Kommentar

Ikke engang uddannelseslederne tør tale om værdien af at kunne tale fremmedsprog

Det er bekymrende, at selv personer centralt placeret i uddannelsessystemet ser sprogkundskaber som et instrument og ikke udviser forståelse for den store kulturelle betydning af at mestre fremmedsprog, skriver professor emeritus Per Øhrgaard i dette debatindlæg
Man skal ikke undre sig over den manglende tilgang af studerende til sprogstudier. Et kvikt ungt menneske kan se, at sproglig myndighed og kulturel horisont ikke regnes for noget, skriver professor emeritus Per Øhrgaard.

Man skal ikke undre sig over den manglende tilgang af studerende til sprogstudier. Et kvikt ungt menneske kan se, at sproglig myndighed og kulturel horisont ikke regnes for noget, skriver professor emeritus Per Øhrgaard.

Marie Hald

12. marts 2020

Lørdag den 7. marts skrev Universiteternes rektorkollegiums formandskab og formanden for Danske Gymnasier en kommentar om fremmedsprogsstudier. Godt, at emnet tages op af centralt placerede personer.

Men heller ikke de har forstået årsagen til problemet: At der ikke længere findes nogen forståelse for betydningen af sprog. Den fandtes før i tiden. Sprog var kernen i al uddannelse, først modersmål, derpå fremmedsprog, derpå fagsprog – men sprog!

Studerende skulle som en selvfølge kunne læse tre hovedsprog, også hvis de læste naturvidenskab eller medicin. Handelshøjskolen i København havde et økonomisk og et sprogligt fakultet. I dag er al sprogundervisning afskaffet, i øvrigt mens Dansk Industris direktør var bestyrelsesformand.

Det er ikke en »nedsættende debat om humaniora«, som har »smittet af« på sproguddannelserne, sådan som Birgitte Vedersø, Anders Bjarklev og Per Michael Johansen skriver. Mange humanistiske fag klarer sig godt. Sprogfagene er snarere smittekilden. Det er de på grund af den manglende forståelse – også for, at visse kvalifikationer ikke opnås uden et vist slid. I skolen ved enhver, at man kan score højere karakterer ved at vælge andre fag.

Gymnasiereformen i 1988 gjorde fransk og tysk valgfrie. Det fik den konsekvens, at forkundskaber i disse sprog ikke kræves eller forudsættes generelt, men kun hvis det er dem, man vil studere på universitetet. Kun engelskkundskaber er obligatoriske. Reformen i 2005 gik videre endnu. Det blev stort set umuligt at få tre sprog med sig til studentereksamen. Det fik følger for studievalget.

Havde det været en bevidst politik at indskrænke danskernes horisont, kunne man have kæmpet imod. Men det var blot en upåagtet bivirkning af alt muligt andet, simpel tankeløshed. Sprogfagenes forsvinden var collateral damage, som man trækker på skuldrene af.

Ingen tør tale om dannelse

For få år siden opslog Erhvervsministeriet stillinger som »innovationsattacheer« i flere lande uden at kræve sprogkundskaber som kvalifikation. De var en fordel, ikke mere. Så afskaffede man autorisationen for tolke og translatører og skabte et nærmest gråt marked. Husker man, at Rigspolitiet traf aftale med et tolkebureau, der ikke duede? Det signaleres, at danskere i internationale organisationer ikke behøver tolkning til dansk, vi er jo perfekte til engelsk(!).

Det erhvervsliv, som siges at være opmærksomt på problemerne, har ikke protesteret mod denne udvikling, men nikket bifaldende. Hvornår ser man sprogkrav angivet som centrale i en stillingsannonce? Sjældent! Sprog betragtes som en teknikalitet, det er ’rart at få med’, når man leder efter noget andet.

De tre skribenters kommentar ligger i forlængelse af denne tankegang. Først til allersidst indfletter de nogle kulturelle argumenter. Resten handler om fremmedsprog som blot et instrument. Men hvis man ikke vil tale højt og tydeligt om sprog, herunder fremmedsprog, som en del af almen dannelse, horisontudvidelse, kulturel myndighed, ja, livskvalitet – så kan man give op.

