I en af de første dage af coronaundtagelsestilstanden var Venstres Jakob Ellemann-Jensen gæst i studiet på TV 2 News. Værten forsøgte forgæves at få Ellemann til at kritisere regeringen. Det var et klassisk politikerinterview, der under normale omstændigheder ofte kaster en nyhed af sig. Politikere vil næsten pr. automatik fremhæve egen politik og gå i kødet på politiske modstandere. Journalisten blev ved, men Ellemann bed ikke på.
Han bakkede entydigt op om regeringen, og set med traditionelle journalistiske briller var det en ikkehistorie. Den konflikt, som en stor del af den politiske journalistik hviler på, var væk. Der var heller ikke nogen, der i den situation beskyldte Ellemann for at være svag, eftergivende og profilløs, fordi han ikke levede op til det journalistiske konfliktkriterium.
Den traditionelle ’kritiske’ journalistiske model led her skibbrud i den pludseligt opståede coronasituation. Det, som medieforskeren Anker Brink Lund engang kaldte »den ukritiske kritiske journalistik«, er midlertidigt sat på pause.
I en tid hvor magtudøveres pressemøder er gået fra at være iscenesatte og ofte indholdsløse spinforestillinger til at være kilde til rigtige og vigtige nyheder, giver en kampberedt ekstrabladsjournalist med et frækt spørgsmål til sundhedsministeren næring til en shitstorm på sociale medier og kritisk debat i fagbladet Journalisten.
Det handler om tillid
Jeg hørte i 1990’erne arkitekten og journalisten Jan Haugaard tale om fremtidens journalistik: »I årtier har journalistik handlet om konflikter – jeg tror, at de store historier i fremtiden kommer til at handle om dilemmaer,« sagde han og antydede, at dækningen af dilemmaer krævede noget nyt af journalistikken.
Det er svært at dække et dilemma. Coronakrisen indeholder snesevis af dilemmaer – og har bragt et kendt, men undertrykt journalistisk dilemma helt op til overfladen: Hvordan lever vi op til det basale journalistiske krav om at være kritisk, ikke mindst over for magthaverne, mens vi på samme tid lever op til mediernes højere samfundsansvar, der ikke bare handler om at videreformidle centrale og enkle opfordringer til at vaske hænder, holde afstand og blive hjemme, men også handler om tillid – borgernes tillid til medierne, men også til myndigheder og magthavere?
Dårlig og ukritisk ’kritisk’ journalistik svækker den tillid. Ordentlig kritisk journalistik er derimod en central del af det journalistiske samfundsansvar. Som da medierne påpegede, at regeringens første restriktive coronatestpolitik ikke stemte overens med WHO-anbefalingerne og erfaringerne fra Asien, og politikken blev justeret.
Jeg er glad for, at jeg bor og arbejder her og ikke i USA, hvor flere medier, ikke mindst Fox News, der er landets største tv-nyhedskanal, i ugevis fremstillede »coronahysteriet« som en blanding af kinesisk biologisk krigsførsel og en demokratisk sammensværgelse mod Donald Trump. Nu hvor dødstallet stiger, har kanalen dæmpet sig lidt. Men skaden er sket. Befolkningens i forvejen vaklende tillid til regeringsmagten led endnu et knæk.
Coronakrisen har demonstreret en usædvanlig gensidig tillid herhjemme. Danske medier har grundlæggende opført sig både ansvarsfuldt og anstændigt. Undersøgelser her og i udlandet tyder på, at folk nu i stigende omfang bruger aviser og public service-tv for at blive oplyst. BBC har ikke i årtier haft så mange brugere som nu.
Folk vender sig tilsyneladende ikke til de sociale medier for at blive oplyst om krisen, men bruger dem som en erstatning for det fysiske sociale samvær.
Vi aner ikke, hvor længe den danske version af undtagelsestilstanden vil vare. Lige nu fylder den det hele. Så meget, at rutinejournalistikken er voldsomt nedprioriteret, og den politiske fredstilstand har sat den procesorienterede hår-i-suppen-politiske journalistik i stå. Savnet er til at overse.
Når den genoptages, vil vi måske se på den med andre og mere kritiske øjne. Man kan håbe, at den nødvendige balance mellem journalistikkens kritiske rolle og journalistikkens samfundsansvar, som krisen har tydeliggjort, fortsætter, når krisen er overstået.
Dagen i dag bød på en genoplivet ukritisk kritisk journalistik på DR P1. I flere omgange forfulgte journalister på P1 Morgen og senere bl.a. på pressemødet den tilsyneladende kløft mellem sundhedsministeren og sundhedsstyrelsens direktør.
