ligeså lidt som man kan styre med løgn. Altså gælder det om at finde en balance og en acceptabel måde at udøve magt på - ellers mister man den, før eller siden. I begge spørgsmål er der, for det kinesiske styres vedkommende, utvivlsomt plads til forbedringer.

Tommy Clausen

@ Peter Beck-Lauritzen
det bliver svært.... men nogle politiker lyver mere eller mindre end andre....såent er et jo!

Carsten Ulendorf

@Søren Kristensen ... det var godt nok noget af et statement, at det kræver både sandhed og løgn at styre et land. Jeg vil nærmere sige, at det er tingenes tilstand ... men acceptere det ... det har jeg ikke lyst til.

Søren Fosberg

Kina er en brutal politistat hvor partiet har monopol på løgnen.

Poul Kristensen, Else Marie Arevad og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Vi er fanget midt i en spin-krig mellem USA,Kina og Rusland om noget så luftigt som den main-stream opfattelse af Kina som mediemoguler som Rupert Murdoch og hele den Wall Street ejede amerikanske medieverden har bragt og at nogen ikke kan se dét forstår jeg ganske simpelhen ikke.

Poul Kristensen

Har vi nogen eksempler på at socialisme ikke er styrtdykket ned i diktsturer af absolut værste slags? Nogen overhovedet? De starter med faner og marcher og trumpetfanfarer og ganske få år senere er det hungersnød og koncentrationslejre over det hele.
Hvor længe kan man blive ved med at tro på det gode i socialisme? Så længe, gætter jeg på, at folk ikke forstår at social demokrater ikke er socialister.