Kronik

I Italien hjælper kulturen os gennem krisen. I Danmark er Joy Mogensen helt usynlig

I Italien forstår og anerkender man kulturens værdi i krisetider, så man har arrangeret både filmvisninger, fællessang og åbnet for en masse kulturstof online. Det kunne den meget fraværende kulturminister herhjemme lære noget af, skriver kulturformidler Astrid Aspegren, der er bosiddende i Rom, i dette debatindlæg
Det italienske kulturministerium har taget initiativ til, at italienerne hver dag kl. 18 fra deres altaner synger og spiller musik. Desuden opfordres der til, at man dyrker litteratur, film og samtaler i hjemmet, skriver Astrid Aspegren, der opfordrer det danske kulturministerium til at træde mere i karakter.

Det italienske kulturministerium har taget initiativ til, at italienerne hver dag kl. 18 fra deres altaner synger og spiller musik. Desuden opfordres der til, at man dyrker litteratur, film og samtaler i hjemmet, skriver Astrid Aspegren, der opfordrer det danske kulturministerium til at træde mere i karakter.

Carlo Cozzoli

27. marts 2020

Vi befinder os i en uhyggelig, global sundhedskrise. En virus er løs, og den løber stærkt. Mange vil heldigvis kun opleve den som en simpel influenza eller endda blot som en mild forkølelse, men for de af os, hvis hjerter, liv og lunger ikke er så kampdygtige, er virussen potentielt det sidste, man vil opleve – særligt fordi vores dygtige sundhedsvæsen i den grad er kommet på overarbejde.

Det siges, at man i krisetider får tingenes sande værdi at se. I så fald er det en skuffelse her fra mit hjem i Rom at betragte dansk kultur i disse dage. Danmark er udelukkende blevet kulturelt fattigere i forlængelse af de tiltag, regeringen har indført, for at alle passer på hinanden.

Italienske tilstande

Mens folk beklager de store konsekvenser af den danske nedlukning, finder mange trøst i, at det i det mindste ikke er ’italienske tilstande’. 

Her i Italien har man nemlig, som de fleste ved, indført en national karantæne og udgangsforbud. Alle og enhver af Italiens 60 millioner indbyggere skal i disse dage finde ud af at få et liv og en hverdag til at hænge sammen inden for hjemmets fire vægge. Det er skrappe midler, der er sat ind, og det er et nærmest ufatteligt indgreb i den frie bevægelighed og retten til at forsamles.

Og jo, vi bliver inde, fordi vi skal, men også fordi vi forstår, hvorfor vi skal og af respekt for vores samfunds svageste og for vores læger og sygeplejersker. Her i Italien har man for længst forstået, at det ikke ’bare er en influenza’, og at en trussel mod alle kræver en indsats fra alle.

Den totale karantæne er blevet skrækeksemplet på det, alle håber, ikke kommer til at ske i Danmark. Men mens mange danskere glæder sig over, at de stadig må gå ud, vil jeg gerne knytte nogle ord om en mere overset del af de ’italienske tilstande’.

I forbindelse med landets nedlukning den 8. marts lancerede Italiens kulturministerium kampagnen #iorestoacasa, der kan oversættes til #jegbliverhjemme. Kampagnen kom som svar på den ængstelighed, som krisen og isolationen medfører.

Under paroler som »Io leggo a casa«, jeg læser hjemme, og »La cultura non si ferma«, kulturen lukker ikke, arbejder ministeriet tæt sammen med kulturinstitutioner over hele landet for at fremlægge kulturtilbud såsom filmvisninger for både børn og voksne på husmurene samt onlinekunstudstillinger, musikundervisning, teater og bibliotekstilbud.

De gør en masse kulturprodukter frit tilgængelige på ministeriets hjemmeside og på sociale medier. Ministeriet har også taget initiativ til, at vi synger og spiller musik fra vores altaner hver dag kl. 18, så vi kan høre hinanden, og det opfordrer til, at man dyrker litteratur, film og samtaler i hjemmet.