DR har i flere dage forfulgt historien om 'hvorfor ikke flere tests' og i den forbindelse fundet private virksomheder der ville stille sig til rådighed.
Så var der nyheden om, at sundhedsministeren undskyldte, at man ikke havde reageret hurtigt nok på en henvendelse fra Sydkorea. Og en højtstående embedsmand fra seruminstituttet blev afæsket en holdning til ministerens holdning. Det ville han ikke kommentere trods gentagne forsøg på at presse ham.
Alt det kan selvfølgelig være godt nok, hvis der var en historie/er en historie. For en lægmand virker det dog plausibelt, at det ikke er helt så simpelt med det manglende testudstyr, altså at det ikke kun drejer sig om et bestemt test-kit. Det har myndighederne forklaret ret grundigt. Men journalisterne har haft propper i ørerne.
Jeg føler mig ikke repræsenteret ved den form for public service/ukritisk kritisk journalistik. Og situationen er alt for alvorlig til at gamble med tilliden.
Bortset fra det har medier som DR og TV2/TV2News gennemgående været bemærkelsesværdigt afdæmpede og ordentlige. En behagelig afveksling.
WHO er ikke guder, ejheller Statens Serum Institut eller Sundhedsstyrelsen. Disse institutioner kan sagtens have egne dagsordener, inkompetence etc, ligesom alle andre bureauktatier. Heldigvis er disse demier (min nyskabte fællesbetegnelse for epidemier og pandemier) sjældne, men det gør jo, at det er noget af en udfordring journalistkorpset står overfor, hvis det skal leve op til Lasse Jensens udmærkede målsætning.
Det er fint, hvis vi kan blive fri for spin-doktoriet - både spinneriet hos politikerne og 'hår i suppen'-journalistikken i medierne. Men er det mon alligevel ikke på sin plads at beskæftige sig med og eventuelt kritisere det mangelfulde beredskab f.eks. med hensyn til testning og indkøb af tilsttrækkelige mængder værnemidler? Man kan selvfølgelig sige, at de relevante myndigheder hellere skal beskæftige sig med at løse problemerne end at bruge tid på at besvare pinlige spørgsmål fra offentligheden - det er for mig at se et dilemma, hvor andre måske vil mene, at det er et 'hår-i-suppen'-spørgsmål.
Jeg kan ikke gennemskue, om Lasse Jensen mener, at økonomien/hjælpepakkerne også skal være omfattet af den nye journalistiske virkelighed (det er faktisk lidt svært at blive konkret klog på, hvor Jensen mener, at det kritiske snit skal lægges) men en ting, der har været helt og aldeles fraværende i den journalistiske dækning af krisen hidtil, er hvordan regningen skal fordeles og tiltagene finansieres bagefter. Vi ved - selv om man godt kan komme i tvivl, når man læser danske medier, om hvad de egentlig ved om økonomi - at regningen efter Finanskrisen blev meget skævt fordelt, og lige præcis på det økonomiske område er det dybt relevant at drage kritiske paralleller til Finanskrisen og det politiske systems reaktionsmønstre dengang og nu - i borgfredens hellige navn.
Mon ikke Heunickes angreb på Sundhedsmyndighederne er et payback for den offentlige nedgørelse Brostrøm gav den politisk bestemte grænselukning?
Hvis embedsmanden må undsige ministeren gælder det vel også den anden vej .
Noget kunne jo tyde på at myndighederne har snorksovet.
I morges udtalte et menneske fra RUC at de havde masser af grej der kunne bruges. Han forstod ikke at sundhedsmyndighederne ikke havde henvendt sig. Jeg blev bestyrtet, hvorfor henvendte han sig ikke selv. Hvad fanden er det for nogle hængerøve der findes i det offentlige system. Private fabrikanter knokler løs og laver visirer, sprit og masker. På RUC sidder man og venter på at man bliver budt op til dans. Skrækkeligt!
Nu er aktørerne i denne regering marionetter for Mette Frederiksen, hvis eneste udmelding er : En ny virkelighed venter på den anden side af Corona. I Frankrig hvor jeg har opholdt mig siden janaur, og nu åbenbart i længere tid, er holdningen, at politikerne skal ikke blande sig i sundhedsmyndighedernes kompetencer og omvendt. Heunicke er journalist, men de danske myndigheders beredskabsplaner virker noget støvede og det kræver kritisk journalistik, for det er da gået helt skævt for myndigheder og regionerne, som er de ansvarlige? De har ikke råbt op, at de kun har tomme hylder, som ikke er et beredskab. Efter min bedste overbevisning kommer vi ikke ud af nogen krise i 2020, måske i 2021.
