Kronik

Nu får kvindernes omsorgsarbejde endelig den anerkendelse, det fortjener

De nedvurderede SOSU’er og sygeplejersker bliver nu hyldet som ’kritiske funktioner’. Også omsorgsarbejdet i hjemmet bliver mere synligt under coronakrisen. Forhåbentlig fører det til, at arbejdet fremover anerkendes, skriver Katrine Arnfred og Signe Arnfred i dette debatindlæg
Nu står folk nærmest i kø for at hylde og takke de hårdtarbejdende social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker.

Nu står folk nærmest i kø for at hylde og takke de hårdtarbejdende social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker.

Ida Marie Odgaard

25. marts 2020

Onsdag den 12. marts lukkede Mette Frederiksen Danmark ned, og siden har alle haft travlt med at finde sig tilrette i den største samfundskrise i nyere tid. Sociale medier svømmer over med frustrationer over, hvordan man som børnefamilie skal få den nye virkelighed til at gå op, når forældre nu forventes at arbejde, hjemmeskole og børnepasse på samme tid.

Produktionsmaskineriet skal holdes i gang, samtidig med at sikring af ungernes almene dannelse og det ellers til daglig udliciterede omsorgsarbejde nu er forældrenes ansvar. I og med at det tilbage i den gamle virkelighed stadig er kvinder, der har trukket det primære læs på hjemmefronten, bliver det relevant at spørge, hvem der ender med at forvalte det ansvar nu.

Efter alt at dømme er det stadigvæk kvinderne, der i al hast skemalægger de kommende dage, ligesom det er kvinder, der i medierne kommer med gode råd til hjemmeskoling og børneaktivering. Intet nyt under solen der. Også i krisetider er det hjemlige omsorgsarbejde kvindens dont, og det er nærliggende at antage, at det – fordi kvinder i forvejen lægger en time mere om dagen i husarbejdet end mænd – faktisk intensiveres, når der helt lavpraktisk simpelthen er mere at lave på hjemmefronten.

Her er der ikke engang taget højde for de mange enlige mødre, som i den grad må være i højeste beredskab under coronakrisen.

Usynlig omsorg

Kaster man blikket uden for hjemmet, er det også kvinder, der bestrider de traditionelle omsorgsfag som social- og sundhedsassistent, sygeplejerske og pædagog, der udgør nogle af samfundets mest lavtlønnede job. Nu er disse ellers nedvurderede fag blevet til »kritiske funktioner«, som må og skal fortsætte, selv når alt andet går i stå, for at samfundet og dets borgere overhovedet kan leve og overleve.

Under pandemien bliver dette ellers usynlige og ringeagtede arbejde pludselig meget synligt og decideret livsvigtigt. Det har det sådan set altid været, men det er først nu, det italesættes i det store fællesskab, hvor folk nærmest står i kø for at hylde og takke de hårdtarbejdende social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker. Det er tankevækkende.

Omsorgsarbejde har i et kapitalistisk samfund altid været skubbet af vejen, usynliggjort. En usynliggørelse, der har dybe historiske rødder og bunder i den eksisterende alliance mellem kapitalisme og patriarkat – og især patriarkatets århundreder gamle nedvurdering af kvinder.

En nedvurdering, der blandt andet kan tilskrives kapitalismens fokus på produktion af profit. Produktion af profit er det, der tæller. Produktion af profit er synligt. Det er her (samt i toppen af det offentlige system), eliten holder til, chefer og direktører. Det er her, mændene er.

Men produktion af profit hviler på et grundlag af social reproduktion – alt fra børnefødsler og barnepleje over dagligt vedligehold (aftensmad og et sted at bo) til ældreomsorg. Kort sagt: på produktion af mennesker.

Der skal mennesker til

Der skal mennesker til, lønarbejdere. Uden lønarbejde, ingen profit. Nye børn skal bringes til verden, og børn behøver omsorg for at vokse op og blive store og dygtige nok til som lønarbejdere at indgå i produktionen. Og tilsvarende når de bliver gamle, når lønarbejdet er slut, så bliver omsorg også ofte nødvendigt.

Der er altså et omsorgsarbejde, der skal varetages. I det omsorgsarbejde er der ingen elite. Der er derimod rigtigt mange kvinder, skønt arbejdet lige så vel kunne varetages af mænd. Der er ingen biologiske kausalforklaringer her. Til gengæld er lønnen lav, arbejdsforholdene dårlige, prestigen ikkeeksisterende. Men arbejdet er helt uomgængeligt nødvendigt.

