Læserbrev

København skal ikke designe byrum, der er hjemløsefjendtlige

Vi kan ikke acceptere, at København bliver en by, der sender signaler til sine svageste borgere om, at der ikke er plads til dem i bybilledet. Vi skal fjerne hjemløsefjendtligt design som for eksempel skrå bænke i byen, skriver Teknik- og miljøborgmester, Ninna Hedeager Olsen, i dette debatindlæg
Debat
13. marts 2020

Vi kan ikke acceptere, at København er en by, der sender et signal til sine svageste borgere om, at de ikke må være her. Vi skal bekæmpe hjemløshed – ikke de hjemløse. Derfor er designløsninger, der forhindrer hjemløse i at tage ophold i byen, en helt umenneskelig og dårlig løsning på udfordringen med hjemløshed. Enhedslisten har af den grund sammen med SF, Alternativet og De Radikale stillet et medlemsforslag i Teknik- og Miljøudvalget for at bekæmpe hjemløsefjendtligt design – såkaldt dark design.

Hvis forslaget vedtages, vil det betyde, at vi skal kæmme byen for eventuelle kommunale eksempler på dark design og fjerne dem. Men det betyder også, at vi fremover skal indrette vores byrum hjemløsevenligt.

For vi kan ikke acceptere et byrum, der er indrettet på en måde, der sender et signal til hjemløse om, at København ikke også er deres by, for selvfølgelig er den det.

Derfor besluttede vi også i 2011 at gøre de offentlige toiletter i København gratis. Men vi kan godt mærke, at der er pres på kommunens toiletter, fordi flere private, halvoffentlige og statslige steder lukker for adgangen. Det er urimeligt, og vi kommer ikke hjemløshed til livs ved at gøre det sværere for udsatte mennesker at komme på toilettet og at finde ro og varme.

Det er ikke kun dark design, der stresser de hjemløse, det gør de hjerteløse stramninger, den tidligere regering vedtog med støtte fra flere partier også. De betyder blandt andet, at hjemløse kan risikere bøder, hvis de sover sammen. Det gør det selvsagt meget mere utrygt at finde hvile for en i forvejen meget udsat gruppe.

Jeg ønsker ikke en by med dark design, og det er derfor, vi nu skal gå København igennem for at sikre, at der ikke er noget kommunalt byudstyr, der er designet hjemløsefjendtligt. Vi kan desværre ikke gøre noget ved private virksomheder eller statslige togstationer, der sætter gitre op og laver skrå bænke, men vi kan sikre, at det ikke sker i Teknik- og Miljøforvaltningens regi. Forhåbentligt vil det inspirere flere andre til at følge eksemplet.

Der er steder i København, hvor gadesovning giver udfordringer, men løsningen er ikke dark design og bøder. Det er rummelighed, respekt, dialog og markant bedre støtteforanstaltninger. Og det kæmper Enhedslisten for både i København og i resten af landet.

Ninna Hedeager Olsen er teknik- og miljøborgmester i København, (EL)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Hvad med at lave nogle fælles lejligheder til hjemløse og få Folketinget til at vedtage love, der understøtter opførsel af billige lejligheder alle steder, der er til at betale for folk på lav løn , kontanthjælp osv.
Det vil skabe flere sammensatte boligområder og give mulighed for færre hjemløse. I stedet for det tåbelige at sælge eller nedrive billige almene boliger - så "vi" skaber flere hjemløse.

Søren Kristensen

Det er amoralsk at designe hjemløsefjendtlige rum i byen, hvis man ikke samtidigt designer et tilsvarende antal hjemløsevenlige rum.