Kommentar

Basale retsprincipper er i fare, hvis samtykke bliver fundament for ny voldtægtslov

Ønsket om at få Harvey Weinstein dømt for voldtægt kan næppe overdrives – tænk bare på #MeToo-sloganet ’Believe All Women’. Dette skred, hvor man glemmer princippet om uskyld, indtil det modsatte er bevist, er dybt problematisk, skriver lektor Marianne Stidsen i dette debatindlæg
12. marts 2020

I sin klumme den 3. marts skriver Anne Sofie Allarp, at jeg tager fejl, når jeg i min kronik i Politiken den 29. februar »Drop kravet til samtykke ved samleje« drager dommen mod Harvey Weinstein ind i debatten om den nye voldtægtslov, som skal vedtages i Danmark. Hendes anke er først og fremmest juridisk – helt i overensstemmelse med det fag, hun repræsenterer.

Jeg indledte helt præcist min kronik med formuleringen: »I denne uge faldt der dom i Weinstein-sagen. Mange jublede, da Hollywoods filmmogul nr. 1 blev kendt skyldig i flere anklager om voldtægt begået mod kvinder i hans velmagtsdage. Færre var bekymrede. Jeg selv hører til den sidste kategori.«

Det gjorde jeg med henvisning til, at det ene af de to forhold, Harvey Weinstein blev dømt for, kaldes voldtægt efter den lov, der gælder i delstaten New York, mens det andet ganske vist kaldes sexual assault, men herhjemme – så vidt jeg kan se – godt ville kunne anskues under den nugældende voldtægtslovgivnings paragraf 225, der omfatter andre seksuelle forhold end samleje.

Om Weinstein så rent faktisk ville være blevet dømt i Danmark efter denne paragraf, er selvfølgelig meget svært for nogen at spå om, men muligheden er der.

Med hensyn til den første dom, ’voldtægt af tredje grad’, er der ligeledes en i hvert fald teoretisk mulighed for, at Weinstein kunne være blevet dømt i Danmark. For der findes en bestemmelse om udnyttelse af en persons afhængighedsforhold til at opnå samleje, nemlig Straffelovens paragraf 220, hvorefter »den, som ved groft misbrug af en persons arbejdsmæssige, økonomiske eller behandlings- eller plejemæssige afhængighed skaffer sig samleje med den pågældende, straffes med fængsel indtil 1 år«.

Svært at bevise uskyld

Hvorom alting er, var sigtet med min kronik ikke primært af juridisk art. Hovedformålet var at føje en kulturanalytisk vinkel til diskussionen af den nye voldtægtslovgivning, og især til det store spørgsmål om, hvorvidt det skal hedde ’frivillighed’ eller ’samtykke’.

Det er et perspektiv, jeg i høj grad synes, har manglet. Således har vi fået mange indlæg fra feminister og aktivister, der anbefaler ordet ’samtykke’. I reglen baseret på nyere magtkritiske, stærkt aktivistisk-ideologiske opfattelser af køn og seksualitet.

Vi har også hørt fra jurister, der mener, at det er bedre med ordet ’frivillighed’ – senest i den betænkning, som er udfærdiget af Straffelovrådets sagkyndige eksperter. Men man har savnet et forsøg på at se disse spørgsmål i en større kulturel og historisk kontekst.

Vel at mærke i et andet teoretisk lys end det, der har været dominerende i debatten. Og som i det hele taget er dominerende i de fleste kulturelle diskussioner i nutiden, hvor begreber som ’natur’, ’sædvane’ og ’menneskelig realitet’ så at sige fuldkommen skrives ud af regnestykket.

Det er helt præcist dét, jeg har forsøgt at levere (jævnfør det fag og det fakultet, jeg selv repræsenterer).

Når det er sagt, vil jeg dog gerne fortsat stå på mål for at indlede kronikken med Weinstein-eksemplet. Hvad jeg ville henlede opmærksomheden på, var især forsvarerens stærke henstilling til nævningene om at holde fokus på sagens substans og ikke lade sig påvirke af den voldsomme virak uden for retslokalet, hvor ønsket om at få Weinstein dømt næppe kan overdrives – jævnfør også #MeToo-sloganet Believe All Women.