Det ser vi nu, hvor omsorgsarbejdet, de ’kritiske funktioner’, bliver hele samfundets meget håndgribelige og meget synlige redningsplanke. Ligesom den skæve kønsfordeling i husarbejdet og den hjemlige omsorg bliver tydeligere, når det meste af Danmark pludselig står over for at skulle navigere hele tilværelsen inden for hjemmets fire vægge.

Det giver en helt unik mulighed for at rette et kritisk blik mod kapitalismens enøjede fokus på profit og dens heftige kinddans med patriarkatet. Ligesom også enøjetheden i den gængse forståelse af kønsligestilling bliver tydelig. Ligestilling på arbejdspladsen, kvinder i topledelse osv. Alt sammen fint og udmærket, men hvad med arbejdet derhjemme?

Danmark halter efter

Forsøget på at synliggøre nødvendigheden og vigtigheden af omsorgsarbejdet både ude og hjemme er ikke nyt. Rødstrømpebevægelsen kæmpede både for ligestilling, ligeløn og for at få kvinder ud på arbejdsmarkedet, men samtidig for barselsorlov til fædre og i det hele taget for bedre tid til livet og arbejdet derhjemme.

En seks timers arbejdsdag var et gennemgående krav, samtidig med at bevægelsen målrettet gik ind for ligestilling på hjemmefronten. For anerkendelse og omfordeling af hus- og omsorgsarbejdet. Fædrene ind i privatlivet med andre ord.

Det har været en begrænset succes for at sige det mildt. I Danmark er vi stadig nummer sjok i Norden, når det kommer til fædrebarsel. Det betyder, at omsorgsarbejdet stadig i høj grad ligger hos kvinder, hvilket igen betyder, at det nedvurderes og negligeres.

Kampen for synliggørelse af omsorgsarbejdet har længe været i gang i andre lande end Danmark, der også her sakker bagud. Måske ikke overraskende, vores urokkelige nationale selvforståelse som über-ligestillet nation taget i betragtning.

Omfattende 8. marts-kvindestrejker har fundet sted i især Latinamerika og Spanien i 2017, 2018, 2019 – og også nu her i 2020, hvor 120.000 kvinder gik på gaden i Madrid og 50.000 i både Barcelona og Sevilla.

Denne nye udgave af den gamle kvindekamp handler lige præcis om omsorg. I de spanske kvinders manifest for kvindestrejken i 2019 hedder det:

»Vi kvinder er livets kilde, ikke bare fordi vi føder børn, men også fordi vi dag for dag drager omsorg for mennesker. I dag går vi i omsorgsstrejke, fordi dette arbejde til stadighed usynliggøres og nedvurderes. Det er på tide at sætte omsorg centralt i vores samfund.«

Manifestet sammenkæder kamp mod kapitalistisk udbytning med kamp for anerkendelse af omsorg for mennesker og omsorg for miljøet. De ting hænger sammen. Der er – måske mere end nogensinde – brug for, at vi kritisk forholder os til, hvad det er for et samfund, vi lever i, og hvilke implikationer det har for os som mennesker. Ikke mindst i forhold til køn.

Set fra et dansk synspunkt – og med tanke på Rødstrømpebevægelsen, der har 50-års jubilæum i år – er coronakrisens synliggørelse af de vitale omsorgsfunktioner en kærkommen påmindelse om det gamle slogan ’det private er politisk’. Husarbejde og omsorgsarbejde er alfa og omega. Uden dette arbejde intet samfund.

En forsigtig optimisme kan lyde på, at vi, når vi kommer ud på den anden side, reelt set finder anslag til en ny virkelighed, hvor det omsorgsarbejde, som vi i disse dage besynger så højt, både anerkendes og omfordeles.

Om noget ser vi nu, at kapitalismens fokus på profit og patriarkatets evige nedvurdering af kvinder ikke er det, der redder os, når verden brænder. Må kinddansen stoppe her – eller i det mindste foregå med to meters afstand.

Katrine Arnfred er projektleder og skribent, Signe Arnfred er kønsforsker og lektor på RUC.