Jeg tror faktisk ikke, de har tid til sådanne fjollerier, som pay back time, det er situationen for alvorlig til. Heunicke er ærlig også om sine egne fejl, og retter hurtigt op på dem. Brostrøm gør det samme, og klart han har lov til at være uenig med regeringen. Og de må så finde fælles fodslag via dialog. Den, regeringen, har det politiske ansvar i sidste ende. og får øretæverne. Og det er jo morsomt LLR, synes han er kompetent til at skælde sundhedsministeren ud i medierne. Han som råber på en samlingsregering efter corona med SV. Glem det. De produkter der mangler, er jo bl.a fordi en leverance er stjålet i Tyskland, og folk har stjålet masker og sprit på sygehusene.
Nu kommer der værneprodukter til DK, og så må vi håbe, vi grundet rettidig omhu fra Mette F side, slipper lettere end det var har set, så trist i Sydeuropa.
Heunicke undsiger selvfølgelig sine rådgivere når de angiveligt er kommet med forkerte råd og blander sig i politiske tiltag som grænselukning. Det kan være at Brostrøm er fotogen og virker troværdig, men ikke desto mindre så er der da skiftet retning et par gange. Når der prales med at beredskabet er på plads og det viser at det er det så absolut ikke, når henvendelser om hjælp ikke modtages, når offentlige institutioner som RUC, først nu synes at de kan fortælle hvor man kan få hjælp så er ministeren sgu dårligt hjulpet.
Det er jo hvad han sagde og det mener jeg han har ret i.
@Helle Walther
"Heunicke er ærlig også om sine egne fejl, og retter hurtigt op på dem"
Han kunne måske starte med at rulle revisionen af epidemi loven tilbage, og lade eksperterne komme til, og sætte ministeriet tilbage på udskiftnings bænken.
Så er det i det mindste mere sandsynligt, at de tiltag der implementeres, har en sund faglig forankring, og ikke i politisk manøvren.
Store dele af Danmark har nu være lukket ned i 10-13 dage.
Når man ser på antallet af indlagte, så ligger den gennemsnitlige tid fra man bliver smittet til man bliver så dårlig (hvis det da går så galt) på cirka 8-13. Så dem vi ser der ryger på hospitalet nu, der er folk nu smittet efter nedlukningen. Og sjovt nok så stiger raten af indlæggelser.
Det kunne indikere, at nedlukningen af Danmark har haft lige den modsatte effekt.
Som Bruce Aylward, Verdenssundhedsorganisationen WHO’s seniorrådgiver i epidemier siger i det her interview:
“I stedet siger man mange steder til mennesker, der føler sig sløje, at de skal blive hjemme, hvis de bare har milde symptomer. Hvad sker der så? De smitter andre i hjemmet. Og når de har det lidt bedre, forlader de hjemmet igen, men de kan stadig smitte i flere dage, mens de kommer sig."
https://pov.international/who-virusekspert-bruce-aylward-hvorfor-dog-luk...
// Jesper
En befriende artikel. Det interessante i den nuværende Corona situation er naturligvis strateginiveauet og ikke unødigt detaljerytteri. Måske kan epidemien have den positive konsekvens, at den bidrager til at flytte fokus i vor tids journalistik.
Lad os endelig slippe af med den procesorienterede hår-i-suppen-politiske journalistik. Savnet vil ganske rigtigt være til at overse.
Og så har jeg forresten stor tillid til, at både politikere og myndigheder arbejder seriøst 24/7 på at finde fornuftige og ansvarlige løsninger på coronakrisen, hvilket også er meget, meget vigtigere end at betjene en langt hen ad vejen sensationslysten presse på jagt efter hår i suppen og antydninger af personkonflikter.
Jeg er ikke enig. Når de velhavende sommerhusejere kan erobre så meget spalteplads med, om de må tage på landet for moah; når vi skal høre om, hvor hårdt “fangede” globetrottere og krydstogtsrejsende har det med pludselig at indse, der er en risiko forbundet med at rejse. Når man møder op til DBU’s selvoptagede pressemøde, som om en aflyst fodboldturnering er lige så tragisk som vores familiemedlemmers dødsfald, og når kronprinsen uden kritik kan udtale, at det er “en trist dag”, når rigmandsfesten med IOC må aflyses... så er alt jo ved det gamle.
Corona-journalistikken er lige så proportionsforvrænget og uvidende som den dagligdags.
Håber f**, det var en god afterski-fest. Vi, der ikke havde råd, betaler nu prisen.
Noget, der måske overses, når udenlandske eksperter påkaldes, er, at vi lever og indretter os temmelig meget anderledes i Danmark.
En fin klumme med gode og nødvendige overvejelser.
Mette Frederiksen startede med at erkende de ville lave fejl i sin første pressemøde for 15 dage siden.
Lige her mener jeg hun viste sig som den eneste rigtige statsminister lige nu.
Journalister må så til at tænke og overveje hvordan de med konstruktiv kritik og tankegang kan bidrage til at vores samfund ikke bliver splittet mere op end nødvendigt.
Selvfølgelig får det økonomiske konsekvenser,men ser man på hvordan flere i denne verdenlider bare fordi vi bruge r våben og bomber og udsultning, so må der være håb forude.
Citater er fra DRs netnyheder.
"Flere af Folketingets sundhedsordførere er utilfredse med sundhedsminister Magnus Heunicke (S).
Ministeren har blandt andet skubbet ansvaret for en utilstrækkelig teststrategi over på Sundhedsstyrelsen, trukket myndighedernes opfordring om at melde hinanden for overtrædelser af de nye regler tilbage og rettet kritik mod de embedsmænd, hvis ord vi alle retter os efter i denne tid."
Efterfølgende Citat er fra Liselott Blixt i DR nyheder.
"Vi har støttet op om lovforslag, som vi ikke ville have gjort under normale omstændigheder, og nu går han ud og undsiger dem.
LISELOTT BLIXT, SUNDHEDSORDFØRER FOR DANSK FOLKEPARTI".
Er DR's journalister forvandlet til en flok blå lejesvende, eller mangler de fantasi til at bringe mere indholdsrige kommentarer. Der er ellers meget at skrive om.
Udsagnet fra "Lægens Bord", man kan risikere at begå fejl hvis man tager hænderne op af lommen, er nemlig så sandt.
Liselott Blixt fra DF, blandt andre, var med til at bespare 70-80.000 M2 under projekteringen af Skejby Hospital. M2 de nu mangler, ikke på grund af Coronakrisen, men i det hele taget. Da man så fandt ud af, at disse M2 manglede, råbte hun/DF op. Gentagne gange har DF stemt for forslag, som de lige efter kritiserer.
Liselott Blixt's udsagn følger det, der bedst passer ind Liselott Blixt karriere.
Kan man forestille sig, at hverken sundhedsministeren eller Sundhedsstyrelsen kommer til at begå en eller anden fejl? Det kan man næppe i så er en alvorlig sag, hvor vi ikke kender virus og dens veje. Den har ikke eksisteret før. At de ændrer og korrigerer viser vid og ikke svaghed.
At kineserne ikke gav besked langt tidligere, viser med al tydelighed et manglende ansvar for eget folk og klodens befolkning.
Vi har en medicin/medico branche, der kunne have vist deres vilje langt tidligere. Hvorfor viser f.eks. den italienske modebranche deres hjælp så sent. Nu vil de få syet masker mm. Hjælpen kommer alt for sent og siger noget om deres overfladiske syn på problemet. Nu vil de bare lave en reklame. Føj.
Jeg er ikke enig. Når de velhavende sommerhusejere kan erobre så meget spalteplads med, om de må tage på landet for moah, skriver Thomas Rasmussen. Jeg bor nabo til Ulvhale på Møn. Her har man indtil igår kunnet købe et sommerhus for under 500.000 ke. Et kolonihavehus i København koster uden besvær tæt på det dobbelte. En toværelseslejlighed det firedobbelte På Vesterbro. Der findes rige sommerhusejere og der findes mange som bebor dem året rundt og som bare har folkepensionen .
Men jeg giver dig ret i at de aflyste sportsfester og skadderhoveder der rejser på krydstogtsferier ikke er til at klare blive omtalt som store ofre.
Thomas Rasmussen
25. marts, 2020 - 22:28
Jeg er en af disse privilegerede, der har et sommerhus. Jeg rejser kun en gang om året til mit hjemland, ellers rejser jeg ikke, derfor har jeg fået råd til et sommerhus. Det har jeg fået på grund af familiens sparsommelighed.
Da jeg læse, at en kvinde i Odsherred klagede over sommerhusgæster, fordi de ville risikere at smitte hjemmeboende, kom jeg til at tænke på, at krisetide deler menneskerne op i visse grupper.
Jeg kender flere fra Odsherred og andre steder fra, som uden dårlig samvittighed kører ind til København for at gå på arbejde hver dag, eller handle. De tager gerne deres bil ind til byen, parkerer øsen og kører hjem igen. Her har de, dels mulighed for at svine byen til med bilos, dels føre deres coronasmitte ind til byen. Denne traffík fra sovebyer giver mange københavnere sygdomme i lunger mm. Disse mennesker tænker ikke over, at deres relativt lange kørsel frem og tilbage forurener og udleder ligeledes en del CO2.
Så mon ikke vi burde tage og tolerere hinanden, i stedet for at melde hinanden for dit og dat.