Læserbrev

Lidl sikrer 3,5 millioner kyllinger et bedre liv: Resten af dagligvarebranchen bør gå med

Det er en milepæl for dansk dyrevelfærd, at Lidl fjerner industrikyllingen Ross 308 fra sit sortiment, for detailbranchen skal være med til at påvirke forbrugernes valg i retning af det bedre. Lidl fortjener ros – også fra Landbrug & Fødevarer, der er imod beslutningen, skriver kommunikationschef i Anima i dette debatindlæg
12. marts 2020

For nylig annoncerede dagligvarekæden Lidl, at de udfaser industrikyllingen Ross 308 fra kædens ferske sortiment. Det er en milepæl for dansk dyrevelfærd.

Alligevel retter Landbrug & Fødevarer skarp kritik mod kædens beslutning, da det ifølge organisationen ikke bør være op til dagligvarekæder at til- eller fravælge bestemte kyllingeracer.

Ifølge formanden for Landbrug & Fødevarer Fjerkræ, Martin Hjort Hansen, er det forbrugeren selv, der skal træffe valget af fødevarer – ikke detailbranchen. Organisationen giver derfor ikke meget for Lidls ellers historiske beslutning.

Den holdning er jeg lodret uenig i. Dagligvarekæder har stor indflydelse på forbrugernes adfærd, hvilket er en mulighed, detailbranchen skal og bør gribe. Og det er netop det, Lidl gør. Kæden går forrest og sætter bedre standarder for dyrevelfærd, så hvad er problemet?

Ross 308-kyllingen er fremavlet til at vokse så hurtigt, at det har enorme adfærds- og helbredsmæssige konsekvenser for kyllingerne. Ifølge en undersøgelse fra Aarhus Universitet kan tre ud af fire kyllinger ikke gå normalt. Det lyder skræmmende, men det er virkeligheden for millioner af kyllinger.

Lidls initiativ er derfor banebrydende for den danske dyrevelfærd, da beslutningen giver 3,5 millioner kyllinger et bedre liv.

I starten af februar vedtog Folketinget den nye dyrevelfærdslov. Som det første land i verden anerkender dansk lovgivning nu, at alle dyr, kæledyr såvel som landbrugsdyr, er sansende væsener. Men industrikyllingen behandles langtfra som et sansende væsen.

Heldigvis er tiltag som Lidls godt nyt for industrikyllingen. Detailbranchen kan nemlig ikke blot være med til at præge forbrugerens adfærd, den kan også påvirke leverandørerne til at sikre bedre dyrevelfærd.

Tænk blot på buræg. På få år gik buræg fra at være en fast og naturlig del af dagligvarekædernes sortiment til at være fortid.

Burægbevægelsen er altså et glimrende eksempel på, at detailbranchen bør og skal være med til at påvirke forbrugernes valg til det bedre.

Derfor fortjener Lidls beslutning om at udfase den udskældte industrikylling i høj grad ros – også fra Landbrug & Fødevarer.

Thorbjørn Schiønning er kommunikationschef i Anima.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johnny Christiansen
  • Palle Pendul
  • Jens Flø
  • Lise Lotte Rahbek
Johnny Christiansen, Palle Pendul, Jens Flø og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det ville være super, hvis Lidl fulgte op med svinekød, der har kun velfærdsmærker på. Alt for meget dyrevelfærd bliver solgt til overpris.

Thomas Jensen

Jens Flø, vi kan starte med at købe det kød der rent faktisk ligger i køledisken i supermarkedet. Ja, jeg har lige læst i Politiken, at københavnere kan blive afkrævet 340 kr for en kylling hos slagteren på Kultorvet, men her ude i provinsen har alle supermarkeder faktisk økologisk kød til meget rimelige priser. Måske snakker vi 30-50% dyrere, men i kroner og ører er det småting og ikke noget der vælter budgettet i de fleste familier.

Den bedste måde at forbedre dyrenes velfærd (ud over at blive veganer) er ved at vise supermarkederne at vi gerne vil have velfærdskød. Hvis de skal smide halvdelen ud, fordi vi vil spare 5-10 kr, så holder de enten op med at føre det, eller de sætter prisen op.

Thomas Jensen, der er sikkert familier for hvem 40%, ekstra ikke betyder noget. Kigger man på svinenoteringen 3. marts, så ligger kg. prisen for bedste vægtklasse på 14,3 kr pr kg. og 16,7 for friland, dvs 2,4 merpris år kg. så kommer der moms til dvs 3 kr. kg. Som % er det knap 17 % mere. Alle 17% skal jo selvfølgelig ikke følge med ud i butikkerne som fortjeneste i senere led. Vi har brug for supermarkeder der vil konkurrere på dyrevelfærd. Vi er mange der gerne vil betale landmandens ekstraomkostninger. Og jeg læser det som Lidl går foran med kyllinger.

Lidls beslutning om at tage de elendige Ross-kyllinger ud af sortimentet fortjener ros.

Men det er da ufatteligt, at forbrugerne ikke selv frasorterer de elendige discountvarer. Det er reelt forbrugerne, der gennem deres valg bestemmer, hvad der ligger i køledisken.

Ja, kvalitetsvarer er 30-50% dyrere end de ringe varer. Men dels er discountkød typisk pumpet op med vand og svinder stort under tilberedelsen, dels kompenserer bedre smag (og dermed mæthedsfølelse) nemt for en lidt lavere mængde. Køb kvalitet og køb lidt mindre.

Med et minimum af omtanke har alle (ALLE!) råd til at købe kvalitet i stedet for junk.

Thomas Andersen

Godt Lidl. Og det er klart vejen frem. Efterhånden har de fleste supermarkeder jo også indset at økologiske varer godt kan sælges og at det er en måde at lokke folk ind i butikken på, men det kræver et fornuftigt udvalg og rimelige priser.

Og så kommer det godt nok an på hvor i provinsen vi befinder os. Her, på nordfyn, så er udvalget meget meget begrænset. Så begrænset at selv super brugsen kun har haft øko hakket oksekød i sortiment. Og ja, kun det. Resten har været konventionelt, og så måske tre slags frilandskød.

Det er forhåbentlig ændret nu, men i mellemtiden så er vi gået over til at købe lokalt ved nogle små producenter. Men det har jo så til gengæld fjernet en potentiel kunde fra køledisken, og en kunde som gerne havde købt "det gode kød".

Mht høns, så var det, selv i Odense (og selv i Irma, for at det ikke skal være løgn! ) stort set umuligt at opdrive en øko kylling. Så i lang tid spiste vi det så ikke.
Og nu har vi selv høns, så ja, endnu en potentiel kunde tabt.

Udviklingen på øko området i supermarkederne er da heldigvis blevet bedre, og går kun fremad.

Priserne ser jeg dog stadig et problem for mange, et slag på tasken er at vi bruger et par tusinde mere om måneden på mad set ift hvis vi købte konventionelle varer. Det er sgu ikke alle der lige kan hive det ud af budgettet! Undtagen selvfølgelig hvis man skal have et par Lars Løkke sko.