Kronik

Jeg har mødt danskerhadet i Grønland og racismen mod grønlændere i Danmark

Da jeg som blond og blåøjet voksede op i Grønland, oplevede jeg næsten dagligt grønlændernes had til danskerne. Da jeg flyttede til Danmark, mødte jeg fordommene om Grønland og måtte forsvare det land, jeg følte mig uønsket i, skriver Kristian Duch i dette debatindlæg
Da jeg som blond og blåøjet voksede op i Grønland, oplevede jeg næsten dagligt grønlændernes had til danskerne. Da jeg flyttede til Danmark, mødte jeg fordommene om Grønland og måtte forsvare det land, jeg følte mig uønsket i, skriver Kristian Duch i dette debatindlæg

Illustration: Sara Houmann Mortensen

9. marts 2020

Den danske uvidenhed om Grønland er massiv. Så massiv, at mange ikke gør sig tanker om, at den nordligste del af rigsfællesskabet nogle gange er så utilfreds med den manglende danske indsigt, at det at være dansker i Grønland kan være en direkte billet til racisme og eksklusion, præcis på samme måde som det at være grønlænder i Danmark kan. En kendsgerning, jeg ikke selv er blevet forskånet for at opleve på egen krop i løbet af min opvækst.

Selv om jeg er født i Danmark, har danske forældre og ligner en ’traditionel’ dansker med lyst hår og blå øjne, er jeg ikke vokset op i Danmark. Som etårig flyttede jeg til en lille by i det nordvestlige Grønland, hvor jeg voksede op alene med min mor. Der var jeg gennem vuggestue, børnehave og næsten hele folkeskolen, indtil jeg som 14-årig flyttede til Danmark.

På trods af at jeg har deltaget i det grønlandske samfund på lige fod med andre og taler grønlandsk som andetsprog, har jeg aldrig med stolthed kunnet kalde mig selv grønlænder. Ikke fordi jeg ikke har haft lyst, men fordi jeg i min opvækst aldrig fik muligheden.

I Grønland stod jeg på grund af mit danske ophav altid i spotlyset. Gjorde eller sagde jeg noget, der var ildeset, der var ’for dansk’, var jeg næsten altid bare en undertrykkende imperialist, der skulle rejse hjem. Et omvandrende, lyshåret symbol på de mange års forfærdeligheder udrettet af det danske kolonistyre i Grønland. En qallunaarsuaq – en dum dansker.

Til tider tog danskerhadet så hårdt fat, at jeg i undervisningstimer lagde ører til lærervikarers formanende belæringer om, at danskere var det største onde på denne jord.

Tilråb og racistiske bemærkninger lod sig høre både på skolegangene og ud fra vinduer, når jeg gik på gaden.

Én gang har jeg endda oplevet at få en gruset ansigtsvasker af en gårdvagt, alene fordi jeg symboliserede fordommene om de danskere, der for længe siden berøvede Grønland dets kultur og identitet – også selv om de mennesker ikke findes i dag. Selv om størstedelen af de danskere, der bor i Grønland, bor der, fordi de holder af det grønlandske samfund, der omgiver dem.

Disse og andre oplevelser overbeviste mig om, at jeg ikke var grønlænder.

Drevet ud af danskerhad

Jeg var ikke ønsket i det land, hvor jeg altid havde haft hjemme, og jeg besluttede allerede meget tidligt, at jeg ville til Danmark, hvor alle måtte være som jeg selv. Jeg ventede med længsel på den dag, hvor jeg kunne komme væk. Den dag, hvor jeg endelig kunne blive forsonet med det, der måtte være mit sande hjem.

Den dag kom i 2010, da min mor besluttede, at det nu var tid til, at vi skulle til Danmark, så jeg kunne lære mine danske rødder at kende. Men da jeg sad i det røde grønlandsfly og kiggede ned på det land, jeg nu skulle forlade, græd jeg.

Da mit blik faldt på alle de kulørte træhuse i min barndomsby, gik det op for mig, at hele grundlaget for mit liv var blevet udvisket imod min egen vilje. Jeg følte mig drevet ud af landet af et danskerhad, som gjorde mig blind for, at Grønland faktisk holdt af mig. At jeg også selv holdt af Grønland.

Da jeg endegyldigt satte fod på dansk jord det år, følte jeg for første gang i mit liv, at jeg var grønlandsk. En følelse, der kun blev stærkere efter få måneder i Danmark, da den danske uvidenhed om Grønland lod sig syne.

Med ét blev den danske identitet, jeg troligt holdt fast på gennem hele min barndom, erstattet af den grønlandske, og jeg blev kastet ud i en kolossal identitetskrise.

