Kronik

Med coronapandemien har vi endelig en apokalypse, vi kan overskue

Pandemiens panik går på forunderlig vis hånd i hånd med en sær følelse af lettelse. Måske fordi vi nu kan se, at de sociale systemer, vi troede gjorde en stor omstilling umulig, faktisk er foranderlige, skriver sociolog Nikolaj Schultz i dette debatindlæg
Folk handler og står sammen under coronakrisen. Det skyldes, at pandemiens fare er konkret og derfor påvirker folk på en anden måde en de akstrakte klimaforandringer, skriver sociolog Nikolaj Schultz.

Folk handler og står sammen under coronakrisen. Det skyldes, at pandemiens fare er konkret og derfor påvirker folk på en anden måde en de akstrakte klimaforandringer, skriver sociolog Nikolaj Schultz.

Ida Marie Odgaard

20. marts 2020

Først ankom den ikkeinformerede panik, herefter den naive lettelse og så den informerede, handlingsgenererende frygt. Sådan beskriver Rune Lykkeberg i Informations leder den 13. marts mødet med coronavirussen – som en erkendelsesproces i tre faser.

Jeg tror, dette resumé ræsonnerer ganske fint med mange menneskers observationer af de seneste ugers virusreaktioner. Men jeg tror samtidig, at folk genkender, at undtagelsestilstandens panik på forunderlig vis synes at gå hånd i hånd med en sær følelse af sindsro eller lettelse. At historien om vores kollektive reaktionsmønster på coronavirussen er en tosidet fortælling om både frygt og lettelse.

Hvis ikke jeg tager fejl, går udviklingen altså ikke bare fra panik til lettelse til panik igen, men i stedet fra panik til lettelse til en følelse af både panik og lettelse på en og samme gang. Men hvordan opstår så dramatisk en følelsesmæssig splittelse?

Min hypotese er, at den eneste måde, man kan forklare denne dobbelte, kollektive psykologi på, er, hvis man forstår de sociale reaktionsmønstre på corona i relation til en anden tragedie i vores civilisation: klimakrisen og samfundets hjælpeløshed i mødet med denne skæbne.

To kriser, to reaktioner

Den enorme panik og handlingsparathed, som coronapandemien har installeret i offentlighed og stat, får mildest talt omfanget af de sociale og politiske reaktioner på klimaforandringerne til at blegne. Det er paradoksalt, for på trods af at virussen uden tvivl er og bliver en kæmpe tragedie, så vil de enorme konsekvenser af klimaforandringerne med al sandsynlighed langt overgå konsekvenserne af pandemien.

Der er ingen tvivl om, at virusindsatsen er nødvendig, men når man sammenligner det med klimaforandringerne, bliver det tydeligt, at konsekvenser og handling ikke nødvendigvis stemmer overens.

Nogle vil måske forklare denne uoverensstemmelse ved at understrege relationen mellem affekt og abstraktion. Forklaringen bag de forskellige reaktioner vil her være, at klimaforandringerne er abstrakte og derfor ikke skaber affekt og handling, imens pandemiens fare er konkret og derfor påvirker folk og skaber handlingsparathed. Med andre ord er der tale om to forskellige fænomener af forskellig abstraktion, hvoraf kun den konkrete trussel fremprovokerer den nødvendige affekt og handling.

Men dette kan sandsynligvis ikke alene forklare den panik, handlingsparathed og civile mobilisering, som pandemien har skabt. Når reaktionen på coronaudbruddet er så omfattende, skyldes det nok nærmere, at offentlighed og stat i forvejen er påvirket af den enorme, men abstrakte klimakrise, og derfor projicerer affekt og handlekraft derfra over på den konkrete smittekrise, som er nemmere at forholde sig til. Endelig: en apokalypse, vi kan overskue.

Min pointe er ikke, at reaktionen og indgrebene i samfundets infrastruktur er overdrevne. Min pointe er blot, at den pludselige panik, handlingsparathed og det store samfundssind i et ellers paralyseret samfund ikke kan forstås til fulde, hvis vi ikke – i det mindste delvist – ser reaktionen som resultatet af, at klimaforandringerne har gjort det kollektive psykiske miljø neurotisk. Derfor får de to forskellige fænomener måske en og samme reaktion i sidste ende.

