Klumme

På ti dage har jeg haft flere ahaoplevelser med min søn, end jeg normalt har på et halvt år

Det ville være en fed løgn, hvis jeg beskrev mit og min syvårige søns coronasamliv som uproblematisk. Men når vi vender tilbage til normalen, vil forholdet til vores børn være ændret for bestandigt – og dermed også vores forhold til arbejdslivet, skriver Anna von Sperling i dette debatindlæg
I skrivende stund har jeg morgenmøde om fem minutter, og min søn hopper inde i sofaen og synger: »Jeg/jeg/jeg/jeg vil ikke i hjemmeskole« på melodien fra »Gangnam Style«. Jeg vil vove den påstand, at selv hvis jeg lige nu gik ind og råbte, om han i det fucking mindste ikke kunne finde en lidt mindre irriterende melodi at være egenrådig på, ville det afspejle mere nærvær end det, jeg normalt udviser, skriver Anna von Sperling.

I skrivende stund har jeg morgenmøde om fem minutter, og min søn hopper inde i sofaen og synger: »Jeg/jeg/jeg/jeg vil ikke i hjemmeskole« på melodien fra »Gangnam Style«. Jeg vil vove den påstand, at selv hvis jeg lige nu gik ind og råbte, om han i det fucking mindste ikke kunne finde en lidt mindre irriterende melodi at være egenrådig på, ville det afspejle mere nærvær end det, jeg normalt udviser, skriver Anna von Sperling.

Jakob Dall

24. marts 2020

Forleden, under den skemalagte frokost i hjemmeskolen, sagde min søn på syv år noget helt utroligt sødt til mig:

»Jeg bliver aldrig træt af makrel i tomat. Eller af dig.«

Det var hans måde at glatte ud efter det lille sammenstød, vi havde haft en halv time tidligere.

Midt i et møde på kulturredaktionen over Teams havde han brug for hjælp til, hvor mange pærer Ole har, hvis han har plukket otte og Lone har spist to.

Og vi var begge i nattøj, og der var stadig mere brændte surdejsboller i ovnen.

»Arg, kan du ikke bare … bare … bare … noget!« havde jeg halvråbt, mens han blev lille i stolen.

Nu sad vi så her i køkkenet i forårssolen og blev gode venner over de henrivende ildelugtende madder. Han viste sig som den store af os, og hans ord varmede og gav mig tro på, at vi nok skulle komme igennem det her.

Men samtidig sved de. Fordi de mindede mig om, at han normalt får for lidt af begge dele. Af makrel i tomat, fordi den spise egner sig dårligt til madpakker spist i selskab med folk, du gerne vil imponere. Og af mig, fordi jeg går på arbejde. Men sgu også, fordi jeg alt for ofte har hovedet alle andre steder, når jeg er hjemme.

Nu er vi her. På vores 90 kvadratmeter. Hvor hammeren falder prompte, hvis jeg er fraværende, når han vil have mig nær. Og hvor jeg ikke bare kan bide den i mig, til jeg igen kan kaste ham i velfærdsstatens rummelige arme.

Og derfor har jeg allerede på ti dage haft flere ahaoplevelser med mit barn, end jeg har haft i de foregående seks måneder sammenlagt.

Det er for eksempel til min skræk gået op for mig, at han faktisk hellere vil male på sten end at spille Fortnite. 

Så måske handler erkendelserne mere om mig: at jeg i vores normale hverdag laver alt for mange små krumspring ’for at få tingene til at glide’, som i praksis betyder, at jeg glider væk fra det menneske, som jeg allerhelst vil være tæt på.

Nye erkendelser

Det her går over. Og nok vil børnene kaste sig over hinanden som kåde hundehvalpe ved gensynet, mens de voksne bare vil føle det indeni.

Vi vil til gengæld nyde at kunne arbejde uden spørgsmål om pærer. I cirka fem minutter indtil vi i stedet bliver afbrudt af flinke Bente fra regnskab, der lige vil minde os om de manglende bilag.

Men den nye gamle hverdag vil ikke kunne udviske erindringen om tiden, hvor vi havde tiden sammen. Og muligvis vil vi være en erfaring rigere: at det måske ikke kræver, at familier er adskilt 80 procent af tiden for at få samfundshjulene til at rotere. At teknologien med alle dens skyggesider faktisk giver mulighed for et arbejdsmarked, hvor vi er mere sammen med vores børn fysisk, samtidig med at vi opfylder vores produktive forpligtelse over for fællesskabet.

Der er mange børn, der lige nu har det vanvittig svært, børn der har så meget brug for de rammer og de voksenrelationer, som børnehaver, skoler og fritidsordninger skaber. Men også børn, der uanset hvor trygge hjem de lever i, oplever angst og uro. For en hel generation var ængstelse allerede en grundtone, og coronapandemien har gjort den meget konkret.

Så jeg vil nødig ende i en romantisering af krisen – det ville desuden være en fed løgn, hvis jeg beskrev mit og min cellekammerats samliv som uproblematisk. I skrivende stund har jeg morgenmøde om fem minutter, og han hopper inde i sofaen og synger:

»Jeg/jeg/jeg/jeg vil ikke i hjemmeskole« på melodien fra »Gangnam Style«.

Men jeg vil vove den påstand, og det er helt for egen regning, at selv hvis jeg lige nu gik ind og råbte, om han i det fucking mindste ikke kunne finde en lidt mindre irriterende melodi at være egenrådig på, ville det afspejle mere nærvær end det, jeg normalt udviser.

For på en precorona mandag ville jeg bare have kastet bolden videre til samfundet.

»Baby, det er ikke mig, der har bestemt, at man skal møde klokken otte,« ville jeg have sagt:

»Hvis du ikke kommer i tøjet nu, kommer vi for sent. Og så vil vi forstyrre de andre børn i den undervisning, der er afgørende for, at de ikke kommer bagud i den internationale konkurrence med kineserne. Og læreren bliver sur, fordi hun er nedslidt efter det veritable blodbad, der er sket i den offentlige sektor i de seneste år.« – leveret i børneversion.

Men fordi jeg ved, at jeg skal være sammen med ham på ubestemt tid, vil jeg nu gå ind og se, om lidt godt gammeldags nærvær ikke får det hele til at glide.

Nærvær. Og en skuffe fuld af fiskekonserves.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Bruhn Andersen
  • ingemaje lange
  • Thomas Tanghus
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torben K L Jensen
  • Søren Veje
  • Tina Peirano
  • Britta Hansen
  • Christian Mondrup
  • Marianne Stockmarr
  • Dorte Sørensen
  • anne lindegaard
  • Katrine Damm
  • Oluf Husted
Torben Bruhn Andersen, ingemaje lange, Thomas Tanghus, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Klaus Lundahl Engelholt, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Søren Veje, Tina Peirano, Britta Hansen, Christian Mondrup, Marianne Stockmarr, Dorte Sørensen, anne lindegaard, Katrine Damm og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Makrel i tomat er en underkendt spise, og både sundt og en nem måde, at få spist fisk på, hvis man - som jeg - ikke rigtigt regner varm fisk;)

Karsten Aaen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Anna von Sperling og Mikkel Møldrup-Lakjer anbefalede denne kommentar
Helle Degnbol

Sikke en dejlig klumme. Tak (og også for avisen).

ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Ete Forchhammer , Thomas Jensen, Tina Peirano, Britta Hansen og Anna von Sperling anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Lidt mere corona, tak. Så kan vi bedrive fællesskab under tvang og lære f.eks. vores børn at kende og blive så tætte, som vi ikke havde lyst til, før vi blev tvunget.

Desværre er det vel oftest sådan at mennesker agerer adaptivt, så hvis erkendelsen af hvor væsentligt det er for børn og forældre at tilbringe mere tid sammen, først og fremmest tid, hvor begge parter er i vildrede om/uplanlagte omkring hvad den skal bruges på, ikke indlejres strukturelt (dvs. omfattes af lovgivning), vil erkendelsen meget let kunne glide i baggrunden og fortrænges til fordel for andre 'nødvendigheder'. De allerfleste forældre har jo prøvet at have en sådan uplanlagt/vildredepræget tid med deres børn i tilknytning til deres fødsler, men dette har ikke hindret at samme forældre siden nærmest frivilligt har hengivet sig til det forarmende, materialistiske og statusjagende lønslave- og selvrealiseringsliv.

Torben Bruhn Andersen, Karsten Aaen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Karen Schultz

Tankevækkende klumme. Den tvungne hjemsendelse ender med at være til det gode for rigtig mange af os. Eksistens i arbejdslivet (og i livet) er den mulige gevinst og titlen på min bog.

Torben Bruhn Andersen, Karsten Aaen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Men hvor sørgeligt at der skal covid19 til at få det samvær, som er en menneskeret, men som er blevet solgt til konkurrencestaten

Torben Bruhn Andersen, ingemaje lange, Karsten Aaen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Hanne Utoft, Ete Forchhammer og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar