Klumme

For mig, som ikke vil hjælpes, opleves det store fokus på kvinder nogle gange ydmygende

Jeg forstår nødvendigheden af at gå tilbage i historien, gøre uret op og give de glemte kvinder chancen. Men det store kønsfokus støder mig, måske fordi jeg så længe selv har følt mig fri. Er vi kvinder så svage, at vi skal hjælpes frem med vores køn som krykke, skriver sceneinstruktør Katrine Wiedemann i dette debatindlæg
Sceneinstruktør Katrine Wiedemann, der her er i gang med at instruere opsætningen af Steinbechs klassiker ’Vredens Druer’, mener ikke, at kvinder har brug for at få at vide, er de er ’fantastiske kvinder’, når værkerne kan tale for sig selv.

Sceneinstruktør Katrine Wiedemann, der her er i gang med at instruere opsætningen af Steinbechs klassiker ’Vredens Druer’, mener ikke, at kvinder har brug for at få at vide, er de er ’fantastiske kvinder’, når værkerne kan tale for sig selv.

Miriam Dalsgaard

Debat
6. marts 2020

Når jeg bliver spurgt af svenske teatre, om jeg vil instruere hos dem, ved jeg, at teaterchefen på et tidspunkt vil komme ind på mit køn og nævne sit ønske om flere kvinder på sit teater.

Når det bærer derhen, sørger jeg for i et humoristisk men bestemt tonefald at stoppe vedkommende, inden det sker.

Hvis teaterchefen tror, det kan smigre mig eller vække min sympati for personalevisionen, er hun gået forkert. Jeg instruerer ikke med kussen, altså er der ingen grund til at nævne mit køn i en jobsamtale.

Kvinder er tidens hotte emne. Der bliver gjort en respektindgydende indsats på mange kunstinstitutioner for at rette op på århundredes ulighed mellem kønnene.

Mange store kvindelige kunstnere stod i skyggen af mændene og fik aldrig den plads, de fortjente. Nye tal for uligheder mellem kønnene vælter frem i en tilsyneladende uendelig strøm. Anmelderstanden er fortrinsvis mænd, viser en europæisk undersøgelse.

Ansøgere til Filminstituttets pengepuljer skal nu redegøre for kønsfordelingen på deres projekter. Regler skal laves om, både de skrevne og uskrevne. Fælles for det hele er, at det er i en god sags tjeneste. Hvad kan der være galt i at sætte fokus på det køn, der har været undertrykt gennem hele verdenshistorien?

Hvor udmærket det hele end er, så provokerer det mig. Det er forskelsbehandling.

I Louisianas nye sæsonprogram reklameres der for en udstilling om en række »fantastiske surrealistiske kvinder«, anført af det feministiske ikon Frida Kahlo. Efter det oplyser museet, at der følger en udstilling af Per Kirkebys skulpturer. Denne kunstner nævnes bare ved navn, uden det kønnede adjektiv ’mandlig’. At han er fantastisk, finder museet unødvendigt at skrive.

Det bør provokere os alle, at sådanne hjælpegloser er nødvendige. Ellers bliver vi tilbageskuende og ender med at fastholde os selv i den ulighed, vi vil gøre op imod.

Jeg siger til mig selv, at det er en overgang. Fremme af kvindelige kunstneres arbejde ved fremhævelse af kunstnerens køn er midlet, ikke målet. Målet må være, at kunstnere er lige, og at kønnet derfor kan blive glemt. Glemt på den gode måde.

Vi har ikke brug for at få at vide, at vi er ’fantastiske kvinder’, når vores værker kan tale for sig selv. Selve sprogbruget er en ulighed, der hele tiden peger på sig selv.

Særvilkår og fløjlshandsker

Jeg føler nogle gange, at jeg må kigge væk fra det billede, samtidens kultur viser mig. Er det virkelig så langt, vi er kommet? Er vi kvinder så svage, at vi skal hjælpes frem med vores køn som krykke? Jeg forstår nødvendigheden af at gå tilbage i historien, gøre uret op og give de glemte chancen. Men det store kønsfokus støder mig, måske fordi jeg så længe selv har følt mig fri.

I 1990'erne, da jeg startede som instruktør, var kønnet ikke på dagsordenen som nu. Jeg vendte det blinde øje til de ulemper, der måtte være ved at være kvinde, for det var svært nok at være instruktør.

Jeg så bort fra min egne svagheder for overhovedet at kunne instruere i så ung en alder. Alder anså jeg som en større modstand end køn. Jeg tror, det hjalp mig til ikke at blive svagere stillet på grund af det.