Det er bekymrende, at selv personer centralt placeret i uddannelsessystemet er så bange for at fremhæve kernen i det hele. Man forstår dem godt: Kulturelle argumenter skader kun sagen. Men uden dem er der slet ingen sag.

Man skal ikke undre sig over den manglende tilgang af studerende til sprogstudier. Et kvikt ungt menneske kan se, at sproglig myndighed og kulturel horisont ikke regnes for noget.

At det er i orden at formulere sig kluntet på modersmålet. At det er nok at have et rudimentært ordforråd på engelsk. At de øvrige sprog i skolen er ligegyldige for en videre uddannelse, fordi kun engelsk tæller. At andenhåndsviden er nok, og at førstehåndsviden ikke belønnes. At det i en jobsamtale ikke giver bonus at fortælle, at man kan sprog, for det er lige meget. Hvorfor skulle det kvikke unge menneske vælge at læse sprog?

Forfatterne opfordrer til at »tage hul på diskussionen«. Hvor har de tilbragt de seneste 20-30 år? Mange, herunder såmænd jeg selv, har prøvet at sætte den diskussion i gang, der er skrevet artikler og bøger i stribevis, flere af os har været medforfattere af rapporter bestilt af ministerier. De er alle endt i papirkurven.

Men: God fornøjelse, held og lykke med at tage hul på diskussionen!

Per Øhrgaard er professor emeritus og medforfatter til bogen Sprogløse verdensborgere.

Hvis vi skal bevare sprogkompetencerne i fremtidens Danmark, skal vi vende skuden nu. Vi skal have flere til at søge ind på sprogfagene, og det haster. For hvis sprogfagene først dør ud i undervisningssystemet, er det meget svært at bringe dem til live igen, skriver Anders Bjarklev, Per Michael Johansen og Birgitte Vedersø.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Rasmussen
  • Henrik Günther
  • Christian Mondrup
  • Pietro Cini
  • Olav Bo Hessellund
  • Alvin Jensen
  • Gert Romme
  • Jan Damskier
  • Flemming Berger
  • Joen Elmbak
  • Stig Bøg
  • Britta Hansen
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Gunna Hölludottir
  • Henrik Plaschke
Thomas Rasmussen, Henrik Günther, Christian Mondrup, Pietro Cini, Olav Bo Hessellund, Alvin Jensen, Gert Romme, Jan Damskier, Flemming Berger, Joen Elmbak, Stig Bøg, Britta Hansen, Klaus Lundahl Engelholt, Gunna Hölludottir og Henrik Plaschke anbefalede denne artikel

Kommentarer

kjeld hougaard

Det forhold der nævnes, det er en integreret del ”dansker-tosse” holdningernes tiltagende udbredelse. Dansk – sprog, kultur – er som Piet Hein sagde: ” er langt det bedste og rigtigste, de smukkeste, største og vigtigste”. Hvorfor lære det underlødige?

Sten Stenbæk

Overskriften skuffede: Jeg troede det skulle handle om de værdier og den udvidelse af en ens verden som det at lære et nyt sprog medfører. Jeg kan en hulens masse sprog, og jeg fornemmer at min måde at tænke på, især i metaforisk henseende, ændrer sig alt efter hvilket sprog jeg beskæftiger mig med på et givent tidspunkt. I den erkendelse ligger der jo en glæde i sig selv. Sproget strukturerer verden, så ens verden har den struktur sproget har. Hvis man har mange ord for en ting på et givet sprog, så udvider man sin forståelse af nuancer. Når man, e.g. på swahile, har fire ord for at 'være', så struktureres ens verden rent fysisk anderledes. Osv osv At lære sprog er en glæde i sig selv, uafhængig af en evt. nyttefilosofi og kapitalisering. At læse en bog på svensk, hvilket de fleste danskere sagtens kan, er en større oplevelse end at læse den samme på dansk. Og jeg kunne ikke drømme om at læse en bog oversat fra engelsk til dansk. Jeg ville konstant spørge mig selv hvad mon den egentlig stod i teksten.