Ved første øjekast virker min analyse urealistisk. Den er for spekulativ, for psykoanalytisk, for hypotetisk. Men det egentligt urealistiske er, at det ikke vil have massepsykologiske konsekvenser, når en civilisation gennem 50 år bevidst ignorerer beviserne for dens egne katastrofale handlinger og ufortrødent fortsætter i samme retning.

Hvordan kan det ikke skabe et panisk kollektivt psykisk miljø, når en civilisation vandrer i blinde ud over jordens planetariske grænser og direkte ind i en sjette masseuddøen?

Håb og handlekraft

Så nu går panikken hånd i hånd med lettelsen. Tager jeg fejl, når min intuition fortæller mig, at folk ved siden af frygten oplever en underlig følelse af sindsro?

Fornemmer mange ikke en spøjs form for sindsligevægt ved siden af angsten?

Når vi i disse dage ikke er stakåndede, føler vi så ikke, at vi trækker vejret endnu bedre end før?

Som jeg skrev i indledningen, så er denne dobbelthed umiddelbart svær at forklare. Men hvis reaktionerne på coronakrisen forstås som delvist afledt af klimakrisen, så finder vi mindst to årsager til, at dobbeltheden er et logisk udfald: Vores kollektive ængstelighed over klimaets abstrakte risiko får et konkret afløb i pandemien. Og samtidig ser vi, at alle de sociale systemer, som vi troede gjorde klimaomstillingen umulig – produktion, forbrug, mobilitet etc. – ikke er som mejslet i sten, men faktisk er foranderlige.

Hvis vi er lettede over i dag at se verden gå i stå for en stund, så handler det ikke om noget så banalt, som at folk ikke gider at gå på arbejde eller at situationen minder folk om at have snefri som børn. Hvis folk finder en ro i pandemiens reorganisering og kortslutning af samfundets sociale og økonomiske systemer, så er det, fordi vi fornemmer, at accelerationssamfundet kan standses, og at dets uoverskuelige konsekvenser måske alligevel ikke er uafvendelige.

Pointen er således ikke kun, som Slavoj Zizek har argumenteret for i Information, at corona rammer kapitalismen lige i hjertet. Det har han nok ret i, at den gør. Men hvis denne hjerteflimmer medfører en kollektiv følelse af lettelse, så er det, fordi den lurende klimakatastrofe ikke længere antager form af absolut nødvendighed. Lettelsen kommer, fordi den konkrete krise har vist os, at den abstrakte krise måske ikke er uundgåelig alligevel.

Vi ser ikke kun, at systemerne kan forandres, vi oplever endda også, at de sociale værdimønstre følger med.

Jovist, nogle få hamstrer toiletpapir i Netto, og en række af ultrarige eskapister, som den franske sociolog Bruno Latour og jeg tidligere har betegnet den ’geo-sociale elite’, er flygtet til New Zealand, hvor de gemmer sig fra virussen i klimasikrede bunkere. 

Men som Rune Lykkeberg påpeger i lederen, så har panikken i det store hele medført en række solidariske handlingsmønstre, som for få uger siden var umulige at forestille sig. Dette gør kun lettelsen større – både vores materielle og vores sociale skæbne kan stadig forhandles.

Denne erkendelse er vigtig, fordi det giver håb om, at vi, når tiden er til det, kan udnytte det nuværende kollektivistiske momentum og dets politiske energi til at skabe en passende reaktion på klimakrisen også. Men chancen for det er større, hvis vi forstår, at det måske allerede er klimakrisen, vi nu reagerer på, såvel i panik som i lettelse.

Lettelsen forsvinder måske inden for få dage eller uger, når coronakrisen når sit højdepunkt. Frygten vil igen stå alene, og så vil vi entydigt ønske os tilbage til dengang, hvor alt var som det plejede at være. Men det gør ikke lettelsens indsigter mindre vigtige eller gyldige – måske tværtimod.

Det bliver et underligt forår, men måske har coronaens konkrete trussel givet os en række kognitive og praktiske strategier til at imødegå den mere abstrakte krise som klimaforandringerne stiller os over for. Trods dens tragedier, så ender virussen måske med at blive et frigørende værktøj for en tidsalder, der ellers primært kan kendetegnes ved dens fuldstændige lammelse.

