Klumme

Fire dage i coronakarantæne har gjort det klart for mig, at jeg ikke stoler en meter på Belgien

Coronakrisen minder os om svagheden ved den neoliberale stat, hvor det hele handler om frit valg, brugerevalueringer og incitamenter: Ingen gider ofre sig for en servicemaskine. Men nu skal vi ofre noget, skriver europakorrespondent Christian Bennike, der er i karantæne i sit hjem i Bruxelles
Coronakrisen minder os om svagheden ved den neoliberale stat, hvor det hele handler om frit valg, brugerevalueringer og incitamenter: Ingen gider ofre sig for en servicemaskine. Men nu skal vi ofre noget, skriver europakorrespondent Christian Bennike, der er i karantæne i sit hjem i Bruxelles

Massimo Percossi

12. marts 2020

Nå, men jeg har nok corona, siger min læge. Eller rettere: Søndag fik jeg feber, tør hoste, åndedrætsbesvær, ledsmerter og ondt i hovedet, så jeg ringede til lægen, som sagde, at ja, det er sandsynligvis corona, »men du kan ikke blive testet, når du bor i Bruxelles«. De mangler reagensglas og tester kun folk, der har været i Kina eller Norditalien.

Næste morgen ringede jeg til den belgiske coronahotline, som sendte mig videre til et hospital, hvor jeg fik fat i en læge, der gav mig en omgang voksenskældud, fordi jeg spildte hans tid: »Egen læge. Punktum! Vi kan ikke tage imod dig, monsieur.«

Okay.

Jeg lagde mig småhostende på sofaen, middagssolen faldt ind gennem vinduet, og pludselig stod min kone i stuen. Hendes arbejdskolleger havde ikke være så begejstrede for at have hende på kontoret, nu hvor hendes mand måske var coronasmittet. Så vi ringede igen til vores læge, som gentog, at det sikkert var corona, og satte os alle sammen i karantæne.

Så nu sidder jeg her. Forskanset på mit lille hjemmekontor med en kop kaffe, for jeg vil ikke smitte min toårige dreng og det 14 uger gamle foster i min kones mave.

I aftes blev jeg pludselig så angst for, at der skulle ske dem noget, for hvad ved vi egentlig om effekten på børn, når det kommer til stykket, jeg løb rundt i lejligheden med klude og rengøringsspray for at fjerne hvert eneste lille smitteaftryk, jeg kunne have sat. Ens krop sætter så mange spor, så jeg rør ikke ved min søn nu, laver ikke mad. Min ven har lige været forbi med indkøb, han satte posen foran døren i opgangen, og da jeg kom ud til ham, skyndte han sig ned ad trappen og stillede sig på reposet under mig.

Det er fint nok, jeg lider ikke og er ikke nervøs, er bare småsløj. Men at være i karantæne giver til gengæld et klart blik på den sociale kontrakt, et samfund bygger på.

Jeg bliver indendørs, går ikke i supermarkedet eller til fodbold, selvfølgelig, for jeg vil ikke smitte andre – det er min pligt.

Men når jeg samtidig læser i dagens avis, at årets store bogmesse er blevet afholdt hele weekenden ved siden af den hal, hvor jeg normalt spiller fodbold. Når jeg kan se, at de titusindvis af norditalienere, som bor i Bruxelles, er strømmet hjem fra vinterferie uden nogen form for foranstaltninger. Når de belgiske myndigheder helt åbenlyst ikke har styr på det (de har ni forskellige sundhedsministre), og når jeg ligefrem bliver skældt ud, fordi jeg ringer til deres egen hotline. Ja, så bryder den sociale kontrakt sammen.

At stole på staten

Man bliver vred. For hvorfor skal jeg sidde her, når resten af samfundet ikke tager det alvorligt? Man mister tilliden. Fortæller de overhovedet sandheden? Har de forstået omfanget af det her? Det er det stof, oprør er gjort af.

Historikeren E.P. Thompson lavede i 1970’erne et studie af hungersnød og voldelige plyndringer i 1700-tallets England. Det var ikke knapheden på mad i sig selv, der antændte volden, viste det sig. Det var, at en storbonde kørte sit korn ud af byen for at sælge det dyrere et andet sted, mens indbyggerne i byen sultede. Det var bruddet på den sociale kontrakt.

»Vi må alle opgive noget for Italien,« sagde Italiens premierminister Giuseppe Conte, da han tirsdag lukkede sit land ned.

Vi er ikke vant til at høre moderne politikere tale om at ofre og opgive. De plejer at tale om vækst. Og om socialstaten som en stor servicemaskine med frit valg og brugerevalueringer.

Nu minder coronakrisen os om svagheden ved den neoliberale servicestat, som mange centrister er så glade for: Ingen gider jo ofre sig for en supermarkedsstat. Men nu skal vi ofre noget. Nu har vi brug for et fællesskab.

Vi glemmer tit, at det, vi kalder ’samfundet’, reelt er en illusion, der kun opretholdes, hvis borgerne føler, de kan handle i fællesskab. Filosoffen Charles Taylor kalder det »en social forestillingsevne«.

