Kronik

Lea Wermelin: I 2050 er fuglene vendt tilbage, og en hel masse børn går til spejder

I 2050 er jeg blevet 64 år, men jeg husker stadig, at klimaudfordringerne inden valget i 2019 var enorme. År efter år steg vores forurening, og vi så færre fugle og insekter. Men vores unikke fællesskab viste vejen ud af en dyb klima- og naturkrise, skriver miljøminister Lea Wermelin i kronikserien om, hvordan fremtiden ser ud anno 2050
I 2050 er jeg blevet 64 år, men jeg husker stadig, at klimaudfordringerne inden valget i 2019 var enorme. År efter år steg vores forurening, og vi så færre fugle og insekter. Men vores unikke fællesskab viste vejen ud af en dyb klima- og naturkrise, skriver miljøminister Lea Wermelin i kronikserien om, hvordan fremtiden ser ud anno 2050

Sofie Holm Larsen

21. marts 2020

Jeg elsker et særligt udkigspunkt på Hammerknuden på Bornholm, hvor man har havet på begge sider. Stenhuggerstien snor sig gennem landskabet og fortæller om historien gennem tiden. Man kan se istidens indflydelse på øens geografi, men også menneskets aftryk med sporene fra stenbruddet.

Istiden og mennesket har det til fælles, at vi har ændret kloden radikalt. Dengang for lidt over 30 år siden i 2019 var vi alle sammen ved at erkende omfanget af den klima- og naturkrise, vi stod i, og at vores forhold til naturen måtte ændre sig.

Jeg kan ikke huske, om det var oversvømmelserne, de omfattende skovbrande i Australien eller de stadigt flere billeder af dyr med plastik i maven, som sammen med en svensk skolepige fik klimaet, miljøet og naturen helt op på den politiske dagsorden.

FN’s eksperter og grønne organisationer havde igennem lang tid forsøgt at råbe verdens ledere op, mens klimaproblemet bare voksede og voksede.

Jeg har tit tænkt på, hvorfor vi skulle helt hen til kanten, før det var muligt at få taget fat om problemerne.

Sådan var det også med de store miljøproblemer, da jeg var en lille pige. Syreregnen og hullet i ozonlaget. Jeg kan huske begge dele. Fordi det var voldsomt, at det kunne regne, så skovene blev slået ihjel, og det lag, der beskyttede os mod solen, langsomt blev nedbrudt af det syntetiske stof freon fra vores køleskabe.

20 år senere var det en ny generation af børn og unge, der råbte højt. De var bange for klimaforandringerne, bier, der døde, og om der overhovedet ville være en klode at bo på i fremtiden.

De unge havde ret. Det var vi mange, der mente. Flere og flere kunne se, at vi ikke kunne fortsætte, så for første gang nogensinde spillede den grønne dagsorden en afgørende rolle i folketingsvalget 2019. Det blev det første klimavalg.

Med et telefonopkald en sen hverdagsaften blev det mit ansvar som miljøminister at være med til at samle Danmark, men også EU og resten af verden om at vende udviklingen. Fra et køb og smid væk-samfund til et genbrugssamfund. Fra overproduktion og overudnyttelse af naturen til at holde os inden for planetens grænser og give den unge generation et håb for, at der også ville være en klode med fuglefløjt og frisk luft til dem.

Tilbage i 2019 handlede alt om klima og CO2. Det blev min kamp at få naturen med i klimakampen. Hver gang jeg havde muligheden, sagde jeg, at naturkrisen var mindst lige så alvorlig og vigtig som klimakrisen. Ikke for at tale klimaet ned, men for at tale naturen op.

Vi kunne praktisk talt se arterne forsvinde. År efter år var der færre fugle, der indvarslede foråret med deres fløjten. Færre insekter på landet. Mere iltsvind i havet.

Da mormor var ung

Det er 30 år siden i dag, og jeg er blevet 64 år. Men jeg kan stadig huske følelsen. Som at stå for foden af Mount Everest og kigge direkte op i himlen. Udfordringerne var enorme, forhindringerne var overalt, og hver gang vi nåede en ny top, var der bare endnu en, der skulle bestiges – i stadigt mere ufremkommeligt terræn.

