Lea Wermelin: I 2050 er fuglene vendt tilbage, og en hel masse børn går til spejder

Jeg elsker et særligt udkigspunkt på Hammerknuden på Bornholm, hvor man har havet på begge sider. Stenhuggerstien snor sig gennem landskabet og fortæller om historien gennem tiden. Man kan se istidens indflydelse på øens geografi, men også menneskets aftryk med sporene fra stenbruddet.

Istiden og mennesket har det til fælles, at vi har ændret kloden radikalt. Dengang for lidt over 30 år siden i 2019 var vi alle sammen ved at erkende omfanget af den klima- og naturkrise, vi stod i, og at vores forhold til naturen måtte ændre sig.

Jeg kan ikke huske, om det var oversvømmelserne, de omfattende skovbrande i Australien eller de stadigt flere billeder af dyr med plastik i maven, som sammen med en svensk skolepige fik klimaet, miljøet og naturen helt op på den politiske dagsorden.

FN’s eksperter og grønne organisationer havde igennem lang tid forsøgt at råbe verdens ledere op, mens klimaproblemet bare voksede og voksede.

Jeg har tit tænkt på, hvorfor vi skulle helt hen til kanten, før det var muligt at få taget fat om problemerne.

Sådan var det også med de store miljøproblemer, da jeg var en lille pige. Syreregnen og hullet i ozonlaget. Jeg kan huske begge dele. Fordi det var voldsomt, at det kunne regne, så skovene blev slået ihjel, og det lag, der beskyttede os mod solen, langsomt blev nedbrudt af det syntetiske stof freon fra vores køleskabe.

20 år senere var det en ny generation af børn og unge, der råbte højt. De var bange for klimaforandringerne, bier, der døde, og om der overhovedet ville være en klode at bo på i fremtiden.

De unge havde ret. Det var vi mange, der mente. Flere og flere kunne se, at vi ikke kunne fortsætte, så for første gang nogensinde spillede den grønne dagsorden en afgørende rolle i folketingsvalget 2019. Det blev det første klimavalg.

Med et telefonopkald en sen hverdagsaften blev det mit ansvar som miljøminister at være med til at samle Danmark, men også EU og resten af verden om at vende udviklingen. Fra et køb og smid væk-samfund til et genbrugssamfund. Fra overproduktion og overudnyttelse af naturen til at holde os inden for planetens grænser og give den unge generation et håb for, at der også ville være en klode med fuglefløjt og frisk luft til dem.

Tilbage i 2019 handlede alt om klima og CO2. Det blev min kamp at få naturen med i klimakampen. Hver gang jeg havde muligheden, sagde jeg, at naturkrisen var mindst lige så alvorlig og vigtig som klimakrisen. Ikke for at tale klimaet ned, men for at tale naturen op.

Vi kunne praktisk talt se arterne forsvinde. År efter år var der færre fugle, der indvarslede foråret med deres fløjten. Færre insekter på landet. Mere iltsvind i havet.

Da mormor var ung

Det er 30 år siden i dag, og jeg er blevet 64 år. Men jeg kan stadig huske følelsen. Som at stå for foden af Mount Everest og kigge direkte op i himlen. Udfordringerne var enorme, forhindringerne var overalt, og hver gang vi nåede en ny top, var der bare endnu en, der skulle bestiges – i stadigt mere ufremkommeligt terræn.

Men vi kom op. De seneste tre årtier har samfundet ændret sig radikalt. Ikke mindst fordi synet på vores natur, jordens ressourcer og forurening har ændret sig. Og jeg bliver mindet om, hvor store forandringer vi har udrettet, når mine børnebørn insisterer på at høre historier fra, da mormor var ung.

