Kommentar

Musikanmeldere skal anmelde musik – ikke de kvindelige kunstneres kroppe

Kvinders kroppe og udseende er i langt højere grad end mænds i fokus, når kvinder anmeldes, interviewes og omtales i medierne. Det har konsekvenser for kvindelige kunstneres adfærd – og for deres unge fans, skriver Anya Mathilde Poulsen, Anna Lidell og Lene Stavngaard i dette debatindlæg
»Spidsnæset« og »ultratynd«. Det var nogle af de ord, som Kill J for nyligt blev beskrevet med af en anmelder, der havde set teaterstykket ’Electronic’.

»Spidsnæset« og »ultratynd«. Det var nogle af de ord, som Kill J for nyligt blev beskrevet med af en anmelder, der havde set teaterstykket ’Electronic’.

Ben Thornley

4. marts 2020

Han stod der med sin halvnøgne krop, sine ultratynde ben, spidse næse og var en fæl narrepik.

Den slags sætninger hører vi sjældent i musikanmeldelser, men ændrer du fortegn fra han til hun, er det desværre enormt ofte hørt.

»Spidsnæset« og »ultratynd«. Det var nogle af de ord, som Kill J for nylig blev beskrevet med af en anmelder, der havde set teaterstykket Electronic. En forestilling, hun havde været med til at komponere musik til.

Det er bare toppen af isbjerget, hvor beskrivelser som »fæl narrefisse«, »nuser«, »fjollede aborre-ansigter« og »syg kælling« også er en del af anmeldernes vokabularium, mens andre ikke går i vejen for en kæk bemærkning som »en pianist, der kan mere med stramme kjoler end med Brahms«, når kvinder får beskrevet deres musiske udfoldelser på scenen eller udgivelser.

At klare sig på en scene og være artist kræver både mod og styrke, og at man selv og andre tror på ens talent. Men når man ser nogle af de anmeldelser, der skrives i medier som Politiken, Ekstra Bladet, Gaffa og Soundvenue, repræsenterer de et syn på kvinder som objekter i stedet for talentfulde kunstnere.

Kvinders kroppe og udseende er i langt højere grad end mænds i fokus, når kvinder anmeldes, interviewes og omtales i medierne. På trods af, at ens vægt, næseform eller garderobe sjældent spejler selve musikoplevelsen.

Men hvad er problemet? Er en koncertoplevelse kun lyd og ikke billede? Og er det, fordi nogen med vilje vil have kvinderne ned med nakken? Svaret er nej. Men problemet er, at vi begår de her skævvridninger ubevidst, at vores associationer spiller os et puds. Og derfor er det så vigtigt, at vi aktivt sætter spørgsmålstegn ved dem.

Hos DJBFA, den største forening af komponister og sangskrivere i Danmark, og i HUN SOLO, der arbejder med kvindelige musikartister, mærker vi, at det fylder uforholdsmæssigt meget, at man bliver vurderet anderledes, bare fordi man er kvinde.

Kvinder bliver nedgjort

Og det er ikke kun i musikken, piger og kvinder oplever at blive vurderet på en anden skala end mænd. I Sex og Samfund kan vi se en generel tendens til, at piger og kvinders kroppe og seksualitet er langt mere til debat og under bevågenhed end drenge og mænds. En undersøgelse fra VIVE i 2018 viste for eksempel tydeligt, at drenge stadig betragtes som seje og piger som billige, hvis de har haft mange sexpartnere. Og hvor kommer det syn på unge piger fra?

En ny analyse af 3,5 millioner bøger, som en gruppe forskere fra blandt andet Københavns Universitet har foretaget, viser, at der er stor forskel på den type ord, mænd og kvinder bliver beskrevet med i litteraturen. For kvinder er det ord som smuk og sexet. Retskaffen, rationel og modig bliver til gengæld rigtig ofte brugt om mænd. Analysen viser også, at negative udsagnsord, der knytter sig til kroppen og udseendet, bruges hele fem gange så ofte om personer af hunkøn end personer af hankøn.

Kvinder bliver også nedgjort fire gange så ofte som mænd i politiske kommentarer på sociale medier. Det viste en analyse foretaget af ITU af danskernes sprogbrug på sociale medier under folketingsvalgkampen i sommer. 80 procent af alle krænkende kommentarer afgivet på sociale medier under folketingsvalgkampen 2019 var rettet mod kvinder.

Så det har konsekvenser for kvinder, når de stiller sig frem. Hvad enten kvinder udtrykker sig på en scene, får anmeldt deres kunst eller blander sig i den offentlige debat.

Det har også konsekvenser for kvinders adfærd, når de begår sig i for eksempel musikbranchen. Det er eksempelvis svært at sige fra som ung, talentfuld kvinde, når et pladeselskab eller en manager kommer med forslag til, hvordan man bedst tager sig ud på et cover eller en scene. Og summeret op reproducerer vi generelt et kvindesyn, der hører fortiden til. Når det møder lytterne og fansene, så sker påvirkningen automatisk og med paraderne nede. Når piger i 1. klasse kender ord som ’narrefisse’, så kommer det et sted fra.

Hvor er musikfagligheden?

Det andet meget tankevækkende er: Hvad er tilbage af anmeldelserne af kvindelige artister, når man udelukker deres kropsbeskrivelser? Hvor er musikfagligheden? Tænk, hvis man kunne genanmelde bare fem eller ti koncerter og/eller album med det benspænd slet ikke at beskrive kroppen? Hvor er de anmeldere, som tør påtage sig den opgave og udfordre deres musikalske faglighed?

Som et eksperiment vil vi gerne opfordre til, at medierne genanmelder fem musikoplevelser, uden at de har fokus på kroppen, men i stedet fokuserer på selve oplevelsen.

For hvis vi nogensinde skal nå i mål med ligestillingen, så skal anmelderne dreje hovedet og folde ørerne ud og blive bedre til at forholde sig til musikken i stedet for at falde i den dovne, sexistiske gryde.

Anya Mathilde Poulsen, Anna Lidell, Lene Stavngaard er hhv. meddirektør i HUN SOLO, forkvinde i DJBFA og national chef i Sex & Samfund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Tommy Clausen
  • erik pedersen
Eva Schwanenflügel, Tommy Clausen og erik pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Houmøller

Spændende om der dukker musikanmeldere op, der tør følge opfordringen i dette skarpe indlæg.

Kent Nørregaard

Tjaa man kunne også sige at de tykke gamle mænd der skriver en pæn del af de unge "kunstneres" musik selv burde stå på scenen. Så ville der sikkert være morsomme anmeldelser at finde ad libitum... meeeeen mon ikke der så ville opstå et andet forudsigeligt problem?