Gunna Hölludottir

Det er ikke nogen tilfældighed, at sprogstudier og kulturelaterede uddannelser ikke regnes for noget, selv om sprog er et meget vigtigt i alle sammenhæng. Jeg har nydt godt af sprogundervisning. Jeg havde islandsk, etymologi, litteraturvidenskab, dansk, engelsk, tysk, fransk og latin i gymnasiet, foruden det havde jeg matematik, kemi, biologi, metrologi, geologi, historie, filosofi, sociologi, gymnastik, maskinskrivning og kunstfag i alle årene. Dansk fik jeg brug for til mit studie i Danmark. Fransk og engelsk fik jeg brug for til et projekt i Frankrig, der varede 4 år. Tysk fik jeg brug for i flere projekter i Tyskland. Flere af sprogene har gavnet mig i min undervisning.

I 2004 fik vi en ny regering, som startede sit virke med at fyre alle mennesker med specialviden. Vi havde ikke længere brug for specialister og mennesker med specialviden.

Regeringen proklamerede, "vi kan selv", hvad skal vi med specialister. Og statsministeren Fogh var et eksempel på et menneske, der havde kæmpet sig igennem økonomistudiet og insisterede på at tale engelsk. Og sikke et engelsk. Bare her burde man have været på vagt.

Han ansatte en begavet klimafornægter til at tage sig af miljøet. Nu er han også en landmandssøn. Alt det pjat om miljø, hvad skulle vi med det?

Ikke et ondt ord om landmænd fra min side, der findes mange dannede landmænd. Jeg stammer selv fra landmænd og fiskere. De var mennesker, der læste alt hvad de fik fat i. De var dannede, kunstneriske og indsigtsfulde, uden at de havde en lang uddannelse. Der findes mennesker, der ikke kun kigger på kuglerammen og forstår, at dannelse, litteratur, kunst og kultur gavner i vores samfund. På et tidspunkt under denne tidligere nævnde regering var der en popgruppe, der tjente flere penge til landet end hele landbruget.

I virkeligheden kan vi i bagklogsskabens klare lys se årsagen. Det var, fordi de personer, som blev toneangivende og lovgivere i samfundet, ikke satte kunst, dannelse og kultur i højsæde. De mennesker, der sad øverst i regeringen var djøfere så som økonomer, statskunstskabsfolk og jurister, med en enkelt undtagelse i Per Stig Møller, som er historiker. Landet blev regeret af mennesker uden nogen nævneværdig dannelse og kulturforståelse/kulturinteresse. Det er beklageligvis ikke bedre i den nuværende regering. Vi fik bl. andet en kulturminister, der var jurist og uden nogen særlig indsigt i værdien af kunst og kultur, selv om han var et positivt menneske.

I 60erne var Danmark et foregangsland i møbeldesign, arkitektur, litteratur og kunst. Vi eksporter stadigvæk nogle af disse møbler. Det satser man ikke længere på. Fritz Hansen har f.eks. flyttet deres produktion til Polen.

Desværre har Kunstakademiets Arkitektskole forvandlet sig til et hav af kongeriger/fyrstendømmer med mange små og nogle større professorer. Skitsering, modelbyggeri og tegning er stadigvæk i høj kurs. Croquis og frihåndtegning dyrkes i ringe grad. Tegninger tegnes oftest på computer. Det er der heller ikke noget i vejen med, hvis man benytter dem rigtigt. Håndværket, detaljering, byggesagskunstskaber og almene beskrivelser er ikke eksisterende undervisning. Kunsthistorie dyrkes ikke særlig mange steder.

Samme manglende evner er der også på DTU. Nu er store tegnestuen så som Arkitema, Henning Larsen, Schmidt Hammer og Lassen, Gotlieb og Paludan mm. solgt til store ingeniørfirmaer. Endnu en gang vil kultur og dannelse blive trådt under fode.

Som praktiserende arkitekt og en der har undervist i mange år, kan jeg fortælle, at arkitektuddannelsen er meget billigere end en uddannelse på DTU. Årsagen er, man kan regne en bjælkes dimension til den holder, men man kan ikke regne ud, om den er smukt formet. Fakta er vigtigere end æstetik, selv om begge bør gå hånd i hånd.

