Kommentar

Stop op, og giv dig selv tid til at fordøje coronapandemien. Intet af det her er normalt

Min familie i Italien var spærret inde, mens jeg tog på universitetet og drak kaffe med mine venner i Danmark. Nu reagerer Danmark endelig, men samtidig prøver man at fortsætte hverdagen, som om intet var hændt. Det dur ikke, skriver Marta Silvia Viganò i dette debatindlæg
’Det har været svært for mig at finde ud af, hvordan jeg skulle agere, når alle mine venner og familiemedlemmer hjemme i Italien var spærret inde, mens jeg selv kunne tage til undervisning på universitetet, drikke kaffe med vennerne eller gå en tur, som om intet var hændt.’

’Det har været svært for mig at finde ud af, hvordan jeg skulle agere, når alle mine venner og familiemedlemmer hjemme i Italien var spærret inde, mens jeg selv kunne tage til undervisning på universitetet, drikke kaffe med vennerne eller gå en tur, som om intet var hændt.’

Manuel Silvestri/Ritzau Scanpix

24. marts 2020

Da Mette Frederiksen den 11. marts meddelte, at store dele af den offentlige sektor skulle lukke ned, og at den private sektor var velkommen til at følge trop, blev jeg lettet.

Endelig var uoverensstemmelsen mellem det, der foregår i mit hjemland Italien, og det, jeg oplevede som udenlandsk studerende i Aarhus, på vej til at blive ophævet.

Hjemme i Italien har folk været i karantæne siden den 8. marts, selv om mange har holdt sig indendørs i helt op til fire uger. De må kun forlade hjemmet for at handle eller tage på apoteket, og disse små ture er det tætteste, de kommer på et socialt liv.

Hvis livet inden for hjemmets fire vægge bliver for meget, og man alligevel bevæger sig ud, kan man få en bøde eller blive tiltalt for ’uberettiget færden’ i de øde gader.

Det har været svært for mig at finde ud af, hvordan jeg skulle agere, når alle mine venner og familiemedlemmer hjemme i Italien var spærret inde, mens jeg selv kunne tage til undervisning på universitetet, drikke kaffe med vennerne eller gå en tur, som om intet var hændt.

Men så blev det fredag i Danmark. Forelæsninger og sociale planer blev aflyst, og folkemængden i gaderne stilnede endelig af.

Visse mennesker hang dog stadig ud på barer, der valgte at holde åbent, selv om det kunne få konsekvenser for vores fælles sundhed. Nu er barerne også lukket ned.

Normaliteten på pause

I løbet af nul komma fem stod vores professorer klar med onlinelektioner, der skulle sikre de studerende den uddannelse, som flere af os har betalt en klækkelig sum for.

Vores professorer optager nu deres forelæsninger på webcam og har lavet en detaljeret plan for, hvordan hele holdet kan blive undervist – på samme tid og på samme virtuelle sted.

»Vi befinder os på ukendt grund,« siger de alle, mens de gør alt, hvad de kan for at normalisere situationen, så vi fortsat kan studere og deltage i undervisningen.

I den kommende uge har vi seks timers onlineforelæsninger, vi har mere end hundrede siders læsning (inklusive supplerende litteratur, for helt ærligt, det her er en kandidatuddannelse, man springer vel ikke over, hvor gærdet er lavest), og sidst, men ikke mindst skal vi forberede en længere fremlæggelse.

Under normale omstændigheder kunne jeg ikke drømme om at brokke mig over arbejdsbyrden. Jeg er jo for fanden den type studerende, der ikke bare nøjes med pensum. Men den situation, vi befinder os i, er langtfra normal.

Misforstå mig ikke. Jeg er ovenud taknemmelig for, at både myndighederne og universitetet har været så hurtige til at reagere. Hvis der er én ting, som andre lande burde lære af Italiens erfaringer, så er det, at vi bliver nødt til at reagere lynhurtigt og knivskarpt, når det kommer til coronapandemien.

Jeg er også taknemmelig for, at der ikke bliver skabt en stemning af, at alt liv og aktivitet skal sættes på pause, som var det dommedag.