Så sidder de med store øjne og spørger helt forundret:

»Brændte I virkelig jeres plastik, mormor?«

»Hvorfor kom der sort røg ud af bilerne, som man blev syg af?«

I dag er det en selvfølge, at vi fik omstillet samfundet. I 2019 var jeg bekymret for, om vi kunne. Men det blev en fælles kamp. Politisk og bredere end det. Sammen med virksomheder, forskere, landbruget og grønne interesseorganisationer. For det er kun i amerikanske film, at en ensom helt redder verden. I virkeligheden er det sammenhold og fælles fodslag, der rykker de store strukturelle teltpæle.

Lige så mærkeligt og fjernt det i 2019 forekom, at vi skulle smide vores affald i store bunker uden for de store byer, lige så mærkeligt er det i dag at forestille sig, at vi har brændt vores affald. I dag, hvor ordet ’affald’ er gledet ud af ordforrådet, giver det absolut ingen mening. Men det var hårdt at komme dertil, og mange trak på smilebåndet, da vi talte om cirkulær økonomi og en affaldsfri fremtid. Danmark var europamestre i at producere mest husholdningsaffald pr. indbygger.

Men vi var med til at sætte gang i en udvikling, hvor det blev en dårlig forretning at producere til engangsbrug og kort levetid. Det fik for alvor sat gang i en grøn industri, hvor der blev skabt tusindvis af job i Danmark på at omdanne affald til nye produkter, og hvor vores træk på jordens ressourcer faldt.

Ud i naturen

Vi brugte en del kræfter på at give bedre adgang til naturen i Danmark. De nye muligheder greb Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet, spejderne og resten af civilsamfundet.

Mens det for 30 år siden var alt for få børn og unge, der havde været ude i nattemørket og kigge på stjernehimlen, så var det særligt op igennem 20’erne, at spejderbevægelsens medlemstal stormede frem. Det blev lige så almindeligt at tilbringe tid i naturen som at sætte sig foran tv’et.

Faktisk var DR's tv-program Alene i vildmarken med til at starte bølgen, og det var nok meget godt, for på det tidspunkt troede hver femte unge dansker, at en rødspætte var en fugl. Mange fik et forhold til naturen igen.

Det, man holder af, det passer man også på. Derfor var naturbølgen også den folkelige bevægelse, der gjorde miljøkampen, naturkampen og kampen for ren luft til folkeeje. Det banede vejen for, at vi gav naturen mere plads – med urørte skove, åbne overdrev og våde enge.

I 2050 er de truede dyr og planter nu i fremgang. Flere fugle er kommet tilbage, bierne summer igen, og havet kan ånde. Vandet i hanen er rent, selv om det var en kamp – ligesom det var med partiklerne i luften.

Kampen var ikke uden dilemmaer. Men som samfund var det gået op for næsten alle, at vi måtte omstille os, og at der ville være en regning at betale. Opbakningen til omstillingen af samfundet hvilede på en retfærdig fordeling af regningen, så den ikke bare blev lagt hos dem, der havde mindst.

Politik viser vejen

Når mine børnebørn bliver lidt større, håber jeg, at vi kan fortsætte med at tale om de store forandringer af samfundet – og om deres mulighed for at gøre en forskel. Om Greta-effekten dengang, og vigtigheden af, at det gik hånd i hånd med politiske forandringer.

Politik kan, hvis vi vil det, løse vores fælles problemer. Egentlig er det vildt at tænke på, at bare ganske få år før klimavalget slækkede den daværende regering på de danske klimaambitioner, støttet af et lille parti, der brugte sine få folketingsmandater på at kæmpe for billigere benzinbiler, og et andet støtteparti, et af de største partier i Folketinget, der i første omgang forsøgte at slå befolkningen hen som en samling klimatosser.

Så når jeg går på Stenhuggerstien i dag, tænker jeg på, at politik, demokrati, lederskab og fællesskab viste vejen ud af en dyb krise for både klima og natur.

Men nye problemer og udfordringer kommer til. Så uanset hvor grøn fremtiden er, skal vores samfundsmodel og demokratiske måde at gå til tingene på i Danmark konstant vise sit værd. Indtil videre uden modstykke noget andet sted i verden.

Lea Wermelin er miljøminister (S)