Jeg har desværre efter godt 30 års arbejde som arkitekt kun mødt 2 æstetisk dygtige bygningsingeniører og en ventilationsingeniør, en kvinde. Jeg har heller ikke mødt ingeniører, der er byggeteknisk dygtige og jeg har arbejdet med mange både små og meget store projekter. Æstetisk uddannelse, samt håndværksmæssig indsigt er helt fraværende på DTU.

Hvis vi kigger på Folketinget nu i dag, så har jeg svært ved at finde mennesker, der interesserer sig for kunst og kultur.

Vi er blevet en nation af dygtige amatører.

Jeg skriver ikke 100% korrekt dansk, men har af faglige årsager været i kontakt med flere søde pædagoger. Jeg har kun mødt to, der talte bare tilnærmelsesvis korrekt dansk. Den ene var også uddannet lærer og gammel, den anden havde også studeret dansk, ligeledes gammel. Det er ikke mærkværdigt, at unge og børn ikke kan tale bare nogenlunde korrekt dansk. De tilbringer 7-8 timer hver dag i en institution. Engelsk smitter også på grund af digitale midler.

Henrik Brøndum, Marie Louise Wammen, Rolf Andersen, Egon Stich, Kim Houmøller, Pietro Cini, Olav Bo Hessellund, Curt Sørensen, Viggo Helth og Joen Elmbak anbefalede denne kommentar
Gunna Hölludottir

Rettelse. Den røg ud inden gennemlæsning.

selv om sproget er meget vigtigt i alle sammenhæng.
faglige grunde

Gunna Hölludottir

Kultur er noget man har i hovedet, ikke noget man hænger på væggen.

Rolf Andersen, Per Christiansen, Olav Bo Hessellund, Mikkel Zess og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Der er utrolig meget naivitet og uvidenhed forbundet med sprog. Mange ledere - overalt i samfundet- men også rektorer tror, at alle taler engelsk. Måske på det øverste lederniveau, men lige nedenunder taler de fleste kun deres eget modersmål og måske et nabosprog. I uformelle situationer, i kantiner, på barer, det samme. Det er svært at være sjov på et andet sprog end ens modersmål.
Unge mennesker i dag taler gerne dangelsk, og det smitter sikkert af på deres engelsk. Foragten for andre sprog skal man heller ikke glemme, især foragten for tysk. De tre skribenter nåede lige at nævne spansk, men det eksisterer ikke i de fleste menneskers bevidsthed endnu (efter alle de år som valgmulighed). Og stadig væk ikke i undervisningsministeriet, eller andre relevante ministerier. Spansk tales som bekendt i hele Amerika, inklusive USA. I det sydlige Brasilien er spansk på skoleskemaet.
Russisk, japansk, kinesisk? Glem det. Med de grammatikkundskaber den yngre befolkning har, kan det ikke lade sig gøre. Andet end for de ganske få.
Er der ingen prestige i at være gymnasielærer? Nok ikke meget, og ikke nok til få flere til at studere andre sprog end engelsk.

Esben Skytte Christiansen

Hvilken velsignet kommentar! – og så fra en, der har den dybeste indsigt i emnet. Det er i sandhed en sjældenhed. Danmark har siden Rasmus Rasks dage haft adskillige fremragende forskere i fremmedsprog og lingvistik af høj international standard, som f.eks. Blinkenberg, Brøndsted, Canger, Egerod, Fischer-Jørgensen, Hjelmslev (københavnerskolen), Høeg, Høybye, Jespersen, Læssøe, Nyrop, Pedersen, Prasse, Rischel, Sandfeld, Skydsgaard, Stender-Petersen, Svane, Thomsen (Elefantordenen for sin forskning), Verner – for bare at nævne en snes stykker, hvis forskning og værker jeg selv har beskæftiget mig med. Som på så mange andre felter, synker landet på fremmedsprogsområdet langsomt ned i middelmådighedens sump.