Ministeriet og en samlet kultursektor kommer med disse løsninger på, hvordan vi kan deltage i et fællesskab og fordybe os i kunsten i denne svære tid. Samtidig har ministeriet annonceret en række konkrete tiltag rettet mod kultursektoren, så de kan komme sig efter krisen. Ikke kun økonomiske tiltag, men også en kampagne, der skal relancere Italiens identitet over for hele verden.

Roms borgmester, Virginia Raggi, har hængt et banner op på sin balkon med ordene »Andrà Tutto Bene« – det hele skal nok gå. Dette er blevet et fælles mantra, og i det hele taget mærker man en aktiv kulturpolitik og kulturbranche, som sørger for, at folk stadig har en masse at være fælles om.

Hvor er det vidunderligt at have et samlet politisk apparat, der står sammen om denne udfordring og minder os om, at man kan finde trøst og mening i kulturen.

Hvor er Joy?

Anderledes har det her fra Rom været at følge de danske tilstande. Der er udstedt en nedlukning af Danmark, som dog er knap så hidsig som den i Italien, men i samme øjeblik, som krisen var annonceret, blev alle sociale koder brudt. Familien Danmark har åbenbart fundet det absolut nødvendigt at bygge sig et fort af toiletpapir, og en enkelt mand fandt det endda passende at spytte på en sagesløs servicemedarbejder, der blot ville passe sit arbejde.

Hamstring kan selvfølgelig være et udtryk for panik og angst, og det mener jeg egentlig, vi skal tilgive folk for. For det er en meget absurd situation, vi alle sammen pludselig står i. Men sagen er jo den, at vi netop står i situationen sammen, og ingen er mere eller mindre udsat for smittefare.

Så hvorfor er det, at danskerne har så svært ved at omstille sig? Hvorfor insisteres der stadig på at samles privat eller sidde tæt på Dronning Louises Bro? Det er åbenbart reaktionen, når et af verdens rigeste, mest liberale og progressive folk bliver bedt om at gøre sin pligt for samfundet og opgive nogle rettigheder for en stund, så sundhedsfaglige personer kan få arbejdsro.

Sådan blev reaktionen, da danskerne blev overladt til sig selv. Så hvor er den stærke kulturelle leder i Danmark?

Statsministeriet lover at tage hånd om de syge og om erhvervslivet, og tusind tak for det, men hvem tager hånd om frygten og usikkerheden og den kollektive sindstilstand?

Det virker, som om Joy Mogensen ikke har forstået vigtigheden af hendes rolle som kulturminister, da hun efter præsentationen af regeringens hjælpepakke til de selvstændige henviser kulturproducenter til erhvervsministeriet og siger, at vi ikke kan tage os af det kulturelle virke lige nu, fordi man skal se sig selv som borger, før man er kulturaktør.

Men er det ikke netop gennem det kulturelle virke, at kulturbranchen kan bidrage konstruktivt til samfundet og livet?

Der er endnu ikke udvist tilstrækkelig forståelse for kulturens særlige arbejdsvilkår og betydning. Den er ikke en politisk prioritet nu eller nogensinde. Skiftende danske regeringer har meget tydeligt demonstreret, at kulturen generelt ikke er specielt værdsat.

Og en økonomisk indsprøjtning er ikke nok. De danske kulturaktører skriger på en leder, der forstår, at nu, mere end nogensinde, er der brug for kunst, kultur, sjæl og fællesskab. Der er rigtig mange rigtig dygtige kulturproducenter i Danmark, som året rundt er leveringsdygtige i udstillinger og arrangementer af højeste kvalitet, men som bliver ladt i stikken. 

Det samme gør fællesskabet og den kulturelle sammenhængskraft, for det danske kulturministerium er larmende stille lige nu, hvor der er allermest brug for det.

Kulturel pligt

Når sundhedskrisen er ovre, kan der gøres status. Hvor mange elskede har vi mistet? Hvordan vil patienter have det efter virussen? Hvordan vil vores økonomi have det? I Danmark er man så velstillet, at man nok vil se, at landet ikke bliver slået alvorligt ud af kurs selv efter nogen tid med meget lidt eller ingen vækst. Men hvad med de kulturelle værdier?

Vores ret til kultur indebærer ikke kun den frie adgang til kultur, den indebærer i højeste grad også en forpligtelse til, at vi deltager aktivt i samfundet og i kulturen. Det er en absolut nødvendighed.