Men alle bliver nødt til at acceptere, at vores normale liv er slut for en stund. Normaliteten er sat på pause.

Hvornår var sidste gang, grænserne lukkede, og tanken om at gå ned i en overfyldt Netto ved 19-tiden virkede som den mest tåbelige idé, du nogensinde har fået?

Hvornår har dine hænder sidst været helt opløste af håndsprit?

Hvornår var sidste gang, du pludselig ikke kunne kramme eller kysse dine nærmeste?

Intet af det her er normalt.

Tid til at fordøje pandemien

Vi skal hverken give op eller krybe sammen på gulvet i afmagt, som om vores liv var forbi. Men vi bør give os selv lidt tid til at stoppe op og fordøje denne globale pandemi.

Vi har brug for tid til at holde os informerede, til tvangsmæssigt at tjekke nyhederne – for mit vedkommende både de danske og italienske – og til at række ud til de personer, vi pludselig bekymrer os ekstra meget om.

Vi har brug for tid til at finde ud af, hvordan vi skal opføre os, hvilken betydning pandemien har for vores liv, og hvordan vi overkommer den.

Vi har brug for tid til at anerkende problemerne og gøre noget ved vores benægtelser, frustrationer og frygt.

Hvordan skal min psyke kunne rumme forelæsninger og afleveringer, når den i forvejen er travlt optaget med at bearbejde de begivenheder, vi gennemgår lige nu?

Hvordan kan vi forventes at fortsætte hverdagen, som om intet var hændt, når mange af os skal anstrenge os kraftigt for ikke at få endnu et angstanfald?

Vi er selvfølgelig nødt til at gøre noget (og blive hjemme samtidigt), men allerførst er vi nødt til at forstå og acceptere, og til det har vi brug for tid.

Når det er sagt, vil jeg nu vende tilbage til den PowerPoint-præsentation, jeg skal have klar til på fredag.

Marta Silvia Viganò er journalist og kandidatstuderende

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Carsten Munk
  • Thomas Tanghus
  • Anker Heegaard
  • Poul Anker Juul
Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Thomas Tanghus, Anker Heegaard og Poul Anker Juul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anker Heegaard

Det er en tid fyldt med frustrationer, ikke mindst over den adfærd, som alt for mange omkring os, de udviser.
Om adfærden bunder i uvidenhed, arrogance, faktabenægtelse eller bare almindelig dansk ligegyldighed, så peger det hele hen imod manglende empati, medmenneskelighed og samfundsforståelse.
Jeg forstår din frustration over, at skulle forholde sig til vigtige kapitler i din uddannelse, samtidig med at dit land styrtbløder.
"Vigtigheden" bliver sat i perspektiv, for hvordan kan afleveringsopgaver blive mere vigtige end andres liv, familiers ulykke og angsten for fremtiden ?
Vi bør have en medmenneskelig forståelse, som også bør række ud til mennesker, som vi ikke kender, og som vi ikke er i familie med - måske oven i købet slet ikke deler nationalitet med.
Vi skal vise i vores handlinger, at vi står sammen, passer på hinanden og agerer efter de instrukser vi får.
Vi skal ikke bare nikke og sige: "Det skal vi nok", samtidig med at vi planlægger påskefrokost i sommerhuset for familien - og Knud og Gerda, hvis de når at blive raske.

Helle Walther

Jeg synes i allerhøjeste grad folk tager det yderst alvorligt, nogle tror måske de kan gå på vandet, er for dumme til at forstå alvoren, og det rammer uskyldige, men generelt synes jeg folk viser ansvarlighed. Man bliver hjemme, dropper aftaler, handler tidligt om morgenen, hvor der faktisk ikke er et øje på gaden max fem og man går i stor bue uden om hinanden.
Så det indtryk afsenderen taler om, kan jeg ikke genkende.

Karsten Aaen, Rikke Nielsen, Mogens Holme og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Endelig var uoverensstemmelsen mellem det, der foregår i mit hjemland Italien, og det, jeg oplevede som udenlandsk studerende i Aarhus, på vej til at blive ophævet.
Skrives der.
Lad os bede til Gud om at der vedbliver at være uoverensstemmelse mellem DK og Italien, som det lige ser ud nu!!