Selv mange af dagens professorer i f.eks. filosofi og idéhistorie formår kun at læse de store franske og tyske filosoffer og samfundsforskeres værker på engelsk, hvis det ikke foreligger på dansk. Man evner ganske enkelt ikke at læse sådanne grundlæggende værker på originalsproget, for man har ikke stødt på dem i uddannelsesforløbet. Men nu kan også snart sagt enhver middelmådig akademiker blive professor, man behøver ikke længere at dokumentere sit forskningspotentiale ved udarbejdelsen af en ægte doktorafhandling. Studietiden på de højere læreanstalter er tillige kraftigt beskåret i forhold til tidligere.

Forfald, forfald over hele linjen, såvel i kundskaber, indsigt som i idégrundlag og dannelse, sprogligt, historisk og kulturelt. Underligt er det ikke, at identitetsløsheden, tankeforvirringen og alskens diagnoser breder sig som en steppebrand hos de yngre generationer. Der er jo ingen faste livsorienterende holdepunkter i en stadig mere fragmenteret tilværelse, hvor flere og flere truende skyer tydeligt ses i horisonten som en trussel mod livsgrundlaget.

Rolf Andersen, Egon Stich, Curt Sørensen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Da jeg i sin tid, som voksen efter en militær karriere, blev optaget på økonomistudiet på daværende Handelshøjskole København, blev min optagelse betinget af 2 semestre på Københavns Universitet i juridisk-økonomisk engelsk og juridisk-økonomisk tysk, og det har jeg haft meget gavn af.

Og os, der bor udenfor fædrelandet, oplever, at der virkelig er stor forskel på landenes borgeres sprogfærdigheder. Når man hører en dansk tale engelsk, kan man let høre, om personen er fra Sjælland, Fyn eller Jylland.

Dem, der virkelig mester engelsk sprog er svenskerne og finnerne. Og de dårligste er nok tyskere og italienere, medens franskmænd virkelig har forbedret sig gennem de seneste 25 år.

jens peter hansen

Dem, der virkelig mester engelsk sprog er svenskerne og finnerne, skriver Gert Romme. Ja så. Jeg kan smadder nemt høre om det er en irer eller skotte der mestrer engelsk, for ikke at nævne hvilken klasse i samfundet en ægte englænder kommer fra. Amerikanere fra sydstaterne taler jo også ofte anderledes end folk fra New York. At Jönsson og Altonen skulle være accentfri er nyt for mig, men det er jo bare dejligt. Men var det nu ikke netop opgøret med engelsk, engelsk og endnu mere engelsk Per Øhrgaard bragte på bane. Det er først og fremmest gymnasiereformen fra 2005 der har vredet halsen om på andre sprog end engelsk. På historie skulle vi have mindst et sprog ud over engelsk på A-niveau. En af underviserne spurgte hvor mange der mente de kunne læse noget på spansk, der var én og han kom fra Argentina, hvor mange der kunne tysk, jo vi var tre og på fransk én, det var såmænd mig. Langt de fleste mente ikke de kunne mestre nogle af de sprog de havde på A-niveau fra gymnasiet. Et semester hvor vi havde et emne om tyske medier i Weimarrepublikken, skrev underviseren undskyldende at der kunne forekomme tekster på tysk. Lige nu går jeg i en høj alder på tyskstudiet på KU. Jeg går på tompladsordningen, (og bare rolig jeg betaler), om dagen, fordi der blot er 20 ny studenter, mens vi vist er 5-6 stykker der læser sidefag. Så tyndt er tysk besat på universitetet i København. I Ålborg lukker og slukker spansk. Vi har aldrig haft så store muligheder for at rejse og få indtryk fra den store verden og aldrig er der blevet lagt så lidt vægt på den kultur vi kunne stifte bekendtskab med et kendskab til andre sprog. Den der tænder for tv-et vil på en normal dag kunne se fire,fem serier fra engelsktalende lande og herefter en eller to film fra samme sprog-område. Det ændrer sig ikke før de andre sprog bliver brugt aktivt i undervisningen.

Rolf Andersen og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar
Olav Bo Hessellund

At der er en sammenhæng mellem sproglige kompetencer og evne til tankemæssig klarhed forekommer mig indlysende.

