I Karen Sybergs have er alting næsten, som det plejer

»Hvordan går det?«

Sådan spørger jeg selv, når jeg taler i mobil med nogen, og alle, som ringer mig op, spørger om det samme. Som meget andet i denne tid skifter også denne intetsigende gestus betydning – eller den betyder pludselig noget: Man vil høre, om den anden er rask, og forventer at få et rigtigt svar og ikke bare et ’fint’.

Men i modsætning til så mange, hvis hverdag er blevet totalt omkalfatret, kan jeg svare, at det stort set går, som det plejer. Alt arbejde her i huset foregik i forvejen hjemmefra, og vi kan komme udenfor, cykle en tur til Østersøen eller gå ud i haven, der kræver mere og mere opmærksomhed, som foråret skrider frem.

Der er dog stadig nattefrost og et tyndt lag is på havedammen, når vi vågner. Jorden er endnu for kold til såning, men de bier, jeg savnede i min klumme for en uge siden, er så småt ved at indfinde sig. En humledronning flyver rundt og leder efter redeplads, mens et par andre suger nektar, hvilket tyder på, at de allerede er i gang med at ruge. Honningbierne lader dog stadig vente på sig.

Forleden høstede vi porrer. Hele det ene højbed var fuldt af porrer, som vi egentlig havde opgivet, fordi de var fulde af brune revner. De har bare stået vinteren igennem, uden at vi har haft lyst til at gøre noget ved dem eller spise dem – højbedet skal vi jo først bruge til nye afgrøder nu – men sørme om ikke porrerne havde vokset sig tykke og lækre inde under det yderste flækkede, rustne lag. Vi høstede hele bedet, rensede og blancherede og kunne med ikke ringe tilfredshed nedfryse tre kilo store, sunde porrer.

Om eftermiddagen rensede jeg et bed langs stuehuset for brændenælder, mens en stæreflok fløjtede og knebrede i valnøddetræet, fløj op og satte sig igen, inden den besluttede sig for, at den hellere måtte se sig lidt mere om. Antallet af stære er halveret inden for de seneste 30 år, så man bliver desto mere glad, når man får besøg. Havens stærekasser har stået tomme i flere år.

Så trompeterer en flok traner hen over os og cirkler rundt og rundt på opgående luftstrømme. Man smider, hvad man har i hænderne og følger dem fascineret, til de bliver blinkende og gennemsigtige og forsvinder i det blå.

Bedet, som jeg var i gang med, er fuldt af tulipaner, så det krævede behændighed, en lille graveske eller rettere gravegreb og en hel del fingerspitzengefühl at finde frem til rødderne inde under tulipanbladene uden at brænde sig alt for meget. Men langemand på højrehånden snurrede noget resten af dagen.

Da jeg var færdig, plukkede jeg en buket påskeliljer med ind.

Sådan er dagligdagen her i en coronatid. Ikke megen dramatik, men underligt føles det, at det, vi kalder hverdag, pludselig er blevet en undtagelse, blot fordi livet fortsætter, som det plejer.

Facetimefrokost

Bortset fra at der også her er stille. Ugebladet for Møn er fuldt af aflysninger. Biografen er lukket, og den spirituelle messe på Hotel Stege Nor har fået et AFLYST smækket hen over sin regnbuefarvede annonce. Genbrugspladsen er lukket. Men Brugsen bringer varer til døren.

Vi besøger ikke vores genboer, vi ringer sammen. Og vi holder to meters afstand, da to af vores venner kommer cyklende, netop som vi er ved at fjerne selvsået hyld i tjørnehækken ud mod vejen. De skulle have været til middag hos os forleden, men det blev vi enige om at aflyse. Nu hopper de af cyklerne, og vi får en sludder og en besigtigelse af et par selvsåede ribsbuske, som de gerne vil aftage, og så synes vi virkelig, at der er sket noget.

Ellers foregår kontakt med omverdenen elektronisk. I forgårs spiste vi frokost med børn og børnebørn over Facetime. Det var muntert og hyggeligt og nærværende nok til, at jeg bagefter greb mig i at ærgre mig over, at jeg havde glemt at give ungerne det slik, jeg havde købt til dem i Tyskland, lige før coronaen brød løs.

Nu må vi se, hvor længe det varer, før de får det in real life.

Måske drikker jeg et glas facetimehvidvin sammen med genboen ved femtiden.