Læserbrev

Vi har før sunget os gennem undtagelsestilstande – lad os gøre det igen

Fællessang kan minde os om de ting, der knytter os sammen, når vores samfund er under pres. Derfor er initiativet Danmark Synger blevet søsat, så vi kan synge sammen – selv om vi er hver for sig, skriver Stine Isaksen i dette debatindlæg
Debat
20. marts 2020

Så ramte coronavirus også for alvor Danmark. Vi står i en ekstraordinær situation og oplever på kryds og tværs følelser af usikkerhed, kedsomhed, ensomhed og stress.

Coronakrisen er den største undtagelsessituation siden Anden Verdenskrig, og ligesom man dengang i Alsangsbølgen brugte sangen til at bearbejde chokket, har 36 aktører nu startet bevægelsen Danmark Synger. For vi tror på, at sang er vigtigt, når vi i fællesskab skal håndtere samfundets kriser.

Når vi synger, føler vi os ofte godt tilpas. Det skyldes blandt andet de endorfiner, som sang frigør i vores krop, og som giver os en lille lykkerus. Sangen stimulerer også dannelsen af signalstoffet dopamin, der har en positiv effekt på vores humør og energiniveau. Samtidig virker sang afstressende ved at reducere mængden af stresshormoner.

En ting er, hvad sang gør for os som individer, noget andet er, hvad det betyder for vores fællesskaber. En gruppe forskere fra Oxford University har konkluderet, at fællessang er den hurtigste måde at knytte en gruppe mennesker sammen på.

Et værn mod usikkerhed

Det skyldes, at fællessang medfører en stigning i tilknytningshormonet oxytocin, som har betydning for vores tillid og tilknytning til hinanden. Sang er derfor en universel menneskelig aktivitet, der kan knytte en større gruppe af relativt fremmede tættere sammen – uden at man behøver fysisk berøring.

Fællessang kitter os sammen som gruppe og er et nærliggende redskab at gribe, når vi står over for store udfordringer. Eksempelvis var Alsangen under Anden Verdenskrig et værn mod den usikkerhed, der fulgte i hælene på den tyske besættelse. Bevidstheden om at man rundt omkring via radioen sang den samme sang samtidig, skabte oplevelsen af et enormt fællesskab.

I 2020 kom coronavirus til Danmark. Derfor har vi etableret Danmark Synger som et fællessangsinitiativ, der blandt andre tæller Sangens Hus, DGI, Det Kongelige Teater og Lungeforeningen. I Danmark Synger skal vi synge sammen – hver for sig. Første gang bliver fredag klokken 09.05 den 20. marts.

DR1 og P1 synger for, så man skal bare tænde sit tv eller sin radio for at finde ro, glæde og tryghed i et syngende fællesskab.

Stine Isaksen er formidler og redaktør ved Videncenter for Sang.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her