Kommentar

Corona fremprovokerer en kendt tilstand i min krop: stress, angst og depression

Som psykisk sårbar åbner coronapandemien op for et afgrundsdybt tankerum i min krop, hvor jeg falder og falder. Når regeringen slår alarm, gør min krop det samme. Vi må også imødegå de psykiske konsekvenser sammen, skriver Sofie Kousgaard i dette debatindlæg
Debat
23. marts 2020

Coronavirussen har forplantet sig i mit sind, min indre kropsflade. Den har tvunget mig ned i en dvale, i et hi, der på den ene side er nyttigt, fordi det forhindrer mig i at gå ud og interagere med andre mennesker. På den anden side føles det som en kropslig stresstilstand, hvor en indre uro løber som et underliggende spor i alt, hvad jeg foretager mig.

Jeg har ikke fået bekræftet, at jeg er smittet, jeg har end ikke tegn på virussen, men alligevel har den ramt mig.

Jeg vågner om morgenen, tjekker de seneste nyheder på DR og lister ud af soveværelset, hvor jeg sover sammen med min datter. Jeg laver mig en kop kaffe, og når den er drukket, kravler jeg som regel i seng igen. Her har jeg lyst til at blive liggende.

Virussens spredning og dækningen af den i medierne gør mig syg. Sådan føles det. Den fremprovokerer en kendt tilstand i min krop: stress, angst og depression.

Formidling af forholdsregler og situationens udvikling er nødvendige. Det forstår jeg. Det får bare en række konsekvenser for en psykisk sårbar som mig. Når regeringen og Sundhedsstyrelsen slår alarm, gør min krop det samme.

Verden og hverdagen er med ét blevet en anden. Smitten farer usynligt rundt iblandt os. Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg må og ikke må. Jeg har svært ved at navigere i det, der er tilbage af vores samfund.

Det ubevidste, spørgsmålet om, hvor lang tid det skal være sådan her, lammer mig.

Dvale og lammelse

Jeg skammer mig over den dvale og lammelse, som jeg befinder mig i. Først og fremmest fordi jeg er mor til et barn på tre år, som jeg ønsker at tage mig af, gå på legepladsen med og lave en masse krea-aktiviteter med indendørs.

For det andet fordi jeg ville ønske, at jeg kunne se mere optimistisk på verdens realiteter. Det ville garanteret stabilisere mit sind og min krop. Men for hver dag der går, bliver min dvaletilstand dybere, og min krop falder tungere ned i madrassen og i sofaens hynder. Min puppe tyknes.

»Har du feber, mor,« spørger min datter, der gerne vil lege Bamselægen fra DR Ramasjang.

Jeg rømmer mig, hoster let og nikker. Indeni løber mine tanker af sted med mig. Har jeg feber? Ondt i halsen? Muskelømhed? Har jeg vasket mine hænder grundigt nok? Har jeg sørget for min datters hygiejne godt nok? Løber næsen?

Hun tager min temperatur med sit legetermometer og stiller efterfølgende min diagnose:

»Du har meget høj feber, mor. Du skal drikke meget vand – og måske skal du også have en af mine jordbærvitaminer, mor.«

Jeg nikker. Hun løber ud i køkkenet og henter glasset med børnevitaminer. Jeg lader hende give mig en.

»Tak,« siger jeg med en klump i halsen.

Angstens blik

Jeg er ikke bange for, at vi skal dø. Jeg er ikke bange for at blive smittet med virussen. Jeg ved, at min datter og jeg ikke er i risikogruppen, at selv hvis vi skulle blive smittet, så ville vi blive ramt med, hvad der svarer til symptomerne på en almindelig influenza.

Alligevel kunne jeg ikke holde på tårerne i går, da vi var på en af Fælledparkens legepladser.

Min kæreste og min datter rendte rundt blandt de mange andre børn og forældre, der var ude for at trække frisk luft og lege. Imens bakkede jeg længere og længere baglæns ud af mængden.

Jeg måtte ringe til min kæreste og sige, at jeg blev nødt til at gå hjem. De løb legende bag mig hele vejen hjem til Nørrebro, fægtede med pinde og legede løver på savannen på parkens store plæner.

»Det skal nok gå,« trøstede min kæreste og søster mig om aftenen.

Jeg ved, det nok skal gå. Det ved jeg. Det kan jeg begribe rent rationelt. Men jeg kan ikke forlige mig med den usikkerhed, som situationen sætter i min krop og i mit system.

Det blik, jeg for tiden ser verden igennem, minder mig om det blik, der er angstens og depressionens.

Som psykisk sårbar åbner coronasituationen op for et afgrundsdybt tankerum i min krop, hvor jeg falder og falder, mens jeg febrilsk forsøger at finde fodfæste. I myndighedernes anvisninger, i mine kæres forsøg på at berolige mig.

Men stress og angst falder sjældent til ro af rationelle argumenter, af statistikker og videnskabelige ræsonnementer. Den løber i sit eget spor og næres af den skam, jeg føler over min reaktion.

Derfor skriver jeg dette. For at imødekomme mine og andres følelser og reaktioner på den situation, vi mennesker befinder os i på nuværende tidspunkt i hele verden. Virussen har ikke kun en fysisk konsekvens for vores krop, den har også en psykisk.

Den skal vi også tage os af. Alene, men sammen.

Sofie Kousgaard er specialestuderende på RUC.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sofie.
Jeg kan læse at du skiver speciale på RUC.
For at komme dertil, er du både i besiddelses af begavelse, rationale og udholdenhed.
Disse egenskaber skal du holde fast i nu, i din angst for fremtiden.

Vi har alle, en lille eller sto,r frygt for fremtiden: bliver jeg smittet, hvad ender det hele med?
Det her du skal trække på din akademiske fornuft for at holde din angst ave..

Du har måske større risiko for at snuble der hjemme eller chance for at vinde i lotto, hvis du ellers spiller, end at du eller din datter har, for at dø af corona virus.
Hold fat i fornuften.

- Sofie

Tak for en glimrende kronik. Stress og angst er ikke rationel. Man kan ikke styre eller stoppe den, og det bliver man deprimeret af.

Jeg har læst op på tilknytningsteori og neurobiologi de seneste måneder for at psyko-educate mig selv og komme igennem social angst, men siden resten af verdenen også har fået social angst, så virker det sgu lidt omsonst. Jeg opfattede egentlig min sociale angst som en defekt forsvarsmekanisme. I virkeligheden var jeg bare foran. ..yay.

Det er nærmere alle de danskere, der ikke er stressede pga coronavirus, som har en defekt forsvars-mekanisme. Uden en moderat portion stress og angst vil epidemien løbe løbsk. Men for megen stress og angst kan føre til depression og handlingslammelse.

Når man læser om tilknytningsteori, handler det basalt set om følelsesregulering. Et trygt barn bliver en tryg voksen, som kan regulerer voldsomme følelser af stress og frygt. Og et barn er kun trygt, når forældrene er tilgængelige, stabile, kærlige og LYDHØRE.

Jeg tror at princippet om lydhørhed også gælder voksne mennesker, som skal regulerer følelser. Lydhørhed er ikke at trøste eller berolige bange og stressede mennesker. Lydhørhed er at anerkende og accepterer følelsen, så det skræmte barn / stressede voksne ikke føler sig alene. For det den mest stressende og skræmmende følelse, man kan opleve.

Så måske skal vi være lidt bedre til at indrømme at vi er stressede, angste og deprimerede i øjeblikket. Men at vi ikke er alene, vi er sammen om det. Og så tager vi den derfra...