Men ingen i Danmark kunne forstå den, for ingen vidste, hvad Grønland var. Næsten ingen i Danmark nærer eller skænker Grønland nogen gode tanker. I Danmark er grønlænderne bare et udsat folkefærd, der sidder på parkbænken eller togstationen med en øl.

For mange grønlændere er det sin sag at stå stolte og ranke over deres etniske ophav i et samfund, der næsten udelukkende forbinder deres sorte hår med alkoholisme og sociale problemer.

I min første tid i Danmark fandt jeg derfor hurtigt ud af, at jeg nu skulle forsvare det folk, jeg til tider havde følt mig så inderligt uønsket af.

Nu var alt vendt på hovedet. Det afsavn, jeg i min opvækst havde følt til Danmark, følte jeg nu til Grønland.

Et ben i hvert land

I Grønland skulle jeg næsten dagligt bøde for mit danske ophav, men i Danmark var dét Grønland, der havde formet hele mit liv, usynligt. Dengang og i dag bærer den danske bevidsthed om grønlænderne hovedsageligt præg af gamle myter om et forsømt naturfolk uden pli og dannelse. Åbent hånende kommentarer om grønlændere anses ofte for helt acceptable.

Mange ved end ikke, at en moderne grønlænder ikke fanger sin morgenmad i en qajaq. Og får man som grønlænder at vide, at man ikke ligner en grønlænder, skal man tage det som en kompliment. Det betyder nemlig, at man ikke ligner en afdanket alkoholiker. Selv det grønlandske sprog baner ofte vejen for andres billige grin.

I dag står jeg med et ben i hvert land. Følelser og oplevelser som mine er jeg ikke ene om at have. Mange andre, der også er børn af rigsfællesskabet, har prøvet at føle noget lignende. Nogle er danskere, der er vokset op i Grønland, andre er grønlændere i Danmark, og endnu andre er biologisk set både danskere og grønlændere i én krop i ét af de to lande.

Alle har vi det tilfælles, at vi tit er klemt i gamle misforståelser mellem to folk, som alt for ofte vender det blinde øje til det slægtskab, som stadig står stærkt den dag i dag.

I begge lande er rigsfællesskabet en ofte overset gave, og selv om politiske kræfter arbejder for en endegyldig afsked, vil et skilt rigsfællesskab efter min mening kun være et kæmpe tab. Ikke kun et tab for danskerne, men også for grønlænderne.

Kæmp for rigsfællesskabet

Man bør kæmpe for rigsfællesskabet og se på alt det gode, der gør det værd at leve i. Gøre det værd at lære Grønland og grønlænderne at kende for andet end gamle myter og de sociale problemer, man hører om.

Gøre det værd at tilgive Danmark og danskerne fortidens synder og indse, at et moderne Grønland nok bedst kan hjælpes på vej, hvis det sker gennem de muligheder, rigsfællesskabet giver.

Måske vil man så en gang for alle forstå, at det ikke er forskellene, men lighederne imellem Grønland og Danmark, der står stærkest.

I denne tid er Grønland stille ved at blive det yndede rejse- og interessemål, det aldrig har været. Adskillige dokumentarprogrammer skildrer nu i tidligere uset grad, hvad det vil sige at leve i Grønland, og på snoren sættes en række perler, der hver især er med til at aflive de fordomme, mange i Danmark har om verdens største ø.

Håbets Ø, Sommer i Grønland – Live fra verdens største ø og De unge grønlændere er alle tre eksempler på udsendelser, der i de forgangne år har gjort et forsøg.

Måske er tiden moden til, at den gensidige forståelse og indsigt kan vokse sig så stor, at man endelig indser, at rigsfællesskabets egen mangfoldighed er en overset gave for grønlænderne såvel som for danskerne.

Kristian Duch læser journalistik

Som 66-årig fik Margrete ophævet sin adoption og blev igen sin mors datter. »Det var den ultimative hævn«, siger hun.
Læs også
Nok er nok, lød det højlydt fra de mange demonstranter, der var samlet i centrum af Nuuk onsdag aften for at vise deres utilfredshed med finansloven. Fra den ene dag til den anden er en række dagligvarer blevet dyrere.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Arne Albatros Olsen
  • Søren Veje
  • Estermarie Mandelquist
  • Finn Jakobsen
  • Christel Gruner-Olesen
  • Pietro Cini
  • Jens Wolff
  • Karen Grue
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Pia Nielsen
  • Gert Romme
  • Markus Lund
  • Ervin Lazar
  • David Zennaro
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Christian Mondrup
  • Gunilla Funder Brockdorff
  • Eva Schwanenflügel
  • Jens Flø
  • Poul Anker Juul
Flemming Berger, Arne Albatros Olsen, Søren Veje, Estermarie Mandelquist, Finn Jakobsen, Christel Gruner-Olesen, Pietro Cini, Jens Wolff, Karen Grue, Peter Beck-Lauritzen, Klaus Lundahl Engelholt, Pia Nielsen, Gert Romme, Markus Lund, Ervin Lazar, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Christian Mondrup, Gunilla Funder Brockdorff, Eva Schwanenflügel, Jens Flø og Poul Anker Juul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg kender en næsten analog historie.

