Klumme

I Karen Sybergs have er alting næsten, som det plejer

Vores dagligdag på Møn er stort set uforandret på trods af coronaen. Ikke megen dramatik her, men underligt føles det, at det, vi kalder hverdag, pludselig er blevet en undtagelse, blot fordi livet fortsætter, som det plejer, skriver Karen Syberg i denne klumme
Debat
30. marts 2020

»Hvordan går det?«

Sådan spørger jeg selv, når jeg taler i mobil med nogen, og alle, som ringer mig op, spørger om det samme. Som meget andet i denne tid skifter også denne intetsigende gestus betydning – eller den betyder pludselig noget: Man vil høre, om den anden er rask, og forventer at få et rigtigt svar og ikke bare et ’fint’.

Men i modsætning til så mange, hvis hverdag er blevet totalt omkalfatret, kan jeg svare, at det stort set går, som det plejer. Alt arbejde her i huset foregik i forvejen hjemmefra, og vi kan komme udenfor, cykle en tur til Østersøen eller gå ud i haven, der kræver mere og mere opmærksomhed, som foråret skrider frem.

Der er dog stadig nattefrost og et tyndt lag is på havedammen, når vi vågner. Jorden er endnu for kold til såning, men de bier, jeg savnede i min klumme for en uge siden, er så småt ved at indfinde sig. En humledronning flyver rundt og leder efter redeplads, mens et par andre suger nektar, hvilket tyder på, at de allerede er i gang med at ruge. Honningbierne lader dog stadig vente på sig.

Forleden høstede vi porrer. Hele det ene højbed var fuldt af porrer, som vi egentlig havde opgivet, fordi de var fulde af brune revner. De har bare stået vinteren igennem, uden at vi har haft lyst til at gøre noget ved dem eller spise dem – højbedet skal vi jo først bruge til nye afgrøder nu – men sørme om ikke porrerne havde vokset sig tykke og lækre inde under det yderste flækkede, rustne lag. Vi høstede hele bedet, rensede og blancherede og kunne med ikke ringe tilfredshed nedfryse tre kilo store, sunde porrer.

Om eftermiddagen rensede jeg et bed langs stuehuset for brændenælder, mens en stæreflok fløjtede og knebrede i valnøddetræet, fløj op og satte sig igen, inden den besluttede sig for, at den hellere måtte se sig lidt mere om. Antallet af stære er halveret inden for de seneste 30 år, så man bliver desto mere glad, når man får besøg. Havens stærekasser har stået tomme i flere år.

Så trompeterer en flok traner hen over os og cirkler rundt og rundt på opgående luftstrømme. Man smider, hvad man har i hænderne og følger dem fascineret, til de bliver blinkende og gennemsigtige og forsvinder i det blå.

Bedet, som jeg var i gang med, er fuldt af tulipaner, så det krævede behændighed, en lille graveske eller rettere gravegreb og en hel del fingerspitzengefühl at finde frem til rødderne inde under tulipanbladene uden at brænde sig alt for meget. Men langemand på højrehånden snurrede noget resten af dagen.

Da jeg var færdig, plukkede jeg en buket påskeliljer med ind.

Sådan er dagligdagen her i en coronatid. Ikke megen dramatik, men underligt føles det, at det, vi kalder hverdag, pludselig er blevet en undtagelse, blot fordi livet fortsætter, som det plejer.

Facetimefrokost

Bortset fra at der også her er stille. Ugebladet for Møn er fuldt af aflysninger. Biografen er lukket, og den spirituelle messe på Hotel Stege Nor har fået et AFLYST smækket hen over sin regnbuefarvede annonce. Genbrugspladsen er lukket. Men Brugsen bringer varer til døren.

Vi besøger ikke vores genboer, vi ringer sammen. Og vi holder to meters afstand, da to af vores venner kommer cyklende, netop som vi er ved at fjerne selvsået hyld i tjørnehækken ud mod vejen. De skulle have været til middag hos os forleden, men det blev vi enige om at aflyse. Nu hopper de af cyklerne, og vi får en sludder og en besigtigelse af et par selvsåede ribsbuske, som de gerne vil aftage, og så synes vi virkelig, at der er sket noget.

Ellers foregår kontakt med omverdenen elektronisk. I forgårs spiste vi frokost med børn og børnebørn over Facetime. Det var muntert og hyggeligt og nærværende nok til, at jeg bagefter greb mig i at ærgre mig over, at jeg havde glemt at give ungerne det slik, jeg havde købt til dem i Tyskland, lige før coronaen brød løs.

Nu må vi se, hvor længe det varer, før de får det in real life.

Måske drikker jeg et glas facetimehvidvin sammen med genboen ved femtiden.

Serie

Karens have

Lad ukrudtet gro, det er jo godt for klimaet. Rådyr, dræbersnegle og klimaforandringer set fra Møn. Mangeårig journalist på Information Karen Syberg bor i dag på sydhavsøen, hvorfra hun med jævne mellemrum rapporterer om små og store dramaer, der udspiller sig i hendes have. 

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tommy Clausen

Ja livet går videre, her på Møn. Men her i Ulvshale er det mange ekstra Danskere, ikke nogle Tyske turister. Og over det hele skinner moder sol....

Ete Forchhammer

Det er forhåbentlig ikke overalt at du fjerner brændenælder... skulle spørge både fra bier og suppegryder...

Claus Bødtcher-Hansen

30/mar/2020

Kære Karen Syberg,
tak for en dejlig Klumme,
den var (og er) lige til hjertet :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Eva Schwanenflügel og Michael Svennevig anbefalede denne kommentar

Har det lidt ligesom Karen Syberg, her i haveforeningen, ligner det sig selv; folk begynder at komme ud, vi laver ting i haven, ligner egentlig sig selv, og så alligevel slet ikke.
- For fx, i går havde vi officiel sæsonstart og flaghejsning, som normalt er et tilløbsstykke, men selvsagt var der jo ikke noget socialt over det... :(
Men vi har fået vand ud af hanen og slår en lille sludder af - på behørig afstand.
- Og så har vi også en del, som er særdeles alvorligt syge, og det er ingengang af Covid-19...

Men jeg har etableret en have i min have - en vild have, med grenafklip osv, som får lov at vokse som den vil og kan blive til insekthotel og, hvis jeg er rigtig heldig, er der måske et pindsvin, der vil flytte ind i min kvas- vild-have-i-haven:)
- Da der er ganske strenge ordensregler i min haveforening, så kommer jeg nok til at skulle forklare og argumentere en del for, hvad meningen lige er med det "rod";)