Klumme

Når skolerne lukker, indser vi, at kampen for at få hverdagen til at hænge sammen er kollektiv

Hvis coronapandemien fører til månedlange skolelukninger, vil det forstyrre både familielivet og økonomien og vise, hvor mange børn, forældre og bedsteforældre der har brug for det offentlige system, skriver den britiske journalist Zoe Williams i dette debatindlæg
Skolelukninger vil synliggøre, hvor vigtig en strukturerende funktion skolegang har i hverdagen, skriver den britiske journalist Zoe Williams. Lergravsparkens Skole på Amager er torsdag formiddag stort set tømt for børn. Klasselærer Annette Azizi ringer rundt til forældre for at orientere dem om situationen på skolen.

Skolelukninger vil synliggøre, hvor vigtig en strukturerende funktion skolegang har i hverdagen, skriver den britiske journalist Zoe Williams. Lergravsparkens Skole på Amager er torsdag formiddag stort set tømt for børn. Klasselærer Annette Azizi ringer rundt til forældre for at orientere dem om situationen på skolen.

Sigrid Nygaard

Debat
13. marts 2020

Som reaktion på coronapandemien tales der nu om månedlange skolelukninger, i Storbritannien vil påskeferien måske ligefrem komme til at strække sig frem til september, og hele verden vil blive forvandlet til en endeløs sommerferie. Mine børn er 10 og 12, og jeg arbejder hjemmefra. Hvor hyggeligt bliver det ikke lige? Næsten som at have fået to nye kolleger, bare i pyjamas.

Men ærligt talt: Masseskolelukninger ligner ikke nogen anden samfundsforstyrrelse i nationens levende erindring. Hverken oversvømmelser, askeskyer eller finanskrise kan matche tabet af børnepasning i så lang en periode. Og ingen af de sædvanlige alternative løsningsmodeller vil kunne mobiliseres.

Familier med normalindkomster kan ikke outsource børn til andre pasningsordninger, for SFO’erne vil også være lukkede. Og hvem vil byde børnenes bedsteforældre, der som ældre er en smittesårbar gruppe, at træde til? Selv den mest desperate forælder vil vige tilbage fra denne nødløsning.

Den britiske regerings meldinger er uklare – foreløbig handler det mest om formaninger om at undgå panik. »Forhåbentlig kommer det ikke til skolelukninger«, lyder det. Et dramatisk tiltag under alle omstændigheder, der ikke akkurat inspirerer til at efterleve den fra krigstid så kendte opfordring, keep calm and carry on. Især ikke, fordi absolut intet antyder, at vi kommer til at styre uden om det scenario, der allerede er virkelighed i Italien.

Chefen for den britiske sundhedsstyrelse, professor Chris Witty, har allerede advaret om, at »langvarige skolelukninger kan blive nødvendige, formentlig mere end to måneder«.

Mediekommentatorer sidestiller nu dette med andre ubehageligheder i den kommende tids ufrivillige undtagelsestilstand såsom nedlukning af sportsarrangementer og kulturbegivenheder, og hver en forælder kan bare lytte med åben mund og polypper. Som om seks ugers uventet hjemmepasning af børn svarer til aflysningen af en rugbyturnering.

Omsorg holder økonomien oppe

Økonomen Simon Wren-Lewis beregnede allerede for ti år siden, at en pandemi kunne sænke et lands BNP med »nogle få procentpoints« alene i det første kvartal. Han forudså, at skolelukninger, der strakte sig over tre måneder, ville kunne sænke BNP med hele fem procent.

Hele dette aspekt er mærkeligt fraværende i analyserne af det aktuelle kaos med børsmarkeder i frit fald og styrtdykkende oliepriser. Økonomerne interesserer sig mest for os som producenter og forbrugere. Det handler om panikudsalg og panikopkøb, om regeringers mere eller mindre effektive modtræk, om sektoranalyser af turisterhvervet, eventbranchen og fritidsindustrien.

Men realiteten er, at denne krisestyring ikke så meget vil handle om, hvad vi gør med vores tegnebøger, som hvad vi gør med vores hjem: Hvem skal vi tage os af og hvor længe?

Soloforældre vil blive hårdest ramt – i forvejen er det en tredjedel af børnene i den type familier, der lever i fattigdom i Storbritannien. Kun et fåtal af soloforældrene har gode overenskomster, der giver mulighed for forældreorlovsperioder, og som regel er disse selvbetalte og begrænset til fire ugers varighed.

I standardfamilien med to forældreindtægter vil det give mest mening for den forælder, som er mest prekært ansat og tjener mindst at blive hjemme. Men i den offentlige sektor, hvor jobtrygheden alt andet lige er større, vil der blive lagt massivt pres på for at holde hjulene i gang, især i sundhedssektoren og andre vitale tjenester.

Skolelukninger vil synliggøre, hvor vigtig en strukturerende funktion skolegang har i hverdagen, ikke bare i forhold til undervisning, men også som meningsfuld socialiseringsramme for børns samvær med andre børn. Og synliggøre, i hvor høj grad mange af vores tilsyneladende private kampe for at få hverdagen til at hænge sammen ret beset er et kollektivt anliggende.

Måske kan suspenderingen af normaliteten give os nyt perspektiv på ting, vi har anset for selvfølgelige. I årevis er borgerne blevet målt på økonomisk aktivitet, hvorvidt og hvor meget vi hver især arbejder. Men meget få borgere er fuldstændigt selvkørende.

Vi har næsten alle brug for at kunne levere og modtage omsorg over for andre, børn, ældre og hinanden, og alle disse oversete ydelser er også med til at holde økonomien oppe på måder, der ikke uden videre kan sættes kroner og ører på. Det er den slags indsatser, man først anerkender, når de ophører.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Yes!

Ikke alle forældre har 2 indkomster og store lyse HTH køkkener ude på landet....