Det gør det, mener jeg, absolut legitimt at bruge sagen mod Harvey Weinstein og den rettergang, der fandt sted i New York, som et fingerpeg om de dybtgående kulturændringer, der kan være på vej, såfremt retsstaten kommer ud af kurs ved at glemme de grundlæggende principper om uskyld, indtil det modsatte er bevist hinsides enhver rimelig tvivl, og om, at det aldrig må være op til den anklagede at skulle bevise sin uskyld.

En fare, der synes mere overhængende, hvis det ord, der skrives ind i loven herhjemme, bliver ’samtykke’, end hvis det, der skrives ind, bliver ’frivillighed’. Eftersom bevisbyrden hermed, med strafferetsprofessor Lasse Lund Madsens ord i Jyllands-Posten forleden, uvægerligt forskubbes i retning mod den tiltalte, også selv om den formelt set ikke er vendt om. Med andre ord vil det blive let at bevise skyld og svært at bevise sin uskyld.

Det vil i så fald være de helt basale principper og kriterier, man risikerer at pille ved. Og det mener jeg – ligesom flere andre, ikke mindst jurister og dommere – er ekstremt farligt.

I øvrigt er det en diskussion, som ikke er fremmed for venstrefløjen. Den 12. oktober 1982 skrev Birgit Petersson og Preben Wilhjelm en skarp kronik i Politiken, hvori de argumenterede for stort set det samme, som jeg gør. Nemlig at det er mere end problematisk, hvis anmelderens udsagn automatisk lægges til grund i voldtægtssager.

Tankevækkende!

Marianne Stidsen, forfatter og lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, KU.

Både tilhængere og modstandere af samtykkeloven overdriver dens betydning. Loven er oppe imod en kultur, der accepterer, at seksuel fornedrelse af kvinder er stimulerende underholdning – og at porno er de unges primære seksualundervisning, skriver jurist og klummeskribent Anne Sofie Allarp i dette debatindlæg
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • ulrik mortensen
Flemming Berger og ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kent Nørregaard

Man kan ikke indføre så skæv lovgivning uden også at sikre højere straf til dem der unægteligt vil forsøge at udnytte den nye udhulede retstilstand. I forvejen er straffen for falsk anklage enormt svag i forhold til konsekvenserne for ofret. Se bare på sagen fra Fredericia Banegård. Den kriminelle pige blev idømt lidt psykiatribehandling. Hun var altså et offer, ikke kriminel. Det kan ikke passe at kvinder fylder mere og mere i kriminalstatistikkerne men at vi har et retssystem der automatisk ynker kvinderne og giver kønnet strafrabat.

https://www.dr.dk/nyheder/indland/grafik-se-hvor-meget-kvinder-haler-ind...

Man må indføre lovgivning så der bliver reel lighed (ligestilling) for loven. Så længe kvinder straffes mildere end mænd for tilsvarende kriminalitet skal der arbejdes mod en udligning. Hvorfor denne infantile måde at se kvinder som værende uden ansvar for deres handlinger? Som om de er børn. Antagelse om en kriminel mand er at han er kynisk, beregnende og skal låses væk. Ditto antagelse om en kriminel kvinde er at det er synd for hende og at hun skal have hjælp.

Christian De Thurah

Godt indlæg.
Desværre må man frygte, at Marianne Stidsens og fornuftens stemme bliver overdøvet af et ideologisk råbekor.

Ib Gram-Jensen

Marianne Stidsens Indlæg rammer helt ved siden af. For det første er en samtykkelov ikke det samme som at anmelderens udsagn automatisk lægges til grund i voldtægtssager (hvilket sidste indlysende vil være mere end problematisk). For det andet flytter skiftet fra fravær af tvang til frivillighed eller samtykke ikke bevisbyrden: det er anklagemyndigheden, der skal føre bevis for fraværet af samtykke, ikke forsvaret, der skal føre bevis for, at der var samtykke.

kvinfo.dk/en samtykkebaseret-voldtaegtsbestemmelse-omvendt-bevisbyrde-eller-ej/
kvinfo.dk/samtykkebaseret-voldtaegtslovgivning-forklaret/

Problemet med voldtægtssager er i sagens natur, at bevisbyrden ofte vil være umulig at løfte (ingen vidner eller fysiske beviser, påstand mod påstand). Der findes - ud over den uacceptable udvej at indføre omvendt bevisbyrde eller, endnu værre, automatisk at lægge anmelderens udsagn til grund - intet juridisk fix, der kan løse dette problem. En samtykkelov løser det altså heller ikke, men præciserer - eller omdefinerer - hvad voldtægt er, nemlig (i stedet for samleje fremtvunget ved vold eller ved trusler om vold eller anden ulovlig tvang eller med en person, der er i en tilstand eller situation, hvor vedkommende ikke kan modsætte sig handlingen) samleje med en person, der ikke har givet sit samtykke til det.

