Kommentar

Drop illusionen om demokrati i Syrien og lad Assad vinde: Så dør og flygter færre

Millioner er drevet på flugt, og hundredtusindvis er døde som følge af krigen i Syrien. Vi bør erklære krigen for tabt og lade Assad overtage Idlibprovinsen, så den million mennesker, der banker på Tyrkiets dør, kan forblive i deres hjemland, skriver Jes Henningsen i dette debatindlæg
Af mange grunde vil det være en fordel, hvis flygtningene forbliver i deres hjemland. Men hvis det skal realiseres, kræver det, at der bliver slagtet nogle hellige køer, skriver Jes Henningsen. På billedet ses en syrisk flygtningepige i landsbyen Kafr Lusin i Idlibprovinsen.

Af mange grunde vil det være en fordel, hvis flygtningene forbliver i deres hjemland. Men hvis det skal realiseres, kræver det, at der bliver slagtet nogle hellige køer, skriver Jes Henningsen. På billedet ses en syrisk flygtningepige i landsbyen Kafr Lusin i Idlibprovinsen.

Ozan Kose

14. marts 2020

Der tegner sig konturerne af et flygtningepres på EU, svarende til det, vi oplevede i 2015.

Grænserne er bedre bevogtet i dag, men det betyder, at flygtningenes situation er langt værre end dengang. Ingen vil have dem, og på trods af at vi står i en situation, der har kunnet forudses de sidste fire år, er ingen løsning i sigte.

Udenrigsminister Jeppe Kofod udstillede sin magtesløshed ved manisk at gentage mantraet »hjælpe i nærområderne« og skyde hele ansvaret for optrapningen af situationen over på Erdogan i et interview med Søren Lippert den 4. marts på TV 2 NEWS.

Lippert gjorde et heroisk, men forgæves forsøg på at få Kofod til at kommentere misforholdet mellem Erdogans afvisning af at tage op mod en million syriske flygtninge mere oven i de 3,6 millioner, der allerede befinder sig i Tyrkiet, og de 16 kvoteflygtninge, Danmark netop har modtaget.

Regeringens plan om asylbehandling i nærområderne bliver skudt ned fra alle sider, senest af tidligere generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm i en kronik i Politiken den 3. marts.

I den række af lande, som Kamm lister op og erklærer for urealistiske som hjemsted for en sådan facilitet, mangler han at tage stilling til det mest oplagte: Syrien.

Af mange grunde vil det være en fordel, hvis flygtningene forbliver i deres hjemland. Men hvis det skal realiseres, kræver det, at der bliver slagtet nogle hellige køer.

Det kræver accept af, at Syriens præsident Assad og Putin har vundet krigen, og at vi solidariserer os med Assads ønske om at få Idlibprovinsen integreret i det øvrige Syrien. Det vil formentlig også kræve ophør af alle sanktioner, løfte om økonomisk hjælp til genopbygning af de dele af Syrien, der er blevet ødelagt under krigen, og garanti mod ekstern støtte til forsøg på regimeskifte.

Det er en stor mundfuld, men lad os tænke det igennem, inden løsningen bliver afvist som totalt uspiselig.

Ingen rene hænder

Medmindre man har en fantasi om, at Idlibprovinsen permanent skal være en slags mellemøstligt Christiania, så lad os se på, hvem det egentlig er, Assad prøver at slippe af med. Det er jo i hvert fald ikke den million mennesker, der med deres sparsomme ejendele har fundet vej til den tyrkiske grænse.

BBC beskæftigede sig i magasinet Reality Check den 18. februar med, hvem der kontrollerer Idlib. BBC identificerer fire militser: to jihadistgrupper, en pro-al-Qaeda-gruppering og en tyrkisk støttet oprørsalliance.

Den dominerende milits, som stort set kontrollerer hele provinsen, er Hay’at Tahrir al-Sham (HTS). Den beskrives som den seneste inkarnation af Al-Nusra-fronten, som var al-Qaedas officielle gren i Syrien. Antallet af krigere i HTS varierer, afhængig af hvem man spørger, men estimaterne går fra 12.000 til 20.000. Er det dem, vi solidariserer os med?

Og er Assads ønske om at slippe af med dem mindre legitimt end den internationale koalitions ønske om at få jaget ISIS ud af Mosul og Raqqa?

For tre år siden, da Mosul blev befriet for ISIS, var det overvejende kurdiske styrker, der kæmpede på landjorden og i byernes gader, mens USA og de øvrige medlemmer af den internationale koalition, herunder Danmark, gav luftstøtte og kastede bomber.