Ole Henriksen

Det undrer den gamle maskiningeniør, at man ikke længere lærer sprog i gymnasiet, og at man ikke mener at det er nødvendigt på de tekniske uddannelser.
For det første var alle de lærerbøger inden for mit fagområde, der var noget værd, og som jeg stadig bruger som opslagsværker skrevet på tysk, og den centraleuropæiske fagtradition er stadig den angelsaksiske suverænt overlegent.
Samtidig er det min erfaring, at det er en hurtig måde at bryde isen i internationalt samarbejde, hvis man ved hvor og hvornår i Tyskland/Østrig/Schweitz man skal benytte Guten Tag; Hallo, Servus, eller grüß Gott som hilsen, ligesom franskmænd og belgier anerkender et salut / bonjour.
Og jeg oplever stadig, at man går glip af meget væsentlig faglitteratur hvis man insisterer på kun at tale/læse/skrive engelsk.

Rolf Andersen, Carl Chr Søndergård, Christian Mondrup og Egon Stich anbefalede denne kommentar
Per Christiansen

Oplever tit at unge ikke fatter en lyd af tysk, svensk, og de i den grad bliver meget forundret at der ikke tales engelsk over alt.
Det forundrer mig at man ikke kan høre lighederne i sproget.
Men oftes tror jeg at det er pga et manglende ordforråd i dansk.

Rolf Andersen og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar

Jeg er, desværre, temmelig sikker på, at der er tale om en bevidst fordummelse af befolkningen. Den letter jo slavegørelsen af samme.

Anders Sørensen

Langt de fleste i dag taler flere fremmedsprog forståeligt, end de gjorde for, say, 40 år siden.

De unge i dag er LANGT bedre til engelsk, end de var for 40 år siden. Hvilket blandt andet skyldes en større rejsefrihed, samt lettere tilgang til engelsksproget musik, film.

Forestillingen om, at man tidligere mestrede flere fremmedsprog, er falsk. Den bunder alene i, at dem, der mestrede disse dengang, nu befinder sig i et ekkokammer befolket af ligesindet elite.

Carl Chr Søndergård og jens peter hansen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Det er rigtigt at der er langt flere der taler langt bedre engelsk end tidligere. Med hensyn til tysk tror jeg til gengæld der var mange der for 40 år siden i den sydlige del af landet var rigtig gode til sproget takket være tysk tv, som kunne ses og blev set af mange fra en linie nord om Varde til Præstø. Svensk blev østdanskerne også gode til af samme grund. Et sprog der ikke bliver hørt eller brugt forsvinder for den enkelte. Alligevel er det da tyndt at undervisningen i andet end engelsk forsvinder.

Ole Henriksen og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar
Thomas Rasmussen

Det aktuelle højdepunkt er kommet ved, at rektoren for landets ældste universitet ikke selv har en universitetsgrad. (Hans fakultet var ikke dengang en del af KU). Rector maginificus er ikke længere en klog autoritet, bare en stikirend-dreng for konsist.., nå nej bestyrelsen. Når han fremmumler noget om kultur, er det ved at lave regler for studenternes udklædningsfester.
Helge Sander, journalisten der fik lov at definere hvad forskning er herhjemme, har sejret.
Der er heller ikke mange end Per Øhrgaard til at debattere det her. Øvrige er bange for en fyreseddel pga illoyalitet eller, som Peter Viggo Jacobsen, at få reprimander fra embedsmændene.
Ville gerne have afsluttet med et citat på tysk eller latin, men det forstår vores politikere nok ikke alligevel. Så jeg skriver bare “fuck!” Det forstår de nok.

Anders Sørensen

@Kim Ravn-Jensen, det bliver vel nok en smule teoretisk. "Jeg brækkede mit ben" er eksempelvis fuldt ud gangbart på dansk. Og sædvanligvis er det vel lige præcis det, man gør. Man brækker selv sit ben - omend sjældent med vilje.

"Jeg brækkede benet" er naturligvis også gangbart. Men så kunne man spørge: Hvilket ben? Mit eget? En andens? I begge tilfælde er forståelsen afhængig af, at man på anden vis gør det klart, hvilket ben der brækkes.