Kulturen er det dyrebareste, vi har, og en kultursektor skal derfor også være omsorgsfuld. Den bør rejse sig, når livet er hårdt, sådan som den gør her i Italien, hvor vi heldigvis ikke har danske tilstande.

Astrid Aspegren er kandidat i visuel kultur og arbejder som kulturformidler i Rom

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • peter hanke
peter hanke anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Nej, Joy Mogensen er ikke usynlig mere, hun har netop gjort sig bemærket med en hensynsløs, fornærmende og ukultiveret replik... ubegribelig i munden på en såkaldt kulturminister. Måtte hun få travlt med at undskylde og gøre skaden god igen! Hun behøver såmænd blot løfte blikket mod vore nabolande for at se hvordan.

Flemming Olsen, Rolf Andersen, June Beltoft, Erik Lang og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar
Poul Simonsen

Socialdemokratiet måtte selvfølgelig have sin egen Thyra Frank. Den ære tilfaldt Joy Mogensen.

Det havde hun gjort sig fortjent til, da hun havde været Mette Fredriksens partisoldat i kupforsøget mod Mette Gjerskov.

Flemming Olsen, Ete Forchhammer , Erik Fuglsang, Erik Lang, Jens Winther og Erik Winberg anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Ps. I stedet for "fornærmende" i min kommentar ovenfor, burde jeg ha' skrevet "mistænkeliggørende".
Iøvrigt skuffende, men måske forklarende en del? hvis JM var involveret i snigløbet mod Mette Gjerskov - det så ikke kønt ud, set fra en sidelinie.

David Zennaro

Jeg synes faktisk den artikel er helt upassende. Der er milevid forskel mellem kulturen i Italien og Danmark, og man kan vel ikke sådan sammenligne reaktionerne på den måde. Der er også steder i Danmark, hvor man nu synger sammen fra altanerne, fx. på et plejecenter.

At en kulturarbejder er utilfreds med kulturministeren, som ikke bliver opfattet som en del af kulturparnasset, kan ikke undre nogen. Selv om jeg ikke er socialdemokrat, så må enhver minister finde sine egne ben, og det er klart, at Joy Mogensens ben står et andet sted end forfatteren her ønsker. Det føles bare lidt upassende at angribe hende på denne måde lige nu.

I Italien er kulturministeriet i øvrigt ikke kun for kultur men også for turisme, og det er nok væsentligt at have med i denne diskussion, for turismen står normalt for en stor del af Italiens indtægter. Kulturministeriet i Danmark er en lille butik i sammenligning hermed.

Ole Schwander, Christel Gruner-Olesen, Nike Forsander Lorentsen, Viggo Okholm, arne tørsleff, Michael Rasmussen, David Joelsen, Anders Sørensen, Søren Mortensen og Helle Walther anbefalede denne kommentar

De socialdemokratiske ministre taber masken én efter én i takt med, at vi hører noget til dem. Hver gang en minister kommer i centrum, får medieeksponering og burde vise sin kompetence, sit overblik, sin vedholdenhed, sit politiske lederskab og virke tillidvækkende - så afsløres de hver enkelt som en tom skal, som utroværdige og glatte lirum-larum politikere.

Det startede med Mette F, så kom Heunicke, derefter Dan Jørgensen, Hækkerup og nu Joy Mogensen. De legendariske letvægtere, Kofod, Kollerup og Hummelgaard er ret ligegyldige. Den eneste, man kan have en vis tiltro til er faktisk Wammen. De resterende sidder endnu og forsøger at dukke sig i håb om, at ingen opdager dem. Så meget for den regering...

Carl Chr Søndergård, Per Torbensen, Flemming Olsen og Niels Østergård anbefalede denne kommentar

JM er fejlcastet.

Faktisk skal vi tilbage til Kultur-Niels, for at finde en der havde format til posten.

Rolf Andersen, Per Torbensen, Jens Winther, Hanne Ribens, Ete Forchhammer og Nille Torsen anbefalede denne kommentar

@Erik Lang, Kultur-Niels Mathiasen var et fyrtårn, som ingen anden kulturminister har kunnet måle sig med. Per Stig Møller er nok faktisk den nærmeste - men selv han var langt fra Kultur-Niels' niveau.