Som altid i sådanne situationer kom de civile i klemme, og de, der kunne, flygtede.

I dag er det Assads styrker, der med russisk luftstøtte kæmper på landjorden for at indtage Idlib, og et af de foreløbige resultater er de flygtninge, der nu forgæves prøver at komme ind i Tyrkiet. Grundlæggende er det den samme situation, men der er en afgrund til forskel på, hvordan det bliver beskrevet.

Som befrielsen af Mosul blev beskrevet i danske medier, gjorde koalitionen alt for at minimere civile tab, og den har ifølge de officielle tabstal kun taget ansvar for få hundrede dræbte civile.

I stærk kontrast hertil får man det indtryk, at Assad og Rusland nærmest finder fornøjelse i at sende bomber mod skoler og hospitaler, og i en leder i Politiken den 3. marts bliver Syrien eksempelvis beskrevet som »et blodigt slagtehus, hvor Rusland hjælper Assad med at myrde uskyldige og undertrykke befolkningen«.

Men den britiske avis The Independent beskriver slaget om Mosul som en massakre, og Associated Press opgiver den 21. december 2017 det civile tabstal til mellem 9.000 og 11.000, heraf mindst 3.200 som direkte følge af koalitionens bombardementer.

Man kan have det synspunkt, at Assad har for meget blod på hænderne, og at koalitionen forfulgte et mere ædelt mål, end han gør. Men konklusionen må være, at der ikke er nogen, der har rene hænder. Og spørgsmålet er, hvor mange der yderligere skal fordrives eller dø, før vi opgiver illusionen om et liberalt demokrati i Syrien.

Jes Henningsen, lektor emeritus i faststoffysik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
  • Olaf Tehrani
  • Flemming Berger
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Torben K L Jensen
  • Anders Graae
  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Henrik Brøndum, Olaf Tehrani, Flemming Berger, Peter Beck-Lauritzen, Torben K L Jensen, Anders Graae, David Zennaro og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Verden har brug for en øjeblikkelig "Time Out" for sanktioner,krige - handelskrige og hvad er et bedre udgangspunkt end en pandemi ?

Jens Ole Mortensen, Flemming Berger og Søren Fosberg anbefalede denne kommentar
Jens Ole Mortensen

Cubanske og Sovjettiske marxister støttede marxistiske oprører i Ethiopien . Det førte til folkemord på 1.000.000 mennesker.
Islamister støttede regeringen i Sudan i at indføre sharia . Som kostede 300.000 mennesker livet.
Vesten og EU , støttede den såkaldte, huturegering og gav dem alt hvad de behøvede til et folkemord på 800.000 mennesker.
Ideologierne er vidt forskellige, men adfærden er den samme.

Jeg ville ønske at vi, istedet for at udbrede vores ideologier, levevis eller religioner. Kun blandede os i menneskerettigheder. For det kommer os alle ved.
Men vi gør det modsatte. Vi breder vores ideologier, religioner og vores samfundsopfattelser og ser mellem fingre med menneskerettigheder.
Jeg ville ønske at vi så på os selv på en anden måde. At vores store hjerner, sprog og evnen til at opbygge store samfund på en form for ideologi. At den evne, basalt set, er den samme som når stimefisk, med deres sanseorganer kan skabe enhed i en stime ,
hvori de kan føle sig trygge. Kunne mennesker anerkende denne enkle præmis som en videnskabelig sandhed. Ville verden se helt anderledes ud.

Inger Jensen, Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger, Oluf Dragsbo, Mikkel Zess, Peter Knap, Erik Winberg, Steffen Gliese og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Helt enig. Se hvad vi skabte i Libyen. Uden samtykke fra befolkningen kan ingen regering ‘indsættes’ af fremmede lande.
Syriens lederskab er ikke vestligt demokrati. Men det er meget mere ønskeligt end Al-Nusra krigere fra hele verden, som kun tænker på at berige sig selv, plyndre og afpresse befolkningen til at støtte dem.
Hvem støtter alle disse internationale krigere. USA, Saudierne og Tyrkiet.

Hans Aagaard, Ole Arne Sejersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Nu har et skræmt vesten ellers kriget løs i 75 år for at alt og alle da skal være demokratisk og først og fremmest kapitalistisk. Helt uden at spørge. For det vil alle da.

Og for hver en pris. Bare spørg de mange millioner, som har mistet deres børn, ægtefælle, familier og venner igennem de sidste 75 år for den gode sags skyld.