Ligestilling er den lette løsning. Før eller siden må vi indse, at feminismen skal være befrielsens kamp – og ikke en hvid bevægelse, der hævder at kæmpe for alle kvinder, men nægter at sætte spørgsmålstegn ved sin egen privilegerede hvidhed, skriver debattør Flavio Sabah Saleh.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • jens christian jacobsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Claus Bødtcher-Hansen
  • Christian Mondrup
  • Alvin Jensen
  • ingemaje lange
  • Carsten Munk
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Freddie Vindberg
  • Werner Gass
  • John Hansen
  • Ejvind Larsen
  • Jens Flø
jens christian jacobsen, Lise Lotte Rahbek, Claus Bødtcher-Hansen, Christian Mondrup, Alvin Jensen, ingemaje lange, Carsten Munk, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Freddie Vindberg, Werner Gass, John Hansen, Ejvind Larsen og Jens Flø anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er klart brug for lige dele øremærket barsel, hvis vi vil have ligestilling. Men der er nok mere brug for synlighed og værdsættelse af mænds omsorgsarbejde, istedet for at italesætte omsorgsarbejde som en kvindeting. Ligesom det er vigtigt, også at italesætte kvinder som dygtige og kvalificerede statsledere.

jens christian jacobsen, Rolf Andersen, Anders Budde Christensen, Laurits Palo, Peter Høivang og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Jeg er én af de store fortalere for øremærket barsel, velvidende, at der er et stykke vej til ligestilling mellem kønnene i Danmark. Øremærket barsel, som mange kvinder er modstandere af. Og det kan man så tænke over i laaang tid...

Men én ting er at blive gjort til offer, en anden ting er at gøre sig selv til offer. Eftersom I selv har valgt jeres fag, mener jeg, I gør det sidste, og derfor har jeg ikke så ondt af jer.

Jeg arbejder selv i et patriakalsk og kapitalistisk "mandefag" sammen med mange andre kvinder.

Verden er mærkelig med alle de etiketter, der skal klistres på ting: Omsorgsarbejde er kvindearbejde. Fnys!

Fortsat god arbejdsdag derude til alle.

Freddie Vindberg

Min bedre halvdel, der er sygeplejerske, har jo bare et arbejde,
der har større værdi for fællesskabet- og hele samfundet,
end så meget andet arbejde.

Nike Forsander Lorentsen

Så skal de have nogle ordetlige lønforhøjelser, medaljer og fine taler duer ikke.

Mikkel Zess, John Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Fint med anerkendelse. Betyder det så, at SOSU'erne omsider for den lønforhøjelse på 5.000 kr. pr. måned, som de fik stillet i udsigt for 10 år siden? Eller er der kun tale om et klap på skulderen?

Lønnen for faget er i dag helt til rotterne og arbejdspresset ligeså.

Lise Lotte Rahbek, Carsten Bjerre, Thomas Andersen, Mikkel Zess, Jens Flø, Jørgen Prenslev, John Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Gitte Loeyche, Gert Romme og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Peter Høivang

@ Rikke Nielsen

Du skriver: "Men én ting er at blive gjort til offer, en anden ting er at gøre sig selv til offer. Eftersom I selv har valgt jeres fag, mener jeg, I gør det sidste, og derfor har jeg ikke så ondt af jer."

Det har jeg et par spørgsmål til.

Jeg kan ikke se der er nogen der gør sig til offer i ovenstående, jeg ser en opremsning af fakta.
Kan du komme med eksempler på nogen der gør sig til offer i ovenstående?

Hvem taler du til når du skriver, de har selv valgt deres fag og det har du ikke ondt af?

Er det projektlederen, forskeren eller en helt tredje?

Jens Christian Jensen

Jeg kender ikke personligt nogen der nedgør det arbejde SOSU´en og sygeplejersken udføre. Jeg mener at der generelt er stor anerkendelse. Helt sikker større anderkendelse en kloak renseren (helt sikkert at det er en mand) nogensinde vil få, selvom han er skyld i at vi ikke står i lort til halsen.

Summa sumarum - der er massere af mennesker der har jobs det måske ikke anderkendes på samme måde som sundheds personalet, men alligevel har en stor og prisværdig indflydelse.

Rolf Andersen, Jens Flø, ulrik mortensen og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Jeppe Lindholm

Offentligt ansatte går på arbejde med livet som indsats for at rede landets ældre borgere, samt corona syge på landets sygehuse. Alt i mens de privateansatte sendes hjem på coronaferie med netflix og havearbejde på det offentliges regning, som må betale lønkompensation og dagpenge til de mange hjemsendte.