Det holdes sammen af æteriske ideer om tillid, offentlighed og retfærdighed og fungerer kun, hvis borgerne rent faktisk identificerer sig med nationen og staten: ’Danmark – det er mig, jeg har et ansvar’.

Sådan tænker de fleste danskere lige nu, fornemmer man. Ingen har forståelse for det par, der trodsede karantænen og fløj til Madeira. Sådan har jeg det også selv. Jeg går ingen steder, jeg ofrer gerne min bevægelsesfrihed for at hjælpe. Bliv hjemme, gør din pligt.

Problemet er, at jeg sidder her i Bruxelles og ikke stoler en meter på, at det land, jeg bor i, gør det samme for mig. Jeg frygter, at kornet bliver kørt ud af byen, og det er en følelse, der kan få samfund til at smuldre.

En kunde løber ind i et supermarked i Hongkong. Det er ikke antallet af smittede og døde, der i sig selv bringer verdensøkonomien i knæ. Det er frygten kombineret med de drakoniske indgreb mod smittespredning, som regeringer, myndigheder, institutioner og virksomheder finder nødvendige.
Læs også
Først den 29. februar – mere end en måned efter Wuhan blev lukket ned i Kina – bad Trump vicepræsident Mike Pence om at tage ansvar for forbundsregeringens indsats. Forinden havde han kaldt advarsler i medierne om en epidemi for »fake news« og beskyldt demokraterne for at slå politisk mønt af corona-krisen.
Læs også
Serie

Hverdag med corona

Informations korrespondenter og skribenter skriver dagbog om deres hverdag med coronavirus, og om hvordan det påvirker de lande, de hver især bor i.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Svennevig
  • Per Klüver
  • Rune Palm
  • Niels Duus Nielsen
  • David Zennaro
  • Alvin Jensen
  • Niels Makholm
  • Erik Karlsen
  • Torben K L Jensen
  • Anders Graae
  • Arne Albatros Olsen
  • ingemaje lange
  • Oluf Husted
  • Thomas Tanghus
  • Ellen Jeppesen
  • Jane Jensen
  • Pia Nielsen
  • Carsten Mortensen
  • Per Torbensen
  • Gert Romme
  • Steen K Petersen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Bjørn Pedersen
  • Palle Pendul
  • Mikkel Zess
  • Eva Schwanenflügel
  • Lillian Larsen
  • Peter Beck-Lauritzen
Michael Svennevig, Per Klüver, Rune Palm, Niels Duus Nielsen, David Zennaro, Alvin Jensen, Niels Makholm, Erik Karlsen, Torben K L Jensen, Anders Graae, Arne Albatros Olsen, ingemaje lange, Oluf Husted, Thomas Tanghus, Ellen Jeppesen, Jane Jensen, Pia Nielsen, Carsten Mortensen, Per Torbensen, Gert Romme, Steen K Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Bjørn Pedersen, Palle Pendul, Mikkel Zess, Eva Schwanenflügel, Lillian Larsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne artikel

Kommentarer

God artikel, god reminder om at påskønne alt vi tager for givet.

Rolf Andersen, kjeld jensen, Christian Skoubye, Alvin Jensen, Hallberg Borg, Niels Makholm, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Bruhn Andersen, Kristian Jensen, Niki Dan Berthelsen, Karsten Lundsby, Torben K L Jensen, Nette Skov, Steffen Gliese, Rikke Møller Clausen, Mogens Holme, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men det er altså en vild overdrivelse af folks moderne solipsisme: vi lever i samfund, og vi ved godt , at vores personlige integritet heldigvis er begrænset af de opgaver, vi hver især påtager os efter evne og tilbøjelighed for at få helheden til at køre.

David Zennaro, Jørgen Mathiasen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Russerne under Stalin nationalisere hele landbruget fordi de fleste storbønder (kulakkerne) gemte deres høst for at presse priserne i vejret - så meget at det udløste en hungersnød.
I Sovjetunionen under Stalin kostede sådan noget "roen" - pronto.

Henrik Peter Bentzen, kjeld jensen, niels kristian schmidt, Alvin Jensen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Kristian Jensen

God artikel. Du har helt, ingen vil ofre sig for en supermarkedsstat. I Danmark hamstrer vi lige nu, for vi stoler heller ikke helt på staten. Om det er fordi vi ikke er sikre på at de ved hvad de gør eller om vi stoler på at de gør deres pligt, det er nok forskelligt borgerne imellem. Måske stoler vi ikke helt på hinanden, når vi jo nu til hverdag er sat til at konkurrere med hinanden. I et frit samfund, er det ekstra vigtigt at staten deler sin viden med befolkningen, så snart de ved noget. Det gælder både data og overvejelser, ellers vil befolkningen føle at noget bliver holdt skjult og at de bliver nødt til at træffe egne forholdsregler. Vi må håbe politikerne bliver beder til at være mere åbne. Det kan redde liv.

God bedring Christian Bennike og jo, det er en god ide at mindske det virusload du udsætter din familie for. Håber I klarer den.

Annika Rasmussen, Alvin Jensen, Hallberg Borg, Kjeld Jensen, Niels Makholm og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar