Læserbrev

Ja, aktiekurserne falder, men der er ingen grund til at ynke investorerne

Det ser dramatisk ud, når aktiekurserne falder i disse dage, men det er en del af præmissen for et marked, der er styret af forventninger, så vi skal ikke have ondt af de aktieejere, der lige nu ikke tjener så meget, som de havde håbet, skriver forhenværende sparekassedirektør Uffe Madsen i dette debatindlæg
Debat
25. marts 2020

I øjeblikket ser man store og usædvanlige fald i kurserne, hver gang der lige skal tjekkes børskurser på nettet. Derfor er det helt forståeligt, at mange aktieejere går i panik. Spørgsmålet er så, om vi i resten af samfundet behøver at bekymre os over det?

Set i et lidt længere tidsperspektiv har aktier slet ikke været så dårligt et sted at have sin formue. Alene i 2019 gav danske børsnoterede aktier ifølge Nationalbanken et afkast på 29,1 procent, hvilket er det største afkast siden 2015.

Går vi tilbage til 2008, hvor økonomien var skudt i sænk af finanskrisen, blev indekset for de 20 største danske aktier, C20-indekset, noteret til lidt over 300. Dette indeks, der nu hedder C25-indekset, idet der er kommet fem nye selskaber med, lå torsdag den 12. marts på omkring 1.000 – altså tre gange så meget som i 2008. Og det er vel ikke så ringe endda med en tredobling af en investering over 12 år?

Overskrifter om de store fald i disse dage er derfor nok mest møntet på faldet i aktiekurser den seneste måneds tid – altså i den periode, coronasmitten er kommet i fokus herhjemme. Faldet over denne måned er dramatisk, men den høje kurs for en måned siden var langt over værdien af aktierne, og den var pumpet op i en spekulativ spiral af forventning om, at aktierne kort tid efter køb kunne sælges videre med fortjeneste. Altså ren og skær varm luft.

Når vi betragter fænomenet med køb og salg af aktier, er det afgørende at have med, at der samfundsmæssigt ikke skabes værdier ved stigende kurser. Aktien er et bevis for ejerskab af en virksomhed, og hvis der er opgang i konjunkturerne, vil der herske en forventning om større indtjening med højere pris for aktien til følge. Da økonomiske konjunkturer ikke bare har én retning, men også kan være faldende, kan prisen på aktierne også blive udsat for fald, som vi ser det i disse dage.

Det er ikke helt forkert at sammenligne aktiekøb med køb af en lottokupon. Måske giver det en gevinst, måske ikke. Samfundsmæssigt er vi netop nu vidne til en tilpasning af aktiekurserne, så de kommer tilbage på et realistisk niveau, og der er derfor ingen grund til at ynke de investorer, som håbede på gevinst, men ikke fik den.

Af Uffe Madsen, forhenværende sparekassedirektør

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her