Usmageligt ikke. Men sådan er Berlingske Tidendes tilgang til de offentligt ansatte.

https://www.berlingske.dk/www.berlingske.dk/debatten-korer-er-de-offentl...

Men man kan jo ikke forvendte andet af sådan en boulevard avis.

Husk også social- og sundhedshjælperne.
Sosu’er er både social-og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter.
Og på hospitalerne skal serviceassistenterne ikke glemmes.

Peter Høivang, Mikkel Zess og Jens Flø anbefalede denne kommentar
Jørgen Prenslev

Jeg oplever sjælden at forældre anbefaler deres unge at tage en sundhedsfaglig uddannelse som social og sundhedshjælper og videre til social og – sundhedsassistent.
Det bliver ofte nævnt og opfattet som et job, hvor man mest skal tørre r.. på de gamle.

Det daglige arbejde indeholder mange komplekse forløb, som kræver stor faglig dygtighed, empati og omtanke. Man må jo huske at en SSH eller SSA har med mennesker at gøre. At kunne mestre de bløde værdier er særdeles vigtig og ikke bare ligetil. En SSH eller SSA skal være i stand til at tackle sygdom, død og livssmerte.

De burde resultere i mere påskønnelse, bedre arbejdsvilkår og en bedre løn.
For de passer på de, som vi alle formodentlig gerne vil noget godt.

Anna Regine Irgens Bromann, Rolf Andersen, Lise Lotte Rahbek, Carsten Bjerre, Jens Flø og Peter Høivang anbefalede denne kommentar

Jeg synes dette citat kan passe ind her.

"Når de lavtlønnede ned-lægger arbejdet, bliver der altid foretaget indgreb med den begrundelse, at strejken rammer livsvigtige områder.

Hvorfor er de, der arbejder med livsvigtige områder, altid lavtlønnede?"
(Carl Scharnberg)

Jens Flø, Lise Lotte Rahbek, Thomas Andersen, Peter Høivang og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Jeppe Bundgaard

Som SOSU-hjælper, er det da dejligt, endelig at blive anerkendt for siit hårde arbejde. Jeg vil se frem til lønfremgang og bedre normering og arbejdsmiljø i en nær fremtid...

Rolf Andersen

"Nu får kvindernes omsorgsarbejde endelig den anerkendelse, det fortjener" .... FNYS!!

Da jeg for mange år siden var ung civilingiør-studerende tjente jeg lidt ved siden af SU-en som ufaglært sygehjælper på et psykiatrisk/geriatisk hospital. Jeg ved alt som sengebadning og dét der er 'værre' som f.eks. forbinding af sukkersyge, koldbrandsramte afsatte benstumper. Ja, og jeg arbejde sammen med mange kvindelige og mandlige kolleger.

Så blev jeg civilingeniør (mande-erhverv?) og kærestede med nogle af de kvindelige med-studerende, og endte med at gifte mig men en af dem. Vores datter er - sjovt nok - også blevet civilinginiør (Ph.D. - og udgiver sine artikler i 'Nature' og 'Science'.)

For et års tid siden gennemgik jeg et opklarende forløb på et hospital - overlægen var en (særdeles kompetent) kvinde, og sygeplersken var ofte en mand - og ligeså omsorgsfuld som hans kvindelige kolleger.

Og jer er fuldstændig lige så tryg ved en kvindelige advokat som ved en mandlig.

Med andre ord: HOLD NU OP med den stereotype opdeling i 'mande- og kvindefag' ! Jeg var ung i 70'erne, og dengang kunne jeres retorik være berettiget. Men nu har vi en kvindelig konge, en kvindelige statsminister .. som jeg i øvrigt synes begge gør et udmærket stykke arbejde (også selv om jeg måske ikke ville stemme på dem).

I skader bare den naturlige ligestilling, der er ved at dannes.

Jens Christian Jensen, Jens Flø og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

@Mikkel Zess,

Som ingeniør kan jeg altså ikke undvære det græske alfabet. Ellers ville jeg jo ikke skrive en ordentlig ligning - som en hver mat-fys studerende vil kunne bekræfte.

Hvad ville verden være uden pi ??