Selv Brian Mikkelsen (manden, der kan tale uden at bevæge læberne) var længder foran Joy Mogensen.

Rolf Andersen, Per Torbensen og David Zennaro anbefalede denne kommentar

Uha da- en ny kulturminister,der var ramt af en personlig nedtur i sin start, skal der nu skydes på efter ca 3 uger i en krise,som ingen forudså. Det er sgu for billigt og nemt.

Christel Gruner-Olesen, David Zennaro og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Viggo Okholm, det er sympatisk at du forsvarer Joy Mogensen, men kan du også forsvare en kulturminister der fx falder kulturarbejderne i ryggen i uvidenhed (så er det sagt pænt) om deres virke og vilkår i stedet for at anerkende dem?
Man behøver slet ikke se så langt væk som til Italien for at erfare en helt anden tilgang til det at være kulturminister, det rækker at se på vore skandinaviske nabolande. Evt. også over på den anden side af grænsebomme og vildsvinehegn.

Flemming Olsen, Rolf Andersen, June Beltoft og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

@Viggo Okholm, Joy Mogensen har været udsat for en stor personlig tragedie, og jeg har dybeste medfølelse med hende.

Men det har ikke noget at gøre med hendes opgave som kulturminister og hendes varetagelse af den opgave.

Flemming Olsen, Ete Forchhammer , Herdis Weins og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Eva og Jens:
Måske I har ret, men jeg mener stadig at situationen er så speget at det er forkert at "anklage" personer som uduelige lige nu. Kultur er mange ting og det er ulykkelig at alt lige nu er lukket ned,men var der andre valg set i bagklogskabens navn.? Selve holdningen og intentionerne fra den nogle tunge minister,synes jeg vi skal vente at dømme på.Måske hun ikke lever op til det mange vil, men det er en svært område at dømme om,da vi i dette land jo har så mange muligheder og ret til individuelle valg alt efter pengepung og interesser.

Der er nok lidt mere kultur i Italiens dna i forhold til Danmark, var det ikke i Arrezzo noder blev opfundet, de opfandt violinen, hvis jeg ikke tager helt fejl opfandt de universitetet i bologna, de opfandt konservatoriet.
Danmark opfandt pølsevognen og værtshuset, kapitalismens forlænget arm.
Mon ikke også i den nærmeste fremtid vi skal have et corona indsamlingsshow på DR hvor Christopher og Medina optræder-:)

Carl Chr Søndergård og kjeld hougaard anbefalede denne kommentar
Pia Skak Mortensen

Jeg synes absolut ikke vores kulturliv i DK under coronakrisen kun handler om hamstring af toiletpapir - jo måske hvis man ser det på lang afstand fx fra Rom. I fredags var der bl.a. udendørs altan-jazzkoncert fra kirken, som jeg er nabo til og jeg oplever en masse andre initiativer fra folket og fra kulturlivet i disse dage. Og vores kulturminister har selvfølgelig travlt med at forhandle hjælpepakker til de dele af kulturlivet der ikke omfattes af de allerede planlagte pakker (læs fx hendes kronik i Politiken eller Facebook-profil), og skal selvfølgelig ikke bruge sin tid på at planlægge fællessang. Jeg synes at vi skal bakke op om de gode initiativer, der er og er på vej og ikke have så travlt med at finde syndebukke - endnu!

Søren Kristensen

Jeg havde forestillet mig man i de store publicservicehuse havde benyttet lejligheden til at kræse lidt om publikum, her under krisen, og det undrer mig derfor at der er så forholdsvis få gode/nye film på DR og TV2, hvor vi præsenteres for de samme slidte og velkendte travere, som vi snart har set et par gange. Af samme årsag har mit TV stort set været lukket ned de seneste dage. Heldigvis har det ikke været nogen dårlig oplevelse, for rigtigt udnyttet kan kedsomhed jo hurtigt konverteres, hvis man er bare lidt intelligent. Som bekendt, og især hvis man har en computer med både Google- og YouTube-adgang. Til gengæld har det ikke skortet på udsendelser der handler om Corona og tilstødende emner og det er selvfølgelig fuldt forståeligt.