Læserbrev

Det er akademisk virkelighedsforagt at insistere på, at læring kun sker i daginstitutionerne

Vores børns institutioner er de seneste 15 år blevet underlagt en læringsdiskurs, hvor al fokus er på nyttemaksimering og optimering af børnenes læring. Det er et udtryk for et forarmet samfundssyn, skriver Ib Jensen i dette debatindlæg
23. marts 2020

»Det skader ikke børns integration, når vi tvinger dem i vuggestue«, skriver tidligere lektor Anna K. Andreasen i kronikken 17. marts som forsvar for regeringens særlov om et obligatorisk læringstilbud for ikkedanskere.

Andreasen ser det ikke som et problem, at hele det pædagogiske område de seneste 15 år er spændt for en manisk indlæringsdiskurs, hvor alt skal optimeres.

Den akademiske foragt for virkeligheden betyder, at hun ikke med ét ord nævner de vilkår, børn lever under i dagtilbuddene. Lad mig minde Andreasen om de historisk ringe normeringer, om den historisk ringe pædagoguddannelse, om udgrænsningen af de kreative fag, om isolering af undervisningen fra praksis.

At børn allerede fra etårsalderen skal være væk fra deres forældre i gennemsnit otte timer dagligt er åbenbart ikke relevant for Andreasen. Tværtimod ser hun det som en indlysende fordel, at etårige børn kommer i vuggestue, fordi de er så ekstremt lærenemme!

Så selv om Andreasen skriver, at »barnet lærer med hele kroppen og alle sanser, med både hoved og krop. Følelser, intellekt og bevægelser«, ja, så sker dette åbenbart kun i læringstilbud.

Hun fortsætter: »En enkel, god bevægelses- eller sangleg i vuggestuen er ideel som læringsredskab.« Her slås det fast, at sang og musik kun har værdi som læringsredskab! Det handler altså ikke om samvær, om liv, om glæde og sorg – nej, det skal have en nytteværdi.

I mine 45 år i den pædagogiske praksis har jeg fortsat til gode at møde de forældre, der er glade for at skilles fra deres børn. Dagligt må de forlade grædende små børn. Denne tvungne adskillelse er meningsløs for både barn og forælder.

Vejen til det gode liv kunne i stedet passende starte med en udvidelse af barselsperioden, til barnet er halvandet år, samt 30 timers arbejdsuge for én af forældrene, indtil barnet er seks år. Herudover må der nødvendigvis ske en mærkbar forbedring af normeringerne i daginstitutionerne og en betydelig opkvalificering af pædagoguddannelsen.

Og så vil det da være en udmærket idé, at alle forældre i Danmark også får lært at tale dansk, så børnene ikke skal tvinges i institutioner for at lære det.

Ib Jensen, udviklingskonsulent og blogger på Den Kritiske Pædagogiske Højskole

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • Eva Schwanenflügel
  • Dorte Sørensen
  • Steffen Gliese
  • Peter Knap
  • Anker Nielsen
Morten Lind, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen, Steffen Gliese, Peter Knap og Anker Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thorkel Hyllested

I sin tid talte vi om. "Den skjulte læseplan". Altså alt det man lærer samtidig med at man lærer noget konkret. man lærer f.eks. en ny sang. Samtidig indlæres en bestemt form for disciplinering. Alle målinger viser, at i de undervisningssituationer taler og synger pædagogen mere end hele børnegruppen tilsammen. Børnegruppen lærer først og fremmest tålmodighed og passivitet. Jo tidligere dette rollespil indlæres, jo mere effektivt integreres det i personligheden. Når det bliver den dominerende undervisningsform, taler vi om Den sorte Skole. For tiden deltager jeg i fællessang hver dag, og kan for en gang skyld bruge de stumper fra Højskolesangbogen, jeg har tilbage fra min tid som elev i folkeskolen, men hvor ville jeg meget hellere ha brugt de mange timers udenadslære på réel fordybelse, og så hente teksten på mobilen.

Steffen Gliese

Det er et interessant tema, der pludselig bevæger mange: at man skal være glad for de ting, man tilegner sig viden om og færdighed i, de kan let - skal måske endog gerne - blive dem, man senere får brug for i livet. Som det er nu, med den herskende diskurs, ender for mange med at gøre netop de ting, de har opøvet færdighed i, men uden glæde og med en ikke ubetydelig skamfølelse over bare at gøre det, som man uvilkårligt bagatelliserer og tænker, at alle kan eller i hvert fald ville kunne.
Det vigtigste, daginstitution og skole kan, er at stimulere til at dygtiggøre sig i det, man også har glæde ved - om det så glæder en, fordi det kommer til én let, eller om det kommer til én let, fordi man ikke oplever det som tung pligt.