Min bror og svigerinde kom til Danmark efter 30 år på Grønland. De er selvfølgelig 100% danske begge to, men min svigerindes udseende kunne faktisk ligne lidt efter en grønlænder.

Ingen fremmede vidste selvfølgelig noget om, at de havde være på Grønland og drevet virksomhed i en årrække. Men hun blev faktisk næsten dagligt overfuset og udsat for tilråb i bussen hjem fra sit arbejde på et universitetshospital. Og selv under sit arbejde på hospitalet mødte hun patienter med grove racistiske holdninger overfor grønlændere.

Men det må jo være danskere, der har det psykisk dårligt med sig selv. Blot synd at der er så mange ubehandlede mennesker i Danmark.

Anna Louise Finck-Heidemann og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

Jeg indrømmer blankt min uvidenhed på dette område. Jeg har læst nogle af Peter Freuchens beretninger som ung, men ellers er min viden begrænset til netop alle problemfelterne. Synet på grønlændere er vel domineret at det syn som andre naturfolk har lidt under - f.eks synet på indianerne i Nordamerika, - den ædle vilde som skal kultiveres. Og når historierne så fortsætter men nu med hovedvægten på sociale problemer så er det lidt i samme skuffe vil jeg mene.
Jeg erindrer ikke at jeg har lært noget om Grønland og det grønlandske folk da jeg gik i skole- meget lidt - men det er også mange år siden . Og så ser jeg at det er der stadig intet om. Hvilket er en mangel.
https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/debattoer-folkeskolen-skal-ha...

Trond Meiring og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Kent Tonnesen

Der er lige så mange racister i grønland som i Danmark det går begge veje. Er født og opvokset i grønland, har to danske forældre jeg har lyst hår og blå øjne. Har oplevet racisme på egen krop og sjæl, jeg anser mig selv som en grønlandsk dansker jeg elsker landet og ville ønske jeg kunne bo der oppe men pga sygdom er jeg bundet til Danmark. Jeg har aldrig forstået hvorfor man ikke kan leve sammen i fred. Så længe man elsker landet og har noget godt at bidrage med. Jeg oplever også racisme mod grønlændere i Danmark og har altid forsvaret landet og det befolkning, Hvorfor lorsvare jeg et land hvor jeg tit har følt mig ikke velkommen? Fordi jeg elsker landet og fordi det har så stort et potentiale. Ja jeg kunne blive ved med at tale om diverse ting og Grønland, men mon ikke i forstår hvad jeg mener..

Anna Louise Finck-Heidemann, Arne Albatros Olsen, Estermarie Mandelquist og Søren Ferling anbefalede denne kommentar
Per Christiansen

Jeg er da meget sikker på at grønlænderne vil få det maget bedre i og under USA se bare indianerne, de sorte, mexicanske de bliver behandlet godt og med respekt.
Alle de trælse danske kr der kun er med til at holde et folk oppe på et urealistisk højt økonomisk niveau, som grønlænderne på ingen måde selv ville kunne tjene til.
Jeg ser frem til at Grønland melder sig ud af rigsfællesskabet.

Peter Beck-Lauritzen

Der findes danskere og grønlændere, samt mange andre, der ikke kan se ud over deres egen næsetip. Den slags kan ofte betegnes som "fladpandede"! Glem dem! Hold dig til de mennesker, der har viden og indsigt i de reelle forhold, samt den bagvedliggende historiske årsag. Danmark har behandlet Grønland dårligt, javel, men det var baseret på den forståelse, der var gældende dengang. Andre "koloni-magter" var også dårlige. Ingen nævnt, ingen glemt. Men spørg lige de "forudrettede" inuitter; hvad skulle der have været gjort i stedet? Danmark har gjort mere for de grønlandske inuitter, sammenlignet med de øvrige inuit-lande! Canadiske inuitter er langt bagefter, til sammenligning. Der er selvfølgelig plads til forbedringer, i dialog med grønlænderne, hvilket er ved at være muligt nu, hvor grønlandske uddannede er begyndt/har fået lyst til, at vende tilbage til Grønland.

Erik Fleischer, Søren Ferling og Fødevarestyrelsen Mørkhøj anbefalede denne kommentar
Martin Freiberg

Tak for en fantastisk artikel. Hvor rammes der præcist. Det ved vi alle, der er tæt på den virkelighed, der beskrives.