Men vi kom op. De seneste tre årtier har samfundet ændret sig radikalt. Ikke mindst fordi synet på vores natur, jordens ressourcer og forurening har ændret sig. Og jeg bliver mindet om, hvor store forandringer vi har udrettet, når mine børnebørn insisterer på at høre historier fra, da mormor var ung.

Så sidder de med store øjne og spørger helt forundret:

»Brændte I virkelig jeres plastik, mormor?«

»Hvorfor kom der sort røg ud af bilerne, som man blev syg af?«

I dag er det en selvfølge, at vi fik omstillet samfundet. I 2019 var jeg bekymret for, om vi kunne. Men det blev en fælles kamp. Politisk og bredere end det. Sammen med virksomheder, forskere, landbruget og grønne interesseorganisationer. For det er kun i amerikanske film, at en ensom helt redder verden. I virkeligheden er det sammenhold og fælles fodslag, der rykker de store strukturelle teltpæle.

Lige så mærkeligt og fjernt det i 2019 forekom, at vi skulle smide vores affald i store bunker uden for de store byer, lige så mærkeligt er det i dag at forestille sig, at vi har brændt vores affald. I dag, hvor ordet ’affald’ er gledet ud af ordforrådet, giver det absolut ingen mening. Men det var hårdt at komme dertil, og mange trak på smilebåndet, da vi talte om cirkulær økonomi og en affaldsfri fremtid. Danmark var europamestre i at producere mest husholdningsaffald pr. indbygger.

Men vi var med til at sætte gang i en udvikling, hvor det blev en dårlig forretning at producere til engangsbrug og kort levetid. Det fik for alvor sat gang i en grøn industri, hvor der blev skabt tusindvis af job i Danmark på at omdanne affald til nye produkter, og hvor vores træk på jordens ressourcer faldt.

Ud i naturen

Vi brugte en del kræfter på at give bedre adgang til naturen i Danmark. De nye muligheder greb Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet, spejderne og resten af civilsamfundet.

Mens det for 30 år siden var alt for få børn og unge, der havde været ude i nattemørket og kigge på stjernehimlen, så var det særligt op igennem 20’erne, at spejderbevægelsens medlemstal stormede frem. Det blev lige så almindeligt at tilbringe tid i naturen som at sætte sig foran tv’et.

Faktisk var DR's tv-program Alene i vildmarken med til at starte bølgen, og det var nok meget godt, for på det tidspunkt troede hver femte unge dansker, at en rødspætte var en fugl. Mange fik et forhold til naturen igen.

Det, man holder af, det passer man også på. Derfor var naturbølgen også den folkelige bevægelse, der gjorde miljøkampen, naturkampen og kampen for ren luft til folkeeje. Det banede vejen for, at vi gav naturen mere plads – med urørte skove, åbne overdrev og våde enge.

I 2050 er de truede dyr og planter nu i fremgang. Flere fugle er kommet tilbage, bierne summer igen, og havet kan ånde. Vandet i hanen er rent, selv om det var en kamp – ligesom det var med partiklerne i luften.

Kampen var ikke uden dilemmaer. Men som samfund var det gået op for næsten alle, at vi måtte omstille os, og at der ville være en regning at betale. Opbakningen til omstillingen af samfundet hvilede på en retfærdig fordeling af regningen, så den ikke bare blev lagt hos dem, der havde mindst.

Politik viser vejen

Når mine børnebørn bliver lidt større, håber jeg, at vi kan fortsætte med at tale om de store forandringer af samfundet – og om deres mulighed for at gøre en forskel. Om Greta-effekten dengang, og vigtigheden af, at det gik hånd i hånd med politiske forandringer.

Politik kan, hvis vi vil det, løse vores fælles problemer. Egentlig er det vildt at tænke på, at bare ganske få år før klimavalget slækkede den daværende regering på de danske klimaambitioner, støttet af et lille parti, der brugte sine få folketingsmandater på at kæmpe for billigere benzinbiler, og et andet støtteparti, et af de største partier i Folketinget, der i første omgang forsøgte at slå befolkningen hen som en samling klimatosser.