I den store velmenende bevægelse, som vil redde og støtte kvinden, er det vigtigt, at vi ikke forveksler kønspolitik med kunst. Det er vigtigt for kvindelige kunstnere ikke at blive behandlet med særlige fløjlshandsker, at få særvilkår, at blive set på som bærere af en særlig kvindelig viden og derfor i en ånd af inklusion faktisk blive ekskluderet.

Det er vigtigt at fastholde, at vi tilhører grundstammen og ikke bare er et skud. Hvordan gør vi det? Ved hele tiden at tage os selv alvorligt. Det er et stort og hårdt arbejde at tage sit kunstneriske arbejde på sig og blive sig selv.

Vores køn skal ikke hjælpe os, ligesom det ikke skal bremse os. Når glemslen skyldes et patriarkalsk systems undertrykkelse, er det vigtigt at blive husket. Men for dem, der taler på kvinders vegne, er det vigtigt at skelne den historiske ulighed fra nutidens. På nogle områder er kvinder undertrykte, på andre ikke.

For mig, der ikke føler mig ufri og som ikke vil hjælpes, opleves det offentlige fokus på kvinder nogle gange ydmygende. Så efter mange gode år, hvor jeg bilder mig ind at være blevet bedømt på lige fod med mændene: Kald mig instruktør, ikke ’kvindelig’ instruktør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Kjær

Det store fokus på køn skyldes manglende fremgang i reel ligestilling alle steder.

"Det er vigtigt for kvindelige kunstnere ikke at blive behandlet med særlige fløjlshandsker, at få særvilkår," betyder det at alt er godt og du ikke mener der er behov for mere ligestilling?

"hvor jeg bilder mig ind at være blevet bedømt på lige fod med mændene" Måske blev du/andre kvinder bedømt hårdere end mandlige instruktører/mænd, siden der er så stor forskel på antal kvindelige og mandlige kunstnere.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Jeg er meget enig med Henning Kjær i, at man som kvinde bliver bedømt hårdere end de mandlige kollegaer. Det har jeg lært efter mange år i en mandsdomineret branche.

Det lærte jeg på den hårde måde i mit første job, hvor en stor dansk velrenommeret virksomhed ansatte et antal nyuddannede. 14 var det vist. Jeg var den eneste kvinde, der blev ansat. På trods af, at der var mange kvinder tilstede til informationsmøderne. Senere gfik jeg at vide, at virksomheden mente, at kvinder skulle klare sig bedre end mænd, og derfor skulle kvinder have en højere IQ score end mændene for at blive ansat.

Der fik jeg for alvor forskelsbehandlingsbrillerne på, og jeg lærte at se på verden på en anden måde. Bare det nu at kigge på mine selvfede kollegaer, der var selvfede qua deres køn, og vide, at jeg var klogere end dem, var ærlig talt nedstemmende. Det siger sig selv, at jeg rejste så hurtigt, jeg kunne komme til det. Jeg mistede alt respekt for dem og virksomheden, og kunne godt se, at jeg ikke havde en fremtid dér.

Der har været mange slag siden. Strukturel mobning, hvor mandlige kollegaer eller ledere holder en udenfor opgaverne, hvormed man bliver isoleret blandt de mange, er noget af det værste. Her lærer man virkelig, hvordan det føles at være alene blandt mennesker, der ikke vil én noget godt.

Så jo, der er behov for at ændre en rådden kultur derude. Og det sker ikke ved, at den enkelte kvinde skal kæmpe sin egen kamp og bevise sit værd. Fordi der i den kamp implicit er en accept af, at hvis du taber, er det fordi, DU ikke var god nok, og ikke en erkendelse af, at overmagten simpelthen var for stor.

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, David Zennaro og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Velgørende at læse den gode instruktørs klumme. Gode, ikke fordi hun er kvinde, men fordi hun kan noget og har noget fagligt - og kunstnerisk - at byde på.
Og hun har professionelt plads til at skelne når uret begåes pga. køn.
Men ærgerligt er det at en klumme som denne er relevant.

Maj-Britt Kent Hansen

Et ægte dilemma!

Vist er den sproglige tilføjelse "kvindelig" ulidelig, men den indirekte manglende ligestilling, at - som Rikke Nielsen skriver - kvinder skal have højere IQ end mænd for at blive ansat, er ikke mindre slem. Det er det gamle ligestillingsproblem, at kvinder skal være "dobbelt så dygtige" som mænd for overhovedet at komme i betragtning til job - og i det hele taget blive hørt.

Hans Houmøller

Tankevækkende godt placeret af Information to dage før den 8.marts.
Jeg læser altid Katrine Wiedemanns klumme med interesse, er stort set altid enig med hende i indholdet og bliver som regel klogere af hendes andeledes vinkler på tingene.

Ete Forchhammer og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar
Torben Bjerrehuus

❤️❤️❤️
Fra en beundrer.