Nikolaj Schultz er ph.d.-stipendiat ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Poul Anker Juul
  • Eva Kjeldsen
  • Lillian Larsen
Benno Hansen, Poul Anker Juul, Eva Kjeldsen og Lillian Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arne Albatros Olsen

Selvfølgelig. Det er jo en slags utilsigtet og uofficiel test i national disruptions management.
Klimaforandringer retter vi så blikket imod bagefter.

Margit Johansen

Ja, du tager fejl såvel intuitivt som faktuelt. Virus, bakterier og anden konkurrerende biologi rammer os alle - ikke kun ældre eller særligt sårbare - som lyn fra en klar himmel - tilfældigt, hurtigt som lys og lyd - som de elektromagnetiske solstorme, der lukker elektronisk kommunikation ned - som de meteorer der suser på tværs af jordklodens bane i rummet. Vores stenalderhjerne sover som bekendt aldrig - den er altid på vagt. Heldigvis. De sociale konstruktioner, miljø, klima og uligheden, kræver begge hjernehalvdele. De sover ret meget. desværre.

Sven-Åge Westphalen, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Mikael Jensen

De sidste 40 år har især i USA handlet om at knægte de sociale kræfter, om at samle pengene i toppen af samfundet, og dermed om at flytte magten over til erhvervslivet inkl. finansvæsenet. De få i toppen af virksomhederne har nu magt som fortidens konger, de bestemmer hvilket system vi skal leve under, og politikernes indflydelse er stækket. Vi har set hvordan de rige har øget deres egen magt verden over, og formindsket demokratiet. Der er nu nogle få multimilliardærer som ejer mere end 60 % af jordens befolkning. Det er værre end før Reformationen.

Dem som har pengene og derved magten reagerer på samme måde som før: Giv os flere penge. På det tidspunkt hvor de havde tabt 10-30 % på aktierne, sendte de en hel pandemi at artikler ud som kun omhandlede én ting: Vi skal have penge fra staten for at godtgøre vores tab, og det virkede. De rige har efter hver krise de sidste 40 år øget deres magt og rigdom - de har øget uligheden til det ekstreme. Hvis vi skal klare klimakrisen, kommer vi ikke udenom et socialt oprør som omfordeler magten og derved styrker demokratiet - borgerne styrer samfundet, borgerne bestemmer retningen - det er hårdt tiltrængt. Der er ikke længere tid til læse tykke støvede bøger omkring historiske forandringer, det er tid til at reagere.

Verden over stiger CO2-udslippet, eller det gjorde det lige indtil for få uger siden. Corona kommer til at blive værre end vi ønsker at erkende eller vi bør fatte, der er en vis beskyttelse imod de horror som vi ikke kan forhindre. Corona har nedsat CO2-udledningen, regeringen har indtil nu ikke lykkes med at rykke udslippet. Der er meget få tegn på at magten flytter sig ned til borgerne. Verden, eller rettere samfundene, må og skal nu forandres på en fundamental måde. Det er ikke bare klimaet og biodiversiteten som fortæller os dette. Vi kommer ikke ude om en omfordeling af magten. Uden den fortsætter de magtfulde ad samme spor, som har vist sig at ødelægge planeten. Vi er stadigvæk i dag underlagt det samme system som har bragt os lang ud over kanten af hvad planeten kan bære, og masseudryddelsen er foregået over så lang tid, at vi har forstået hvad det er vi foretager os. Alligevel reagerer vi ikke? Alligevel river vi ikke magten ud af de riges altødelæggendes kvælertag om planetens hals?

Lars Løfgren, Sven-Åge Westphalen, Morten Heinild, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Erik Lang, Carsten Mortensen, Achim K. Holzmüller, Karsten Nielsen, Uffe Juul, Søren Dahl og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
René Arestrup

'...vi fornemmer, at accelerationssamfundet kan standses, og at dets uoverskuelige konsekvenser måske alligevel ikke er uafvendelige.'

Måske. Men døden skal stå lige uden for døren før vores reptilhjerne går i 'operations-mode'. Vores intellektuelle kapacitet er tydeligvis ikke nok til at trumfe vores umiddelbare instinkter. Derfor vil vi altid vente til sidste øjeblik.

Det går måske denne gang. Men ikke næste.

Sven-Åge Westphalen

en god og tankevækkende artikel med et positivt budskab, men jeg er desværre skeptisk over for folketingets såvel som civilsamfundets beslutnings- og handlekraft såvel som villighed til forandring.