Denne ændring kan muligvis påvirke normer og adfærd, men indebærer ikke i sig selv, at bevisbyrden flyttes eller bliver lettere at løfte. En meningsfuld diskussion kræver derfor, at der skelnes mellem på den ene side spørgsmålet om samtykkelov og på den anden side spørgsmålet om bevisbyrden - herunder mellem spørgsmålet om samtykkelov på den ene side og spørgsmålet om retspraksis på den anden. Man må ubetinget fastholde princippet om uskyld indtil det modsatte er bevist hinsides rimelig tvivl. Men det er ikke uforeneligt med en samtykkebaseret voldtægtslovgivning.

Steffen Gliese, Torben Kjeldsen, Marianne Schlichter, Camilla Bank Andersen, Palle Pendul, Mogens Holme, Troels Ken Pedersen, Rikke Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

En samtykkelov er ganske rigtigt ikke ensbetydende med, at bevisbyrden flyttes, men det er vel næppe tilfældigt, at flere juridiske eksperter har udtrykt bekymring for, at den alligevel vil resultere i et “skred” i retspraksis.

Rikke Nielsen

Jeg synes slet ikke, det giver mening, at trække en amerikansk sag ind i danske lovgivning som eksempel på noget som helst. Heller ikke #MeeToo.- #MeToo var/er jo heller ikke en retsinstans og har aldrig været det - uagtet nogle enten har forsøgt at gøre den til det eller kritiseret den for at være det. Men det, vi diskuterer, er en lovgivning i Danmark, En lovgivning, der ikke skal være funderet i "natur", "sædvane" eller "menneskelig realitet", men i en hel basal tilgang til at samleje mellem 2 mennesker selvfølgelig sker på baggrund af et samtykke. Helt enkelt.

Derfor skal princippet om, at man(d?) er uskyldig indtil andet er bevist selvfølgelig stadig respekteres. Selvfølgelig!

Steffen Gliese, Marianne Schlichter, Eva Schwanenflügel, Palle Pendul, Ib Gram-Jensen, Mogens Holme og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Christian De Thurah,
Hvis retspraksis skrider i retning af større villighed til at dømme efter anklagerens påstand, kan det ikke betragtes som et resultat af indførelsen af et samtykkekrav, for et sådant skred følger ikke logisk af samtykkekravet (i stedet for påstand mod påstand om vold eller anden ulovlig tvang osv. vil det være påstand mod påstand om, hvorvidt det, der skete, skete med anmelderens samtykke), men vil være udtryk for, at flere domfældelser i voldtægtssager prioriteres højere end anklagedes retssikkerhed. Der vil altså være tale om et skred i retskulturen, ikke om en konsekvens af lovændringen.

Torben Kjeldsen

At give samtykke giver en klar sproglig aktivering, ja eller nej. Hvor begrebet frivillig åbner mere op for usikkerhed i sproget, som måske, jeg er ikke sikker men, osv. M.h.t retssikkerhed og den tiltaltes position, så gør det ikke noget at den 'bliver mere' udsat. Hvis vi ser på kvindernes vilkår, herunder antallet sexuelle overgreb, som voldtægt , hvor mænd absolut er dominerende, så gør det ikke noget at betingelserne at for 'dyrke' sex er skærpet. Før denne skærpelse kan man vel uden overdrivelse konkludere at retsikkerheden for kvinder generelt var 'temmelig' lav.

Steffen Gliese

Vi lovgiver ikke mhp. domme i retssale. Vi lovgiver mhp. at fortælle folk, hvordan de skal opføre sig. Rent faktisk har lovgivning en langt større motiverende effekt, men de fleste gør sig det klart - måske bortset fra i øjeblikket, hvor vi kan se, at lovgivning og opfordring har reddet os fra at blive løbet over ende af en dødelig epidemi.