Så når jeg går på Stenhuggerstien i dag, tænker jeg på, at politik, demokrati, lederskab og fællesskab viste vejen ud af en dyb krise for både klima og natur.

Men nye problemer og udfordringer kommer til. Så uanset hvor grøn fremtiden er, skal vores samfundsmodel og demokratiske måde at gå til tingene på i Danmark konstant vise sit værd. Indtil videre uden modstykke noget andet sted i verden.

Lea Wermelin er miljøminister (S)

Serie

Vi springer frem til 2050: I en klimaomstillet verden

Året er 2050. Danmark har nået målet om klimaneutralitet. Kloden er reddet. Men hvordan ser det omstillede samfund ud? Har vi stadig råd til velfærd? Hvilken levestandard og livsstil har vi? Har vi ofret hensynet til social retfærdighed på vejen? I denne kronikserie har Information bedt kronikørerne forestille sig fremtiden.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Estermarie Mandelquist
  • Eva Schwanenflügel
Estermarie Mandelquist og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flemming Kjeldstrup

Hvor jeg bor I det midterste Midtjylland, er der ingen insekter. Jeg prøvede at fodre fugle i vinters, men der er kun et par skader og nogle duer. Landbruget har dræbt alt liv. Og til hvilken nytte? 3 sølle miliarder om året? Jeg drømmer om en fremtid, hvor vi kun producerer det mad vi kan spise og ikke sejler svinekød om på den anden side af jorden. Jeg drømmer om et Jylland med store vidtstrakte skove og søer med rent vand. Så behøver københavnere ikke at rejse langt op i Skandinavien for at stresse af og vandre i naturen, men kan køre en weekendtur herover til mig.

Eva Schwanenflügel, Lars Myrthu-Nielsen, Klaus Lundahl Engelholt, Estermarie Mandelquist, Kai Birk Nielsen og Thomas Tanghus anbefalede denne kommentar
Helle Wisbech

Det er da noget af en præstation, at Lea Wermelin kan skrive en lang kronik med forestillinger om fremtiden og fuldstændig undgå at skrive noget om, hvordan vi kom frem til en verden, hvor naturen og miljøet har det bedre. "Det var en fælles kamp - med virksomheder, forskere, landbruget og intersseorganisation.. " skriver Wermelin. Men hvordan skabte vi forandringen - hvad skulle der til, hvordan ser landbruget og erhvervslivet ud nu osv. Det eneste som er lidt billedskabende er -"der er skabt tusindvis af job i Danmark på at omdanne affald til nye produkter" . . . tilsyneladende skaber vi stadig meget affald, vi er bare mere påhitsomme for at finde måder at bruge det på. For der skal jo holdes gang i hjulene. Åh ja og så den med spejderne - intet ondt ord om spejdere overhovedet , men det er jo ikke udtryk for en forandret holdning til natur og miljø på et grundlæggende og politisk plan.
"Vi gav naturen mere plads" - Hvordan gjorde vi det? lavede vi en omfattende landbrugsreform, som både drejede sig om fordelingen af jorden og satte en stopper for pesticider og industri-dyrehold? eller købte vi nogle stumper dårligt drænet landbrugsjord, som tidligere har været vådområder, tilbage og plantede nogle træer?
"Vandet i hanen er rent, ..." Hov hvordan blev det lige det?? " , der ville være en regning af betale," Ja da, men hvad var det vi betalte for? Hvad var det som blev gjort, som bidrog til at vandet blev rent?
Lea Wermelin er tydeligvis bange for at give bare en flig af konkrete bud på løsninger og en vej frem mod forbedrede vilkår for natur og miljø, og frem mod løsninger på klimakrisen. Sagt på en anden måde - hun afholder sig fuldstændig fra at forholde sig til emnet, som politiker, og romantiserer i stedet lidt over nogle glansbilleder.
Eller er det mig, der tager fejl med hensyn til, hvad en politiker er for én? Er hun måske netop i denne tekst politikeren? - som i hvert fald ikke vil kunne hænges op på noget.

Henrik Mottlau, Søren Lind, Steen Obel og Lars Myrthu-Nielsen anbefalede denne kommentar