Anna Louise Finck-Heidemann, Arne Albatros Olsen, Estermarie Mandelquist, Søren Ferling, Jens Wolff, Fødevarestyrelsen Mørkhøj og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

"Måske er tiden moden til, at den gensidige forståelse og indsigt kan vokse sig så stor, at man endelig indser, at rigsfællesskabets egen mangfoldighed er en overset gave for grønlænderne såvel som for danskerne."

Det er så sandt som det er sagt og jeg fatter ikke at så mange begge steder har så mange aggressioner eller alternativt, ligegyldighed.

Dette forhold mellem to folk er om noget en win-win situation og de supremacistisk nationalistiske unge grønlændere, aner ikke hvad de taler om.

Anna Louise Finck-Heidemann, Erik Fleischer og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Finn Jakobsen

Jeg er enig i, at den gensidige 'folkelige' animositet er personligt intimiderende, når man har spenderet så mange år sammen. Men bagved tror jeg også ligger, at Danmark ikke har meget at byde på, når det kommer til de moderne grønlandske udfordringer. Overadministration uden problemløsning er et spændingsfelt. Råstofproduktion er et andet: der er ingen ekspertise og relevant erfaring fra Danmark. Forsvaret af territoriet: Danmark har ingen kapacitet, men kun stedfortræder for USA.

Ole Schwander

Racisme i Danmark hører selvfølgelig in steder hjemme. Men racisme forekommer også i Grønland, med vestgrønlandsk racisme over for østgrønlændere.

Simon-Matti Hørlyck Campbell

@Per Christensen, det er godt vi har dig til at personificere den moderne danske fordomsfuldhed.
Selv hvis man ikke vil tillægge den grønlandske kultur og det unikke perspektiv, som grønlænderne kommer med nogen værdi, skal man ikke undervurdere den der ligger geopolitisk i tilhørsforholdet. Uden Grønland i Rigsfælleskabet, er Danmark bare på ingen måde ligeså interessant og betydningsfuldt et land for omverdenen. En værdi som langt overstiger den slat der går til bloktilskuddet.

Jørgen Larsen, Søren Ferling og Bianca Jørgensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Larsen

@Per Christensen - Det er normalt ikke en målestok vi anvender overfor andre af vores landsmænd / rigsfæller. Grønland og Grønlændere er en helt unik del af vores Rigsfællesskab og historie, som de fleste af os sætter pris på.

@Kristian Duch - Min ægtefælle er på tilsvarende måde opvokset i Grønland af etniske danske forældre. Folk i Grønland skal holde op med denne ofre mentalitet de er opvokset med i forhold til Danmark og danskere. Og danskere skal holde op med berøringsangst og dårlige samvittighed i forhold til Grønland.

Jairus Lyberth

Et dilemma som vi allesammen burde/bør være med til at elimimere så godt vi kan, for der er ingen tvivl om, at vi allesammen i rigsfællesskabet har gavn af hinanden på mange måder og som det, faktisk er ubetaleligt for hvert land som sådan. Det er goodwill og magt ifht vores verdenssamfundet vi er del af og har indflydelse på og det er på grund af vores økonomiske formåen, geografiske placering og størrelse, som tilsammen udgør et stort ord, at skulle have sagt. Vi underminerer os selv ved lavt selvværd hver især og berøringsangst, men, når vi på et tidspunkt, ved viden og respekt for hinanden, kan forstå vores svagheder og stærke sider og tilsammen udmønte det til et aktiv, så er det og har vi et godt udgangspunkt til at være et ordførende og et forbilledeligt fællesskab for resten af verden.

Jairus Lyberth

Et dilemma som vi allesammen burde/bør være med til at elimimere så godt vi kan, for der er ingen tvivl om, at vi allesammen i rigsfællesskabet har gavn af hinanden på mange måder og som det, faktisk er ubetaleligt for hvert land som sådan. Det er goodwill og magt ifht verdenssamfundet vi er en del af og har indflydelse på og det er på grund af vores økonomiske formåen, geografiske placering og størrelse, som tilsammen udgør et stort ord at skulle have sagt. Vi underminerer os selv ved lavt selvværd hver især og berøringsangst, men, når vi på et tidspunkt, ved viden og respekt for hinanden, kan forstå vores svagheder og stærke sider og tilsammen udmønte det til et aktiv, så har vi et godt udgangspunkt til at være et ordførende og et forbilledeligt fællesskab for resten af verden.

Dette er en meget vigtig kronik, som må tages alvorlig. Rigsfællesskabet er nemlig en gave, som bør være til gavn for os alle. Men vi er nødt til at se på hvad der konkret kan gøres bedre, så ingen skal vokse op med intolerante bemærkninger, racisme og diskrimination.