Læserbrev

Coronakarantænen er et skrækscenarie for kvinder og børn i voldsramte hjem

Hvert år udsættes 38.000 kvinder for fysisk vold af deres partner. For dem og deres børn er det et skrækscenarie, at coronakrisen tvinger dem til to ugers isolation med en undertrykkende mand, skriver seniorkonsulent og direktør for krisecentret Danner i dette debatindlæg
19. marts 2020

Coronakrisen presser børnefamilierne. Det er hårdt for alle voksne at skulle håndtere hjemmeskoling, omsorg og konflikter og samtidig levere på sin arbejdsplads hjemmefra. Vi er ikke vant til at være så meget sammen.

Bølgerne vil måske gå højt, men de fleste familier i de små hjem vil sandsynligvis opleve, at den tvungne isolation bringer dryp af familielykke, som de sjældent sanser, når hverdagen ruller.

Men i en del familier er det slet ikke hyggeligt at være hjemme i to uger. For en kvinde, der lever med en dominerende og kontrollerende partner, er det nærmest et skrækscenarie at skulle være isoleret med ham og børnene i ugevis.

38.000 kvinder udsættes årligt for fysisk vold af deres partner. Dobbelt så mange er udsat for psykisk partnervold. De lever lige nu særligt udsat.

Fra Danners krisecenter ved vi, at den voldsudsatte kvindes arbejde kan være et helle fra hendes mands kontrolregime. Børnenes legeaftaler og fritidsaktiviteter uden for hjemmet kan være det daglige værn, der skærmer børnene fra at overvære volden. Men når alle disse hverdagsværn smuldrer, er der i princippet frit slag for voldsudøveren.

Generelt ser vi, at henvendelserne til vores krise- og rådgivningscenter stiger omkring sommerferien og julen. Kausaleffekten er ret simpel: Jo mere man er hjemme og sammen, jo større er risikoen for, at volden eskalerer.

I Danner er vi i denne coronakarantænetid særligt bekymrede for de voldsudsatte familier, for tavshed og isolation er voldsudøverens bedste ven.

Selv om der er god grund til, at vi skal holde afstand fra hinanden i disse dage, må vi ikke holde op med at holde øje med hinanden. Hvis du som nabo eller ven er vidne til noget unormalt voldsomt i en familie, hvor den ene måske er stærkt dominerende, skal du reagere.

I en fortrolig stund kan du for eksempel foreslå kvinden at ringe til Danners døgnåbne telefonrådgivning på 3333 0047.

Katja Gregers Brock og Lisbeth Jessen, seniorkonsulent og direktør i Danner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Freddie Vindberg
  • Eva Schwanenflügel
Freddie Vindberg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu