Ribesbuskene plejer at summe af bier på det her tidspunkt. Men bierne er borte

Lærkerne triller, solsorten har skruet op for volumenknappen, gulspurven har været her i flere uger, og nu synger bogfinken. I går så jeg årets første vipstjert.

Påskeliljerne blomstrer, kirsebærkornellen, der ligner et mimosetræ, har været udsprunget i flere uger, der er knopper i tulipanerne, og de to ribesbuske med henholdsvis lyse- og mørkerøde blomsterranker er sprunget ud.

Men noget er galt. Ribesbuskene plejer at summe af bier.

Det er nu, bierne skal hente den pollen og nektar, de skal bruge til at opfostre en ny generation af forårsbier. Men der er ingen bier. Ikke én eneste. Mine daglige haveture er efterhånden én lang jagt på bier, de er der bare ikke.

Jeg var begyndt at tvivle på min hukommelse: Plejer der virkelig ikke at være bier i marts? Jeg fandt min biavlerfars dagbog frem.

Her kunne jeg læse:

»15. februar: 4,5 grader celsius, vestsydvest svag, kl. 12 lidt solskin, nogle få bier fra stade I var fremme, enkelte ude på længere udflugter.«

Og igen:

»17. februar: 2,5 grader celsius kl. 10,30, kl. 2 var det 4 grader celsius. Formiddag stille klart solskin, om eftermidd. svag nordvest, stadig sol. Ved 11-tiden kom de gule fra stade II frem, hen ad 12 kom de brune fra stade III, vældigt leben begge steder, alle bierne var ude at flyve.«

I dag, hvor jeg sidder og skriver denne klumme, er det den 19. marts.

Min fars bidagbog er fra 1939, men selv om det er længe siden, så er klimaet jo blevet varmere, ikke koldere. Og i hele min tid har der som en selvfølge været bier, så snart erantis begyndte at blomstre. Jeg kan bare slå op i mine egne haveessays:

»Bierne er ude. Der sidder en i en erantis. Den har gule pollenbukser på,« står der forårsfornøjet i et martsessay fra 1998.

Vi har ikke selv bier længere, men det havde vi heller ikke i 1998. Jeg ringede til min biavlerveninde, der ligesom jeg selv bor på Møn. Vi havde jo haft en del regnvejr og blæst, mente hun, og hvis ingen i nærheden holdt bier, var det sandsynligt, at de ikke nåede frem til os. Bierne ville trække på de første blomster, de stødte på, frem for at flyve langt. Hos hende var de ude i alle otte stader.

Men jeg har end ikke set en humlebi, indvendte jeg. Og de hører til i haven, de har rede i stengærdet omkring terrassen, det ved jeg.

To sommerfugle og en flue

Så spurgte jeg vores genbo, om hun havde set nogle bier. Det havde hun ikke. Jo mere jeg undersøgte sagen, desto mere sikker blev jeg. Det her er et forår, hvor der i sidste del af marts måned endnu ikke har været en bi i haven, og det er aldrig sket før.

Jeg gav mig til at repetere, hvad jeg overhovedet havde set af insekter indtil nu, og det beløb sig til to sommerfugle samt en flue i køkkenet, som jeg forsigtigt fik lempet ud ad vinduet, uden at den kom til skade. Fluesmækkerne, som vi førhen ikke betænkte os på at bruge, er sendt på pension. Her er kort sagt enormt insektfattigt.

Jeg er helt ked af at fylde den ene klumme efter den anden med bekymringer, men jeg går næsten i panik. For hvis der ikke er bier hos os, må der være mange andre steder, hvor der heller ingen er. Og planter skal jo bestøves.

Måske min biavlerveninde trods alt kommer tættest på en forklaring. Netop det milde forår kan være farligt for bierne. En ni grader varm dag med en kold vind kan betyde, at temperaturen føles som to, forklarer en biavler på TV 2, og det er noget, bierne kan mærke. De risikerer at blive kuldelammet, så de ikke kan flyve. Ligeledes hvis de flyver ud for tidligt om morgenen, og det har været koldt om natten. Eller de kan lammes, hvis vejret skifter fra sol til kulde og regn. Frost kan slå bierne helt ihjel, men også ved varmere grader risikerer de at komme i vanskeligheder, forklarede altså biavleren.

Så til trods for de mange lune solskinsdage i marts, også nogle hvor vandet har ligget spejlblankt, og ikke en vind har rørt sig, så har det jo stormet og regnet usædvanligt meget.

Måske skal jeg slå mig til tåls.

Men det er aldrig sket før!