Læserbrev

Lukningen af vores specialskole går godt – børnene viser os, at de kan mere, end vi tror

De nye udfordringer i forbindelse med nedlukningen af skolerne giver børnene på den behandlingsskole, jeg arbejder på, nogle nye krav at leve op til – og det gør de, fordi de mærker, der er brug for dem, hvis nedlukningen skal lykkes, skriver psykolog Christian Barckmann i dette debatindlæg
Debat
1. april 2020

»Danmark lukker ned. Nu har vi nogle børn, vi skal passe på.«

Efter de ord gik jeg som mange andre hjem torsdag den 12. marts. Over få timer var det lykkedes os at sende de få børn, der var mødt i skole, hjem igen og efter bedste evne forberede os på mindst to ugers mild uro i maven.

Skolen, jeg er psykolog på, er en behandlingsskole. En skole, hvor børn og unge bliver anbragt, ofte efter at have været i kontakt med psykiatrien og efter at have passeret gennem flere folkeskoler. De fleste er diagnosticeret med ADHD, tilknytningsforstyrrelser eller andre betegnelser, der ofte fortæller ligeså meget om deres historie som om de familieforhold, de nu skulle hjem til.

I fredags var den anden uge så gået. De fleste dage havde enten jeg eller skolens lærere og pædagoger været i kontakt med eleverne. Men det modsatte skete også: Eleverne begyndte selv at kontakte os. For at få hjælp til at logge på Aula, til at finde opgaver eller for at fortælle os, at de allerede var gået i gang. Magnus, en dreng jeg et halvt år forinden havde vurderet til et mere specialiseret tilbud, ringede sidste mandag og spurgte:

»Kan du huske mit uni-login? Så jeg kan lave opgaver!«

En anden elev skrev:

»Jeg ville bare sige, at jeg lige ringer til dig. Vi plejer jo at snakke sammen.«

Vi modtog beskeder fra familier, plejeforældre og opholdssteder. En mor havde lavet et skema til køleskabet, der også indbefattede idræt og hjemkundskab. Stort set alle børn skrev, og stort set alle os voksne undrede os. Det gik jo godt!

Måske det har større betydning, end vi tror, at børn og unge mærker fællesskabet. At de mærker, der er brug for dem, hvis de næste ugers nedlukning skal lykkes.

Pludselig står de relationer, vi skaber, lysende frem. De mærker, at de faktisk er noget i andres øjne. De behøver ikke at lave noget derhjemme – så hvorfor gør de det alligevel? Fordi de har noget at vise os, og det er noget, vi trænger til at få øje på: At alle børn og unge, når omstændighederne forandrer sig, kan mere, end vi normalt tør tro.

Christian Barckmann er psykolog

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Chr.B
Kan du så ikke også lige forklare, hvorfor pædagoger, lærere og ofte forældre også, som regel, undervurderer børns potentiale og derved ssamtidig overvurderer deres egen, betydning for at tingene kan forløbe ordentligt!? Det er vel ikke for at hjælpe på børnenes selvværd , tør jeg nok påstå....